ROSKILDE FESTIVAL // REPORTAGE – Efter den ufrivillige pause fejrer Roskilde Festival i år forsinket 50-års jubilæum. Teltområderne åbnede traditionen tro lørdag. Ikke uden et vist besvær, grundet nye festivalregler, har POV’s Garbi Schmidts lejr fundet hinanden og genoptaget diverse traditioner som fx cowboykaffe og cocktails. Læs hendes reportage fra teltlejren, mens hun og tusinder andre venter på, at Nordeuropas største musikfestival åbner onsdag kl. 17 med Drew Sycamore på Orange Scene.
Tre år skulle der gå. Græsset omkring Dyrskuepladsen og de vilde hegn har nok nydt hverken at blive trampet eller urineret på. Men for os, der har Roskilde Festivalen som et fristed, en åbning mod sommeren, et sted at mærke, hvad musik kan og gør, og et sted at give elskede mennesker et kram, har de sidste år været underlige.
Roskilde Festivalen er en følelse
Erkendelsen af dén tomhed rammer igen, når man sent søndag aften står foran Rising scenen, og over et par koncerter mærker, hvad Roskilde kan. For Roskilde Festivalen er en følelse.
Når man ligger i teltet ved midnat, når mørket er faldet på, og tusinde stemmer blandes med lyden fra (lidt for mange, lad mig være ærlig) sound-bokse, er det svært at lade være med at forestille sig, at man ligger og lytter til et kæmpestort dyr.
Pulsen slår hårdt og insisterende til langt ud på natten. Så bliver der med et helt, helt stille. Og vågner man dér, er det netop den stilhed, som griber én. At så mange mennesker kan være så stille på én gang. Så mange sovende kroppe.
Det lyder jo meget idyllisk, men jeg vil alligevel hælde lidt bitre dråber i sødsuppen. Om lidt.
Roskilde er en følelse
Når jeg skriver, at Roskilde er en følelse, var det påfaldende, at følelsen var så anderledes, da campingområdet åbnede lørdag eftermiddag. Vi havde siddet i kø til armbånd og adgang allerede fra kl. 13, og selvom antallet af mennesker steg betragteligt over de næste timer, så kunne selv de største musikanlæg (tænk på lyden fra en jetmotor) ikke ændre ved, at det hele forekom nærmest foruroligende roligt.
Nærmest som om at vi alle lige skulle finde vores ben igen i et post-corona festivallandskab. Kunne man virkelig tage på festival? I tidligere tider havde det meste, der mindede om disciplineret køkultur været en fejlkalkulering fra festivalens side. Hvad skulle man dog med den slags!?
I sidste uge efterlod det medlemmerne i min camp i sindstilstande af henholdsvis resignation og vildt raseri
Men i år var det påfaldende, hvordan folk faktisk holdt køen, der snoede sig adskillelige hundrede meter over det endnu grønne græs. Måske de sidste års lange menneskeslanger til og forbrug af tid ved coronatest efter coronatest havde en betydning for tålmodigheden?
Roskilde Festival har i år indført nye initiativer til at sikre, at ikke alle ankommer på samme tid, og at man kan finde sit campingområde i ro og mag. I sidste uge efterlod det medlemmerne i min camp i sindstilstande af henholdsvis resignation og vildt raseri. Som det lidt ældre segment vi er, havde vi atter valgt at residere i Silent and Clean, som i år var underlagt slogan initiativet ”Camp together” – hvilket betød, at vi for flere uger siden indsendte en formular på campens syv medlemmer, så vi kunne bo sammen.
I sidste uge fik vi så meldingen om, at festivalen havde smurt os let ud over campingområdet – på fire forskellige matrikler, for at være helt præcis. Det var ligesom om det med ”camp together” med ét forekom en anelse sarkastisk. Og festivalen gav ingen bulletiner om, hvad man skulle gøre i den situation. Det måtte vi selv finde ud af – hvilket vi gjorde. Alt er nu fryd og gammen, og vi holder sammen stolte traditioner i hævd som cowboykaffe fra Trangia og cocktails fra køletaske.
Tilbage på fødderne
Den første halvanden dag (lørdag og søndag) føltes virkelig, som om festivalens gæster skulle finde formen igen. Der var mere stille, færre folk. Campingområderne var ikke fyldt op i løbet af en halv time, sådan som de plejer. Sidstnævnte forandring (som også hænger sammen med festivalens nye måder at lade folk flytte ind på), var faktisk ikke ringe.
I løbet af søndagen begyndte campingområderne at ligne sig selv. Unge kvinder i bikinier, unge mænd i bar overkrop, ølbong, fodbolde, hvide pavilloner fra Harald Nyborg, og sækkevogne belæsset med rammer af øl, cider og sodavand kunne spottes overalt. Et ungt par lå midt i det hele og kiggede forelsket på hinanden. De var i den grad på Roskilde Festival, men så tydeligt også i himlen.
Nogle råbte – og mange råbte ”Råskildøø – er I der?” Og det var vi. Det er vi. Endelig
Festivalen har inden start ad flere omgange og igennem både hjemmeside og sociale medier opfordret deltagere til at tænke handle og spise grønt. Man kan stadigvæk få en burger med kød og en flæskestegssandwich, men plantebaseret mad er på vej frem. Gæster har også kunnet leje campingudstyr, som f.eks. pavilloner, som skal leveres tilbage i god stand, hvis man vil have sit depositum igen.
Og netop disse blå pavilloner ses flere steder i områderne. Det er jo godt. Hvorvidt der vil være færre smadrede telte og færre udtrådte øldåser i græsset, end der plejer at være, det må være en konklusion, der først kan drages, når den sidste trætte festivaldeltager vader tilbage mod Roskilde station med sin rygsæk på ryggen.
Tilbage til musikken
Roskilde tiltrækker sig store musiknavne, som kan fylde stadion, men noget af det bedste ved festivalen er faktisk, at man også kan lytte til nogle af morgendagens store navne på campingområdet, inden festivalpladsen åbner om onsdagen. Store danske navne som Jada, Saveus og Katinka har stået på scenerne Rising og Countdown i tidligere tider – i år spiller henholdsvis Jada og Saveus på festivalens to allerstørste scener.
Roskilde Festival kan noget, når det gælder at tænke musiklandskab af i morgen. I går spillede f.eks. bandene AySay og Prisma på Rising – og det foran et publikum, som i den grad var med på løjerne. Folk lyttede, sang, dansede, drak øl og røg smøger, men fokus var på musikken. Intenst. Som om vi alle var lige dér, hvor vi skulle være, tættere på hinanden, end nogen ville have turdet for mindre end et år siden. Et sted, hvor vi ikke har kunnet være de sidste tre år.
Og nogle råbte – og mange råbte ”Råskildøø – er I der?” Og det var vi. Det er vi. Endelig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
