ROSKILDE FESTIVAL // REPORTAGE – Længe før musikken begynder, summer Roskilde Festival af liv. Bag Orange Scene og de fyldte campingområder arbejder tusindvis af frivillige og håndværkere på at skabe den festival, de fleste gæster først møder, når portene åbner.
Klokken er endnu ikke syv denne lørdag morgen, men perronen er fyldt.
Der er familier med småbørn, der er et par let brugte, men stadig friskt dimitterede studenter på vej hjem fra den første af mange gilder. Der er de første rullekufferter og solhatte på vej mod syd. Meteorologernes forudsigelser lover temperaturer fuldt på højde med Alanya og Sunny Beach.
Og så er der de kække knøse og selvbevidst solskinnende ungmøer. Der er bare maver og afklippede shorts, buckethatte og bikinitoppe, ikeaposer med sengetøj, trækvogne med soundbokse, der er sækkevogne læsset med mindst 14 kasser Somersby pr. styk.
Det er i dag, og der er kun tre timer til.
Klokken ti åbner dørene til campen på Roskilde Dyrskueplads, hvor de, der har tilkøbt Early Entry, iføres de første armbånd og indtager dette års teltplads. For nogle er Roskilde Festival blevet en fast tilbagevendende ferieform, for andre er det første gang, de skal ud at rulle sig i støvet eller mudderet eller hvad det nu bliver til, men derfor ved man alligevel, hvad det handler om. For når det handler om ungdom og festival er der ingen over – ingen under, uanset.
For de fleste af dem på perronen er der et skuldertræk: Nåh ja, er det nu? Ja, det er vist nu. Selv skal jeg også over og stå i kø for at få mit armbånd, men i modsætning til de andre på perronen denne lørdag morgen er det faktisk kun en uge siden, jeg sidst stod og så på Roskildes vigtigste ikon: Orange Scene.
I årets version er den orange drage genfødt som en 25 procent større genopførsel af sidste års udgave ”… lidt afhængig af, hvordan man måler og hvad man sammenligner”, som Anders Hinding, mester for teltholdet fortæller mig.
Roskilde Festival bliver til
Men først skruer vi lige tiden en uge tilbage:
På en støvet græsmark lidt uden for Roskilde …
Roskilde Dyrskueplads strækker sig dovent og ligegyldigt i middagssolen.
Rundt omkring skimter man som små oaser, grønne klaser af træer. I det fjerne, spredt ud som ukendte satellitter ligger hvide teltpavilloner og her og der ser man hel- eller halvtfærdigt sammentømrede kasser med tagdug.
Et sted kører der en liftvogn ud af en grusvej. Hver 10 meter stopper den og liften løfter to mand op, så de kan montere endnu et stykke af en tilsyneladende endeløs lyskæde i rækken af tilsyneladende lige så uendelige elmaster.
Det er 29 grader i skyggen, som der i øvrigt ikke er nogen af her midt på dagen, og der er endnu syv dage til, at Dyrskuepladsen invaderes af omkring 70.000 unge og lidt ældre med deres telte, pavilloner, campingmøbler og lugtende sandaler. Syv dage til Dyrskuepladsen forvandles til … noget andet.
Vi, dvs. Adam Amsinck, en af POVs faste fotografer og overtegnede, er taget herud for at se en festival blive til. Orange Scene, der i år er et skinnende nyt telt, er allerede rejst. Roskilde pressecenter har på min forespørgsel fortalt mig, at der har været folk i gang på pladsen i et par måneder, og nu er de frivillige også kommet til.
Vi har allerede mødt to af dem: Henrik og Marie, der er teamledere i Hal 45. Hal 45 er der, hvor alle håndværkerne og alle de frivillige bliver bespist tre gange om dagen – når vi kommer lidt tættere på festivalen.
Både Henrik og Marie startede i 1998 som frivillige i køkkenet. Henrik fortæller, at på sin første dag blev han sat til at skrælle gulerødder. Da han var færdig, spurgte han sin overordnede, hvad han nu skulle.
”Se, hvor der er brug for hjælp,” fik han at vide. Så kiggede han sig omkring og fik øje på de store bjerge af snavsede viskestykker, forklæder, klude og andet foran vaskemaskinerne, der lå og ventede på … ja hvad? På Henrik. Så Henrik gik i gang – og det gik resten af dagen med. Da han dukkede op den efterfølgende dag kendte alle ham som Bamseline.
Marie fortæller, at hendes første job var at fylde sukker, salt og peber i skåle til buffeten. ”Men hvor meget? Hvor mange? – Man blev konstant overrasket over mængderne, over de mange mennesker, der kom til.”
Siden er de begge to blevet hængende. År efter år er de vendt tilbage og nu er de selv dem, der organiserer. En af dem, de laver vagtplan for, er vendt tilbage efter nogle års pause. Det var hende, der i sin tid stod for at lave vagtplaner da Henrik og Marie startede. Nu er hun fint tilfreds med at arbejde på gulvet – det er der en frihed i. F.eks. frihed til at nyde bare at være med.
Nogle gange modtager Henrik og Marie gæster fra de andre festivaler. De skal se, hvordan de gør, ligesom de selv har været afsted på ekskursioner for at overvære andre festivalers cateringorganisation.
Hvor mange timer de bruger? De trækker begge på skuldrene: ”Alt for mange,” siger de og ler. Hvad de glæder sig mest til? ”Bare stemningen. At se folk igen. At være her igen.”
Fra på onsdag er der 700-800 til hvert måltid. Om en uge er tallet oppe på 2000. Lige nu er bespisningen placeret ude i Fruens Bøge, for det er der tingene sker, siger de og udpeger på et kort, hvor det er.
Fruens Bøge er også der, hvor de håndværkere, hvis arbejde festivalen og dens 130.000 besøgende er helt afhængige af, befinder sig. De VVS’ere, der sørger for, at der er rimelige toiletforhold, mulighed for frisk drikkevand, og en sjælden gang et bad. De elektrikere, der sørger for lys på alle de små veje rundt på teltpladserne.
Da vi ankommer til Fruens Bøge efter en længere vandring i den nådesløse sol, møder vi Carsten, der står i bar, brun overkrop, så man kan se tatoveringerne over den tætte muskelmasse. Sammen med sit crew er han ved at sætte en bar op, der skal betjene de nærmest-liggende telte.
Det er femte år han er med. Han peger på en række sorte plader, der ligger foran ham i græsset med hvert sit nummer.
”Så er det lige til at samle og sætte op. Så skal det bare males sort.” Han fortæller om tagdugen, der skal bøjes op som en tagrende. Det havde de glemt et år, og da det så begyndte at regne, stod det lige ned i nakken på folk. Her lærer man af erfaringerne.
”Og så mandag efter festivalen piller vi det hele ned, nummereret og pakket, så det er lige til at stille op igen næste år.” En rødhåret, langskægget mand kommer hen og prikker til Karsten. ”Nå, det er min søn, nu vil han have, at jeg kommer og laver noget. Rigtig god festival!”
Temperaturrekord og et tusind liter Panang kyllingekarry
Tilbage i nutiden står vi igen på festivalpladsen, der allerede er en anden.
Vi slår et smut omkring catering, der nu banker derudaf med frokostserveringen. Temperaturen nærmer sig de lovede 35 grader. Vi får lov at kigge os omkring i køkkenet.
To 500 liters gryder fyldt til kanten med thaiduftende kyllingekarry står og bobler. En 500-liters gryde når mig til lige under. Her kunne man snildt tilberede en lille venindeklike til middag, hvis man en dag blev træt af dem.
En ung mand, Bertram, hakker koriander til at pynte maden med, han fylder et femtenliters kar, og når det er fyldt, skal han fylde et til. Det er hans tredje festival og første gang som frivillig, men han er ret sikker på, det ikke er sidste gang.
Der er noget ved stemningen han godt kan lide. ”Det, at man arbejder sammen for at nå et fælles mål, – man er en del af noget større.” Det lyder som en kliche, men han ligner en, der mener hvert ord.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og