ROSKILDE FESTIVAL // INTERVIEW – For Anders Hinding, der har været frivillig på Roskilde Festival siden 1996 og i dag er teltmester for Orange Scene, er den legendariske scene blevet rammen om et livslangt fællesskab. I anledning af festivalens nye Orange Scene fortæller han om arbejdet med at rejse teltet, sammenholdet bag kulisserne – og om, hvorfor han bliver ved med at vende tilbage år efter år.
I anledning af at Roskilde Festival i år lancerer en ny version af festivalens varemærke, Orange Scene, har POV interviewet Anders Hinding, der er teltmaster for scenen. Det bliver til en snak, både om scenen, men også om, hvad der får en mand til at bruge hver forsommer igennem hele sit voksne liv som frivillig medarbejder for en festival.
Hvad er din funktion?
”Jeg er teltansvarlig. Eller teltmester, om man vil, det er mit ansvar, at teltet kommer op og stå, og at det kommer ned igen. Selvfølgelig sammen med verdens bedste telthold. I år er vi 17 mand, og vi kommer nok til at justere lidt op til tyve til næste år. Vi er ikke professionelle. Jeg arbejder med it til hverdag. De fleste af os har været med i rigtig, rigtig mange år. Altså 10-15 år.”
Og nu er der så kommet et nyt telt, der er 25 procent større?
”Ja. Dvs. det er lidt svært at sige, for formen er anderledes … Først og fremmest får du meget mere scenerum.”
Da vi var forbi sidste weekend, var der en, der klatrede rundt oppe på toppen af teltdugen, helt oppe i 25 meters højde. Altså det, der svarer til 7. eller 8. etage. Hvem er det, der gør det?
”Jamen i sidste ende bliver det jo os. Men i år har der været et tysk montagehold til at hjælpe med at sætte det op – for de skal jo overdrage erfaring og metode til os. Så kan vi forhåbentligt gøre det til næste år. Det kan godt være, vi stadig kommer til at skulle have noget hjælp til den tid, men målet er, at vi skal kunne gøre det selv.”
Erfaring bliver overdraget fra år til år og fra person til person? Og man er afhængig af at folk kommer igen?
”Ja, og der er vi jo rigtig heldige, at der er så lidt udskiftning”
Hvad tror du det skyldes?
”Jamen – vi har det jo godt sammen. Vi har været sammen i rigtig lang tid, og nu er der flere af os, hvis børn er begyndt at komme med … Vi er opmærksomme på, at der skal lidt yngre kræfter til, fordi vi bliver jo også ældre.”
Var der et tidspunkt undervejs her med det nye telt, hvor du tænkte: Hold nu op, det får vi aldrig op?
”Nej, jeg har egentligt hele tiden været sikker på, at det nok skulle komme op. Men jeg har måske været bekymret for, om vi selv kunne gøre det … om der var nogle af de ting, der skulle gøres, der var mere voldsomme end vi måske i virkeligheden kunne håndtere.
Altså hvis det kræver nogle særlige kompetencer, er det sværere på et frivilligt telthold end ved en professionel virksomhed. Så vi har brugt rigtig meget tid på at vurdere de måder, de har rejst det på i forhold til den måde, der virker for os. Det synes jeg, vi har været ret skarpe til. Vi skal selvfølgelig have en evaluering til efteråret, og så skal vi nok have nogle fra montageholdet op som livliner i processen til næste år. Men vi var tre, som flyttede herud d. 5. juni og som har været med i de 14 dage, det tog at sætte teltet op.”
Hvad siger familien til det?
”Jamen det er en del af kontrakten,” han griner. Så tilføjer han: ”Nej. Nej, det er der forståelse for.”
Første gange på Roskilde Festival i ’93
Kan du huske din første festival?
”Min første festival var i 93, da jeg var 15. Og så blev jeg frivillig i 96, da jeg var 18.”
Så Roskilde Festival har faktisk været et bagtæppe for hele dit voksne liv?
”Ja, det må man sige.”
I den virkelige verden siger man, at tid er penge. Og det er jo virkelig meget tid, du har lagt her. Hvordan kan det være?
”Jeg kan ikke lide, når det gøres op på den måde, for så ville det jo være en virkelig ussel timeløn, jeg fik. Det handler ikke om penge, men om noget andet, det handler om fællesskab. Lige så snart jeg kommer ind på pladsen, så starter den her boble, som man er i. Jeg interesserer mig ikke så meget for omverdenen i den tid, og det kan noget særligt.
Som en landsby, man bliver en del af, hvor man kender rigtig mange og hvor man er en del af et fællesskab, der har det samme mål og alle har den samme deadline.
Teltholdet, det er de samme mennesker år efter år, og det er så fedt at hænge ud med dem. Det samme med vores arbejdshold, vores ansvarsgruppe og alle, der er med til at køre scenen.
Det er også derfor, man gider at bruge tid på det i løbet af året. Ja, faktisk exceptionelt meget tid, både i år, og de sidste par år, på grund af det nye telt her.
Det må også godt være irriterende og træls at lave festival ind imellem, så længe det bliver overskygget af den gode oplevelse. Det føles også, som om man vokser lidt som menneske af det.”
Hvad føles mest virkeligt Roskilde, eller dit liv uden for Roskilde?
”Jamen, det er da mit liv uden for Roskilde, for det er jo en boble at være her. Men det blander sig jo, for dem, jeg er sammen med her, er jo også en stor del af min omgangskreds uden for denne boble.
Og hvis jeg holdt op med at være her, ville jeg miste det meste af den, for det ville jo glide ud.”
Det første telt, der blev brugt til Orange Scene blev oprindeligt lavet til The Rolling Stones i 1976.
Orange Scene
– I 1978 finder Roskilde Festivals daværende leder, Leif Skov, teltet i en lagerhal i England, og køber det for 150.000 kroner.
– Dansk presse kaldte det bl.a. et “mystisk drage-telt”, da det blev brugt det første år.
– Teltdugen på det oprindelige telt var orange, fordi det var det billigste.
– Det nye telt er 4. version, og en af grundene til fornyelsen er bl.a. for at have plads til de største navnes tilsvarende store sceneshows.
– Teltet er 25 meter højt, svarende til et syvetagers højhus.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.