ESSAYSERIE // MURENS FALD – “I det kulturelt selvbevidste Prag var det en stor begivenhed, at skuespillerne var gået i strejke. Snart efter støttede hele nationen op om en times symbolsk generalstrejke, og det tilsyneladende så stabile kommunistiske system kollapsede fuldstændig”. Da udenrigsreporter Ole Retsbo startede som grøn akademiker og yngstemand på TV2’s nyåbnede udenrigsredaktion i efteråret 1988, havde de erfarne journalister for længst delt verden op. Tilbage var blot Østeuropa, hvor alle vidste, at der absolut intet skete. I en essayserie i fem dele i POV fortæller Retsbo, der i dag er journalist på DR, historien om den unge journalist, der over et år, 1989, så verden forandre sig for altid. Dette er fjerde del.
X
Alt gik svimlende hurtigt. Den ene dag var det en historie, at kommunistpartiets ungdom fordømte politiets brutalitet, den næste dag interesserede ingen sig længere for kommunistpartiets ungdom. I en reportage talte jeg om at demonstrationerne kunne hjælpe kommunistpartiets reformfløj. Den næste dag var reformkommunisterne skyllet ud på historiens mødding. Folk ville have rigtigt demokrati og rigtig ytringsfrihed, ikke halvbagte kommunistiske reformer. ”We are entering the great stream,” sagde udenrigsministeren under foråret i Prag, Jiri Hajek, til mig. Det lød som et ekko af Gorbatjov, der sagde, at Sovjetunionen efter 70 års kommunisme nu var på vej tilbage til ”civilisationens hovedstrømning”.
Om lørdagen, otte dage efter den første studenterdemonstration, kom der meddelelse om, at kommunistpartiets leder Milos Jakes var gået af. Jeg skulle på live i en ekstraudsendelse på TV 2 kort tid efter og fik strenge ordrer om ikke at lægge røret til stationen på, da det var svært at få telefonforbindelse til hotellet.
Alt gik svimlende hurtigt. Den ene dag var det en historie, at kommunistpartiets ungdom fordømte politiets brutalitet, den næste dag interesserede ingen sig længere for kommunistpartiets ungdom
Jeg lagde derfor røret på bordet og skyndte mig ned til fotografens værelse for at ringe mine kontakter op og få informationer om den nye partileder, en anden apparatchik ved navn Karel Urbanek. Udrustet med de seneste nyheder skyndte jeg mig tilbage på mit værelse blot for at opdage, at jeg havde låst mig ude. Sådan kunne det gå i tiden før mobiltelefonerne. Det blev en af de korteste ekstraudsendelser på TV 2 nogensinde.
I det kulturelt selvbevidste Prag var det en stor begivenhed, at skuespillerne var gået i strejke. Snart efter støttede hele nationen op om en times symbolsk generalstrejke, og det tilsyneladende så stabile kommunistiske system kollapsede fuldstændig. Tre uger efter at Jiri Dienstbier havde fortalt mig, at politiske forandringer næppe lå lige om hjørnet, blev han udenrigsminister i landets nye samlingsregering. Inden årets udgang var Vaclav Havel præsident.
Selv havde jeg en tjekkisk bekendt, som i midt-80’erne gik rundt i Prag iført en t-shirt, hvorpå han på dansk, ved hjælp af en ordbog, havde skrevet de orwellske ord: ”Alle dyr er lige, men…” Hans far havde i sin tid lagt sig ud med det kommunistiske styre, så sønnen fik aldrig lov til at tage en uddannelse. I stedet arbejdede han som elektriker på en fabrik i Prag indtil han efter revolutionen pludselig gjorde lynkarriere. Han blev chef for den afdeling i indenrigsministeriet, som skulle udrense tidligere medlemmer af det hemmelige politi STB fra offentlige embeder og blev senere diplomat.
1989 bød i det hele taget på mange overraskende karriereforløb. I den modsatte lejr endte en af Ungarns mest forbenede stalinister i kommunisttiden som strudsefarmer.
XI
I december var det som om støvet havde lagt sig, afspadseringen ventede forude og jeg så frem til en fredelig juleferie med flæskesteg, juletræ og disneyfilm, men det store år 1989 havde stadig noget tilbage i overflødighedshornet.
Fredag d. 22. december blev Rumæniens selvudråbte ”Conducator” (”Førereren”), Nicolae Ceausescu, der havde holdt landet i et jerngreb i over 20 år, styrtet på spektakulær vis, da rasende menneskemængder trængte ind i kommunistpartiets bygning. Det lykkedes lige akkurat Ceausescu og hans kone, den lige så forhadte Elena, at undslippe med en helikopter, der lettede fra taget af bygningen sekunder før demonstranterne dukkede op. Begge blev taget til fange senere på dagen.
I stærk kontrast til de relativt fredelige omvæltninger i resten af Østeuropa flød blodet i Bukarests gader under voldsomme ildkampe mellem det hemmelige politi Securitate og militæret, der havde vendt sig mod Ceaucescu.
På TV 2 bimlede og bamlede nyhedsbureauernes klokketelegrammer fra det hidtil hermetisk lukkede land, alle med overskriften ”Romania – urgent,” men stationens medarbejdere holdt julefrokost, så udover den tyndt besatte nyhedsvagt lod ingen sig umiddelbart forstyrre af det rumænske drama. Det ændrede sig dog hurtigt, da den karismatiske TV 2-direktør med hvalros-overskægget, Jørgen Schleimann, pludselig dukkede prustende op og krævede handling.
Den første han gik til var mig, men udsigten til at tage ned til blodsudgydelserne i Rumænien (som så ud til at kunne blive en langvarig affære) virkede ikke umiddelbart tillokkende, især i betragtning af, at der også var kommet meddelelse om en massakre på uskyldige i byen Timisoara. Det sidste viste sig at være fake news, men det vidste man ikke dengang, så jeg sagde kujonagtigt nej tak, så det i stedet blev stationens frygtløse kriminalreporter Niels Brinch, der tog afsted i bil for komme til Rumænien via Ungarn.
Senere samme dag fortrød jeg dog, nysgerrigheden overvandt frygten, og jeg kom med et fly til Schönefeld – lufthavnen i det nyligt ”befriede” Østberlin.
Herfra skulle jeg have været videre til Bukarest, men i mellemtiden var alle flyafgange til den rumænske hovedstad blevet aflyst pga. voldsomme skyderier omkring byens lufthavn.
Ånden fra 89 var nået fra DDR over Tjekkoslovakiet og nu til Rumænien. På turen ind til Bukarest blev vores bil ustandselig stoppet af soldater og ubarberede arbejdermilitser, der skiftevis viste V-tegnet og checkede bagagerummet for våben
De fleste journalister forlod lufthavnen i et desperat forsøg på at komme til Bukarest på anden vis, men jeg var så heldig at opsnappe en samtale mellem nogle østtyskere om et nødhjælpsfly, der snart skulle afsted til Rumænien med forsyninger fra østtysk Røde Kors. Nu hvor østtyskerne havde væltet Muren var de fyr og flamme for at hjælpe deres brødre i nød. De udrustede et transportfly med nødhjælp, og jeg og to rejsekammerater, den senere spindoktor Michael Kristiansen og den navnkundige udenrigskorrespondent Ib Rehné ”Cairo”, krøb sammen i lastrummet omgivet af paller med medicin og blodplasma.
På landingsbanen i Constanta ved Sortehavet blev de østtyske piloter omfavnet af rumænske soldater. Ånden fra 89 var nået fra DDR over Tjekkoslovakiet og nu til Rumænien. På turen ind til Bukarest blev vores bil ustandselig stoppet af soldater og ubarberede arbejdermilitser, der skiftevis viste V-tegnet og checkede bagagerummet for våben. Min nervøsitet ved forehavendet voksede betragteligt, hver gang de vildt udseende mænd viftede med deres skarpladte geværer, som de tydeligvis ikke var vant til at håndtere, men henimod aften nåede vi velbeholdne til Hotel Interkontinental i Bukarest.
Undervejs passerede vi kampvogne og bygninger plastret til med skudhuller. I det fjerne kunne man høre maskingeværsalver. Der herskede med andre ord en spændt stemning, selvom det var juleaften.
I hotelrestauranten var køkkenet uforberedt på den pludselige tilstrømning af journalister fra hele verden, og der var lange ventetider på maden.
Det fik en amerikansk journalist til i protest at hamre i bordet med sit bestik, hvad de øvrige i salen fandt upassende i betragtning af, at rumænerne kæmpede for deres frihed efter 40 års diktatur lige udenfor hotellets mure. En engelsk journalist rejste sig resolut op og stak amerikaneren en på kassen. Den øvrige sal kvitterede med bragende klapsalver.
Læs de foregående tre afsnit her:
Topfoto: Gade i Prag under Fløjlsrevolutionen i november 1989, Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
