DAGENS POV // FORÆLDRESKAB – Tankevækkende sager som en morfars drab på sin eks-svigersøns advokat og inddragelsen af debattør Jaleh Tavakolis otte-årige plejedatter peger på, at vi har brug for at få empatien tilbage blandt de professionelle, der håndterer børne- og familiesager, skriver journalist Camilla Paaske Hjort Kiil. Forældres kærlighed til deres børn eller plejebørn kan nemlig ikke afskrives som “en irriterende systemfejl, der forsinker eller besværliggør de processer, systemet har besluttet at sætte i værk”. Det er en grænseløs kraft, som vi er nødt til at tage alvorligt.
“Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
Jeg har i mine 37 år på denne klode ikke oplevet en kærlighed, der ligner den idealiserede kærlighed, Paulus beskriver med sine stærke ord.
Undtagen i ét forhold, nemlig det til mine børn.
Bevares, de er pisseirriterende, men min kærlighed til dem er virkelig uudtømmelig, og jeg tror alt, håber alt og udholder alt på deres vegne og for deres skyld.
Og det vil jeg gøre, til jeg ligger i min grav.
Uanset hvor hårdt, det kan være, og uanset hvor fyldt med fejl og mangler, man er som forælder, strømmer denne kærlighed til børnene uden stop og fylder ens liv med mening
Det føles ganske uproblematisk for langt de fleste mødre (og fædre) at elske lige så uudtømmeligt som jeg.
Der er mange daglige ofre i børnenes navn, der måske ikke er lige morsomme altid – hvem gider for eksempel at gå på legepladsen kl. 05.30 om morgenen en søndag med tømmermænd, og hvem gider at bruge en halv eftermiddag på at rense håndvasken for en sælsom substans bestående af blå akrylmaling, lim, mel, kakaopulver og den dyre shampoo plus noget, man ikke vil vide, hvad er. Nej, vel …
Men uanset hvor hårdt, det kan være, og uanset hvor fyldt med fejl og mangler, man er som forælder, strømmer denne kærlighed til børnene uden stop og fylder ens liv med mening og de små, værdifulde glimt af en dyb lykkefølelse, man egentlig ikke rigtigt kendte til før.
Clean cut
Så meget desto mere smertefuld er konstateringen, at vi lever i et land, hvor det system, der er sat i verden for at tage vare på børn, som står midt i en særlig hård skilsmisse mellem forældrene, eller på anden vis er i en sårbar situation – for eksempel, fordi de lever i en familie, der kunne have behov for en hjælpende hånd – tilsyneladende (for) ofte ikke regner denne dybe kærligheds- og tilknytningsreaktion for noget.
Der bliver besluttet iskolde såkaldt “clean cut”-afviklinger af forhold mellem ellers tæt knyttede bedsteforældre og børnebørn, børn fjernes fra deres forældre på fejlagtigt grundlag, og afvigende, manipulatoriske, forældre, hvis hjerner er fikseret på hævn og destruktion, kan tvære deres ‘modpart’ ud i Statsforvaltningen og retssystemet, mens såkaldte børnesagkyndige klapper dem støttende på skuldrene og forsikrer dem om deres forældreskabs overlegenhed.
“Samværschikane”, benævnes det ikke sjældent, når en mor forsøger at skåne sit barn for skadeligt samvær, og det kan i værste fald medføre, at hun helt mister barnet til den krænkende forælder
Mødre går under jorden eller i fængsel for deres børn, der dokumenterbart kan være kidnapningstruede eller i fare for at blive dømt til en barndom med grov vold eller seksuelt misbrug.
I disse sager stiller moderens beskyttende kærlighed hende i et meget dårligt lys, både i systemets såvel som i tabloidpressens og den offentlige menings vurdering.
“Samværschikane”, benævnes det ikke sjældent, når en mor forsøger at skåne sit barn for skadeligt samvær, og det kan i værste fald medføre, at hun helt mister barnet til den krænkende forælder.
Blomster for drab
Jeg har siddet over for en livstidsfængslet morfar, der desværre valgte at træde dødens vej ud af sin datters umulige højkonfliktsag og forsøgte at tage livet af sin eks-svigersøn og dræbte dennes advokat.
En rolig mand med lyseblå øjne og et dybt ulykkeligt blik. Han havde umiddelbart efter indsættelsen i fængslet fået besøg af et forældrepar til en voksen datter, der kæmpede i en lignende sag og som så mange andre beskyttende forældre havde set sig nødsaget til at flytte fra Danmark og af dem fået tak og blomster.
Når den største kærlighed trues, hvor langt er de fleste af os så ikke villige til at gå, hvis det kom til stykket?
Tankevækkende – ja, forhåbentlig.
Alle tre pæne mennesker; samfundsstøtter, der aldrig i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at de kunne ende der, hvor de begik eller hyldede drab.
Men når den største kærlighed trues, hvor langt er de fleste af os så ikke villige til at gå, hvis det kom til stykket?
Har (pleje)forældre ikke ytringsfrihed?
En mor er som bekendt ikke nødvendigvis den, der har født en. Et barn kan man tage til sig og med tiden, sikkert ganske hurtigt, når der er tale om et spædbarn, opbygge nøjagtig den samme selvforglemmende kærlighed, beskyttelsestrang og hverdagslige vilje til selvopofrelse.
Jaleh Tavakoli og hendes mand ventede svar på deres seneste adoptionsansøgning angående deres otte-årige plejedatter, som de havde haft og elsket, siden hun var få dage gammel.
I stedet for det ventede svar kunne de, da de åbnede deres e-boks, til deres dybe chok og forfærdelse læse, at man agtede at inddrage deres tilladelse til at være plejeforældre.
Årsagen? Jaleh er sigtet (ikke dømt) for i et indlæg på sin blog at have delt en video af terror-halshugningen af danske Louisa Vestager Jespersen sidste år.
Herudover kommer Socialtilsynet i sit varslingsbrev ind på, at Jaleh muligvis vil være en dårlig “digital rollemodel” for sit plejebarn, samt at det måske er et problem for barnet, at hendes plejemor er “så eksponeret”.
En sag, der pådrager sig principiel opmærksomhed, som Aia Fog klogt understregede det i Berlingske for nogle dage siden, for hvad betyder det egentlig for plejeforældres – og måske endda forældres – ytringsfrihed, at man tilsyneladende kan lægge an til at fjerne et barn på grundlag af kontroversielle ytringer og handlinger inden for rammerne af den demokratiske, offentlige debat?
Systemet har brug for empati
Sagen er også følelsesmæssigt principiel, for den viser med al ønskelig tydelighed, at systemet simpelthen ikke regner det for noget, at mennesker knytter bånd til hinanden – og i særdeleshed at børn og forældre knyttes sammen af de mange, små daglige kærlighedsgerninger, der hører et almindeligt familieliv til.
Vi har brug for at få empatien tilbage blandt de professionelle, der håndterer børnesager – alle typer børnesager
Otte års moderkærlighed kan uden et blink skylles ud i kloakken, hvis det passer Systemet – og det er, hvad man forsøger at gøre her. Som om moderkærligheden ikke var andet end en irriterende systemfejl, der forsinker eller besværliggør de processer, som Systemet har besluttet at sætte i værk.
Vi har brug for at få empatien tilbage blandt de professionelle, der håndterer børnesager – og det gælder alle typer børnesager.
Der er en menneskelighed, en intuition, en medfølelse og en ægte respekt for opdateret faglig viden, der blev slettet et sted undervejs. Og det efterlader alt for mange af os som levende spørgsmålstegn – og de direkte berørte som menneskelige vrag.
Reboot, please.
Topillustration: Pexels
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og