
#RF19 // REPORTAGE – Monica Krog-Meyer er en af de 30.000 frivillige, hun er pantguide i Responsible Refund. Dér hvor dåser og plastikkrus bliver til penge. Ikke kroner og ører, men beløb som den pengeløse festival sætter ind på armbåndet. Mens festivaldeltagerne fester, knokler mange udlændinge med at samle de efterladte dåser, glas, kander og shot-beholdere sammen. En uundværlig indsats.
Han kommer gående i sindigt tempo med en kæmpe plastikpose proppet med tomme dåser på ryggen, og i hænderne har han en pose mere. Det er stegende hedt den første søndag i årets festival. Der er 31 grader og bagende sol.
Han er høj, stærk, og med blikket sat på uendelig, for han har gået ruten mange gange i dag. Rundt på festivalens campingområde Vest, hvor publikum fester her i de første dage, indtil selve festivalpladsen åbner onsdag eftermiddag.
Han er en af mange afrikanere, der her i Vest sørger for, at der bliver ryddet op på pladsen. For ham er det penge, han samler – ikke guld, men dog penge til at opretholde livet for familien derhjemme. Han bor i Rom, familien er i Liberia i Afrika
Han har samlet tomme dåser. Bøjet sig ned hver gang, løftet dåsen op og ned i plastikposen. Og der er nok at finde.

Han er en af mange afrikanere, der her i Vest sørger for, at der bliver ryddet op på pladsen. For ham er det penge, han samler – ikke guld, men dog penge til at opretholde livet for familien derhjemme.
Han bor i Rom, familien er i Liberia i Afrika.
Han knokler, det er et hårdt slid. Han er pantsamler og kender ruten til den sorte pantbod, Refund. Der hvor dåserne bliver til optalt.

Der er kø foran indleveringssluserne, han stiller sig ind i køen og venter til det bliver hans tur. Løfter den store pose op til skranken og hælder alle dåserne ind på et stort bord, med kant, så de fire ‘tællere’ – frivillige – rundt om bordet kan gå i gang.
Hver mand tæller sin type pant og melder resultatet til ‘bordformanden’, som skriver ned, hvor mange A-pant, B-pant, C-pant-dåser eller flasker, der er, hvor mange af de nye krus af plastik, hvor mange kander, hvor mange shots-beholdere og hvad der ellers gives pant for. Glasflasker giver 50 øre.

Når det hele er gjort op, går pantsamleren hen til en kasse, hvor sedlen med resultatet tastes ind af endnu en frivillig. Han sætter sit festivalarmbånd på en scanner, den giver lyd, så man ved, at operationen er lykkedes og så er der sat 541 kr ind på pantsamlerens armbånd.
Pantboden er helt befriet for fysiske penge. En stor lettelse for alle.
Tyskerdåserne
Nu tænker du: Hvad med alle dåserne, som publikum har med fra turen til Tyskland, får pantsamlerne virkelig pant for dem også?
Nej, det gør de ikke.
Ligger de så bare og flyder ude på området?
Nej, det gør de ikke.

Pantsamlerens anden pose indeholder tyskerdåserne og de maste, kvaste og krøllede dåser. Efter en dag havde samlerne lært det: Posen bliver lagt op på en vægt, max 6 kg, og det er også penge.
10 kr for 1 kg tyskerdåser og maste dåser!
Optællerne har en måde at afgøre det på: Hvis dåsen kan rulle på bordet, bliver den accepteret som 1 kr, for så kan den rulle i pantautomaten så scanneren kan finde pantmærket.
Flere af pantsamlerne har en 20-30 cm lang metalpind i hånden. Mens de venter i køen på at komme til og dåserne bliver talt op, står de og tryller sammenkrøllede dåser fra at være en del af 1 kg til 10 kr til at være 1 kr pr dåse. De er ganske behændige til det. Det er hårdt arbejde.
Men fremover kommer jeg aldrig til at kvase en dåse med pantmærke.
Pantguidens rolle
Det er her, jeg kommer ind i billedet.
Jeg er pantguide og frivillig.
Jeg er med min makker Stella på denne vagt. Vi holder til foran boden med vores grønne ‘forklæde’, hvor der står ‘refund’.
Vi hjælper pantsamlerne, fortæller hvordan de skal skelne mellem pantdåser og tyskerdåser, men det behøver man ikke sige mere end én gang. Står de med en blandet pose, hjælper vi dem med at dele op. Et stort ‘bord’ er lavet til den manøvre, hvor de hælder alle deres dåser ud og deler dem i to poser: dem med pant og så dem der skal vejes.
Jeg taler med min mor-hjerne og minder den om, at ‘mor ikke er her’, at de unge festivalgæster nyder det, lever i en svinesti, i et ufatteligt rod i en uge, men det er lige, hvad de har lyst til
Vi sørger også for at holde området rent og pænt. Samler plastiklåg op, smider makreldåser ud, beder pantsamlerne om at tømme dåser lidt væk fra boden, hvor der ellers hurtigt opstår en sø af dåseindhold.
Mandag var der allerede én mudderpøl, jeg tør ikke tænke på, hvordan der ser ud, når jeg har min tredje vagt af fire fredag nat 23-7. Jeg skal have gummistøvler på. Og varmt tøj.
Der bliver brugt meget plastik her
Nogen må meget gerne opfinde noget andet end plastik til at slæbe dåserne i. Det er spild og ikke spor bæredygtigt. Men dåserne er våde, tilsukrede af sodavand, ikke helt tømte og ulækre, så en plastikpose, der kan holde, er den bedste løsning nu. Uundværlig.
Går posen i stykker, får de en ny. For det vigtigste af det hele er, at de gider hente dåserne. Altså at dåserne bliver samlet ind.
Da jeg onsdag aften gik gennem lejrene i Vest og rundt på pladsen, kunne jeg se, at det virker som et sisyfos-arbejde. Der er dåser overalt, især tyskerdåser og kvaste dåser.
Jeg taler med min mor-hjerne og minder den om, at ‘mor ikke er her’, at de unge festivalgæster nyder det, lever i en svinesti, i et ufatteligt rod i en uge, men det er lige, hvad de har lyst til. Fri fra, hvad man bør og hvad man har lært. Det gælder også dem, der er travlt optaget af klimabevidsthed og bæredygtighed.
På søndag er de tilbage i deres bevidste krop og især hjerne igen. Lige nu holder de fri – har det sjovt, væmmes i glimt, men drikker en øl mere, så de ikke mærker det. De skal nok komme til fornuft igen.
Han knokler, det er et hårdt slid. Han er pantsamler, og kender ruten til den sorte pantbod, Refund. Der hvor dåserne bliver til optalt
Rammer af dåseøl og sodavand slæbes ind fra Roskildes supermarkeder, som dagene går. Og på den måde skaber deltagerne fast arbejde til pantsamlerne. Både dem fra Afrika, rumænerne og de andre østeuropæere, der rejser fra festival til festival for at skaffe indtægter på den måde.
De har betalt deres entrebillet som alle andre,
De lærer hurtigt at spørge, før de tager dåserne eller pantglasset. Indimellem er det svært at få et svar, fordi dåseejeren ikke er helt klar.
Men det er forbløffende, at man som festivalgæst ikke selv gider gå hen og indkassere panten.

Armbåndet
Når man køber sin billet, får man et armbånd med en plastikbrik sat på. Den lille brik er indførelsen af det pengeløse samfund på Roskildefestivalen. Man kan fra starten sætte penge ind på armbåndet og betale på den måde, rundt i boderne.
Når glasset er brugt, får pantsamlerne 1 kr pr glas. De 4 kroners forskel går til at betale dem, der vasker glassene op, så de er klar til næste drik
Når man køber en drik, en øl eller en cocktail, betaler man 5 kr oveni prisen. Det er pant for ‘glasset’, der er lavet af plastik i god kvalitet. Det er også nyt i år, at Tuborg har udviklet et genbrugsglas for at undgå alt det plastikspild i de ikke særlig solide plastikglas, der findes på markedet.

Det er en fremragende ide, og når glasset er brugt, får pantsamlerne 1 kr pr glas. De 4 kroners forskel går til at betale dem, der vasker glassene op, så de er klar til næste drik.
På ølstederne kan man endda give dem glasset retur og få sat 1 kr ind på armbåndet, sådan at man ikke skal betale 5 kr for et nyt glas. Om aftenen, når man skal tilbage til teltet skal man ikke tænke på at have glasset med til næste dag. Det er dæleme smart fundet på.
Dét er der tilsyneladende mange festivalgæster, der ikke har opdaget – eller også gider de ikke gå hen og få panten. Pantsamlerne har mange af de nye glas med i poserne.

Mine første to vagter var i stegende hede. Min næste er en nattevagt, hvor det bliver hundekoldt. Og hvor frilufts-tisningen har været konstant i flere dage. Der er et sort træhegn på hver side af pantboden, der bruges som friluftstoilet af både mænd og kvinder. Det hører med til friheden, at det er nemmere bare at gå hen til hegnet end at bevæge sig hen til toiletvognen, og stå i kø.
Men det stinker, især i solen.
Når man køber sin billet får man et armbånd, med en plastikbrik sat på. Den lille brik er indførelsen af det pengeløse samfund på Roskildefestivalen
Heldigvis har det regnet indimellem, men jeg gruer for den stank, der alligevel udvikles på 7. dagen, hvor jeg ikke kan bevæge mig væk fra stedet. I 8 timer.
Helt frivilligt!
Alle fotos af skribenten.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her