En advarsel mod polariseringens bål

Steffen Groth 09.07.2016

Siden min opvækst i et venstresnoet akademikerhjem i Herlev har Politiken været med til at forme mit verdensbillede. Avisen har via ledere, kommentarer og nyhedsselektion givet et særligt blik på tidens væsentlige spørgsmål. I udlændingedebatten er mine synspunkter som støbt efter den humanistiske grundform, som Tøger Seidenfaden stod som en lysende eksponent for. Fra højrefløjens perspektiv har jeg befundet mig i en osteklokke, hvor virkelighedens integrationsproblemer kun høres som forskønnede toner i det fjerne, hvis de overhovedet trænger ind i det meningsunivers, som Systemet Politiken har indoktrineret mig i siden min barndom.

De seneste år har jeg derfor forsøgt at råde bod på min ensidige omverdensforståelse ved med jævne mellemrum at læse opinionsstof fra Berlingske og Jyllands-Posten og følge politikere, jeg ikke deler holdninger med på Facebook.

Fra højrefløjens perspektiv har jeg befundet mig i en osteklokke, hvor virkelighedens integrationsproblemer kun høres som forskønnede toner i det fjerne, hvis de overhovedet trænger ind i det meningsunivers, som Systemet Politiken har indoktrineret mig i siden min barndom

Det er en rejse ind i et holdningslandskab, hvor problemernes facetter, konturer og proportioner ser fuldstændig anderledes ud end når man læser Politiken og Information. Det kan nok ikke komme bag på nogen. Men det har ikke desto mindre overrasket mig, hvor dyb kløften mellem fløjene i udlændingedebatten er. Og hvor kraftig den polarisering, der ligger og ulmer under det tidligere så fredelige Konsensus-Danmark, egentlig er.

Ny hybrid: Højrenational værdipolitik og økonomisk liberalisme

En markant antitese til de anskuelser jeg er vokset op med, er de seneste måneder tonet frem med stor styrke; det er den nordsjællandske arkitekt Pernille Vermund, der med Nye Borgerlige har skabt en hybrid mellem højrenational værdipolitik og liberalistisk økonomisk politik. På Facebook er Pernille Vermund en dygtig kommunikator med sin blanding af humor, snusfornuft, rappe replikker og en evne til at præsentere de værdipolitiske budskaber om hjemsendelse af uformående flygtninge og indvandrere samt brud med konventionerne i en indpakning af nordsjællandsk familiehygge og kvindelig charme. Efter Brexit jublede Vermund på Facebook:

”Tillykke til Storbritannien hvor folket sejrede. Lad os følge Storbritannien ud af EU! … Demokrati er regering af folket, gennem folket og for folket”

Opslaget har fået knap 2000 likes. Og siden har budskabet om national selvbestemmelsesret været en rød-hvid tråd i Vermunds opdateringer iblandet alarmerede opslag som dette:

”Unge med indvandrerbaggrund overfalder studenter. Unge med indvandrerbaggrund overfalder DFU’er i Varde. Ung mand med mørkt krøllet hår, som taler gebrokkent dansk, forsøger at voldtage to piger i Helsingør…” (2300 likes).

Der efterlades ingen tvivl om, hvad det gentagne ønske om national selvbestemmelsesret bl.a. skal bruges til.

Det har overrasket mig, hvor dyb kløften mellem fløjene i udlændingedebatten er. Og hvor kraftig den polarisering, der ligger og ulmer under det tidligere så fredelige Konsensus-Danmark, egentlig er

Politikeren Pernille Vermund bakkes op af flere højreorienterede intellektuelle både i Jyllands-Posten og Berlingske. To af de mest centrale er den nationalkonservative kulturforsker og debattør Kasper Støvring og den borgerlige historiker Mikael Jalving. Begge har erklæret deres støtte til Nye Borgerlige, og begge skriver jævnligt om islam og migration.

Støvring, Selsing og Jalving

Kasper Støvring er en dygtig litterat. Han udgav i 2006 en bog om digterfilosoffen Villy Sørensen, ”Det etiske kunstværk”, og han beriger stadig ind imellem sin blog med glimrende litterære analyser af danske klassikere. Men han benytter også sin skarpslebne pen og sin intellektuelle pondus til at skrive om de kulturkonflikter, som han mener udgør det altoverskyggende problem i Danmark. Det er ikke tilfældigt, at hans blog bærer titlen Kulturkamp. Kasper Støvring fremstår på bloggen som en kulturdrabant, der kæmper for nationens overlevelse. Han er naturligvis bevidst om, at dette slag ikke kan vindes af ham alene, så hans skribentvirksomhed er også en slags mobiliseringsarbejde.

I en nylig debat på Facebook, hvor Støvring blev spurgt om løsningsforslag ift. kulturkonflikterne, skriver han sådan her om sit projekt:

”Nye Borgerliges politik er meget fornuftig, som jeg også har skrevet en del gange. Men det store problem er ikke konkrete forslag, men viljen til at føre politikken igennem, og det kalder igen på en dybere mentalitetsændring, en ændring, jeg i al beskedenhed søger at påvirke. Hearts and minds, du ved. Herunder igen og igen at pege på problemer”.

Og det gør han så; peger på problemer. Da der var en forfærdelig sag om nogle studenter, der havde fået sprøjtet en syrelignende væske i øjnene, var Støvring staks på banen med en analyse. På Facebook linker han til en artikel om angrebet og skriver: ”Det fjerde angreb på studenter i weekenden. Med indvandringen kommer nye sæder og skikke…”

Men her er den skarpe akademiker alt for hurtig i sine konklusioner. I forbindelse med episoden med syreangrebet er hverken gerningsmændenes etniske, religiøse eller kulturelle baggrund fastslået.

Støvring kæder episoden sammen med nogle ubehagelige tilfælde af angreb med æg mod studentervogne, hvor gerningsmændenes indvandrerbaggrund er fastslået, men der er et stort spring fra meget ubehagelige drengestreger til angreb med en syrelignende væske. I den sidste situation, syreangrebet, som Støvring bruger som det primære eksempel på indvandringens konsekvenser, er der ikke belæg for, at gerningsmændene var indvandrere.

Den første kommentar til Støvrings Facebook-opslag kommer fra en af hans kampfæller, filosoffen Eva Agnete Selsing: ”Jeg er så fucking vred. De er syge!” Og så fortsætter det ellers derudad om den uafklarede ulykkelige episode f.eks. med følgende kommentar: ” Vi har desværre mennesker i blandt os, som ikke ønsker, at kvinder uddanner sig” efterfulgt af et link til en artikel med overskriften: ”Taleban: syre i ansigtet skal afholde piger fra at tage vestlige uddannelser”.

Dystopia – højrenationale mareridtsvisioner om terror og borgerkrig

I april leverede Kasper Støvring et blogindlæg (og i papiravisen en klumme) med den ildevarslende overskrift ”Dystopia”. Støvring skriver således om sin hensigt med teksten: ”Det følgende scenario er et gæt, for det er som bekendt svært at spå – især om fremtiden. Men jeg skal søge at gøre det så sandsynligt som muligt…”. Støvrings overordnede tese er følgende: ”folkevandringen fra Afrika og Mellemøsten […] betyder omdannelsen af Danmark til noget andet, end vi hidtil har kendt. Man kunne ønske at politikerne ville gøre noget ved faren, men indsatsen er halvhjertet”

I teksten udmales det i grafiske detaljer, hvad denne omdannelsesproces, som ifølge Støvring allerede er i fuld gang, fører til. Først sidestilles den igangværende proces i Danmark med de ”forfaldsstadier”, der førte til den jugoslaviske borgerkrig. Dernæst følger en mareridtsagtig beskrivelse af et samfund i opløsning. De homoseksuelle vil blive ”jaget og hånet i stor stil”, antisemitismen vil nå et omfang med ”systematisk organiserede drab, overfald og hærværk mod jøder”, der vil gøre ”nazisternes arbejde færdigt” og ”kvinder vil blive antastet i en grad, så skændslerne nytårsaften i Køln vil fremstå, ikke kun som et forvarsel, men som en mindre ting”.

Støvring tager udgangspunkt i tendenser, der desværre kendes fra visse indvandrermiljøer – homofobi, antisemitisme og kvindeundertrykkelse – men han ekstrapolerer disse tendenser ud i en ekstrem, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på læseren. For mig skyldes kuldegysningerne, at jeg mener, der tegnes et grotesk skræmmebillede, der appellerer til de laveste instinkter i os alle, for andre vil kuldegysningerne måske i højere grad skyldes genkendelse og frygt for, at scenariet skal blive til virkelighed.

Omdannelsen af Danmark vil ifølge Støvring ende med de ”forfaldsstadier” der førte til den jugoslaviske borgerkrig. Dernæst følger en mareridtsagtig beskrivelse af et samfund i opløsning. De homoseksuelle vil blive ”jaget og hånet i stor stil”, antisemitismen vil nå et omfang med ”systematisk organiserede drab, overfald og hærværk mod jøder”, der vil gøre ”nazisternes arbejde færdigt” og ”kvinder vil blive antastet i en grad, så skændslerne nytårsaften i Køln vil fremstå, ikke kun som et forvarsel, men som en mindre ting

Efter viften af uhyggelige fremtidstableauer for ”sårbare grupper”, tager Støvring med stor patos fat på emnet terror og borgerkrig:

”Fremtidens isvinter vil byde på en masse terror, herunder atomterror, men allerede nu – efter terroren i Bruxelles – kan vi se en slags ny normalitet, hvor den slags begivenheder kun får få dages omtale i medierne i mellemtiden inden det næste anslag. Disse terrorhandlinger vil blive suppleret med kampe i gaderne, man vil høre lyde af sirener, skudsalver og skrig i det fjerne, men ikke rigtig vide, hvad der foregår”.

En tiltagende uhygge griber læseren og man tænker, at nu må klimaks være nået, men Støvring fortsætter i samme toneleje og med samme detaljerede udmaling af tilstande og konsekvenser:

”Bestialiteten ved volden er så voldsom, at mange ikke vil kunne passe deres arbejde, skolegang, familien, sociale liv. Posttraumatiske stresssyndromer vil ganske enkelt lægge manges liv øde”

Hvad skal vi gøre – Nye Borgerlige har svar parat

Hvis læseren gennem sin stigende uro nu kan høre en rationel stemme hviske ’hvad kan vi dog gøre?’, så har Støvring en løsning parat, der lyder som en tro kopi af Vermunds visioner; vi skal ”gøre det ene fornødne, der jo skal gøres nu, i dag: Lukke grænserne, undlade at give statsborgerskab til ekstremister, udvise kriminelle udlændinge, give længere straffe til voldsmænd, udtræde af Flygtninge- og Statsløsekonventionen og flytte al asylbehandling til nærområder.” Og så slutter akademikeren Støvring (ph.d.) af med links til avisartikler om problemer med islam og integration – ”et udpluk af de kilder, jeg bygger på”, skriver han.

Efter endt læsning tænker jeg ved mig selv, OK, det var så det han mente, da han på Facebook skrev, at han forsøger med sit gentagne fokus på problemerne at vinde ”hearts and minds” for Vermunds løsningsmodeller.

Vi skal ”gøre det ene fornødne, der jo skal gøres nu, i dag: Lukke grænserne, undlade at give statsborgerskab til ekstremister, udvise kriminelle udlændinge, give længere straffe til voldsmænd, udtræde af Flygtninge- og Statsløsekonventionen og flytte al asylbehandling til nærområder – Debattør Kasper Støvring

Også den passionerede, vidende og polemiske debattør Mikael Jalving har meldt sig under Nye Borgerliges faner. Han skriver ligeså alarmistiske tekster som Støvring. I kølvandet på terrorangrebet i Orlando skrev han f.eks. et harmdirrende indlæg om, at vi måtte stoppe fortielsen af den snigende og brat opflammende islamiske trussel, som han mener gennemsyrer de vestlige samfund:

”Hvis vi siger, tegner eller skriver noget forkert, vil andre hævne sig. Ikke ved at sige, skrive eller tegne noget andet. Næ, ved at myrde nogen, eventuelt din bedste ven, bøssen, jøden eller blondinen”.

Også hos Jalving genfinder man en sympati med jøderne, men også en modsvarende antipati mod muslimer

”Jøderne forlader Europa, muslimer kommer hertil… Et begrebspar er særlig vigtigt i denne sammenhæng, og det er begrebsparret skam og ære. Det findes i alle stammesamfund og diaspora, men accentueres før som nu af islam, fordi islam forener det himmelske med det jordiske. Skam og ære er enten/eller: æren skal forsvares mod skam; skam skal hævnes med ære. Dette nulsumsspil blokerer enhver udvikling og indespærrer muslimer i et lukket kredsløb af trusler og respekt, frustration og frygt og civilisatorisk uformåenhed.” (Jyllands-Posten.dk, 13/6)

Henrik Dahls dom over “arabisk ghettomentalitet”

Denne forestilling om de muslimske miljøer som et fortabt, stivnet og farligt parallelsamfund, som er uhjælpeligt fastlåst udviklingsmæssigt på grund en særlig kulturel egenart, blev for nylig støttet fra en lidt uventet kant. Sociologen Henrik Dahl skrev en kommentar i Berlingske under rubrikken: ”Intet godt nyt fra ghettoen”. Dahl opremsede alle de dårligdomme, som man ganske rigtigt kan finde i dele af ghettomiljøerne: ”patriarkalsk vold, social kontrol, kriminalitet, socialbedrageri, religiøs intolerance og fanatisme”. Reelle problemer, som også digteren Yahya Hassan beskrev fra et insiderperspektiv i sin debutsamling.

Denne forestilling om de muslimske miljøer som et fortabt, stivnet og farligt parallelsamfund, som er uhjælpeligt fastlåst udviklingsmæssigt på grund en særlig kulturel egenart, blev for nylig støttet fra en lidt uventet kant: Sociologen Henrik Dahl

Men så kommer sociologens forklaringsmodel. Efter et ræsonnement, der fremhæver, at ghettoproblemerne kan genfindes overalt i Europa, uanset hvilken politisk tilgang de respektive lande har valgt, konkluderer Dahl, at han anser det for ”det endegyldige bevis på, at det er den arabiske ghettomentalitet, der er årsagen til problemerne – og intet som helst andet”.

Er det virkelig en erfaren sociolog, der skriver dette efter min opfattelse kolossalt forsimplende, ja faktisk helt fejlagtige udsagn? Hvis man er i tvivl om, hvor problematisk Dahls udlægning er, kan man prøve at forestille sig, at en amerikansk sociolog udtalte, at alle de problemer, man ser i de sorte amerikanske ghettoer skyldes den ”afroamerikanske ghettomentalitet – og intet som helst andet”.

Vi må gøre op med lejrtænkning og ekkokamre

Eftertanke: Bidrager jeg til polariseringens bål med min kritik af intellektuelle fra højrefløjen? Er jeg med til at forstærke splittelsen mellem højre og venstre?

Jeg håber det ikke. Jeg forstår frygten for islamismen. Jeg deler ubetinget modstanden mod patriarkalske familiemønstre, radikalisering og forstokket konservatisme i alle afskygninger.

Men jeg er overbevist om, at de alarmistiske oppiskninger af folkestemninger ikke bidrager til at reducere de fænomener, vi gerne vil bekæmpe.

Den tyske sociolog Georg Simmel formulerede for mange år siden en gruppedynamisk grundregel, som jeg stadig tror er gyldig:

”En gruppes indre sammenhold øges ved ydre pres”.

Jeg forstår frygten for islamismen. Jeg deler ubetinget modstanden mod patriarkalske familiemønstre, radikalisering og forstokket konservatisme i alle afskygninger. Men jeg er overbevist om, at de alarmistiske oppiskninger af folkestemninger ikke bidrager til at reducere de fænomener, vi gerne vil bekæmpe

Det gælder for danskere, der føler sig truet, men det gælder også for en muslimsk minoritet, som har gode grunde til at føle sig udsat for ydre pres. At mane til lidenskabelig kulturkamp mod minoritetsgrupper eller politiske modstandere løser ikke problemerne, men risikerer at forstærke dem. Tryk avler modtryk. Hvis vi til stadighed trækker fronterne skarpere op og bruger mere og mere voldsom retorisk ammunition mod fjenderne eller modstanderne i den politiske kamp, er resultatet uundgåeligt mere skyttegravskrig og mere uforsonlighed.

Både på højre- og venstrefløjen har vi en tendens til at lukke os inde i ekkokamre, hvor vi bekræfter hinanden i synet på problemerne. Der opstår en selvforstærkende effekt, hvor synspunkterne bliver gradvis mere forsimplede og skingre mens de blinde vinkler multipliceres. Skal vi undgå ekstremerne, hvad enten det er den pladderhumanistiske, hallalhippie-relativisme (som nogen måske vil mene, at jeg tenderer imod) eller den islamofobiske ofte nærmest hadefulde højrepopulisme, tror jeg, det kræver, at vi lytter til både højre- og venstrefløjen og anerkender, at både den fundamentalistiske del af islamismen og den islamofobiske højrenationalisme udgør væsentlige samfundsproblemer.

Vi må ud af ekkokamrene og lytte til modparterne uden at forfalde til primitive, unuancerede angreb og forsimplede fjendebilleder.

Topfoto: Fire from loppings. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported license. Attribution: Pavel Ševela

Steffen Groth

Steffen Groth er cand.mag i dansk og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han er kandidat fra RUC og bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn.