ROSKILDE FESTIVAL // AFRUNDING – For mange er sidste Roskilde Festival sikkert allerede længe siden – men der er stadig vigtige pointer at huske fra årets festival. Disse opridses i denne artikel af Garbi Schmidt. “Men festivalen må overveje, hvad bestemte typer af adfærd på både kort og lang sigt gør ved den mangfoldighed, som må være en hjørnesten i arrangementet – også uden for scenerne. Hvordan gør man plads til dem, som ikke synes, at lyden fra en veltempereret soundbox er det fedeste i verden?”, skriver hun bl.a.
Efter otte dage på Roskilde Festival forekom København meget, meget stille. Det var inden luften flænsedes af lyden fra udrykning efter udrykning, på vej til eller fra Field’s. Med et trylleslag blev festival- og Tour de France-glæden skubbet så langt i baggrunden, at den forekom ligegyldig. De mestendels glade tanker, jeg havde, da jeg forlod festivalen samme formiddag, forekom nu flere måneder væk. Så meget kan forandres på så kort tid.
Sådan som festivalen også måtte erfare i 2000, da ni mennesker blev mast ihjel. Et tilbagevendende ritual i min camp er at klappe og hilse på de træer, der siden er sat i en kreds ved Orange Scene, ét træ for hvert offer. Den 3. juli 2022 fik også sine ofre. Lige så tilfældigt, lige så meningsløst.
Men høj musik og ret vilde fester var der mange af. Og jo, vi som gæster havde afgjort en pligt til at gribe ind – og vi gjorde det også. Hvad der var frustrerende, var, at de frivillige, som var sat til at holde opsyn i Silent and Clean, kun tog affære, når de blev opfordret til det.
Men midt i dette kaos ved jeg alligevel, at jeg de næste mange dage vil være ramt af Roskilde-blues. Ramt af længsel efter lige den energi, de mennesker, musikken. Jeg vil længes efter at sidde i græsset med min kæreste i hånden eller stå og svaje rytmisk til musikken i et halvmørkt koncerttelt. Festivalen fortjener at blive husket. Måske ikke for et overvældende musikprogram, men for at bringe festivalglæden tilbage til både gamle og unge.
Jeg kommer ikke til at glemme den gruppe af svenske ynglinge, som var på deres første Roskilde Festival, og som lod sig rive ubetinget med af musikken leveret af ghanesiske Alogte Oho & His Sounds of Joy torsdag aften. Til at begynde med vuggede de blot forsigtigt til rytmerne – til sidst moshpittede de. Så meget liv, så meget glæde.
Musikken
Det vil på en eller anden måde være forkert at nævne ”de bedste koncerter”, for i den henseende er smag og behag virkelig forskellig. Selv synes jeg, at festivalen er bedst på de små scener, når der introduceres kunstnere, som man ikke lige støder på i radioen på vej til eller fra arbejde. Imponerende var fx Yasmin Williams (der spiller guitar som ingen anden) og Ustad Sami (der bruger en 49-toners skala, når han synger).
Sådanne skæve, smalle og overrumplende koncerter håber jeg, at Roskilde Festival holder fast i. Men jeg må også nævne, at Jada på Orange Scene fredag aften gjorde mig både glad og rørt. Hvor er hun en fantastisk sanger – og et smukt menneske. Hun fortjener virkelig de største scener, også uden for Danmark.
Koncerten med The Strokes nåede jeg ikke med til. Men en stor del af min camp gjorde og var enige med POV’s anmelder. Hvad der skulle have været en stærk afslutning på festivalens største scene, blev til den største nedsmeltning.
Bæredygtighed?
Et tilbagevendende tema for festivalen er fokus på bæredygtighed og klima – og et lige så tilbagevendende tema er snak og skriveri om urinstøv, skrald og høje bunker af telte, madrasser og pavilloner, som er skrottet ca. en uge efter, at de er blevet taget i brug. Stanken af urin kan virkelig være hæslig, og særligt, når vejret er varmt. Men mængden af skrald kan decideret gøre én ked af det. I 2019 blev der efterladt omkring dobbelt så meget affald på festivalen som i 2000. Cirka 2000 tons. I 2017 blev der efterladt næsten 2500 tons.
Du kan læse om Roskilde Festivalen og affaldet her:
Det er mit indtryk, at festivalen gør alt, hvad den kan for at opfordre til bæredygtighed. Men så længe man kan få et telt til under 100 kroner, en festivalstol til en halvtredser og en pavillon til under 200 kroner, så tror jeg ikke på, at der sker den store forandring. Det er et ord som ”engangstelt”, der skal slettes fra ordbogen. Eftertrykkeligt. Og dette kræver både nationale og globale politiske beslutninger, som modvirker, at den slags skrammel produceres, importeres og sælges. Forhandlerne må tage et ansvar. Og det må festivalgæsterne – fortsat – også. Ikke bare de unge – men absolut også de ældre festivalgæster.
Et område, hvor der syntes at være en god udvikling i gang, var udbuddet af vegetarisk og vegansk mad. I festivalens nye grønne oase, The Garden, kunne man få sig et godt glas naturvin. Fokus på kvalitet og råvarer er helt sikkert en måde at skabe forandring på. Der serveres fortsat på paptallerkener og bakker, som får festivalpladsens skraldespande til at flyde over. Men forhåbentlig sker der en udvikling over de følgende år, som kan gøre noget ved den problematik.
Ansvar og mangfoldighed
For mange er festivalen et afbræk fra en alt for travl og skemalagt hverdag. Fornuft, krav og ambitioner bliver for nogle dage lagt på hylden til fordel for fest, alkohol, musik og sex. Frihed er et kodeord. Men grænserne for frihed er også et (mindre udtalt) kodeord. Er det frihed at efterlade sit telt, fordi man synes, det er for svært at pakke sammen og for tungt at bære hjem?
Er det frihed at købe den største soundbox og fyre den maks af i hovedet på dem, der camperer rundt om én? Spørgsmålene understreger en balancegang, som festivalen ikke helt synes at have fundet formlen for. Hvem er ansvarlig for hvad? Camping afdelingen Silent and Clean, hvor vi havde vores camp, var f.eks. blevet udråbt som stilleområde på alle tidspunkter af døgnet. Ingen høj musik, ingen vilde fester.
Men høj musik og ret vilde fester var der mange af. Og jo, vi som gæster havde afgjort en pligt til at gribe ind – og vi gjorde det også. Hvad der var frustrerende var, at de frivillige, som var sat til at holde opsyn i Silent and Clean, kun tog affære, når de blev opfordret til det. Fra festivalens side havde man altså indført regler, som man tilsyneladende ikke gjorde det store ud af at håndhæve. Det var i hvert fald vores oplevelse.
Soundboxe er kommet for at blive, og de skal også have lov til at være inventar i områder som Silent and Clean og Clean out Loud. Vi er nu engang på festival. Men festivalen må overveje, hvad bestemte typer af adfærd på både kort og lang sigt gør ved den mangfoldighed, som må være en hjørnesten i arrangementet – også uden for scenerne. Hvordan gør man plads til dem, som ikke synes at lyden fra en veltempereret soundbox er det fedeste i verden?
Hvordan sikres det, at mangfoldighed bliver til udgangspunkt for samtale og ikke konflikt? Hvordan sikres det, at alle, der har lyst, kan overnatte og leve i campingområderne? Både dem, som vil have megafest konstant – og dem, som ikke vil? Og nej, det er ikke kun et spørgsmål om gamle versus unge. Der er også unge, som vil sove – og gamle, som vil feste hæmningsløst.
Mangelfuld kommunikation
Eksemplet med Silent and Clean understreger, at festivalen ikke altid er lige tydelig i sin kommunikation. Man understreger, at festivalen har regler – og så alligevel. Et andet eksempel på mindre vellykket kommunikation beskrev jeg i min første reportage fra festivalen. Camp together konceptet fremstod som camp far apart, indtil vi fandt ud af, at der var plads nok i et bestemt område af Silent and Clean. Men den usikkerhed, som vi – og andre – var taget afsted med, kunne have været mindre, hvis vi klart og tydeligt havde fået at vide, hvad vi skulle gøre i situationen. Hvad var der gået galt? Og hvad ville man gøre i fremtiden?
MeToo
Et område, hvor festivalen er blevet mere tydelig, er i forhold til samtykke og grænseoverskridende adfærd. Upassende og krænkende adfærd straffedes i første omgang med et advarselsarmbånd; en gentagelse medførte, at personen måtte forlade festivalen. Tak for det. Også tak for at give plads til koncerten med GGGOLDDD fredag aften, som netop havde voldtægt som tema. Hvad der dog forekom ret underligt og kontraproduktivt var det forhæng, som blev hejst foran Caroline Falkholts kunstværk om hendes egen voldtægt på festivalen.
Argumentet var, at man ville beskytte ofre for voldtægt mod retraumatisering. Måske festivalen blev noget overrasket over den drejning, som kunstværket havde taget? Oprindeligt var det annonceret som et kunstværk, der rejste ”spørgsmål om det offentlige rum og kunstnerens rolle i samfundet og om demokrati, diskrimination af personer med handicap, mentalt helbred, omsorg og queer kvindelig seksualitet”. I foromtalen stod der altså ikke noget om voldtægt. Men helt ærligt, et forhæng??!
Roskildeglæden
Men jo, jeg skal på Roskilde Festival igen. Og igen. Og igen. Jeg skal tilbage til musikken. Tilbage til kunsten. Tilbage til lyden af de mange kroppe, som fester og sover. Roskildeglæden findes kun på Roskilde. Jeg har tidligere skrevet om min egen camp, Camp Senildekadent, og med dem føles festivalen som juleaften.
Men sammenhold på festivalen betyder også, samvær med de ukendte; at man hjælper og får hjælp af den, som man slet ikke kender. Om det drejer sig om hjælp til at sikre et telt imod regnvejr eller få et Trangia-sæt til at virke. Jeg kender få steder, hvor folk er så søde og hensynsfulde som på Roskilde. Hvem det for eksempel var, der betænksomt havde efterladt to dåser cider foran mit og min kærestes telt lørdag morgen, ved vi fortsat ikke. Det fine er, at den slags små ting sker. Sommeren bliver endnu mere lys. Man kommer til at tro på menneskeheden. Sådan helt i det små.
At festivalen fortsat er non-for-profit og baseret på frivillighed bør og skal også nævnes som vigtige elementer af Roskildeglæden. Selvom det var mærkbart, at festivalen dette år manglede frivillige, så gjorde de, som havde taget hvervet, en kæmpe indsats. Jo, nogle af os var lidt irriterede over indsatsen i Silent and Clean, men der var jo masser at være taknemmelig for også. For at der blev rengjort toiletter, samlet skrald, serveret mad, passet på os – og smilet!
Tak for alt dette og for jer! Og tak til de pantsamlere, som godt nok får penge ud af at samle dåser, flasker og plastglas, men som vitterligt er medvirkende til, at campingområder og festivalplads er renere, end de ellers ville være.
Roskildefestival, vi ses! Luv ya!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
