MENNESKER & MELONER // ESSAY – Digteren Maja Petrea Fox sidder som alle andre indespærret som følge af coronarestriktionerne. Hun læser ovenikøbet til eksamen. Men hun husker et smukt øjeblik med en melon og en rusten lommekniv som menneske-magnet. Lige inden alt lukkede ned.
Kom pludselig i tanke om, at jeg lige nåede en sidste tur igennem byen og endte med at dele en honningmelon med en flaskesamler fra Italien, inden corona kom og smadrede det hele.
Jeg sad og røg en cigaret på en bænk ved Nikolaj Kunsthal, da han kom vraltende og satte sig lige ved siden af mig, selv om alle de andre bænke var frie. Vi smilte bare lidt til hinanden i starten. Nikkede og smilte. Mange gange. Jeg er vant til dette.
Han rakte servietten fyldt med melon frem mod mig og nikkede insisterende
Jeg har vist en eller anden ualmindeligt veludviklet menneske-magnet et sted derinde i mit indre. Sådan har det altid været.
Nå, men pludselig hiver han en rusten lille kniv ud af lommeulden. Se, der kunne man naturligvis sagtens få pulsen lidt op, hvis man ikke er ejer af den der famøse og ualmindeligt veludviklede menneske-mag
Han viste mig den som var det hans førstefødte. Jeg satte med det samme min cigaret op i mundvigen, så jeg kunne klappe ad den lille sol og førstefødte med begge hænder. I ved, for at vise min fulde respekt og begejstring.
“One for you, one for me, one for you, one for me, one for you, one for me”, blev han ved, imens han pertentligt lagde stykkerne på hver deres serviet med sine tykke og ru fingre, smurt ind i saften fra sin førstefødte, lille sol
Han gik derefter saligt og dedikeret i gang med at skære sin førstefødte i meget lige stykker. Den lille rustne kniv gled gennem det lille vidunder, som var det glemt smør på søndagsbordet. Hans hænder var store, tykke og ru, fyldt med skrammer, og en enkelt guldring var nærmest groet sammen med hans ringfinger og var nu blot reelt en del af hans hånd.
One for you, one for me
Han fiskede 2 servietter op af en tredje lomme og bredte den ene serviet ud på det venstre lår og den anden serviet på det højre lår.
Og så begyndte han pludselig at tale.
“One for you, one for me, one for you, one for me, one for you, one for me”, blev han ved, imens han pertentligt lagde stykkerne på hver deres serviet med sine tykke og ru fingre, smurt ind i saften fra sin førstefødte, lille sol.
Han rakte servietten fyldt med melon frem mod mig og nikkede insisterende. Jeg tog naturligvis imod denne skat. Jeg havde ingen andre muligheder. Jeg kunne på ingen måde takke nej til sådan et stykke med kunst og omsorg. Jeg nikkede tilbage så hårdt, at det nok nærmere så ud, som om jeg bukkede.
Så gik det dog op for mig, imens jeg sad der med servietten, melonen, den lille sol og førstefødte mesterværk, at jeg jo for helvede nok blev nødt til at spise af det.
Jeg har angst i alle former, og jeg har noget med mad. Især frugt. Jeg tror, jeg kan dø af det, fordi jeg er allergiker. Og nogle ting kan jeg ikke helt huske, om jeg kan tåle, eller hvordan det nu lige er. Så sad jeg der, med døden og den førstefødte imellem mine krogede, ængstelige og tatoverede hænder.
Jeg fortalte, jeg tænkte for meget
Jeg valgte naturligvis døden og tog et af de saftige stykker i munden.
“Mmmmh…” sagde jeg og nikkede igen så insisterende, at det så ud, som om jeg bukkede.
“Mmmmh…” grinte han tilbage, så man næsten ikke kunne se hans øjne af glæde.
Jeg var sikker på, jeg skulle dø af den åndssvage allergi inden få minutter, men i øjeblikket fandt jeg fred med det i hans øjne, der lyste op i det ellers grå kongens København.
Åh, hvor jeg dog savner at glide gennem byen uden formål, bare gennem byen med mig selv og min menneske-magnet
Vi udvekslede kun få ord under hele seancen. Han fortalte, at han var fra Italien. Jeg fortalte, at jeg tænkte for meget.
Tiden gik og solen gik langsomt ned (her taler jeg naturligvis stadig om den førstefødte, melonen), og han rejste sig op, pakkede resterne og den lille rustne kniv tilbage ned i lommeulden og børstede sine store og ru hænder af i et træ, inden han vendte sig om og sagde:
“Tak!”
“Øh … selv tak! “ svarede jeg, forvirret over denne pludselige danske glose.
Han smilte og nikkede og var væk lige så hurtigt, som han var dukket op. Og endnu engang var jeg ikke død. Og endnu engang var et øjeblik blevet til noget stort uden at være det.
Det er dén slags, jeg savner. Den slags går sgu ikke med corona hængende som tjære i gaderne.
Åh, hvor jeg dog savner at glide gennem byen uden formål bare gennem byen med mig selv og min menneske-magnet.
Resten savner jeg ikke synderligt.
LÆS FLERE INDLÆG AF MAJA PETREA FOX HER
Topfoto: Luctheo, Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
