OMSKÆRING // KOMMENTAR – “Rituel omskæring af børn er uden tvivl vold i straffelovens forstand, dvs. hvad loven kalder et “legemsangreb”. Det er en bred kategori af indgreb i andre mennesker, der rummer alt fra skub, slag, spark, indgreb med kniv eller andre skarpe genstande, og skud med skarpt,” skriver Mikael Aktor, der er næstformand i Intact Denmark, som arbejder mod omskæring af børn, og lektor i religionsstudier. Han er selv jøde og omskåret som spæd.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en artikel i Kristeligt Dagblad, hvor forskellige repræsentanter for forskellige organisationer udtaler sig om, hvorvidt FN’s Børnekonvention er et argument for eller imod rituel børneomskæring, siger Institut for Menneskerettigheders talsperson på området, at Børnekonventionen hverken kan bruges som argument for eller imod rituel omskæring.
Men prøv lige at høre: Rituel omskæring af børn er uden tvivl vold i straffelovens forstand, dvs. hvad loven kalder et “legemsangreb”. Det er en bred kategori af indgreb i andre mennesker, der rummer alt fra skub, slag, spark, indgreb med kniv eller andre skarpe genstande, og skud med skarpt. I forhold til straf er spørgsmålet kun, hvorvidt dette legemsangreb er retmæssigt, og dermed straffrit, eller ikke retmæssigt, og dermed strafbart.
Almindelige eksempler på et retmæssigt legemsangreb er et lægeligt begrundet indgreb, fx en helbredsmæssigt påkrævet operation, og indgreb, der er accepteret med offerets samtykke – en boksers fx., og selv her kun inden for visse grænser af vold – selv i boksekampe er der regler; det er ikke tilladt at bide modstanderens øre af fx.
Børnekonventionen er entydig i sit krav om staternes pligt til at beskytte børn mod alle former for vold.
Artikel 19: “Deltagerstaterne skal træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, sociale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, medens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers varetægt.”
FN’s Børnekomites kommentar til artikel 19 understreger, at “alle former for vold” betyder med “ingen undtagelse”: “Hverken hyppighed, omfang eller hensigt er kriterier for en definition af vold”.
Uanset at stater kan inddrage sådanne kriterier i afvejningen af de forholdsregler, der skal tages for at beskytte børn mod vold, så må definitioner af vold “på ingen måde undergrave barnets absolutte ret til menneskelig værdighed og fysisk og psykisk integritet ved at beskrive visse former for vold som lovlige og/eller socialt acceptable.”
Hørte I det? Barnets absolutte ret til fysisk og psykisk integritet
Det fremgår klart af denne kommentar, at der her er tale om uretmæssig vold (“skade”, “misbrug”, “vanrøgt” osv.).
At begrunde at rituel omskæring er et uretmæssigt legemsangreb er ligetil: Det påfører utvivlsomt barnet en fysisk skade, nemlig en irreversibel bortoperation af en rask og funktionel del af barnets krop på et tidspunkt, hvor barnet ikke har mulighed for at give sit samtykke.
Så igen, er rituel omskæring af børn en retmæssig eller uretmæssig form for vold? Lovgivningen er ikke i tvivl, når det gælder piger, men drengene hænger stadig i et limbo, som frem til folketingets afgørelse, om hvorvidt der skal indføres en mindste-alder for omskæring eller ej, kun er blevet mere akut.
Hvad skal begrundelsen være?
Én ting er sikkert. Uanset hvilken afgørelse der kommer, må vi kræve, at den bliver begrundet klart. Også så klart, at det giver mening for de børn, der fremover vil opleve komplikationer af operationen eller senere ulemper, i fald resultatet bliver en afvisning af en mindstealder. Om det så er mange børn eller få.
At begrunde at rituel omskæring er et uretmæssigt legemsangreb er ligetil: Det påfører utvivlsomt barnet en fysisk skade, nemlig en irreversibel bortoperation af en rask og funktionel del af barnets krop på et tidspunkt, hvor barnet ikke har mulighed for at give sit samtykke.
At begrunde at det er et retmæssigt legemsangreb bliver sværere, for hvad skal det generelle princip være, der begrunder det?
Skal det være religion? Kan religion generelt begrunde, at forældre påfører deres børn en permanent fysisk skade? Justitsministeriet har bekræftet, at en mindstealder for omskæring kan være inden for rammerne af religionsfriheden som givet i Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Skal det være opdragelse? Opdragelse som begrundelse for berettiget vold blev afvist med afskaffelsen af revselsesretten.
Skal det være religiøs opdragelse? Det er det for Heiner Bielefeldt, FN’s tidligere specialrapportør for religionsfrihed, der nævnes i samme artikel i Kristeligt Dagblad. Han mener, at børns ret til at blive opdraget i forældrenes religion indebærer jødiske og muslimske forældrenes ret til at få deres børn omskåret.
Skal begrundelsen være minoritetsrettigheder? Det åbner op for andre sager, hvor minoriteters langt mindre invaderende praksis er ulovliggjort – beklædning fx.
Men så er vi tilbage ved religion og opdragelse, som begge ikke uden videre fungerer som generel begrundelse. Heller ikke selv om omskæring ikke er en straf i den afskaffede revselsesrets forstand, for hensigten er ikke afgørende for bestemmelse af en handling som vold/legemsangreb, selv om det kan have betydning for udmåling af straf.
Skal begrundelsen være minoritetsrettigheder? Det åbner op for andre sager, hvor minoriteters langt mindre invaderende praksis er ulovliggjort – beklædning fx.
Eller skal en begrundelse udelukkende være med henblik på denne ene form for vold som et særtilfælde, rituel omskæring, dvs. skal man med en særlov afstå fra at begrunde en afvisning af en mindstealder i noget som helst generelt princip? – og dermed forøge den kognitive dissonans hos dem, der føler ulempe eller oplever komplikationer ved omskæring, og hos de mange, der støtter en mindstealder?
Man kan måske falde tilbage på de pragmatiske begrundelser: statens sikkerhed (voldsmandens veto), økonomiske interesser (penge frem for etik), eller det endnu svagere “de vil gøre det alligevel” (minoriteter er notorisk lovovertrædere).
Men er en sådan ad hoc pragmatik en overbevisende juridisk begrundelse?
Nej, det bliver ikke nemt.
LÆS ANDRE ARTIKLER OM OMSKÆRING HER
Foto: Oksana Kuzmina. Licens: 123RF https://www.123rf.com/photo_24238593_baby-boy-boxer-isolated-on-white.html
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
