FILM // ANMELDELSE – Karen Hammer tager med nostalgiske minder om landet med to film tilbage til den jugoslaviske udbryderrepublik, der først for nylig fik sit internationalt anerkendte navn, Nordmakedonien. Det handler om far-søn-relationer og om oprør mod patriarkalske traditioner: Secret Ingredient og Gud eksisterer hendes navn er Petrunya.
I 1962 blaffede jeg rundt i Jugoslavien i 7 uger. Mage til venlig og gæstfri befolkning har jeg sjældent siden mødt. Det vil for altid stå for mig som en af mine lykkeligste rejser. Mit ophold i den sydligste del af landet blev desværre så kort, at jeg ikke nåede at se den vidunderlige provinshovedstad Skopje.
I 1963 kom det jordskælv, der totalskadede byen. Jeg ærgrer mig stadigvæk over den chance, jeg ikke turde tage i august 1962, for det var jo ikke det samme i 1974, da jeg atter kom forbi det betagende smukke land med de mange ældgamle stenkirker.
Nyheden spredes, og folk tropper op ved hans dør for at blive heldbredt for alverdens skavanker inkl. lammelse og homoseksualitet
Der er ikke kommet mange film til Danmark fra det fjerne sydlige land, der nu hedder Nordmakedonien. Det er derfor lykken, at hele to festivalpriste film nu kommer op på samme tid. Secret Ingredient (Iscelitel) i Cinemateket som Månedens film og Gud eksisterer hendes navn er Petrunya i flere udvalgte biografer.
Overtro og healende ”urter”
I Secret Ingredient bor den 3o-årige togmekaniker Vele sammen med sin kræftsyge far Sazdo i Skopje. Han har ikke fået løn i månedsvis og har ikke råd til at købe den effektive, dyre medicin til Sazdo, der er opgivet af lægerne. En ven opfordrer ham til at prøve med det billige healende vand.
Narkogangsterne sender deres varer med toget. Vele finder en nat en pakke med ecstasy-piller og marihuana, som politiet ved er på trapperne. Han beholder den og forsøger sig som pusher, hvilket skaffer ham et ordentlig lag tæsk. På nettet finder han en opskrift på hashkager. I nattens mulm og mørke bager han en lækker brun kage, som han næste morgen tvinger i den døende og meget vrangvillige Sazdo.
Kort efter får denne det så godt, at han begynder at spille kort med naboerne og fortæller dem om den mystiske healer, som hans søn samarbejder med. Nyheden spredes, og folk tropper op ved hans dør for at blive heldbredt for alverdens skavanker inkl. lammelse og homoseksualitet. Hans far bebrejder ham, at han er nærig og hverken vil give opskriften fra sig eller opgive navnet på healeren. Narkogangsterne finder ved bestikkelse frem til Vele, der flygter ud på landet.
Humoristisk syn på far-søn-relationen
Secret Ingredient er mere end en charmerende komedie. Den behandler bl.a. far-søn-relationen. Sazdo er en bitter mand, der aldrig har glemt, at hans yndlingssøn, der gik på college og var sin fars stolthed, blev dræbt ved en bilulykke for mange år siden. Tilbage stod han så med lillebror Vele, der aldrig er blevet til noget og aldrig kan gøre ham tilfreds.
Endvidere er filmen et angreb på et korrupt og ustabilt styre og dets mangelfulde bevillinger til hospitaler og sociale institutioner. Instruktøren Gjorce Stavreski er uddannet ved Fakultetet for Dramatic Art i Skopje og har gennem årene lavet mange kort- og dokumentarfilm og mere end 100 reklamefilm. Secret Ingredient er hans spillefilmdebut.
Gud eksisterer hendes navn er Petrunya
I instruktøren Teona Mitevskas opsigtsvækkende spillefilm Gud eksisterer hendes navn er Petrunya er vi langt ude på landet i en lille, traditionel, ærkereaktionær by, Spit. Vi møder den arbejdsløse, overvægtige 32-årige Petrunya, der presses af sin mor til at gå til en jobsamtale på en lokal tekstilfabrik.
Hendes mor opfordrer hende til at lyve om sin alder, men den lede direktør lader sig ikke narre. Hun kan ikke sy, hun har ingen erfaring som sekretær, og man har ikke brug for hendes akademiske grad som historiker med speciale i Kulturrevolutionen. Han tager på hende og erklærer, at hun end ikke er ”fuckable”.
I 2004 sprang en ung makedonisk kvinde faktisk i vandet og snuppede korset lige for næsen af mændene, der i det patriarkalske samfund ikke kunne forestille sig endsige acceptere, at kvinderne skulle kunne deltage på lige fod
Det er den 19. januar, en hellig dag i det græsk-ortodokse samfund. Da hun på vejen hjem passerer broen over floden, møder hun en skare af halvnøgne mænd, der står parat til at gribe det trækors, som præsten ifølge traditionen skal kaste i floden. Den heldige, der griber det, garanteres guddommeligt held og lykke i det næste år.
Kvinden med korset skaber lynchstemning
Petrunya ser korset falde, springer ud og griber det. Hun kan sandelig godt bruge lidt held og lykke. Mændene bliver rasende, for kvinder må slet ikke deltage. De tager det fra hende, og præsten er vred og påstår, at hun har stjålet det.
Adskillige mobilfotos bliver taget og lagt på nettet. Det er klart, at hun ikke har stjålet det. Hun flygter hjem med korset. Politiet kommer og tager hende med på stationen, hvor en kvindelig tv-reporter med kameramand ser sin chance for et scoop. Hun starter med at interviewe hendes forældre, hvor moren er forarget over Petrunya, mens faren forsigtigt udtaler sin støtte.
Der er lynchstemning i byen. De mange nu påklædte mænd tropper op ved politistationen og kræver korset udleveret. Tv-reporteren sender på trods af en modstræbende kameramand sit stof, mens hun skændes med sin mand om afhentning af børn. Redaktøren fyrer hende, men hun tager selv kameraet og fortsætter.
Kvindekamp på Facebook
Den rasende overbetjent kan ikke finde en paragraf, der forbyder kvinder at deltage i ceremonien. Ingen tilbyder Petrunya en advokat, så til sidst afleverer hun frivilligt korset til præsten efter at være blev oversprøjtet med vand af de rasende mænd. Petrunias sejhed og selvsikkerhed kan imidlertid nu ses i hele landet, og hun er blevet en heltinde med masser af likes på Facebook.
Historien er ikke ren fiktion: I 2004 sprang en ung makedonisk kvinde faktisk i vandet og snuppede korset lige for næsen af mændene, der i det patriarkalske samfund ikke kunne forestille sig endsige acceptere, at kvinderne skulle kunne deltage på lige fod.
Det er tydeligt, at Gud eksisterer hendes navn er Petrunya er skrevet, instrueret og produceret af en kvinde. Det vrimler med utiltalende mænd: Den lede fabriksleder, den barske overbetjent, den løgnagtige, luskede præst, den negative, usolidariske kameramand og de aggressive og rasende mænd. Petrunya holder stand overfor dem alle, for hun er sikker i sin moralske ret til korset, og hun får støtte fra en ung politibetjent.
Snyd ikke dig selv for denne vidunderligt kaotiske og humoristiske film fra en verden, der efter Tito-tiden uden nogen form for religion endnu ikke har fundet ud af, hvordan livet i det nye Europa foregår, men har valgt de sikre gamle traditioner.
Petrunya fortjener 5 stjerner, mens Vele og Sazbo må nøjes med 4.
LÆS FLERE ARTIKLER AF KAREN HAMMER HER
Topfoto: PR-foto Gud eksisterer, hendes navn er Petrunya, Paradisbio Distribution
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her