BALLETKRITIK // KOMMENTAR – At hævde, at indholdet af en ballet, der præsenteres på Bolsjojteatret, uanset hvor humanistisk dens budskab måtte være, har nogen indflydelse på samvittigheden og udviklingen i det kleptokratisk styrede Rusland og dermed bidrager til forandring, er ikke kun naivt. Det fremstår faktisk som rent hykleri, skriver Ann-Marie Wrange, chefredaktør på det svenske blad Danstidningen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter mordet på Aleksej Navalnyj i straffekoloni nr. 3 i Jamalo-Nenetsien i det arktiske Rusland står vestlige koreografer, der frivilligt stiller deres værker til rådighed for store russiske institutionsteatre, i en særlig kynisk belysning.
De sidder ved bordet med Putin for at gribe muligheden for at sælge deres værker til de store russiske statslige teaterscener, hvis aktiviteter udgør et af de vigtigste propagandavinduer over for den russiske befolkning.
Bolsjoj er en institution, der i øjeblikket er en del af den russiske stats propagandaapparat. En stat, der jævner ukrainske kulturinstitutioner (teatret i Mariupol er bare et eksempel) med jorden og udsletter ukrainske kunstnere
At hævde, at indholdet af en ballet, der præsenteres på Bolsjojteatret, uanset hvor humanistisk dens budskab måtte være, har nogen indflydelse på samvittigheden og udviklingen i det kleptokratisk styrede Rusland og dermed bidrager til forandring, er ikke kun naivt. Det fremstår faktisk som rent hykleri.
De få radikale og systemkritiske værker, der spillede en vis indenrigspolitisk rolle på Bolsjojteatrets scene inden invasionen af Ukraine, er for længst blevet fjernet fra repertoiret. Dette gælder værket om Nurejev og balletten Vores tids helt, baseret på Lermontovs bog af samme navn. Ikke kun emnerne stak Kreml i øjnene, men det gjorde også instruktøren, den homoseksuelle Kirill Serebrennikov. Han lever nu i eksil, men sad længe i husarrest i Moskva. Før det havde han i mange år på sit teater, Gogol Center, bidraget til at opretholde en demokratisk samtale i et Rusland, men marginalerne for sådan en samtale er ophørt.
Den tysk-amerikanske koreograf John Neumeier erklærede sidste sommer – og under pres – en vis afstandtagen fra at samarbejde med Ruslands nationalteater, Bolsjoj, og andre russiske scener. Det skete efter, at den tyske kritiker Wiebke Hüster fra Frankfurter Allgemeine Zeitung havde afsløret, at Neumeiers ballet Kameliadamen i juli 2023 skulle opføres på Bolsjoj efter mange års fravær fra repertoiret.
Artiklens overskrift lød: “I hvilken verden lever John Neumeier?” Og den gav genlyd: Neumeier ændrede standpunkt og erklærede, at samarbejdet med Rusland var brudt. Hans værker ville altså ikke længere blive danset på russiske scener.
Men efter sidste sommers afstandtagen er der nu igen en ballet af Neumeier på Bolsjojteatrets repertoire. Nu danses hans Anna Karenina af Bolsjoj Balletten i næste weekend, 2. og 3. marts.
Det virkede først så usandsynligt, at jeg, der har fulgt Ruslands udvikling siden sovjetisk tid, antog, at dette skyldtes, at man på Bolsjoj simpelthen ikke længere respekterer ophavsret og kunstneriske rettigheder, som det så ofte har været tilfældet med kunstneriske værker i sovjettiden. Bolsjojteatrets mangeårige chef, Vladimir Urin, blev i efteråret erstattet af den Putin-tro dirigent, Valerij Gergijej, der nu leder både Bolsjojteatret i Moskva og Mariinskijteatret i Sankt Petersborg.
Men nej. Den 7. februar udtalte John Neumeier i en pressemeddelelse – formentlig fremprovokeret af kritiske spørgsmål om sagen fremsendt af Wiebke Hüster – at han har givet tilladelse til, at balletten Anna Karenina igen opføres på Bolsjojteatret, fordi han mener, at den har et budskab til den russiske regering.
Det russiske regime styrkes, den almindelige russer, der måske har følt sig usikker, får mere tillid til Putin, når verdenskendte kunstnere optræder på store russiske institutionsteatre
Neumeiers forklaring var: “Anna Karenina formidler nøjagtigt de humane værdier, som den nuværende russiske regering så kriminelt ignorerer.” Han sagde endvidere, at han gjorde dette “trods den grundlæggende afstandstagen, jeg føler til den russiske stat på grund af dens dybt umenneskelige angrebskrig mod Ukraine”.
Neumeier understregede yderligere, at hans godkendelse udelukkende gælder for balletten Anna Karenina, og at han vil donere royalties fra de planlagte Anna Karenina-opførelser på Bolsjojteatret til “et velgørende formål”.
Neumeier forsvares af det tyske specialtidsskrift Tanz’ chefredaktør, Dorion Weickmann. Adspurgt af radiokanalen NDR Kultur, om John Neumeier ikke bliver Putins “legetøj”, når han tillader sit navn at stå på plakaten på det teater, der kan betragtes som et flagskib for russisk statslig propaganda, svarede Dorion Weickmann:
“Jeg tror, at hele situationen i Rusland er meget mere kompleks, end vi har forestillet os. Jeg var også af den opfattelse, at al vestlig koreografi burde fjernes. Men jeg ser, at det slet ikke er tilfældet, præcis som det heller ikke er sandt, at der ikke er flere vestlige dansere der – det er der.”
“Der kommer også nye dansere til. Det er interessant, hvordan man, hvis man ser nærmere på det, kan se hele forvirringen i den politiske situation på dette område. Hvis du ser på spilleplanerne, som stadig er lette at følge online, vil du blive overrasket over, hvem der spiller i Rusland.”
Den 27. og 28. februar dansede Bolsjoj Sidi Larbi Cherkaouis Faun i et blandet program kaldet Postscript 3,0, hvor han deler programmet med Jurij Possochov, en russisk koreograf med base i USA, men med adskillige værker på russiske teaterscener.
En anden koreograf, der bevidst stiller et værk til rådighed i Rusland og dermed bidrager til at holde Ruslands indre propagandafacader velplejede, er israelske Ohad Naharin
På Bolsjojs spilleplan findes aktuelt nemlig også koreografer som danske Johan Kobborg, hvis iscenesættelse af Bournonvilles Sylfiden gives på Bolsjoj den 9. og 10. marts.
Der er værker på russiske institutionsteatre, hvor kontrakterne blev indgået før Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine.
Det er både muligt og sandsynligt, at nogle af de koreografer, hvis værker opføres i Rusland, ikke kan bryde kontrakter indgået før Ruslands krig, men det er desværre ikke tilfældet med John Neumeiers beslutning om igen at lade sin Anna Karenina opføre på Bolsjojteatret.
En anden koreograf, der bevidst stiller et værk til rådighed i Rusland og dermed bidrager til at holde Ruslands indre propagandafacader velplejede, er israelske Ohad Naharin. Minus 16, som er et af hans mest spillede værker, er på repertoiret på Moskvas næstvigtigste balletteater, Musikteatret opkaldt efter Stanislavskij og Nemirovitj-Dantjenko (forkortet Stanmus).
Ohad Naharin svarede 7. oktober Wiebke Hüsters på, hvorfor han indvilliger i at optræde i Rusland: Han ser sig selv som en af dem, der giver håb om en bedre fremtid i sit eget land, Israel, ved at modarbejde racisme, uvidenhed og fanatisme med sit kunstneriske arbejde, men også ved at skabe kontakt med lignende kræfter i andre lande.
Ohad Naharin henviser til, at han viser sine værker i sit hjemland Israel, et land, som han mener i lige så høj grad som Rusland bryder menneskerettighederne ved at undertrykke palæstinenserne.
“Hvis jeg skulle tilbageholde mine værker fra den russiske teaterscene, ville det være hykleri … Israels nuværende regering bryder regelmæssigt sine egne borgeres menneskerettigheder og begår også daglige krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk i de besatte områder.”
At et overgreb skulle retfærdiggøre et andet i en slags “ligestillede forbrydelser-teori”, er helt absurd, men det samme gælder argumentet om at skabe kontakt med de gode kræfter inden for undertrykkelsessystemet
“Det er et faktum. Da jeg tillader mine værker at blive danset i Israel af et israelsk danseensemble, kan jeg lade mine værker blive danset under hvilken som helst anden regering, der begår lignende grusomheder.”
At et overgreb skulle retfærdiggøre et andet i en slags “ligestillede forbrydelser-teori”, er helt absurd, men det samme gælder argumentet om at skabe kontakt med de gode kræfter inden for undertrykkelsessystemet.
Det er altid mere sympatisk at fremstille sig selv som “åben”, “dialogorienteret” og “demokratisk” end at tilslutte sig en boykot. Men Ohad Naharins argument holder ikke.
Dette handler ikke om at række hånden ud til de gode kræfter i Rusland. Tværtimod ser disse gode kræfter i Rusland Ohad Naharin og andre koreografer, der sælger værker til Rusland, som samarbejdspartnere for Kreml.
Det handler nemlig ikke om et samarbejde med en fri og uafhængig russisk scene, men om at Bolsjoj er en institution, der i øjeblikket er en del af den russiske stats propagandaapparat. En stat, der jævner ukrainske kulturinstitutioner (teatret i Mariupol er bare et eksempel) med jorden og udsletter ukrainske kunstnere.
Hverken Naharin eller Neumeier kan postulere, at man kan samarbejde med Ruslands nationalscener uden at give kulturel kapital til et regime, der totalt har instrumentaliseret kulturen.
Man samarbejder ikke med de gode kræfter i Rusland ved at pudse propagandafacaden og hjælpe Putin med at bygge Potemkin-kulisser og spille for crème de la Kreml.
Der er helt sikkert mange gode kræfter tilbage i Rusland – hvordan kan vi nå dem og opmuntre dem?
Spanske Nacho Duato har valgt at blive som balletchef på Michailovskijteatret i Sankt Petersborg, hvor hans værker derfor naturligvis også er på repertoiret.
Andre koreografer, der findes på Stanmus’ spilleplan, er den tyske Marco Goecke, der sidste år blev berømt ud over ballettens verden ved netop at angribe Wiebke Hüster, en af Tysklands førende kritikere i teaterfoyeren på Hannoveroperaen.
Hvad Jurij Posochov angår, har han valgt at skabe nye værker til både Bolsjojs og Stanmus’ scener.
Der er helt sikkert mange gode kræfter tilbage i Rusland – hvordan kan vi nå dem og opmuntre dem?
I dag er det sværere end nogensinde, men der er modige mennesker, som hjælper for eksempel ukrainske børn med at finde hjem igen på egne veje, og de smuglede også Marina Ovsiannikova og hendes datter ud af Rusland.
Ovsiannikova var den modige kvinde, der holdt et skilt op i russisk tv den 14. marts 2022, hvor der med store bogstaver stod: “Stop krigen. Tro ikke på propagandaen. Her lyver man for jer.” Underskrevet “Russere mod krig”. Hun er for øvrigt for nylig blevet dømt in absentia i Rusland til 8,5 års fængsel.
Disse russere når Ohad Naharin ikke ved at forlænge kontrakten for Minus 16. John Neumeier når dem ikke ved at lade Bolsjoj danse Anna Karenina.
Det er det modsatte, der sker. Det russiske regime styrkes, den almindelige russer, der måske har følt sig usikker, får mere tillid til Putin, når verdenskendte kunstnere optræder på store russiske institutionsteatre.
Spørgsmålet, som kritikeren Wiebke Hüster stillede sig selv sidste sommer, hænger stadig i luften: “I hvilken verden lever John Neumeier?” Og han er ikke den eneste.
Læs mere om ballet i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
