ROSKILDE 2025 // ANMELDELSE – Anmelder Frederik Bové troede han havde valgt en simpel tematik, da han ville fokusere på elektronisk musik fra trans- og ikke-binære kunstnere. Men kunstnerne havde ikke tænkt sig at blive sat i bås på grund af deres kønsidentitet, så det blev en meget overvældende og kaotisk nat.
Jeg elsker at høre musik, jeg ikke har hørt før. Så jeg slår altid ørene ud, hvis en ny strømning betegnes som ‘futuristisk’. Og en af de de sidste virkelig vellykkede besyngelser af ‘ny futurisme’ stod musikkritiker Philip Sherbourne for i 2015 i artiklen A New Futurism in Dance Music?, hvor han hyldede artister som Arca og PC Music.
Deres musik lød som fremtiden dengang, og ti år efter er det faktisk på en måde blevet lyden af i dag. Sherbourne nævnte f.eks også FKA Twigs som et eksempel. Og PC Music producere som AG Cook og Sophie hjalp Charli XCX med at forløse hendes mirakuløse cyborg-pop, der sidste år overtog hele sommeren.
Det lød futuristisk. Det blev meget mere end queer musik
Så det var ret fremsynet set. Endnu mere fremsynet var Sherbournes konklusion:
It may be too early to give a name to any of this, but it’s tempting to call it a new futurism – or, at least, a new near-futurism – one that locates utopian promise in the leap beyond binary oppositions, and celebrates trans identities and interstitial states.
Siden Sherbourne skrev, at musikken hyldede trans identitet, sprang både Arca og Sophie ud som transkvinder. Så det er da ret godt analyseret sig frem til ud fra musikken.
Torsdag nat havde Roskilde sat tre spændende elektroniske seancer op med ikke-normative artister. Det lød futuristisk. Det blev meget mere end queer musik.
Arca
Venezuelanske Arca lavede utilsigtet noget helt unikt på sine første tre albums. Som nævnt var hun ikke sprunget ud som transkvinde, da debuten Xen (2014) udkom, men Xen-figuren skulle forestille at repræsentere hendes feminine side.
På Mutant (2015) blev musikken mere muterende, transformerende, i konstant forandring. Og så var Arca (2017) noget helt andet, båret af hendes smukke og utroligt menneskelige sangstemme. Hørt i sammenhæng er det lyden af at være ekstremt meget i tvivl om identitet og normer, vælte alt omkuld og så finde sig selv igen.
Så holdt Arca en lille pause, inden hun 2020-2021 udgav de fem Kick albums, hvor hun pludselig sprang ud som reggeaton-sangerinde. Musikken var stadigvæk overrumplende produceret og fuld af mærkelige mutationer, men Arcas sydamerikanske baggrund syntes også at fylde virkelig meget. Identitet er ikke én ting.
På Arena i år ville Arca så pludselig være popstjerne. Hun var alene-musiker på scenen, sang og dansede, alt imens røg og lys og storskærme skabte et visuelt akkompagnement.
Setlisten bestod hovedsagligt af de poppede reggaeton-sange fra Kick I og Kick II, med en lille duo af ballader fra Arca midtpå, krydret med et par nye sange, der lover ret godt for kommende udgivelser. Jeg ser stadigvæk mere Arca som en producer end som en popsanger, men hun havde overraskende godt fat i teltet, der gav los til en dansefest.
Det er noget af det mærkeligste musik, jeg nogensinde har hørt på Arena. Og en ret så fyldt Arena!
Men hvis Arca skal være popsanger, så vil hun også blive sammenlignet med lignende shows fra folk som Charli XCX og FKA Twigs, og her er der altså et stykke op.
Arca har ikke Charli XCXs sangskriver-talent, og FKA Twigs’ gennemførte totalshow med dans og teater og rekvisitter var vi ikke i nærheden af. Det var en god reggaeton-fest, men dem kan mange kunstnere levere.
Og dog. Det var et lidt unikt show. F.eks var Arcas stemme ekstra forvrænget, så den blev helt cyborg-agtig, og publikum gik amok, når hun pludselig sang helt nede i baslejet. Sangene fra Arca var også fuldstændig vidunderlige, smukke folkelige ballader på spansk, med deformeret electro-noise bagved.
Det er noget af det mærkeligste musik, jeg nogensinde har hørt på Arena. Og en ret så fyldt Arena!
Arca vil ikke sættes i bås, hun vil hverken nøjes med at være electronica producer eller transkvinde. Hun vil vise alle aspekter af hende selv.
Og dele af publikum var også helt leveret. Der var to grupper af grædende fans, som kameraet vendte tilbage til. En lille gruppe meget unge, der godt kunne virke som queer-teens, der har fundet et forbillede. Og så en latino-mand i trediverne, der også var helt ude af stand til at holde tårerne tilbage. Hvem ved, måske var det hjemve eller nostalgi han fandt?
Arca vil ikke sættes i bås, hun vil hverken nøjes med at være electronica-producer eller transkvinde. Hun vil vise alle aspekter af sig selv. Det meste af koncerten var det dog de mindre eksperimenterende aspekter af hendes musik, vi fik hørt, så det virkede en anelse uforløst.
Bela
Jeg hastede videre til Gloria, hvor natten bød på to seancer på den fantastiske scene, der, som nævnt i går ligner en skov badet i blodrødt neonlys. Og hvor det dog passede fantastisk til koncerten fra sydkoreanske Bela.
Ifølge Belas bandcamp handler albummet Noise and Cries om, hvordan det er at være queer i Sydkorea, et samfund, der har fået en moderne kapitalistisk økonomi, men socialt stadigvæk er enormt konservativt.
Resultatet er en blanding af traditionelle koreanske rytmer og endda tekster fra gamle koreanske ‘pansori’-sange, blandet op med støjende electronica og skrigende death metal-vokal. Så på sin egen vis en blanding af vestlig modernitet og koreansk tradition, måske?
Bela havde formået at skabe en helt unik hybrid, som var følelsesfuld og kommunikerende, selvom den også var virkelig støjende og mærkelig.
Det var vitterligt en seance. Bela lignede en blanding af en skolelev med en poesibog og et spøgelse, mens de skreg og growlede til den store guldmedalje, og musikken smadrede af sted. Det føltes konceptuelt og helt utroligt mørkt.
At rytmerne var specifikt taget fra koreansk tradition, kunne jeg ikke genkende, ej heller forstå teksterne, men alligevel var det ikke svært at afkode, hvad der foregik.
Og så var det ikke kun mørkt. Titelnummeret er smuk og håbefuld elektronik, og det bliver så meget smukkere, fordi det kommer efter så meget grum støj.
Bela havde formået at skabe en helt unik hybrid, som var følelsesfuld og kommunikerende, selvom den også var virkelig støjende og mærkelig.
Aya
Den var lidt over 2:00 om natten, før Aya gik på. Hun løb pludselig ind på scenen i hættetrøje og med en taske på ryggen, trykkede på en knap, og så var koncerten i gang.
Det blev dog en ekstremt kaotisk opstart, for der var et eller andet galt med setuppet, men hun forsøgte at forklare det, mens musikken larmede ekstremt meget, og hendes mikrofon fungerede heller ikke, så det var umuligt at få fat i.
Men hun fik undskyldt, hvis viben var lidt ‘off’. Det blev en af de mærkeligste koncerter, jeg nogensinde har set.
Aya har fået ekstremt gode anmeldelser for sine to albums, der forener muterende club-universer med en britisk rap/spoken word, der nogle gange leder tankerne hen på noget så konventionelt som The Streets.
Det bliver til tider helt sangagtigt, og hun formår derfor også at få den nye futuristiske klubmusik bredere ud, uden som Arca at skifte helt over til anden genre.
Da hun skulle synge, kom hun i karambolage med mikrofonstativet. Her kunne jeg ikke fange, om det var med vilje, om Aya er en fysisk komiker på ret højt niveau.
Men det var ikke et særligt bredt og imødekommende sæt, som Aya leverede. Og det handlede i øvrigt heller ikke ret meget om køn og sexualitet. Der var en sang om ‘Yorkshire’, der ikke lød som et særlig rart sted.
Men det meste af det som Aya fortalte om musikken, handlede om at være en ‘autistic bitch’, og helt generelt var det lyden af ikke at passe ind. Og her spillede koncertens form og indhold nogle gange sammen.
Aya præsenterede ‘Heat Death’ som en sang om at se sig så blind på det negative, at man ønsker, at hele universet skal gå under, hvor hun godt kunne se, at det er bedre ikke at eksplodere over petitesser.
Men da hun så skulle synge, kom hun i karambolage med mikrofonstativet, som hun aldrig fik kontrol over. Her kunne jeg simpelthen ikke fange, om det var med vilje, om Aya er en fysisk komiker på ret højt niveau, eller om hun i ekstrem grad kæmper med de samme problemer som fortælleren i ‘Heat Death’.
Det blev en understregning af, hvor sammensatte og kaotiske mennesker er. Vi er køn, klasse, nationalitet, vi er hjerner og kroppe, vi er godt nok ekstremt svære at putte i kasser.
Jeg hælder lidt til det sidste. Det var en stresset, punket og også ret akavet seance. Helt grelt gik det i ‘Hexed’, hvor Aya fik afkoblet noget elektronik, lige da den meget lange intro skulle eksplodere, hvorefter vi kunne se hende desperat famle med kabler i stilhed i noget tid, og så starte nummeret forfra. Det er en god sang, men den tog godt nok lang tid.
Jeg var helt mørbanket, da koncerten sluttede klokken 3 om natten, og jeg traskede hjem i seng. Mør af dans, af støj, af kaos.
Det blev ikke nogle pæne og ordentlige koncerter om transkønnethed eller queersexualitet. Det blev en understregning af, hvor sammensatte og kaotiske mennesker er. Vi er køn, klasse, nationalitet, vi er hjerner og kroppe, vi er godt nok ekstremt svære at putte i kasser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og