TANGO JALOUSIE // ESSAY – Det er nøjagtig hundrede år siden i dag. Den 14. september 1925 havde verdens mest spillede musikstykke, Tango Jalousie, sin urpremiere i Palads Teatret i København. Men hvordan blev melodien til?
Som det ofte sker på den årstid, så var et af sensommerens voldsomme tordenvejr draget hen over den nordsjællandske Kattegatkyst knap en måned tidligere. Samtidig havde aviserne berettet om et voldsomt jalousimord, hvor en mand var blevet skudt og dræbt af sin elskerinde.
Han leger med violinens toner og nedfælder, næsten hurtigere end tanken kan følge med, melodien på sit nodepapir.
Med indtrykket af den historie, og hvad den måtte have rodet op fra erindringen af egne og andres oplevelser, går indehaveren af den gamle mølle i Tibirke Lunde, Jacob Gade, en af sine sædvanlige inspirationsture i det store skovområde Tisvilde Hegn, som grænser op til møllen og gik helt ned til Kattegats kyst. Under turen bryder uvejret løs med torden, lyn, blæst og regn. Inde i hovedet på manden fra møllen danser toner og noder rundt, og vel hjemme igen sætter han sig med nodepapiret og forsøger at give oplevelsen et kunstnerisk udtryk. Han har nemlig en deadline.
Udover at være en fremragende violinist er han også leder af det 24 mands store orkester i Palads Teatret i København, som kan rumme 1.700 tilskuere. Orkesteret lægger en levende lydside til biografens stumfilm, og orkesterlederen er ansvarlig for musikprogrammet. Og han står netop og mangler en dramatisk komposition til den nye film, Don Q, Zorros søn, som har tidens største Hollywoodstjerne, Douglas Fairbanks Jr., i titelrollen.
‘Tango Jalousie’ blev skrevet hurtigere end tanken kunne følge med
Allerede året før havde komponisten og orkesterlederen forsøgt sig med en ’tango blues’, men han havde aldrig tidligere kastet sig ud i en egentlig passioneret tango. Han leger med violinens toner og nedfælder, næsten hurtigere end tanken kan følge med, melodien på sit nodepapir. Det skal være en komposition, som stikker dybt og udtrykker jalousiens inderste væsen.
Og det kan godt være, at det var jalousimordet i avisen og det voldsomme tordenvejr, som havde tændt gnisten til hans inspiration. Men både i Jacob Gades eget liv og blandt sine venner og kollegaer i det lokale kunstnermiljø havde den til døden grænsende jalousi stukket sin næse frem.
Han havde tidligere haft et turbulent samliv med skuespillerinden Elna From. De blev aldrig gift, men levede sammen ’på polsk’ og fik tre børn. Inden hun mødte komponisten, havde hun haft ledende rolle både på de københavnske teatre og i stumfilm. Hun blev skilt fra sin mand, da hun mødte Gade, og måtte opgive sit arbejde, da hendes ’usædelige’ samliv gjorde hende persona non grata i skuespilverden.
Jacob Gades omdømme led dog ikke den store skade. Han fortsatte med at have forskellige elskerinder, og da Elna From en dag kom hjem ganske uanmeldt og overraskede ham med fremmed kvinde i dobbeltsengen, ramte jalousien hende så hårdt, at hun forsøgte at begå selvmord ved at indtage gift. Hun overlevede dog, men kort efter skiltes parret.
Affære ved tangenterne
Også blandt sine nærmeste naboer i Tibirke Lunde havde han oplevet dødelig jalousi. Hans kollega, komponisten Victor Bendix, som også var en del af det lokale kunstnermiljø og havde sin sommerresidens blot et langt stenkast fra møllen, underviste i klaverspil og især unge kvinder. Han var fætter til de berømte Brandes-brødre, og i sine yngre dage var en af hans elever den unge Harriet Brandes, gift med Edvard Brandes, som bl.a. var medgrundlægger af Politiken.
Klaverundervisningen udviklede sig til en erotisk affære, og da Bendix – samtidig med affæren – indgik ægteskab med baronesse Rigmor Stampe, blev det for meget for Harriet. Få dage efter sin elskers bryllup kom hun ind i stuen til Edvard Brandes og fortalte, at hun havde drukket blåsyre. Hun døde kort efter. Officielt hed det sig, at hun begik selvmord i sorg over, at hun havde været sin mand utro. Men eftersom begge Brandesbrødre prædikere fri sex, og Edvard på samme tidspunkt havde et glødende forhold til sin elskerinde, var ingen i tvivl om, at årsagen til selvmordet var – jalousi.
Samme Victor Bendix oplevede i øvrigt år senere at blive truet med en pistol af en anden af sine klaverspillende elskerinder, Augusta Schiøler, men hvem han havde fået sønnen Victor Schiøler, der senere blev en fremragende klavervirtuos og leder af den kongelige opera. Det lykkedes den klaverundervisende komponist at afværge det jalousifyldte attentatforsøg ved at svinge med sin stok, men episoden blev en stor skandale, som fik konsekvenser for hans videre karriere.
Så jalousi er ikke fremmed for Jacob Gade i Tibirke Mølle. Og sandsynligvis heller ikke for hans nærmeste nabo, som er den kendte bladtegner på dagbladet Politiken. Han hedder Carl Jensen og er gift med en datter af den lokale kunstnerkolonis nestor, kunstmaleren Julius Paulsen. Carl Jensen startede selv ud som avangarde-maler. Sammen med vennen og naboen til den modsatte side af møllen, maleren William Scharff, havde han syv år tidligere deltaget i en af de første udstillinger med kubistiske malerier i København. Men kritikerparnasset levede stadig i forestillingerne om, at guldaldermalernes romaniske skildring af verden var det eneste rigtige. Så anmeldelserne af den kubistiske udstilling havde været sønderlemmende.
Og det var ikke første gang, at parnassets negligering af de moderne kunstretninger havde ramt miljøet i Tibirke og Tisvilde Lunde. Nogle år tidligere var det gået ud over Victor Bendix’ storebror, den kongelige musiker Fritz Bendix. Sammen med sin ven, komponisten Carl Nielsen, havde han i 1890 været i Paris, hvor han i Montmartre købte et billede af den netop afdøde og ukendte kunstner van Gogh.
Da han over tyve år senere går i gang med at få bygget sin sommervilla i skovbrynet til den samme skov, hvor manden fra møllen løb ind i et uvejr, og hans lillebror Victor er nærmeste nabo, forsøger han at sælge sit van Gogh-maleri. Men ingen ville købe den slags. Fra Statens Museum for Kunst får han et håndfast afslag på sit salgstilbud: ”Det er for dyrt for spinat”.
Heldigvis for Fritz Bendix skulle han ikke leve af malerkunsten. Han havde sin musik og fik også sin sommervilla bygget færdig. Men for Carl Jensen betød kritikken af hans kunstneriske udfoldelser på lærredet, at han stort set opgav maleriet og slog sig på det mere indtægtsgivende job som bladtegner. Naboen William Scharff fortsatte derimod sin malergerning og blev en af tidens store og anerkendte kunstnere. Og mon ikke jalousien over vennens succes ind imellem gnavede hos bladtegneren?
Om det var noget, han spekulerede over, da han morgenen efter det store uvejr, som havde inspireret hans nabo oppe i møllen, kigger ud af sin havedør, melder historien ikke noget om. Men pludselig kommer kapelmesteren styrtende ned ad bakken med sin violin i hånden. Begejstret råber han: ”Jeg har den. Den er der. Nu skal du høre!” og løfter så violinen til hagen, svinger buen, og som det første menneske nogen sinde hørte vennen Carl Jensen tonerne fra violinens strenge brede sig ud over lyngbakkerne i Tibirke Lunde.
Det er en melodi, som ikke blot blev verdenskendt, men også det mest spillede musikstykke på alverdens radiostationer: Tango Jalousie.
1700 biografgængere hørte uropførelsen
Søndag den 14. september 1925 blev Tango Jalousie uropført i forbindelse med premieren på Don Q, Zorros søn foran 1.700 biografgængere i Palads Teatret. Komponisten, Jacob Gade, svang selv dirigentstokken og spillede stykkets indledende violinsolo. Siden er det berømte melodistykke blevet lavet i utallige versioner og har været det mest spillede i alverdens radioer – i hvert fald indtil Beatles kom på banen. Og det har indtjent og indtjener stadig millioner af kroner.
Da Jacob Gade døde i 1963, havde han for længst solgt sin mølle og var flyttet til Assens. Efter hans ønske blev der oprettet en fond, Jacob Gades Legat, som støtter talentfulde unge musikere.
I 1965 blev møllen i Tibirke Lunde revet ned og erstattet af et sommerhus. Men huset, hvor han spillede melodien for første gang for bladtegneren Carl Jensen, ligger der stadig. Og selv om næsten alle Jensens billeder fra den kritiserede – men banebrydende – udstilling i 1918 er forsvundet i glemslen, så eksisterer et enkelt stadig. Det hedder Den store komposition og var så stort, at det fyldte en hel væg i huset, og var nærmest umuligt at flytte. Derfor fik det lov at blive hængende i stuen på Tisvilde Lundevej.
Først et par menneskealdre senere – i 2001 – blev det opdaget af direktøren fra Vejle Kunstmuseum, hvor det efter at være blevet restaureret for en formue, hænger som en eksempel på den tidlige danske modernisme sammen med værker af andre Tisvilde-malere.
Så i dag er det muligt at opleve begge de to naboers ’store kompositioner’.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og