FORSKNING // KLIMA – Ifølge klimaplaner indsendt til FN af 50 lande vil der i 2050 fortsat udledes 12 gigaton CO2 om året, som skal fjernes igen fra atmosfæren. Landene satser bl.a. på at teknologi og mere natur skal løse problemet, men det betegner forskere fra bl.a. Københavns Universitet som dybt urealistisk. I stedet skal der laves hurtige reduktioner nu og her, lyder anbefalingen fra forskerne.
Verdenshavene optager hvert år 12 gigaton CO2 fra atmosfæren. 12 gigaton er ligeledes den mængde CO2, som verdens lande forlader sig på, at bl.a. nye teknologier og naturgenopretning årligt kan fjerne fra atmosfæren i 2050.
Men ifølge et internationalt forskerhold er det urealistisk, at så store mængder CO2 vil kunne fjernes på den måde. Forskerne har i et nyt studie, udgivet i Nature Climate Change gennemgået klimaplaner, såkaldte “long term low emission plans”, fra 50 lande indsendt til FN’s klimapanel.
Planerne skitserer, hvordan CO2-udledningerne skal nedbringes og hvor store udledninger landene har tilbage i 2050.
“Vi har været venlige ved landene og taget deres mest konservative estimater for, hvor store udledninger de har, når vi kommer til år 2050. Alligevel står vi tilbage med 12 gigaton CO2, som er en urealistisk stor mængder at skulle fjerne. Derfor er landenes planer, som de ser ud i dag, bekymrende læsning,” siger professor Jens Friis Lund, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, som er blandt forfatterne bag det nye studie.
Skovrejsning vil påvirke fødevaresikkerheden
Kun 18 lande ud af de i alt 50 lande, som har indsendt klimaplaner, har sat tørre tal på, hvor store deres restudledninger er i år 2050. Disse tal har forskerne brugt til at udregne et gennemsnit, som de har lagt ned over de øvrige lande.
På trods af den store mængde CO2, som vi står tilbage med i 2050, planlægger de 18 lande alligevel at deres udledninger går i netto nul det år. Det skal blandt andet ske via plantning af nye skove og fredning af store naturarealer.
Hurtigere reduktioner her og nu er langt at foretrække frem for at satse på et usikkert teknologisk fix
Men ifølge professor Jens Friis Lund kan det ikke lade sig gøre uden at skabe en lang række andre alvorlige problemer til følge med bl.a. at kunne dyrke nok fødevarer til verdens befolkning.
“De her meget store arealer, som skal sættes til side for at fjerne CO2, vil konkurrere med landbrugsjord og fødevaresikkerhed. Alene den hastighed, som der skal plantes skov eller bioafgrøder på, vil udgøre en risiko for folk rundt om i verden, for i 2050 er der ikke tid til sikre at folk bliver ordentligt hørt eller kompenseret,” siger Jens Friis Lund, også med basis i en rapport om netop behovet og potentialet for at fjerne CO2, som han var med til at udgive lige før COP27 sidste år.
Hurtige reduktioner her og nu
Derudover fylder ny teknologi, der kan indfange CO2 fra luften, også meget i landenes fremtidige planer om at nedbringe deres udledninger. Teknologierne hedder bl.a. CCS-teknologi og direct air capture.
I dag findes der allerede en håndfuld direct air capture-anlæg rundt om i verden. Men anlæggene skal i 2050 være mange gange større, end de er det i dag og vil kræve enorme mængder energi. Energi som skal være grøn energi, før det giver mening.
“I dag fjerner vi teknologisk nogle tusinde ton CO2 om året. Den kapacitet skal så forøges tusindfold, hvis vi skal fjerne de udledninger som landene lige nu forventer at have i 2050. Det betyder enorme krav til ændringer i arealanvendelse og udbygning af vedvarende energi med det ene formål for øje at fjerne CO2 fra atmosfæren. Og det skal lægges oveni alt det andet vi i forvejen skal gøre for at nedbringe udledningerne. Det er en kæmpe regning, vi efterlader i børneværelset,” siger Jens Friis Lund.
Det nye studie har derfor også en klar og ikke særligt overraskende anbefaling:
“Vi anbefaler klart at accelerere indsatsen for at nedbringe udledningerne. Hurtigere reduktioner her og nu er langt at foretrække frem for at satse på et usikkert teknologisk fix i en fremtid, hvor klimakrisen er forværret med endnu voldsommere vejrfænomener og klimaskader til følge,” slutter Jens Friis Lund.
Artiklen her er oprindeligt bragt hos vores mediepartner, Københavns Universitet. Du finder en liste over vores medie- og samarbejdspartnere lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her