Samfundsspejl: Vi skal bygge en sund arkitektur op fra bunden

af i Kultur/Politik & Samfund

ARKITEKTUR // KOMMENTAR – Glastårnet er kongen over alle grimme kasser. Et levende symbol på storbyernes centraliserede fordærv, skriver Dennis Larsen. En slags arkitekturens pendant til liberalisme og nutidens mange flygtige smart-i-en-fart typer, der – ligesom universets sorte huller – tildækker, at de suger alt til sig. Deres forarmede æstetik vidner om, at der er slået revner i arkitekturens og måske endda samfundets fundament – og dét i en sådan grad, at vi må starte forfra.

Ét af de mest provokerende aspekter af moderne glas-og-stål arkitektur er, at den foregiver at være åben, men i virkeligheden er så lukket, som noget kan være. Den spejler omgivelserne, og du kan ikke se ind. Det ender derfor med, at du står og kigger på dig selv.

Men hvem kigger på dig?

Ingen – hvis det står til afdøde idéhistoriker Michel Foucault. Han mente, at den såkaldte ’panopticisme’ (tænk: Saurons øje) opretholder en overvågning og mentalitetsstyring så kraftig, at der til sidst ikke behøver at sidde én bag det tilskærmede magtrum.

Systemet bliver med andre ord selvregulerende. Magten erstattes af kolde kalkuler, regneark og algoritmisk databehandling. Til sidst står der kun en computer tilbage. Den komplette robotisering af mennesket tager form. Som var vi slavegjort af vores egen rovdriftsmentalitet, der sidder på os som en parasit.

Det tildækkede fordærv

Det særligt uhyggelige ved denne ’panoptiske’ magtform er, at den er så godt som umulig at træde i dialog med. Det er en slags usynlig kraft, vi har med at gøre, der arbejder bag kulisserne, hvorved dens menneskefjendtlige énvejskommunikation gennemtrænger livet, imens den afviser al granskning udefra, men så sandelig også indefra.

Selvransagelsen er med andre ord på et absolut minimum. Det er på den måde, at fordærvet tildækkes, hvilket æstetisk giver sig til kende gennem blandt andet minimalisme og tilsyneladende ’perfektion’.

Som jeg ser det, er disse udtryk for en kulturel nulstilling – ’guds død’. Vi ser Nietzsches famøse ’transvaluering af alle værdier’ blive til sygdom, og som led heri ophøje sig som udtryk for ’renhed’. De mange rene linjer skal her give indtrykket af, at der er tale om en mentalitet uden brist, selvom den i virkeligheden er én stor af slagsen.

Verden som mekanik

Vi ser samme dekadencesymptomer hos storbyernes mange smart-i-fart typer. Yuppierne. Ayn Rand-tilbederne. Dæmonerne med glasøjne. De ’rigtige’ White Walkers, der først stopper, når de har gjort os alle til levende-døde.

I min optik er det netop denne narcissistkults mentalitet, der ligger til grund for glas-og-stål arkitekturen. Deres æstetik er et fuldendt billede på deres psykologi: Den sjæleløse menneskefjendskhed, dækket til bag tom tale.

Disse herskere in spe påstår at være klartseende, og de afviser som led heri al menneskelig tydeevne – det, spiritualister ofte betegner som ’den vågne drøm’ – som værende udtryk for ’noget psykotisk’. Dertil har de også allieret sig med den såkaldt ’værdineutrale’ – nærmest højhellige – videnskab og dens påståede ’evidens’, de holder i monetært jerngreb.

Rationaliteten ender derved som nyttig idiot, hvor alt, der ikke kan måles og vejes, sorteres fra. Heriblandt de værdier, vi traditionelt har brugt til at forstå os selv og verden: Myterne, symbolerne og ikke mindst ornamenterne.

Det er på den måde, at yuppierne kan liste deres værdier – eller mangel på samme – ind ad bagdøren. Deres blindhed bliver til det ’objektive’ klarsyn, og alt bliver til ’noget med tal’ og nøgterne årsag-virkningsforhold. Ren mekanik, med andre ord.

Verden og mennesket er maskiner

Dette forarmede verdenssyn lå fx til grund, da Henrik Dahl (LA) for nogle år tilbage i Deadline gav udtryk for, at flyvemaskiner blot består af mekanik, der følger naturlovene. De er med andre ord hverken udtryk for rovdrift eller dekadenceværdier, eller måske endda en art åndelig forgiftning, sådan som tilhængere af ’chem-trails’ (uden held) konspirerer i.

Nej, ifølge rationalisterne, så er teknologi bare mekanik. Og det er arkitektur i øvrigt også. Hele verden faktisk er bare én stor maskine, der skal give et så stort output som overhovedet muligt.

Dette gælder også mennesket. Med udgangspunkt i alverdens forhastede hjerneforskning plus ’hjernepladder’ i lange baner, udstilles vi derfor som simple, isolerede hjernemaskiner, der i øvrigt også skal yde et så stort output som muligt. Det forekommer, at vi alle skal ind på motorvejen, og hvis vi ikke kan holde til det – eller måske bare ikke bryder os om det – så havner vi inden længe i grøften. Vores ’hjernemaskiner’ er gået i stykker, forsikrer lægestanden, og skal derfor bare have lidt olie, læs: psykiater-narko.

Ræven, der spiser sig selv ihjel

På den måde gør de os til ’dem’. Meningen er, at vi skal være afstumpede, grådige, sjæleløse, tingsliggørende og så videre.

Det sker ved, at man vender datidens syndiggørelse af det stærke menneske på hovedet. Man psykiatrisk sygeliggør i stedet alt, der ikke er tilsyneladende ’stærkt’, og på den måde går man fra den ene grøft til den anden. Askese bliver til grådighed, men mådehold er der stadig ikke noget af.

Alt bliver i stedet til skin-dyd. Og dét af en særlig opstyltet videnskabelig variant, der får pilen konsekvent rettet væk fra samfundstoppens fordærv.

Det tegner for, at overklassen uhindret har socialt ensrettet befolkningen og lokket dem ud i en malstrøm, hvor de så kan stå ved roret 24/7. Som hele fanges samfundet i en slags evig storm. Vi ender som ræven i Lars von Triers Antichrist, der spiser sig selv ihjel.

Start forfra

Af samme grund føles det moderne samfund for mange efterhånden som et slags mentalt fængsel, de ikke kan gøre andet end at skrige i afmagt over at være fanget i: Som var de suget ind i rationalitetens fordærvede midte, herunder dens mange kunstige fupvirkeligheder, der holdes op foran os, så vi ikke vågner op og indser, at Descartes’ onde dæmon for længst har bedraget os.

Rovdriften kan vi derfor ikke se for bare reklamer. Centraliseringen og udsultningen af oplandet, for bare succeshistorier. Spekulationen og trylleriet, for bare penge. Tomheden, for bare falske smil. Selvopløsningen, for bare ’cogito, ergo sum’. Sort magi, for bare hvid magi. Dekadencen, for bare glas-og-stål bygninger.

Der er gået revner i selve fundamentet, og vi bliver derfor nød til at starte forfra. Måske endda forlade storbyerne og starte på helt nye byer, et nyt samfund. Gå fra kosmopolis til polis, bygge en sund arkitektur op fra bunden for dermed at udvikle nye og bedre værdier – og på den måde, trods alt, gå Nietzsches transvaluering i møde.


Illustration: Pixabay.

Dennis Larsen er uddannet i filosofi og psykologi. Han forsker uafhængigt i 'diagnosesamfundet' og blogger bl.a. for videnskab.dk. På POV International vil han forsøge at kaste kritisk lys på udviklingen i vores værdier: Hensigten er at bidrage til at sætte nye værdier på dagsordenen med fokus på at genlære at være generøse, mådeholdne og hensynsfulde. For at nå derhen, kræver det, at vi trænger ærligt ind i vores forvirring i stedet for skråsikkert at afvise den. Hvis du vil støtte Dennis Larsens blogposter, kan du kan donere et beløb til ham via MobilePay på 51 21 61 40.

Seneste artikler om Kultur

Terning

NOVELLE – Jeg vipper bakspejlet en smule og kigger efter. Han laver fagter