ROSKILDE FESTIVAL 2025 // ANMELDELSE – Arenascenen er kendt blandt entusiaster som Roskildes bedste scene. Orange er legendarisk, men Arena er alsidig. Storslået og intim på samme tid. Den kan rumme al fra bastung hiphop til folkemusik og er trods sin kapacitet et eksklusivt sted at stå når der sker musikmagi. Torsdag viste både den danske poprock-sensation Aphaca og altpop- fænomenet FKA Twigs hvad scenen kan, når den besøges af kunstnere, der tager platformen alvorligt på hver deres måde.
Allerede en time før koncertstart torsdag stod det klart, at Roskilde havde truffet den helt rigtige beslutning, da de valgte at rykke Aphaca fra deres First Days program til festivalens næststørste scene.
Faktisk viste scenen sig næsten for lille, da både telt og plads var fyldt til bristepunktet af forventningsfuldte publikummer, der alle skulle bede om en bid af Aphacas lyriske poprock univers. Scenen var sat til klassisk Arena-triumf – og Aphaca leverede.
På både storskærm og rundt omkring mig glimtrede folks øjne som knust glas
Aphacas første Arena-koncert føltes faktisk som et af de der øjeblikke, der bare går op i en højere enhed. Solens milde stråler, Rumle Huegh Kærsås klare dybe vokal og hele bandets energiske, men ydmyge målrettethed fik det at være i teltet til at føles som at være med i sådan en magisk ungdomsfilm, der handler om ens første smag af forelskelse. Uanset alder.
Bandet lagde stærkt ud med “Et sted hvor vi de første”. Og mens Aphaca gav alt hvad de havde i sig, gav publikum igen. Senere var især “Klipklapsandal” og “En drøm om et menneske” fællessangshøjdepunkter, hvor man i sidstnævnte fik fornemmelsen af, at omkvædet blev givet igen og igen, fordi ingen havde lyst til at gå hjem.
Fællessang og blanke øjne
Mens der i øvrigt var mange fællessangshøjdepunkter, peakede Aphacas optræden allermest ved de følsomme numre, der på en fin måde fik fremhævet en ny-normal blandt danske pop-kunstnere. Nemlig det, at mænd – ja hvemsomhelst – gerne må græde, selv når de står og orkestrerer en Roskilde-koncert.
Aphaca havde kurateret en setliste, der gik fra de dansable fællesange til dybt rørerende sjælere. Navnligt “En som dig” efterfulgt af “Hvornår kommer du hjem” med gæsteoptræden af Bette, der havde sin Roskilde-debut i tirsdags på Eos, viste at Aphacas bløde, skrøbelige og mere indadvendte tekster, sagtens kan stå distancen på Arena.
På både storskærm og rundt omkring mig glimtrede folks øjne som knust glas. Aphacas tekster er lækre at lytte til derhjemme, på cykelturen, på kollegieværelset, hvad ved jeg. Men den autenticitet ordene blev leveret med på Arena, føltes meget af det som at blive læst live-poesi lige ind i øregangen.
Ikke nogen forsangerfest
Et gennemgående tema for koncerten og Aphacas univers generelt, er hvordan man kan lykkes med at finde fællesskab midt i alt vores “digitaliri”, som de selv har kaldt det. Aphaca var torsdag eftermiddag et eksempel på, hvad der ligner et meget sundt band-fælleskab.
Aphaca forstod opgaven – det var en euforisk lykkeros at danse og græde i det store telt denne torsdag
Selvom Rumle naturligvis stod i centrum og styrede slagets gang, var der tænkt over at fremhæve hele bandet på storskærme og med instrumentale soloer. Det hele fremstod wholesome og cute. Aphacas Arenakoncert var ikke nogen forsanger-fest.
Hele bandet var tydligt benovede over det massive fremmøde og opbakningen. Der er noget meget unikt ved de der Arena debutkoncerter. Man er med til noget specielt, nærmest cerimonelt. Aphaca forstod opgaven – det var en euforisk lykkeros at danse og græde i det store telt denne torsdag.
Fra poprock til artpop
Som pladsen foran Arena mod aftentid blev køligere, blev selve teltet varmere med FKA Twigs’ svedige og erotiske klubenergi. Arena gik fra fællessang og ømme omfavnelser til æstetisk poledance og dunkel performet darkroom dans. Nattens væsener kravlede ud og satte en lige dele estatisk og desperat fejring i gang.
Det var kropsligt, dunkende og skarpt med øjeblikke af afkoblet morskab og øm tilstedeværelse
Den britiske kunstner er kendt for sine gennemtænkte og stramt koreograferede shows, som læner sig mere op af danseforestilling end stadionkoncert – og dagens Arena-brag var ingen undtagelse. FKA Twigs leverede intet mindre end forventet. Det var kropsligt, dunkende og skarpt med øjeblikke af afkoblet morskab og øm tilstedeværelse.
Modsat Aphaca gemmer sig ikke mange syng-med-bangers i FKA Twigs katalog. I stedet kunne man tillade sig at glemme sig selv og dykke dybt ned i en transcenderende dans og møde sit eget klubalterego derinde i festivalkroppen. FKA Twigs leverede den ferske ambivalente klub-stemning Charli xcx synger om at opleve, så man kunne mærke den på egen krop.
Queeridentiet eller performance
Mens dansere og Twigs selv leverede mindblowing koreografier – ærligt er jeg stadig betaget af den måde scenens kroppe bevægede sig sanseligt og stærkt på på Arenascenen denne aften – var referencerne til queer-miljøet ikke at tage fejl af.
Klubscenen er langt hen ad vejen ret queer i sig selv, og man kan diskutere – som jeg gjorde med en kammerat i forbindelse med koncerten – om FKA Twigs torsdag aften lavede såkaldt queer-baiting.
Der er ingen tvivl om, FKA Twigs ved, hvad hun gør i sin performance, og brugen af et Madonna-remix af Vogue fremhævede hende ikke alene som en performer med anerkendelse af de skuldre, hun står på, men også en bevidsthed om, hvordan klub-kulturen historisk er en slagmark for kropslig agens og seksuel identitet.
Arenakoncerten var ikke en ligefrem en tur på Berghain i Berlin, men en forestilling herom – fiktivt opblæst som eminent scenekunst. Dette blev understreget af de mange kostumeskift, som i nogle tilfælde virkede lidt forstyrrende og i andre ophøjede koncerten til sit høje performative niveau. Oplevelsen føltes som en længere rejse og ikke en kort festivalkoncert.
Hyperkropslig magtdemonstration i tre akter
Netop det performative og scenekunstneriske udtryk hos FKA Twigs blev understreget af koncertens opdeling i tre akter. Fra practice i begyndelsen, der blev en hyperkropslig magtdemonstration, til midtens mere poppede segment, hvor den fjollede festivalstemning alligevel fik lov at fylde.
Med sig havde nemlig FKA Twigs en dansk danser fra Slagelse, som fik lov at lære koreografen James Vu Anh Pham danske fraser fra sig som “prøvligeathørher” og “jeg vil gerne have noget dansk pik”, efter det nok mest poppede af FKA Twigs numre, “Oh My Love”.
Brugbart – skål og lålålå og så videre til sidste akt og de mere følsomme sange fra albummet Magdalene, hvor den rolige “cellophane” fik lov at lukke klubben.
FKA Twigs slog fast, at Arena kan gå fra fadøl og følelser til dyrisk, erotisk natklub med det rette show. Fra Aphaca til FKA Twigs – Arenascenen er the place to be, hvis man vil indhylles i showet og musikken på mere intim vis, end hvad den legendariske Orange kan levere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og