ROSKILDE 2026 // ANMELDELSE – Orange Scene har længe trængt til en opdatering, der kunne måle sig med, hvad de store verdensnavne bringer med sig af lysshow, drejescener og grej. Onsdag kom langt om længe dagen, der skulle indvie de nye kvadratmeter. Men hverken åbningsnavnet Pil eller legacy-navnet The Cure havde medbragt det store sceneshow. Til gengæld havde begge navne rigeligt sjæl til at række ud over scenekanten.
Den indadvendte poppige Pil listede ærefrygtigt ind på Orange Scene, men forlod plænen med en flok lykkeligt halvflæbende publikummer som en triumf onsdag aften.
Efter en blid, lidt sky start, over i en velmenende, lidt vag fællessangsbattle af “Dronning af månen”, til en perlerække af veloplagte gæsteduetter, vandt Pil til sidst alles hjerter med tre gange konfetti og en varm autenticitet.
Pil viste, at hendes generthed ikke er en svaghed. Tværtimod vidner den om en rå ærlighed, der rammer publikum
Pil viste, at hendes generthed ikke er en svaghed. Tværtimod vidner den om en rå ærlighed, der rammer publikum. Hendes tekster om at føle sig udenfor skabte et fællesskab af outsiders.
Et af de absolutte højdepunkter var besøget fra sidste års åbner, Annika, og Arena-aktuelle Mille på nummeret “Hørt det før”.
Særligt Annika vækkede de yngre publikummer, der lige skulle hives mentalt op af campingstolene efter et par dage med forfest. Det kunne Annika, som nok trods alt rammer de lidt yngre.
Smertefællesskab og forløsning
Til gengæld kan Pil også sagtens selv. Koncertens absolutte forløsning kom, da hittet “Nattely” bølgede ud over Dyreskuepladsen og dannede det lækreste smertefællesskab. “Åh hvor har jeg grædt mange gange til den sang,” udbrød en kvinde bag mig og sang med, med en nerve, der vidnede om, at hun kunne relatere hårdt.
Faktisk svajede publikum i en dans af genkendelse, og jeg så mindst fem andre kvinder tøre en tåre bort. Altså, det gjorde jeg da også selv, men det var nok mere fordi vi alle sammen stod der og var på Pils hold. Det var et godt sted at være, når hun gav af sig selv så rundhåndet og så ærligt.
Trancet mørke og euforisk dans
Som aftenen faldt på, og skyggerne blev lange henover den nye store orange dug, indfandt The Cure sig på scenen. Og de var alt det, man havde forventet: Ingen store overraskelser, men heller ingen skuffelser.
Frontmanden Robert Smith glitrede bogstaveligt talt i sin similibelagte hættetrøje og lignede efter forventning en blanding af et fugleskræmsel og en sød, eksentrisk nabo, som tilfældigvis er goth. Og det var fabelagtigt.
The Cure lød som The Cure: Som digte skrevet i beton og syngen under jernbanebroer for effekt. Som Michael Strunges soveværelse
The Cure spillede to solide timer denne aften, delt op i hvad man bedst kan kalde to akter. Som venlige monstre, der havde forvildet sig ud i solnedgangen, spillede de gæve goths op til nattegilde.
Først blev vi ført dybt ind i The Cures følsomme, trancede mørke for til sidst at blive forløst i en eftertænksom, euforisk dansefest med lidt nostalgi at tage med hjem. En rigtig god gammeldags rockkoncert.
The Cure lagde sikkert ud med apokalypseklassikeren “Plainsong”, og allerede her stod det klart, at bandet sagtens kan sigte efter et 60-års jubilæum.
Robert Smiths vokal fremstår knivskarp selv efter 50 år som forsanger i bandet. Bandet spillede skarpt og præcist de kendte riffs, synths og basgange, som publikum ved lejlighed “lållede” med på.
Ikke en finger at sætte her. The Cure lød som The Cure: Som digte skrevet i beton og syngen under jernbanebroer for effekt. Som Michael Strunges soveværelse.
Både plads til dansehits og eksistentialisme
For en der er glad lytter af hitsene, men mindre velbevandret i det oceanstore bagkatalog, var der også masser af veltimede dopaminvitaminer at hente i The Cures to-akts show. Blandt andet løftede stemningen sig særligt ved “Lovesong” og “Just Like Heaven”, som naturligt var noget, et broget festivalpublikum tørstede efter. Det vidste bandet godt, og de var hverken fedtede eller ødslede med det.
Last Day of Summer var et følsomt højdepunkt. Det er egentlig en relativt simpel tekst “The last day of summer, never felt so cold, The last day of summer, never felt so old”. Robert Smiths sminkede, bedrøvede blik syntes at kommunikere et ekstra lag eksistentiel tyngde til ordene om en sommer der går på hæld. Hvor udsøgt at dyrke ambivalensen i livets skønne forfald på en smuk sommeraften.
Det var 7. gang de besøgte Roskilde Festival, og de beviste, at de fortsat kan komme og gå som de vil. Men næste gang er det måske fint med halvanden time
Der var i midten af koncerten en række af disse eftertænksomme øjeblikke. Ikke alle publikummer, hvor jeg stod, formåede at holde sig på benene igennem hele den indadskuende del af første akt og måtte kapitulere.
Belønningen i mørket
De af os, der dog tillod The Cure at føre os helt ind i mørket, blev belønnet med både en fremragende version af A Forest efterfulgt af en sælsom pause på to minutter henmod slutningen.
Det var et underligt break, som heldigvis viste sig at være optakt til en euforisk dansefest, for de af os, der stadig holdt os på benene – selvsagt med evergreensene Friday I’m in Love og Boys Don’t Cry og min favorit, en teatralsk og skabet version af Lullaby.
Det er imponerende, at The Cure formår at samle et publikum med så stor aldersspredning foran Orange. Onsdag aften gav de gavmildt af de forventede hits og spillede storartet af deres kæmpe katalog af smukke sange. Det var 7. gang, de besøgte Roskilde Festival, og de beviste, at de fortsat kan komme og gå som de vil. Men næste gang er det måske fint med 1,5 time.
Både Pil og The Cure bød pænt velkommen til den nye scene, men viste også, at selvom det er udmærket med mere plads, er det, der i sidste ende skaber en god Orange-koncert er nærvær, autenticitet og en god fællessang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og