POLITIK // REPORTAGE – Gladsaxes nye borgmester, den tyrkiskfødte Serdal Benli, kørte i weekenden til Nordsjælland. For at få en snak med Gladsaxes tidligere borgmester, den 103-årige Tove Smidth. Med besøget ønskede den 47-årige Benli, at vise hende sin respekt og høre, hvilke råd hun kunne give ham i sit nye hverv. Det blev en interessant samtale. POV’s Philip Sampson, en mangeårig ven af Tove Smidth, var med på turen.
Serdal Benli kom susende i konens BMW-stationcar og samlede mig op foran Gladsaxe Rådhus. Det var derinde bag de røde mure i Vilhelm Lauritzens smukke bygningsværk, at Benli, en tyrkiskfødt SF’er, for nu godt tre måneder siden havde væltet Gladsaxes siddende borgmester Trine Græse. Og dermed gjort en ende på over 100 års socialdemokratisk styre i denne foregangskommune lidt nord for København.
Vi skulle denne lørdag en tur op til Hundested og besøge en af Gladsaxes mest markante borgmestre. Tove Schmidt, der tog over i 1974 efter den navnkundige Erhard Jakobsen, og lagde borgmesterkæden igen i 1983, for at vende tilbage til den journalistik, hun sådan elskede.
103 år gammel
Tove er 103 år gammel. Følger stadig levende med i politik. Og har fortsat kalenderen rimelig fuld deroppe i sin lille lejlighed på Hundested Plejecenter. Det var faktisk et af mine jævnlige besøg hos Tove – her mellem jul og nytår – der gav anledning til dagens besøg. Et besøg af mig – rockeren, der takket være hende blev journalist – og Gladsaxes nye borgmester, den succesrige indvandrerdreng Serdal.
‘Hvornår skal du besøge Tove næste gang’, spurgte han. ‘Tænkte på om ikke vi skal gøre det sammen’
Dengang under mit besøg 27. december, havde Tove tidligere på dagen haft en telefonsamtale med den væltede borgmester Trine Græse.
”Hun er blevet kuppet”, fortalte Tove mig. En smule oprørt i stemmen.
Det vidste jeg godt. Det var jo nærmest mere reglen end undtagelsen i kølvandet på det netop overståede kommunalvalg i november, søgte jeg at berolige Tove med. Borgmester efter borgmester – og ikke mindst de socialdemokratiske – fandt, at de politikere, de troede, de havde konstitutionsaftaler med, sprang i målet. Og efterlod de socialdemokratiske byspidser stående tilbage med håret i postkassen.
Men Tove var ikke helt overbevist. Hun var af den gamle skole. Og mente, at en aftale var en aftale.
Drabet på Jonathan
Det var på vejen hjem fra Hundested den dag i december, at jeg fik idéen. Tove burde møde Serdal Benli personligt. Den gamle borgmester, som jeg respekterede så meget, burde møde Gladsaxes nye borgmester. Som jeg personligt havde et godt indtryk af.
Jeg havde mødt Serdal første gang tilbage i 2013. I ugerne og månederne efter, at en ung tømrerlærling, Jonathan Taboryski, var blevet skudt og dræbt foran butikscentret i Høje Gladsaxe. I forbindelse med en bandekrig.
Dengang startede jeg sammen med Jean Clausen, formanden for Gladsaxe Bokseklub, og skuespilleren Thomas Bo Larsen, det såkaldte ”bandeinitiativ”. Vi havde det til fælles os tre, at vi alle var gamle rødder, der var vokset op i Gladsaxe. Jeg som medlem af rockergruppen Free Wheelers. Jean som medlem af Bandidos. Og Thomas Bo som gammel gadedreng med rod i det sociale boligbyggeri Værebroparken.
Vi ville dér i 2013 gøre vores for at forhindre nye unge mennesker i at søge ind i kriminelle bander, hvor opgør og skudvekslinger kostede folk som Jonathan livet.
Serdal var den, der rykkede
Jean, Thomas Bo og jeg arbejdede hårdt for at få byrådet i Gladsaxes opbakning til vores initiativ, der gik ud på at trække unge rodløse mænd væk fra bandemiljøet og ind i bokseklubben. Og under dette arbejde opdagede jeg hurtigt, at blandt byrådets medlemmer, var Serdal Benli dengang den, der skarpere end nogen anden så og forstod alvoren bag bandesituationen og dens udvikling i Gladsaxe. Han var opvokset i Værebroparken, som spillede en central rolle i den daværende bandekonflikt. Og han var den, der forstod at rykke, mens andre trillede tommelfingre.
Forslaget om mødet
Derfor skrev jeg den 27. december – efter mit seneste besøg hos Tove – til Serdal Benli. Og foreslog, at han som nyslået borgmester i Gladsaxe burde overveje at besøge sin gamle forgænger, der nu boede på plejecentret i Hundested. Serdal svarede kort efter. Han var på ferie i udlandet. Men ville vende tilbage.
Det gjorde han så i sidste uge. ”Hvornår skal du besøge Tove næste gang”, spurgte han. ”Tænkte på om ikke vi skal gøre det sammen”.
Og sådan blev det. Vi svingede ind på parkeringspladsen i Søndergade 81A i Hundested præcis klokken 14.30. Det klokkeslæt, jeg havde lovet Tove, at vi kom på.
Tove tager imod
Tove tog venligt imod os i privaten. En smukt møbleret toværelses med bad. Med interessant kunst på væggene. Bogreolen fyldt med biografier. Af gamle venner og bekendte som Anker Jørgensen, Lise Nørgaard og Knud Foldschack. Skrivebordet, der er en miniaturekopi af det skrivebord, hun havde på borgmesterkontoret i Gladsaxe. En gave fra forvaltningscheferne, da hun stoppede. Og så terrassen.
Serdal hilste pænt og gav hende de gaver, han havde medbragt. To flasker vin og en lille køleskabsmagnet med Gladsaxes borgmesterkæde afbildet på den. Den kæde, som Tove engang bar, og som Serdal nu skal bære videre.
Hun tog den nye borgmester i øjesyn. Nøje. Jeg kunne se, hun var skeptisk
Vi satte os i sofaen, mens Tove blev siddende i drejestolen. Der blev skænket kaffe og udvekslet venligheder. Serdal ville vide, hvordan Tove havde det.
”Når man tænker på, at jeg er 103, så går det meget godt”, grinede Tove.
Hun tog den nye borgmester i øjesyn. Nøje. Jeg kunne se, hun var skeptisk. Det var trods alt ham, der havde ”kuppet” hendes veninde og partifælle Trine Græse.
Serdal spurgte til, hvorfor hun egentlig ikke boede i Gladsaxe længere. Han kunne huske dengang, Tove efter at have trukket sig tilbage, boede i en lejlighed i Kollektivhuset i hjertet af Søborg.
”Jeg flyttede herop, fordi min nærmeste familie bor her. Min datter bor 100 meter herfra”, forklarede Tove.
Men kunne ikke lade være fra starten at sætte den nye mand lidt på plads. ”Du behøver ikke at tale så højt”, sagde hun. ”Jeg er oppe i årene, men der er ikke noget i vejen med min hørelse”.
Respekt
Alle grinede. Men Serdal var kommet for at vise sin gamle forgænger respekt. For at takke hende for hendes indsats.
”Du er jo en del af Gladsaxes historie, Tove. Og en del af den historie, jeg skal bære videre. Det skal du vide”, sagde han.
”Det er jo blandt andet din tid, den del af udviklingen, jeg står på i dag. Det solide fundament, det er blandt andet noget af det, du har været med til at skabe”.
Serdal påpegede herefter, at det havde været ”supergodt”, at Tove havde holdt med ”de unge mennesker dengang” i hendes borgmestertid. ”Det var modigt”, sagde han. Og hentydede dermed til Tove Schmidts velkendte rolle overfor de motorcykelgrupper, der dengang i 1970’erne spirede frem i Gladsaxe. Først rockerklubben Road Runners, som kommunen gav lokaler i nogle skurvogne på Columbusvej. Og siden Free Wheelers, som under stor pressebevågenhed fik et kommunalt klubhus i en gammel bondegård på Klausdalsbrovej.
”Rockernes borgmester”
Tove, som dengang fik prædikatet ”rockernes borgmester” og blev fotograferet med en rockervest, hun fik foræret af Road Runner-drengene, livede op og begyndte at grine.
”Politimesteren syntes nok, jeg var lidt for avanceret”, konstaterede hun med henvisning til Mogens Grau, den politimester, hun havde så mange opgør med i forbindelse med sin støtte til Free Wheelers – den rockergruppe, jeg var medlem af.
Tove bad mig nu vise Serdal det billede, hun havde hængende på væggen bag sit fjernsyn.
Det var et fotografi, hun for et par år siden havde bedt mig om at forstørre til hende. Det var taget i 2018 – da 12 af os gamle medlemmer af Free Wheelers samledes hos Tove, da hun boede i Kollektivhuset Høje Søborg, og fejrede 40-året for, at kommunen havde givet os det klubhus.
”Det var nok min fortid som journalist, der spillede ind dér”, sagde Tove, som kom til byrådet i Gladsaxe fra en stilling som reporter i Danmarks Radio.
”Som journalist dækkede jeg jo det sociale. Og kom de steder, hvor folk havde svært ved at finde ud af tingene. På den måde fik man indblik i noget, som de fleste politikere ikke havde. Og det er jo en stor fordel. At man ikke kun kender tingene fra oven”, forklarede Tove.
Erhard – Toves læremester
Tove Smidth blev indvalgt som socialdemokratisk medlem af Gladsaxe byråd i 1966. Og i 1974 overtog hun så borgmesterposten efter Erhard Jacobsen, der da havde forladt Socialdemokratiet og dannet Centrum-Demokraterne.
”Han var et spændende menneske”, fastslog Tove. ”Han var jo min læremester. Men så skiftede han jo kulør”, tilføjede hun med en grin.
Toves oplæring under Erhard skete ikke mindst, når hun ledsagede ham på hans rejser til udlandet. Som hans sekretær.
”Jeg var tresproglig handelskorrespondent. Uddannet i et rottegiftfirma. Og Erhard havde jo brug for nogen, der kunne skrive. Dengang havde man jo ikke computer. Han havde brug for en sekretær, som kunne klare tingene undervejs. Han skulle jo også konferere med andre politikere. Især i Tyskland”, forklarede Tove.
Træffetid
Jeg spurgte nu kvinden, der var blevet oplært af Gladsaxes nok mest markante borgmester, hvilket råd hun ville give til Serdal Benli.
”Altså, har du træffetid”, spurgte Tove den nye borgmester.
”Ja”, svarede han.
”Det er vigtigt. Det indførte jeg”, konstaterede Tove.
”At folk kunne komme op til mig. Jeg tror, det var hver torsdag. På Rådhuset. Så havde jeg bare åbent hus. Så kunne borgerne komme. Det viste sig at være en meget god idé”.
Tove huskede særligt en kvinde, der mødte op til træffetid, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle stille op med sin gamle, syge far.
Altså, har du træffetid, spurgte Tove den nye borgmester
”Hun boede i Høje Gladsaxe. Og så tog jeg med hende hjem for at møde faderen. Fordi så kunne jeg bedre danne mig et billede af, hvad der var brug for. Det var måske nok lidt usædvanligt dengang”, sagde Tove.
Serdal forklarede, at han havde tænkt sig at videreudvikle konceptet med træffetid.
”Jeg kommer til at have åbent kontor ude i byen. Så jeg kommer til Bagsværd, Værebro, Høje Gladsaxe, Mørkhøj. Sådan at træffetid ikke altid foregår på kontoret, men foregår ude i byen. Jeg vil prøve at komme meget mere ud”, forklarede han.
Faldgruber
Jeg spurgte Tove, hvad der var som faldgruber for en borgmester. Hvad man skulle passe på med.
”Ikke at blive indbildsk”, svarede hun prompte.
”Men jeg tror, det havde været en fordel for mig, at jeg havde været journalist i så mange år. Fordi jeg kendte så mange ting i samfundet, som folk normalt ikke kender. Det har nok hjulpet mig lidt”, konstaterede hun.
Født på den anatolske højslette
Samtalen kom nu ind på det særlige ved, at Serdal Benli som ny borgmester i Gladsaxe har åbnet for en helt ny virkelighed for særligt den del af kommunens indbyggere, der har indvandrerbaggrund. Folk, som mange gange ikke føler, at de er blevet hørt tidligere, og nu føler, at kommunen har fået en førstemand, de kan spejle sig i.
”Jeg har fået mange beskeder”, sagde Serdal.
”Fra unge mennesker, som på en eller anden måde føler, at det hele er imod dem. Nu er jeg jo blevet borgmester og er født på den anatolske højslette. Af forældre, der nærmest var bønder og ender i Gladsaxe og er del af et velfærdssamfund, der er med til at bære mig frem. Den fortælling tror jeg har gjort indflydelse på rigtig mange”.
Den hjertevarme besked
I sin mobiltelefon fandt Serdal en af beskederne frem. En af de beskeder, der gjorde særlig indtryk på ham. Den var fra en læge. En kvinde, han ikke kendte. Beskeden var udformet som et brev til hendes afdøde far. Serdal begyndte at læse op:
”Hej far. Det er så vildt det her, far. Far, min by har fået en brun dansker som borgmester. Far, hans forældre kom hertil samtidig med dig. De arbejdede på samme hårde måde som dig, far. Mange lavtlønnede jobs for at klare sig. Far, jeg var begyndt at blive bange. Nogle af politikerne var begyndt at snakke om remigration. Jeg slog det op på nettet. Det betyder etnisk udrensning. Jeg er så glad, far. Mine børn bor i en by, hvor der er en brun dansker, som er borgmester, far. Det er helt vildt. Jeg har lyst til at sige det igen og igen. Jeg har lyst til at råbe det på gaden”.
Tove lyttede interesseret. Smilede. Og grinede. Kluklo på hendes helt egen måde.
Serdal stoppede oplæsningen af den lange besked. Men understregede, at den var en af dem, der særligt havde varmet hans hjerte. Bekræftet ham i, ”hvor vigtigt det er, at vi får skabt plads i dette samfund, hvor at også en indvandrer kan nå til tops i politik”.
Vigtigheden af mentorer
Tove var helt med. Fortalte nu Serdal, hvordan hun havde haft en rolle i, at jeg blev journalist.
”Jeg opdagede jo, at Philip var god til at skrive”, sagde hun.
Det var Tove Smidths opfordring til mig at slå ind på journalistikken, der i 1983 fik mig til at søge ind på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus.
Serdal Benli havde i sin tid haft sin egen mentor. Haft sin egen særlige person, der var der på det rette tidspunkt. Med de rigtige råd og den så afgørende vejledning. I Serdals tilfælde var det hans klasselærer i Gladsaxe. En mand ved navn Ole Nimand.
”Jeg kom til Danmark som niårig”, forklarede Serdal nu Tove.
”Det var dengang, jeg blev familiesammenført med min far. Jeg havde først boet et halvt år i Herlev, og så kom vi til Værebro, og jeg starter på Bagsværd Skole. Der er Ole min klasselærer. Og han tager mig i hånden og siger: ’Nu skal vi til fodbold’. Så starter jeg ovre i AB, hvor han selv var træner. Og var i de år, mine første år i Bagsværd og Gladsaxe, en slags bedsteforælder for mig. I stedet for dem, jeg ikke havde i Danmark”.
”Ole var jo oppe i årene, men var jo vejleder for mig på alle mulige måder. Var en slags mentor og fyrtårn for mig. Vi havde mange snakke om livet, og om hvor vigtigt det var, at jeg kæmpede. Fordi jeg havde de der brune øjne, og måske skulle kæmpe dobbelt så hårdt. Sådanne mennesker er der i vore allesammens liv. Lige som Tove har været Philips, har vi alle sammen haft vores skønne fyrtårn, der har holdt os oppe på afgørende tidspunkter i livet”.
Serdal og Socialdemokratiet
Jeg kunne se, at Toves oprindelige skepsis overfor Serdal, så småt var ved at aftage. Og han smed nu sit trumfkort. Hans start i Socialdemokratiet.
”Jeg kommer fra et miljø, der altid har været politisk aktiv”, forklarede Serdal.
”På venstrefløjen. Med kurdisk baggrund. Så politik har altid været en del af mit liv på en eller anden måde. Men i midten af 1990’erne var jeg aktiv ude i Værebro Park, som ung knægt. Og så i 1999 kommer den første integrationslov. Som muliggjorde, at man kunne oprette integrationsråd ude i kommunerne. Og der var Ole Andersen borgmester”.
Ole Andersen var den socialdemokrat, der i 1983 overtog borgmesterkæden i Gladsaxe efter Tove. Det var Ole, der fik den unge Serdal ind i det lokale integrationsråd.
”Og den vej igennem starter i virkeligheden min karriere, for jeg starter med at blive medlem af DSU (Socialdemokratiets ungdomsorganisation, red.). Der har jeg været 20-21 år. Jeg flytter så til København, mens jeg studerer. Og bliver venner der med en række studerende. Medlemmer af SFU – SF’s ungdomsorganisation. Og den vej igennem kom skiftet. Men jeg startede i Socialdemokratiet, hvor det var Ole Andersen, der var med til at skabe mig”, fastslog Serdal.
Serdals politiske opstigen
Han blev uddannet fra Roskilde Universitet med en kandidatgrad i Socialvidenskab og Kommunikation i 2005. Samme år blev han medlem af Regionsrådet for SF. Og fire år senere skiftede han så til Gladsaxe Byråd. Hvor han i 2013 blev valgt til 1. viceborgmester. En post, der blev udskiftet med borgmesterposten i kølvandet på det tumultariske kommunalvalg i november sidste år.
Tove ville gerne vide, hvad Serdal mente, at der nu sker med Gladsaxe. Hvad vej kører vi, spurgte hun.
”Det første jeg sagde som borgmester, da jeg mødtes med forvaltningen og direktionen, var: ’Jeg har ikke nogle svar. Og jeg har heller ikke nogle løsninger på tingene. Men jeg stiller de rigtige spørgsmål’”.
Tove nikkede forstående.
”Okay. Det er meget klogt”, sagde hun.
”Det ligger fint i forlængelse med det, du siger om indbildskheden”, sagde Serdal.
”Altså, hvis man bliver selvtilstrækkelig på en eller anden måde, og så sidder inde på kontoret og danner sit verdensbillede ud fra borgmesterkontoret, så brager man ind i virkeligheden derude. Man kan i hvert fald ikke mærke den på samme måde”.
Tove ville gerne vide, hvad Serdal mente, at der nu sker med Gladsaxe. ”Hvad vej kører vi”, spurgte hun.
”Jeg tror, vi har fået lagt et godt fundament. Som både Trine og dig, og Karin har været med til, svarede Serdal hed henvisning til borgmester Trine Græse og hendes umiddelbare forgænger, Karin Søjberg Holst.
”Hvad vej kører vi?”
”Og det er det, jeg skal bygge videre på. Tiden er en anden – hvor de politiske konstellationer er sådan, at Socialdemokratiet ikke alene er et stort parti. Eller jeg, SF, er et stort parti”, understregede Serdal.
”Nej, man skal samarbejde”, indskød Tove.
”Noget af det, jeg vægter, og der er et bredt flertal, der står bag mig som borgmester, det er på en eller anden måde at skabe et rum for at lave nogle kompromiser. Også med Socialdemokratiet. At være med til, at vi kan bygge videre på Gladsaxe. For vi er en god kommune, og det tror jeg, vi kan bygge videre på”, sagde Serdal.
Udfordringerne
”Nogle af de udfordringer, vi kigger ind i nu som samfund, er, at vi på børneområdet har en tendens til, at der er flere og flere børn, der mistrives. Og det er med til at skabe et enormt pres på socialområdet i kommunerne. Så derfor handler det også om, hvordan kan vi både i vores dagtilbud, men også på vores skoler, skaber rum til at støtte de børn”.
”En af de store udfordringer, vi også kigger ind i”, fortsatte Serdal, ”er, hvordan kan vi fortsat have et stærkt velfærdssamfund, når vi kigger ind i rekrutteringsudfordringerne”.
Efter lidt pres, blev vi alle enige om, at et lille glas kold hvidvin fra køleskabet ikke kunne skade
”Vi bliver flere og flere ældre, får færre børn og samtidig har vi færre mennesker, der har de uddannelser, der gør, at vi fortsat kan have et godt velfærdssamfund”.
”Så der tror jeg, at vi som kommune både kan gøre vores for at skabe et godt sted at være som medarbejder også. Og arbejde for at gøre vores kommune mere attraktiv, men også presse på for en national dagsorden, for at vi kan løfte disse vigtige emner ind i den politiske debat også nationalt”.
”Dengang i 1960’erne og 1970’erne, da også du sad ved roret, var Gladsaxe en foregangskommune. Og hvordan får vi skabt det nye narrativ om Gladsaxe i 2026 og frem. Det er også det, jeg kigger ind i. Men vi står også et godt sted. Takket være, at du og før dig Erhard, og sidenhen Ole med videre har været med til at bygge en stærk velfærdskommune op. Jeg er jo selv et produkt af Gladsaxe og velfærdsmodellen i Gladsaxe”.
Et lille glas
Tove foreslog, at vi tog et glas vin. Serdal takkede først nej. Ikke af nogen religiøs grund. Han er ikke muslim, men erklæret ateist. Han var bare i bil. Men efter lidt pres, blev vi alle enige om, at et lille glas kold hvidvin fra køleskabet ikke kunne skade.
Vi skålede. Tove Schmidt, Serdal Benli og jeg. For Gladsaxe.
”Tak fordi I kom forbi. Det må I godt gentage”, sagde Tove.
Det forslag var Serdal helt med på. ”Skal vi ikke aftale, at når jeg har været borgmester i et halvt år, så kommer vi igen? Og når vejret bliver bedre, kan vi også sidde derude på terrassen”
”God idé”, sagde Tove.
”Det er en aftale, Tove”, svarede Serdal.
”Skål”, gentog vores 103 år gamle tidligere borgmester.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og