Frederik Bojer Bové: Da jeg kom helt frem til scenen, var det som om, jeg blev væltet bagover af lydbølger

Frederik Bojer Bové Filmanmelder 03.07.2025

ROSKILDE 2025 // ANMELDELSE – Jo, der er stadig rock på Roskilde. Rock, som vil alt muligt: Pop, politik, famle rundt i musikhistorien eller vælte publikum bagover i et støjinferno. POV International’s Frederik Bojer Bové er til rock på årets første musikdag, hvor det var britiske Moin, der tog stikkene hjem på Gloria-scenen.

Det var en stor dag for musik fra de britiske øer. Dagens to Orange-navne – udover det traditionelle danske åbningsnavn – var irske Fontaines DC og engelske Charli XCX, der hver især leverede varen. Og ude på de små scener kunne man finde andre vitale britiske navne.

En del af det var ny britisk rock. Og på en festival, hvor debatten de sidste mange år har handlet om, hvorvidt der er for meget pop og hiphop i forhold til rock, tænkte jeg derfor at tage en rigtig rockdag for at se, om der er liv i den gamle genre.

Fontaines DC

Lad os bare sige, at Charli XCX havde mere fat i publikum med sin elektroniske pop, end Fontaines DC havde med deres britpoppede rock. Der var mange flere mennesker til Charli, desuagtet at hun spillede i silende regn, mens det var tørt det meste af tiden til Fontaines DC. Roskilde-publikummet vil gerne have pop.

Hvilket er lidt synd og skam, for jeg blev igen mindet om, hvor helt fantastisk sådan en skærende elguitar lyder fra Orange Scenes lydanlæg. Det kan sgu noget. Og Fontaines DC har en god række ørehængere som “Starburster” og “It’s Amazing To Be Young”, som det var virkelig fedt at høre så højt.

Men der er altså lidt noget med udtrykket efterhånden. Når nu ens bedste sang hedder “It’s Amazing To Be Young”, er det lidt spøjst, hvor meget Fontaines DC i sit visuelle udtryk ligner gamle bands som f.eks. Oasis. Det virker egentlig ikke så ungt. Hvis jeg må være lidt fræk, så mindede det mig om at se gamle klip med Kandis, dengang de var helt unge. Det er virkelig dygtige musikere, som ved lige præcis, hvad de gør, og de har et dedikeret publikum. Jeg kan ikke helt slippe tanken, at de har klædt sig ud som deres fædre…

Det handlede om energi. At vi skulle tage energien fra koncerten og omsætte den til politisk energi og derved gøre verden bedre

Efter 45 minutter med stærk rock, som det lød dengang undertegnede småbarnsfar var ung, blev scenen pludselig overladt til en række Palæstina-aktivister, der engagerede publikum i at råbe paroler i noget tid. Så spillede Fontaines DC et enkelt nummer mere, og så var det slut. Jeg forstår godt, at irere identificerer sig med et besat folk, og seancen var i det store hele sympatisk (jeg råber dog ikke med på den der med floden og havet, vi fik en enkelt gang), men det virkede også en smule som et antiklimaks.

Der var energi hos Fontaines DC – men stadigvæk kun en brøkdel af den energi, der kom, da Charli XCX spillede “Guess”, og 50.000 teenagepiger hoppede rundt og skreg om farven på deres trusser.

Det handlede om energi. At vi skulle tage energien fra koncerten og omsætte den til politisk energi og derved gøre verden bedre. Danske Slim0 havde pudsigt nok samme idé tidligere på aftenen, hvor trioens medlemmer også hver især fik lov til at komme med et politisk rant i løbet af deres koncert.

Men for Slim0 betød det paradoksalt nok, at energien forsvandt fra teltet, fordi de, hver gang de havde fået varmet publikum op, afbrød det hele for at snakke.

Still House Plants

Still House Plants lød lidt som om, de tog det med, at rocken trænger til en genfødsel, lidt for bogstaveligt: Deres musik lød nærmest som om, den var født i går – nærmest babymusik – så søgende og famlende var deres minimalistiske og primitivistiske artrock. Som også var overordentligt charmerende.

De lyder som om, de hver især er vokset op med jazz, r’n’b og clubmusik og så har hørt om, at der for hundrede år siden var noget, der hed “rock”, og det forsøger de at genskabe.

Deres musik lød nærmest som om, den var født i går – nærmest babymusik – så søgende og famlende var deres minimalistiske og primitivistiske artrock

Den britiske trio består af Jess Hickie-Kallenbach (sang), David Kennedy (trommer) og Finlay Clark (guitar). Det er jo ikke nogen mærkværdig konstellation – du kan have både melodi, rytmik og riff. Men det var dog aldrig rigtig klart, hvordan i alverden de fordelte opgaverne imellem sig. Finlay Clarks guitar lød mindre som riffs og mere som om, han leverede skæve akkorder til en avantgarde-jazztrio. David Kennedy kunne spille reggaeton- eller drum’n’bass-rytmer på trommerne, men de var så skæve i forhold til, hvad de to andre lavede, at det mere lød som tekstur. Og Jess Hickie-Kallenbachs melodier var mere r’n’b-agtige vokalmelismer, der dog blev gentaget så meget, at de kom til at virke som indtrængende mantraer.

Det føltes ret vitalt. Men også ret nørdet. Rent teoretisk kan man godt sige, at det lød mere som rockens fremtid, end Fontaines DC gjorde det – men omvendt tror jeg heller ikke, de fem irere skal være bange for at blive vippet af Orange.

Det lød heller ikke rigtig som om, Still House Plants fandt så meget i deres famlen rundt i rockudtrykket, men hvis de gjorde det, ville deres naivistiske charme måske også forsvinde.

Moin

Ligeledes britiske Moin har til gengæld fundet noget helt særligt sammen. Deres show på Gloria var en totaloplevelse, der buldrede publikum igennem i en time og efterlod os forpustede tilbage. Det føltes som endnu et kapitel i historien om rock’n’roll som primal energiudladning.

Men først et par ord om sceneshowet. For Gloria-scenen er godt nok fantastisk opbygget i år! Der står buske på bagscenen, hvor bladene blev oplyst af knaldrødt neonlys, og lyskeglerne fra loftet lignede træstammer. Det fik det til at se ud som om, vi var til en seance i en skov – det kom til at virke rituelt, arkaisk og futuristisk på samme tid. Det fik mig til at gennemgå programmet igen, og ved alle sammenstød, hvor det ene band spiller på Gloria, går jeg nu ind på den lille scene.

Det er svært at beskrive musikalsk – det kan næsten bedre beskrives fysisk: Da jeg kom helt frem til scenen, var det som om, jeg blev væltet bagover af lydbølger

Men sceneshowet virkede nu også særligt formidabelt for Moin, der også blander rock med noget mere futuristisk. Bandet udspringer af duoen Raime, der i løbet af tierne udsendte en stribe eksperimenterende elektroniske plader. I Moin spiller de sammen med trommeslager Valentina Magaletti, der spiller sammen med næsten alle på den eksperimenterende engelske musikscene – og også spiller i dag torsdag sammen med den portugisiske DJ Nídia – på Gloria, yay!

Der var også en fjerde musiker på scenen, som jeg ikke ved, hvem er – men det betød, at der var guitar, bas, trommer og elektronik. Og det føltes lidt som om, to artister spillede på samme tid. Dels en noiserock/posthardcore-trio, af en slags der var store i halvfemserne, som f.eks. Shellac. Og så et tonstungt dubstep-lydbillede oveni.

Det var tuuuuuuuuuungt! Det var groovy, punket, Valentina Magaletti spillede ekstremt varieret trommespil, og så var der bare lag på lag af tyngde oveni. Det er svært at beskrive musikalsk – det kan næsten bedre beskrives fysisk: Da jeg kom helt frem til scenen, var det som om, jeg blev væltet bagover af lydbølger. Der stod en glasflaske på scenen, som vippede frem og tilbage, fordi scenegulvet vibrerede så meget. Da jeg lagde mine hænder på scenen, blev jeg også fuldstændig rystet igennem.

Jeg var en lille smule overrasket, for Moin er en del mere sofistikerede på plade – her lyder de mere som posthardcore med samples ovenpå, nogle gange som noget ret postrocket indie. Det var så ikke det, de var kommet for at levere. De leverede en midnatsseance, et støjritual i en blodrød neonskov. Hvis man kunne holde til presset – og det var vitterlig et fysisk pres på kroppen, som bassen leverede – føltes det næsten som en renselse.

Simon Reynolds kaldte en essaysamling om rockmusik for Bring the Noise. Det var, når musik blev til støj – når logikken forsvandt, og man skulle genfinde musikaliteten på ny – at han blev rigtig interesseret. Og det fandt han i alle mulige genrer, fra Joy Division over Public Enemy til f.eks. jungle og dubstep.

Still House Plants og Moin var ’noise’ på hver sin måde: Still House Plants, fordi de opgav nærmest alle former for musikalitet og så, hvad man så kunne bruge rockinstrumenterne til. Moin, fordi det vitterligt var en ekstremt støjende seance.

Moin vandt. Men alt i alt viste dagen, at guitar, bas og trommer stadigvæk på alle mulige måder har sin berettigelse på Roskilde.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.