Rutka Laskiers dagbog: Holocausts oversete kapitler

af i Historie/Videnskab

HISTORIE // HOLOCAUST – Fast pensum i folkeskolen og én af de største turistattraktioner i Amsterdam. Alle kender Anne Frank. Men det er ærgerligt, at hendes dagbog er den eneste, skrevet af et ungt offer for jødeforfølgelsen, man kender til. Hun skrev i sit skjul og oplevede derfor ikke den fremmedgjorte hverdag i ghettoerne og koncentrationslejrene, som millioner af andre gjorde rundt omkring i Europa, skriver historikerne Camilla Ibsen og Torben Elleby.

“Jeg så en soldat flå en baby, der kun var få måneder gammel, ud af morens hænder, og smadre dets hoved ind i en elstolpe. Babyens hjerne sprøjtede ud på træet. Moderen blev komplet vanvittig […] Jeg skriver det her, som om intet er sket. Som var jeg i en hær trænet i ondskab. Men jeg er ung. Jeg er 14, og jeg har ikke set meget i mit liv, men jeg er allerede så ligeglad. Jeg er ved at blive et dyr, der venter på at dø.”

Ovenstående passage stammer fra den 14-årige Rutka Laskiers dagbog i februar 1943. Laskier skrev fra ghettoen i Będzin i Polen.

Som historisk kilde er dagbogen noget særligt. Med den er det muligt at få indblik i tanker og følelser. Den dag, måske den time, hvor begivenheden fandt sted. Ikke i en erindring skrevet længe efter krigen. Ikke i en redigeret skønlitterær gennemarbejdet udgave, men derimod nedskrevet på stedet, i situationen, hvor det skete. Når man læser disse hidtil oversete holocaustdagbøger, får man indblik i den daglige kamp, teenagerne gennemgår for at håndtere deres frygt og usikkerhed.

Jeg har virkelig brug for at åbne min dagbog og brug for at skrive for at lette mit bitre hjerte om det helvede, vi går igennem, hvor forfærdeligt, vi lider

Holocaust er uden tvivl et af de bedst belyste kapitler i verdenshistorien. Alligevel er interessen ikke faldende, og man har i de senere år rejst nye spørgsmål, der går bag om krigens begivenheder, og de mange tabeller over døde. Et af dem er, hvordan det var at opleve det. Hvordan var det at være et ungt menneske i centrum af Nazitysklands udryddelse af de europæiske jøder?

Foto: Ghettoen i Będzin i Polen. Wikimedia Commons.

 

Dagbogen som holdepunkt i helvede

I Łódź, der er en af de større byer i Polen, blev der i perioder dagligt sendt transporter til dødslejrene. Langt de fleste af dem gik til Chełmno, hvor minimum 150.000 mennesker blev gasset med udstødningsgas fra dieselmotorer. En ukendt dreng på omkring 17 år skrev dagbog i foråret 1944, hvor transporterne gik til Auschwitz.

Nogen åbnede på et tidspunkt en gammel fransk bog efter krigen og opdagede, at der var skrevet noget i marginerne. Det viste sig at være en meget detaljeret dagbog skrevet af den 17-årige dreng, som vi ellers ikke ved noget om. Den indeholder mange beskrivelser af, hvad han oplevede, især den uudholdelige sult, og hvordan det påvirkede ham:

“Jeg har virkelig brug for at åbne min dagbog og brug for at skrive for at lette mit bitre hjerte om det helvede, vi går igennem, hvor forfærdeligt, vi lider.”

Det går igen for flere af de unge, at dagbogsskrivning er noget, de har brug for. De skriver ikke, som mange af de kendte voksne, der skrev dagbog under 2. verdenskrig, med tanke på eftertiden, men simpelthen, fordi de befinder sig i en krise og bruger dagbogsskrivning som en form for trøst eller ventil

Det går igen for flere af de unge, at dagbogsskrivning er noget, de har brug for. De skriver ikke, som mange af de kendte voksne, der skrev dagbog under 2. verdenskrig med tanke på eftertiden, men simpelthen, fordi de befinder sig i en krise og bruger dagbogsskrivning som en form for trøst eller ventil.

Jøder, der skrev dagbog, løb en kæmpe risiko. Nazistisk anti­jødisk lovgivning forbød det, og det siger sig selv, at der var større risiko for at blive opdaget i de stærkt overvågede ghettoer og koncentrationslejre, også når de skulle skaffe sig papir og blyant til at skrive. Nogen skrev bag på notatpapir, som de fik listet i lommen, andre havde stadig gamle skolehæfter, og der er også eksempler på dagbog ført på tørrede kålblade.

Det har været mere undtagelsen end reglen, at en dagbog har overlevet krigen, men der findes en del fra Łódź. Formentlig fordi de har været gemt i møbler og genstande i ghettoens bygninger. Łódź var en af de ghettoer, der først skulle tømmes for jøder. Af den grund var behandlingen særlig hård, dødeligheden var højere, folk sultede mere, og transporterne til dødslejrene lagde næsten Łódź øde, inden befrielsen fra den røde hær kom den 19. januar 1945. Da var der 877 jøder tilbage af de oprindeligt mere end 245.000.

Fjende af hele menneskeheden

I foråret 1944 havde der i en periode været stilstand i transporterne fra ghettoen til Auschwitz, men de blev genoptaget, og efter få dage, hvor der havde været en transporter med ca. 2.500 dagligt, skriver den ukendte dreng:

“Jeg skriver de her linjer i forfærdelig mental tilstand. Hvad er det for en verden, hvor børn som min lille 12 år gamle søster skal forholde sig til liv og død på denne her måde.”

Hans lillesøster kan risikere at blive sendt med en transport til Auschwitz, og da det sker, skriver han om sin vrede til nazisterne:

“Det er umuligt at beskrive mine nuværende, følelsesmæssige tilstand. Jeg er vred og forfærdelig forbitret over denne diabolske fjende af hele menneskeheden, den menneskelige race, min nation, verden, universet […] Hvilken verden er det, og hvilke slags mennesker kan påføre en så uudholdelig og umulig lidelse på levende væsener? […] Vi er blevet reduceret til en grad af den mest forfærdelige elendighed og hån nogensinde i historien. Vi er ikke længere mennesker, vi er dog heller ej dyr. Vi er en, i alt sin enkelthed besynderlig psykofysisk kreativ ‘Made in Germany’.”

Det vides ikke, hvad der skete med drengen og hans lillesøster, men det sandsynlige er, at han også blev sendt til Auschwitz.

Kunne næsten ikke få sig selv til at skrive det ned

I den polske by Kraków skrev en ung mand på omkring 19 år også dagbog. Han hed Julius Feldman, og vi har i dag adgang til hans oplevelse af Holocaust, fordi han gemte sin dagbog i muren i Krakóws ghetto, inden han forsvandt. Hvis ikke han havde gjort det, ville den formentlig have været gået tabt, som langt de fleste gjorde.

Papir bliver nemt beskadiget, og det siger sig selv, at mange sikkert også er  blevet brændt eller ødelagt på mange måder, hvis de f.eks. blev fundet af tyskerne, eller ikke er blevet anset for noget særligt af andre efter krigen.

Vi kan derfor kun gisne om, hvor mange tusinder dagbøger, der faktisk blev skrevet rundt omkring i de tysk-besatte områder.

50 ældre blev udvalgt, og de blev også skudt. Jeg behøver ikke tilføje mere, da dét, jeg allerede har skrevet, giver indtryk af de myrderier af uskyldige mennesker, som sker”

Han skriver i foråret og sommeren 1943, hvor han befinder sig i kaos, da ghettoen er i gang med at blive ryddet. Formentlig fordi han er en ung arbejdsdygtig mand, bliver han ikke sendt afsted til udryddelse, men i stedet placeret i koncentrationslejren Płaszów, og tvunget til at arbejde under ekstremt dårlige forhold. Julius Feldman formår at skrive lidt fra lejren, inden han desværre forsvinder.

Foto: Koncentrationslejren i Płaszów. Wikimedia Commons.

Feldman giver flere steder i sin dagbog udtryk for, at han egentlig ikke har lyst til at skrive. Det er simpelthen for hårdt for ham, og når man læser dagbogen, kan man fornemme, at han ikke alle dage formår at skrive det ned, som han har oplevet. En dag lykkes det ham at skrive noget ned.

“Det, jeg vil skrive i dag, er ikke særligt rart. Rygterne siger, at endnu en forbrydelse er begået. På vej tilbage til barakkerne i går fandt vi ud, at de havde samlet folk der, skilt de unge og gamle på deres sædvanlige vis, og gjort det af med dem. Men det er ingenting. Klokken to blev vi meddelt, at de tilbageværende skulle samles. 50 ældre blev udvalgt, og de blev også skudt. Jeg behøver ikke tilføje mere, da dét, jeg allerede har skrevet, giver indtryk af de myrderier af uskyldige mennesker, som sker”.

Han kan næsten ikke få sig selv til at sætte ord på, hvordan det må være at se 50 ældre mennesker blive skudt. End ikke overfor sig selv.

I det mindste vil vi dø sammen

I Stanisławów-ghettoen i Polen skrev den 21-årige Elza Binder om de omfattende nedskydninger af jøder, som hun oplevede i 1941, og som senere også skulle blive hendes skæbne:

“[…] her tvang de børn, klamrende sig til deres mødre til at sige ting som: “Mor, lad mig gå først, for jeg vil ikke se, hvordan de dræber dig” (Som min seksårige fætter Zenio) […] De så også, hvordan mødre fortæller deres børn om døden, og hvordan de forbereder dem til det. Og når de græder: “Mor, vi vil så inderligt, at vi skal leve”. Da græder hun: “Børn, da dette ikke er givet til os, vil vi i det mindste dø sammen”[…] Og da skydningen stoppede, skreg de, som blev sparet “Heil und Danke!”

Elza Binder beskriver alt det, hun oplever, i detaljer i sin dagbog. Man kan naturligvis læse om de her ting, hun beskriver, i en sekundær kilde, men det gør noget særligt ved indtrykket og ens forestillingsevne, når man læser hendes koblinger mellem en nøgtern beskrivelse og hendes familiemedlemmer, som her hendes fætter Zenio.

Danske jøder

Den danske jøde Ralph Oppenhejm skrev også dagbog under sit ophold i Theresienstadt. Han havde med sin familie forsøgt at flygte til Sverige i forbindelse med jødeaktionen i oktober 1943, men blev fanget, og kom derfor til at være i lejren, indtil de hvide busser hentede de danske jøder hjem i foråret 1945.

Nazisternes oprindelige formål med lejren var at opbevare jøderne, indtil gaskamrene i udryddelseslejrene var klar til dem. Og derudover at der var tomme togvogne til at transportere dem i. Forholdene i lejren var dog en anelse bedre end andre steder.

Noget træder dog tydeligt frem, når man læser Oppenhejms dagbog. Det er forskellene i de forhold, danske jøder og jøder med en anden nationalitet levede under. Han beskriver blandt andet, at han slet ikke kan holde ud at se på dem, der er tynde, når de går i bad, og hvordan han derfor anstrenger sig for at kigge væk. Grunden til, at han ikke selv blev sygeligt tynd, skyldes de hjælpepakker med blandt andet ost, smør og havregryn, der blev givet tilladelse til, at Dansk Røde Kors sendte ned til dem.

Dagbøger er unikke førstehåndskilder

Vi ønsker med denne artikel ikke at miskreditere Anne Franks dagbog, men at rette fokus mod andre, der skrev dagbog under 2. verdenskrig, så flere får øjnene op for de mange andre formentlig hundrede eller tusindvis af dagbøger, der ligger i boghandler, arkiver og i private hjem rundt omkring i Europa. Mange af dem er i de senere år tilgængeliggjort på engelsk.

Flere af dem har også litterær kvalitet, men vigtigst af alt, så er de der. De er unikke førstehåndskilder, der er kendetegnet ved ikke at være efterrationaliserede, og som derfor får os tættere på, hvordan det var. Sådanne kilder må ikke drukne i den store historie, for så overser vi, at mennesker har behov for ikke bare at kende til faktuelle forhold, men til at mærke historien i kroppen, hvis man skal undgå at noget lignende sker igen.

Tilsammen bærer de oversete dagbøger vidnesbyrd for de ca. 1,2 millioner jødiske børn og unge, der blev dræbt som følge af nazisternes Endlössung-politik.


Torben Elleby og Camilla Ibsen afleverede speciale sommeren 2016. 

Torben Elleby er cand. mag. i historie og filosofi fra RUC, bor i Slagelse og underviser i historie og idéhistorie på ZBC i Slagelse. 

Camilla Ibsen er cand. mag. i historie og filosofi også fra RUC, bor i København, arbejder nu med uddannelse og pædagogisk udvikling i organisationen Human Library i København efter i en periode at have været lærer i folkeskolen.  

Kunne du tænke dig at formidle et historisk emne på POV? Så tøv ikke med at kontakte historieredaktøren på lauritzkorfix@gmail.com


Foto:  Den 14-årige polske jøde Rutka Laskier, der blev dræbt i Auschwitz 1943

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt medie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg og kurateret borgerjournalistik indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Historie