RETSSAGER MOD OLIEGIGANTER // POV BUSINESS – Kampen for klimaet har for alvor indtaget retssale verden over, og nu er olieindustrien på anklagebænken. Byer, stater og miljøaktivister anklager oliegiganterne for at skade klimaet, miljøet eller menneskerettighederne. Oliegiganten Exxon er tillige anklaget for at have skjult viden om deres produkters skadelige virkning, dengang den indsigt ikke var offentligt kendt. Det er muligt, at de olieproducerende firmaer vinder retssagerne, men de taber på længere sigt, skriver Liv Raahauge Frederiksen.
Dødbringende hedebølger som følge af stigende temperaturer. Ekstremt vejr og større mængder regn omdanner veje til floder. Kloakkerne kan ikke følge med, så af og til flyder spildevand gennem byens gader.
Konsekvenserne ved den globale opvarmning er overvældende for byen Baltimore i USA. Nu har man fået nok: ”Virksomhederne skal holdes ansvarlige,” sagde Andre Davis, daværende advokat for Baltimore, da byen i 2018 valgte at gå rettens vej og sagsøge en række store olie- og benzinfirmaer for deres påvirkning af klimaet.
Verdens største olie- og benzinfirma, Exxon, var klar over de skader, deres produkter førte med sig, længe før offentligheden har kendt til sammenhængen mellem klimaforandringerne og forbrænding af fossile brændstoffer
Sagen i Baltimore er endnu ikke afsluttet, men den skriver sig alligevel ind i historien som en del af en tendens, hvor flere og flere sager om klimaforandringer eller miljø lander hos domstolene verden over.
Miljøsorte regeringer på anklagebænken
Globalt set er både antallet af klimaretssager og lande, de foregår i, steget vildt de seneste år. Alene i 2020 blev der indgivet 1.550 sager i 38 lande – det er næsten en fordobling i antallet af retssager siden 2017, hvor 884 sager blev indledt i 24 forskellige lande. Det viser rapporter fra FN’s Miljøprogram og Columbia Law School.
Retssagerne er meget forskellige, men oftest er det regeringer, der ryger på anklagebænken, fordi deres beslutninger eller politik beskyldes for at være forfatningsstridig eller uforenelig med at nå landets mål om CO2-reduktion.
Ifølge Farber er retssagernes virkelige værdi ikke så meget udfaldet af en eventuel dom, men netop de oplysninger, der kommer frem i processen
Eksempelvis vandt en gruppe klimaaktivister i december 2019 en monumental retssag over den hollandske regering, som blev pålagt at hæve sine klimaambitioner og arbejde hårdere for at sænke landets drivhusgasudledninger.
Retssagen i Baltimore er derimod et af de over 20 tilfælde, hvor forskellige byer og stater de seneste år har lagt sag an mod selve fossilindustrien for at skade klimaet, miljøet eller menneskerettighederne.
Video: Baltimore Landslide i 2014. Det kæmpemæssige jordskred krævede evakuering af folk fra nærliggende boliger og forårsagede, at mindst 10 biler forsvandt. Klimaforandringer, nedbørsforandringer, manglende vedligeholdelse og opgradering af kloakering, så den kan klare øgede vandmængder, menes at være årsagen til jordskredet.
Har oliegiganten Exxon spredt misinformation?
Med påstanden om, at borgerne lider skade af klimaforandringer, forårsaget af oliefirmaerne, er det altså myndighederne, som fører anklagen. Og nu er der dukket nye oplysninger op, som ifølge Karen Sokol, der er juraprofessor ved Loyola University of New Orleans, giver anklagerne nyt skyts i sager om klimaansvar.
For ifølge det anerkendte tidsskrift Scientific American viser nye undersøgelser, at verdens største olie- og benzinfirma, Exxon, var klar over de skader, deres produkter førte med sig. længe før offentligheden har kendt til sammenhængen mellem klimaforandringerne og forbrænding af fossile brændstoffer.
For selvom olievirksomhederne vinder en retssag, kan det føre til permanent svækkelse af både den enkelte virksomhed og hele olieindustrien
Exxon ikke blot skjulte disse informationer for befolkningen, men eksperter er enige om, at virksomheden ligefrem spredte misinformation om menneskeskabte klimaforandringer.
Anklagernes ammunition udgøres især af påstandene om, at olie- og benzinvirksomhederne har vildledt offentligheden med deres markedsføring, hvilket minder om retssagerne mod tobaksindustrien fra 1990’erne, hvor tobaksvirksomheder blev sagsøgt for at have skjult informationer om de skadelige bivirkninger ved rygning.
Svækkelse af olieindustrien
Opgøret med tobaksfirmaerne kulminerede dengang i det største forlig nogensinde i USA’s historie. Det er dog ikke til at vide, om et forlig bliver udfaldet denne gang, om sagerne mislykkes på et tidligere tidspunkt, eller om de når hele vejen til retten, vurderer Daniel Farber, som er juraprofessor ved University of California, Berkeley.
Men ifølge Farber er retssagernes virkelige værdi ikke så meget udfaldet af en eventuel dom, men netop de oplysninger, der kommer frem i processen.
Hvis domstolene kræver, at olieselskabernes dokumenter og hemmeligheder bliver delt med offentligheden, kan det resultere i massiv dårlig omtale og medføre fald i industriens aktieværdi. En underminering af branchen er således en afledt effekt, der for klimaaktivisterne er alle de juridiske slagsmål værd – for selvom olievirksomhederne vinder en retssag, kan det føre til permanent svækkelse af både den enkelte virksomhed og hele olieindustrien.
Denne artikel er syndikeret fra Verdens Bedste Nyheder, som POV har et mediesamarbejde med. Du kan se alle vores mediepartnere her, og du kan finde originalen her.
LÆS MERE I POV OM KLIMAKAMP HER
Topillustration: Klimaretssager kan få stor betydning for, hvordan regeringer og oliegiganter fortsætter deres virke. Foto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her