ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSE – Dette skulle have været den store finale. Bandet The Strokes, som Christine Lind Ditlevsen er mangeårig fan af, og som hun sidst var til en fantastisk koncert med helt tilbage i 2003. Hun skulle genopleve de mange stramme hits og Julian Casablancas karismatiske stemme. Men det endte i en katastrofe.
Klokken 23.00 står mine venner og jeg på en, om ikke fyldt så, godt oversået plæne foran Orange scene og venter.
Lidt efter 23 kommer musikken – men det er ikke The Strokes, det er en playliste med ACDC, Queen og Clash, der spiller. Ingen information. Ventetiden går med snak om Inger Christensen, Tove Ditlevsen, truckers og Jehovas Vidner. Vi drikker øl og shots og bekymrer os en lille smule.
23.18 kommer et skilt op: Patience please, koncerten begynder om et øjeblik. Ikke et ord om hvorfor. Vi forestiller os kokainrus, aflyste fly og pludselige maveanfald. Der fortælles historier fra tidligere festivaler, fx om Axl Rose, der kom en halv time for sent.
Makrel! Fløde!
Strokes slår Rose med ét minut. Uden hej eller forklaring går de på med nummeret Bad decisions. På Strokes musik er der altid meget diskant, og det klæder ikke Orange scene, der mangler tyngde, på andet nummer får de imidlertid rettet op på det. Julian Casablancas giver den gas, og de første fire sange kører derudad, inklusive giganthittene Automatic Stop og Hard to Explain.
Derefter går det galt. Casablancas begynder at snakke, råbe ”Goodmooorning Vietnam”, vrøvler og grine for sig selv.
Jeg får mere og mere ondt i sjælen; dette er mit band. Det har fulgt mig i tykt og tyndt i 20 år, jeg kan ikke holde det ud.
Spiller et par numre, blandt andet de virkelig gode The adults are talking og Selfless, og så er det snakke-tid igen. Hvis han bare kunne holde sin kæft, er der flere omkring os, der siger. Bandet spiller upåklageligt, og Casablanca synger godt, men hvad sker der for alt hans sludren! Han begynder med sit danske, noget han har gjort ved tidligere koncerter, men her bliver det pinligt, han råber ”krakkemut”, ”nu skal du bare se”, ”Makrel!” og ”Fløde”.
Det virker som om, han godt selv ved, at han på ingen måde er sjov eller underholdende, men bare er ligeglad. Vi har nu fundet den mest sandsynlige forklaring på forsinkelsen: At Casablancas var så døddrukken/på stoffer, at han ikke ville/evnede at gå ud på scenen.
Publikum siver fra The Strokes
Flere store hits spilles What ever happened og You only live once, og hver gang et nummer er slut, frygter man Casablancas’ påfund, jeg får mere og mere ondt i sjælen; dette er mit band. Det har fulgt mig i tykt og tyndt i 20 år, jeg kan ikke holde det ud.
Jeg bliver alvorligt bekymret, manden er ikke en røv, han er i gang med et sammenbrud på åben scene, tænker jeg.
Publikum siver, og billederne fra de pitten viser opgivende og trætte fans.
”Okay, I am half Danish, but the Danes just don’t seem to care,” siger Casablancas opgivende. Nej, vi er ligeglade med, hvor du kommer fra. Vi kan lide din musik, og du skal lade være med at forvandle den sidste store koncert på Roskilde Festival 2022 til et mareridt.
Flere minutters tomrum, mumlen og så en fortvivlende dårlig udgave af Eternal Summer med Casablancas siddende på gulvet med fuld autotune. Jeg bliver alvorligt bekymret, manden er ikke en røv, han er i gang med et sammenbrud på åben scene, tænker jeg.
”Sorry, we have to stop that,” siger han bagefter, og ”We Think it’s time to go, but we have to stay”.
“It’s over!”
Han begynder at forlange punchlinetrommer af sin trommeslager, hver gang, han siger noget ”morsomt”. Igen er han selv klar over, at intet af det er morsomt, han kører med åbne øjne ud over skrænten.
Publikum buh’er, det har jeg aldrig hørt før på Orange.
Og så, som en sidste krampetrækning før døden gjalder Last Nite ud over pladsen, og de folk, der er tilbage, går amok over denne chance for at få en ordentlig afslutning på koncerten. Nummeret glider over i Someday, det lyder godt, det var sådan det skulle have været hele tiden.
Så siger han ”It’s over!” – en art ”det er fuldbyrdet” – og bandet forlader scenen med guitarerne stadig rungende af monitor.
Åh Gud.
PS: Mens pladsen tømmes for vantro publikum, gjalder Barry Manilows Looks like we made it for fuld kraft fra højttalerne. What!? Jeg mener: WTF!!??
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
