Faderlig monkey business – danske krænkelseudfordringer set fra Telemarken

af i Liv & Mennesker/Minoriteter/Politik & Samfund

KRÆNKELSER // KOMMENTAR – Debatten om krænkelser giver genlyd i Norge, hvor teolog og feminist Ellen Hageman har læst præsten Ruben Fønsbos kommentar ‘Nej, du er ikke blevet krænket – du er egoistisk‘ i POV. Fønsbo modsiger sig selv, idet han gør sig klog på andres vegne, mener Hageman og forklarer her hvorfor. 

Gisp! Jeg er så træt af mænd, som bruger deres definitionsmagt til at begrænse andre menneskers muligheder for at udtrykke sig.

Bang! Jeg vågnede vidst alligevel, da en dansk præst skød sig selv så grundigt i foden, at braget kunne høres fra Slesvig over Kattegat og helt op i Telemarken.

I POV d. 22/12 skriver præsten Ruben Fønsbo om en påstået krænkelseskultur, som truer den offentlige debat såvel som den akademiske og mere til. Du store verden. Jeg tror, jeg må starte med et citat:

“Krænkelseskulturen er voldsomt skadelig, fordi vi – med vores krænkelse som omdrejningspunkt – gør vores private synspunkter til almengyldige regler og derved tiltager os retten til at bestemme, hvad andre mennesker må mene og hvordan de må udtrykke deres meninger.”

Det er ikke mærkeligt, at manden skyder sig selv i foden, så nærsynet som han lader til at være. Han kan umuligt se sit eget spejlbillede klart, siden han ikke kan få øje på sin egen helt åbenlyse selvmodsigelse, idet han påtager sig retten til at forklare alle os andre, hvordan vi skal reagere, når vi bliver udsat for verdens indbildte krænkelser: Det være sig brugen af ordene neger og homo, sexistisk sprog, midaldrende mænds positioner på arbejdsmarkedet, ammende kvinder eller brune drenges trøjer. 

Der er en sammenhæng mellem begrebet neger og dansk indvandrer- og integrationspolitik. Og hvis ikke Fønsbo kan se det, skal jeg i min feministiske velvillighed give ham en ledetråd: stigmatisering

Ruben Fønsbo har både opskriften og løsningen og prøv ikke at fortælle ham, at det har noget med hans alder, køn eller hudfarve at gøre. Manden er nemlig ikke privilegieblind. Det er os andre, der er fulde af fordomme. Det er til at grine af. Både på dansk og norsk.

En del af den gode danskers opskrift går ud på ikke at spekulere men at lytte til grundig, videnskabelig argumentation. Det kan selvfølgelig være smart, men ikke et sted i hele kronikken bakker Fønsbo sine egne påstande op videnskabeligt. Han hengiver sig i stedet til en imaginær dialog med sine påståede meningsmodstandere, som han nagler fast med noget, han tror, er retorisk præcision.

Ifølge Fønsbo er det nemlig meget sjældent, at mennesker bliver virkelig krænket. Han skriver:

”Det, der sandsynligvis er sket, er, at nogen har udtrykt et synspunkt, som du ikke er enig i. Det er ikke en krænkelse. Det er den måde kommunikation fungerer på.”

Aha! Men så må han fortælle mig, hvorfor alle eksemplerne, han kommer trækkende med, ikke er meningsudvekslinger, men derimod handler om måder at udtrykke sig på: Neger eller homo er ikke påstande, men begreber med negative konnotationer.

Her kommer imidlertid en påstand, min påstand: Der er en sammenhæng mellem begrebet neger og dansk indvandrer- og integrationspolitik. Og hvis ikke Fønsbo kan se det, skal jeg i min feministiske velvillighed give ham en ledetråd: Stigmatisering.

At opmærksomhed på krænkelser kunne være et sundhedstegn i et samfund, hvor undertrykte grupper frigør sig, har Fønsbo ikke øje for

Findes denne krænkelseskultur, som Fønsbo tiltaler med store bogstaver, overhovedet?

Tja. I Norge, hvor jeg bor, finder man noget lignende i Sylvi Listhaug og Fremskrittspartiets retorik. Men i Danmark er Listhaug-fænomenet overflødigt. I Danmark støtter Folkekirken op om danskheden, politikerne vedtager en ghettopolitik med selvstændige strafferammer og fratager mennesker, som slet og ret er danske, grundlæggende velfærdsgoder, hvis de har opholdt sig for længe i det store, ikke-danske udland bare for at undgå, at uønskede flygtninge skulle finde vej til den yndige velfærdsstat mod nord.

At opmærksomhed på krænkelser kunne være et sundhedstegn i et samfund, hvor undertrykte grupper frigør sig, har Fønsbo ikke øje for. Og at sympati fra den øvrige befolkning ikke handler om egoisme men god gammeldags næstekærlighed, går henover hovedet på denne kirkens mand.

Har Fønsbo ikke en eneste god pointe? Jo da. Det har han. Og det er, at det er vigtigere at forandre virkeligheden end sproget. Problemet er, at hans argumentation havner i en familievogn med heteronormativ skiltning og uklare ønsker om nye familiekonstellationer. Argumentationen havde været langt stærkere, hvis den var endt på den øde ø, den danske stat planlægger at sende afviste asylansøgere til.

Fønsbo skyder sig selv i foden, scorer selvmål og kaster med sten i glashus med faderlig præcision igennem en hel kronik. Og er der nogen, som har flere rammende metaforer at føje til, kan de skrive dem ind her. Der er nemlig ingen fare for krænkelse.

Så egoistisk vil manden nemlig ikke fremstå. Og skulle du alligevel komme til at krænke ham, så siger han  bare pyt! Krænkelser giver ham desuden identitet. Hvad slags identitet vil han dog ikke ud med, men der er ingen grund til at Google for at finde ud af det. Lad ham hellere selv svare på spørgsmålet:

Hvem tror du, du er Ruben Fønsbo?


Oversat af Kristian V. Jensen.


Foto: Public Domain Pictures

Ellen Hageman (f 1971) er teolog, uddannet ved universitetet i Oslo. Har tidligere arbejdet som præst i Den norske kirke. I de senere år hjemmegående firebørnsmamma, skribent og samfundsdebattør, særlig i den norske avis Vårt Land. Hun er feminist, har en rød rygmarvsrefleks og et grønt blik på verden. Bosat i Gvarv i Telemarken, Norge.

Seneste artikler om Liv & Mennesker