SEIKATSU – japansk hverdag: Menneskelige trafiksignaler er blot et eksempel på de mange job rundt omkring i det japanske samfund, som med tjekkede vestlige kapitalist-øjne er ”unødvendige” og næppe ville eksistere hos os.
Når man langt ude på landet på Japans landlige landeveje mellem bjerge og rismarker møder et vejarbejde, står der næsten altid ude på selve vejen en mindre skare små, ældre mænd, som med flag eller lysende stave kontrollerer trafikken.
De små mænd er suppleret med skilte, lyssignaler og robotter, men det er de små mænd, som har hovedrollen. Det er dem, bilisterne orienterer sig imod. De har uniformer og kasketter, og de udstråler myndighed og seriøs autoritet.
Ikke sjældent er der to af disse ”menneskelige trafiksignaler” i hver ende af et omfattende vejarbejde. Man bruger altså fire menneskers fuldtidsarbejde på at tage vare på sikkerheden for forbipasserende vejarbejdere og bilister. Selv hvis der kun kommer en trafikant forbi hvert kvarter.
Hjertevarmt
Undersøgelser har vist, at japanske bilister sætter pris på det.
De kan godt lide at blive vist vej af et hjertevarmt menneske frem for en robot. Ingen drømmer om helt at afskaffe de små mænd, som heroisk står på landevejen og fryser for at øge andre folks sikkerhed. Ikke nogen robot-romantik der.
Tanken er, at det i en paniksituation er nemmere med menneskelig kontakt, der kan overskue en uventet situation og reagere på den. Det vil et lyssignal eller en robot aldrig kunne.
Farlige veje
Antallet af trafikdræbte er gennem mange år faldet i Japan. I 1970 lå det på næsten 17.000. Nu er det nede i nærheden af en fjerdedel af dette tal. Man har virkelig formået at flytte en stor del af biltrafikken over til den kollektive trafik.
Men blandt de dødsfald ved arbejdsulykker, der registreres i Japan, er dødsfald under udførelse af vejarbejde til gengæld den tredjehyppigste årsag. Ulykkerne sker, når biler med høj fart kører ind i arbejdere eller deres redskaber. Vejene er og bliver en farlig arbejdsplads, og det har man målrettet forsøgt at ændre på.
Trygheds-Taro
De små mænd med flagene er typisk tilknyttet et privat firma, som hyres til opgaven, men de er ofte pensionister og næsten-pensionister med en fortid på andre af landsbyens arbejdspladser.
På grund af dødsulykker blandt trafikvagterne selv har man mange steder forsøg med at erstatte dem med mekaniske robotter, som står og vifter med et flag. Disse mekaniske robotter kalder man japaner og japaner imellem for ”Anshin Taro” (Trygheds-Taro – Taro er et almindeligt drengenavn).
Men når man også i de næste mange år stadig vil møde langt flere små levende mænd end robotter på Japans landeveje, skyldes det ikke mindst, at de er langt billigere i drift, end de ville have været i Danmark. De får typisk mindstelønnen, som i Japan er fastlagt i et ministerium og ikke resultat af nogen overenskomst. Rundt regnet en halvtredser i timen eller lidt mere.
Østeuropæiske job
De ”menneskelige trafiksignaler” er et eksempel på de mange job i det japanske samfund, som med tjekkede vestlige kapitalist-øjne er ”unødvendige” og næppe ville eksistere hos os.
Besøgende vesterlændinge forbløffes tit over, at man i Japan ser en masse af den slags man i Japan ser en masse af den slags ”østblok-job” som under den kolde krig.
Hvis alle disse mennesker i, hvad Vestens liberale ideologer med megen rette kalder ”tomme job”, en dag skulle spares væk, og hvis de en dag skulle dømmes ude som unødvendige for samfundet, hvad skulle de ellers lave?
Andre eksempler er parkeringsvagter ved indkørslen til byernes parkeringshuse, smilende elevatorpiger i fine stormagasiner, som trykker på knapper og meddeler kunderne, hvilken etage man nu er nået til, medarbejder nummer tre eller fire ved hver tankstation, som kommer løbende og vasker folks forrude, mens folk sidder i bilen og får påfyldt benzin, og de høfligt smilende midaldrende damer ved indgangen til banker eller posthuse, som hjælper kunderne med at trække deres korrekte numre i køen.
Tomme job
Hvis alle disse mennesker i, hvad Vestens liberale ideologer med megen rette kalder ”tomme job”, en dag skulle spares væk, og hvis de en dag skulle dømmes ude som unødvendige for samfundet, hvad skulle de ellers lave?
De fleste af dem ville gå derhjemme og være arbejdsløse. Med flaget i hånden bevarer de små mænd imidlertid en selvrespekt og en værdifuld værdighed i et samfund, hvor man bestemt ikke opfatter det som positivt at være på understøttelse, og hvor mange af lutter stolthed undlader at ansøge om socialhjælp eller arbejdsløsheds-understøttelse, selv om de ifølge reglerne egentlig ville være berettigede til det.
Mine japanske hverdagsklummer på POV ligger mig meget på sinde. Men POV lønner jo ikke sine skribenter. Så hvis du kan lide mine klummer og gerne vil hjælpe mig til at få tid og råd til at skrive flere af slagsen, er du velkommen til at donere et beløb for mit arbejde via Mobile Pay: 2636 0251. På forhånd tusind tak.
Foto: Martin Kölling
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
