“Vi samler store mængde af folk, venner! Hillary samler meget små mængder” Donald Trump har pralet med sin evne til at samle enorme menneskemængder hele valgkampen ignnem. Og der er noget om snakken. Jeg er til rally mandag eftermiddag i udkanten af Fort Myers i det sydvestlige Florida. Og her er der totalt kaos. Der er et mylder af Trump-fans, biler, politi, pressefolk og demonstranter. Rallyet foregår i Germain Arena, som har plads til 8.500 siddende gæster og et par tusinde stående.
Folk er kommet i god tid, men alligevel er flere tusinde gået forgæves. Jeg var tæt på at være én af dem, indtil jeg fandt presseindgangen. Endnu en gang skal jeg igennem metaldetektoren inden jeg kommer ind i den hellige hal. ”USA! USA!” gjalder publikum taktfast.
Jeg har længe undret mig over, hvorfor der spilles Rolling Stones til alle Trump rallies – og denne dag er ingen undtagelse. Mick Jagger synger: ” ‘Cause you’ll never break, never break, never break, never break… This heart of stone, oh no, no, this heart of stone”.
Selvom sangen, der er skrevet af Jagger og Richards og udgivet i 1964, handler om en pige med et hjerte af sten, kan man næsten ikke lade være med at undre sig over, at en politiker med præsidentdrømme vil have sit publikum til at høre ordene ”heart of stone” igen og igen.
Diverse medier har, ligesom jeg selv, spekuleret over, hvorfor Trump-kampagen så flittigt har brugt You Can’t Always Get What You Want af samme band, som ind- og udgangssang for The Donald. Det virker jo nærmest surrealistisk. Kunne der være en skjult hentydning i dette sangvalg?
Det hele er imidlertid nok slet ikke så mystisk eller kompliceret. Trump og hans folk kender deres publikum og ved udmærket, hvilke følelser de gamle ´60’er og ´70’er sange frembringer: længsel efter en svunden tid. CNN har sammen med the Kaiser Family Foundation undersøgt Trumps vælgere og er ikke overraskende kommet frem til, at de tilhører arbejderklassen, at der er flere (hvide) mænd end kvinder og at de har kortere uddannelse end Hillarys tilhængere
Én af konklusionerne i CNN’s undersøgelse lyder ligeledes, at 53 procent af Trumps støtter mener at USA storhedstid var i fortiden. Denne ”fortid” (”past”) er ikke nærmere defineret og er derfor helt åben for fortolkning. Et hurtigt vue ud over publikum giver dog et fingerpræg. Der er mange af de såkaldte Babyboomers, altså folk født under 2. Verdenskrig. Denne generation var unge da Rolling Stones slog igennem og mange står også og vugger med til de sprøde toner.
”Lock Her Up!”
John Gruters er eftermiddagens toastmaster. Han lægger ud således: ”My fellow deplorables” (mine med-skændige), en betegnelse, Hillary Clinton brugte om ”halvdelen af Trumps vælgere” ved et indsamlings-arrangement på Manhattan den 10. september. Publikum jubler vildt og alle vifter med deres Trump/Pence skilt. ”Jeg ser ikke fortabte – jeg ser amerikanere” siger Gruters. Endnu mere jubel. ”Hvis second amendment er fortabt, så jeg er skændig og fortabt”. Publikum er tændte. Gruters er leder af Trumps kampagne her i Florida og i det hele taget en del af inderkredsen i det Republikanske parti i Solskinsstaten.
Francis Rooney er den næste taler. Han er forretningsmand fra Naples, Florida og er republikansk kandidat til kongressen den 8. november. Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år og en tredjedel af Senatets 100 medlemmer er ligeledes på valg hvert andet år. Rooney håber ligesom Trump, at ”bringe nyt liv til Washington, DC”.
Efter at have varmet publikum op med bemærkninger om, at Florida er ”de rødeste af de røde” (den republikanske farve), byder han hovedpersonen velkommen med sætningen: ”Vi har brug for en præsident der kan få vores fjender til at frygte os igen”. Nu er publikum helt vilde. Når 10.000 mennesker råber ”Trump! Trump!” i kor, lyder det både højt og frygtindgydende.
Trump kommer dog ikke på scenen. Publikum begynder at blive irriterede. Der bliver røre og folk begynder, som det også er tilfældet ved kedelige fodboldkampe i Parken, at lave ”bølgen”. Efter små ti minutter kommer den tidligere Speaker of the House Newt Gingrich på scenen.
De fleste buher af manden, der var nummer tre på Trumps liste over mulige vicepræsidentkandidater. Gingrich vælger naturligvis ikke at lade sig gå på at det buhende publikum og går i stedet i frontalangreb på de tilstedeværende ”liberal media” (venstreorienterede medier). Kort efter kommer turen til Hillary, som han kritiserer for at gøre gårdsdagens formodede terrorangreb i New York, New Jersey og Minnesota til et spørgsmål om ”forskellige fortællinger”.
Der går ikke mange øjeblikke før det tændte publikum råber, hvad de har gjort så mange gange før: ”Lock her up! Lock her up!”. Det løber mig koldt ned af ryggen. Hvad mon der ville ske, hvis hun pludselig stod på scenen?
Gingrich fortsætter sin indædte kritik af den tidligere udenrigsminister. ”Hvor kold og hjerteløs må man ikke være, hvis man lyver over for en mor til en krigsveteran”. Denne bemærkning hentyder endnu engang til hele sagen om Benghazi, som er blevet republikanernes foretrukne angrebsemne i kampen om Det Hvide Hus.
”Vi skal være stærke nok til at forsvare America” lyder det fra den tidligere speaker. Folk skråler i kor: ”USA! USA!”
”Andre steder ville det være politisk ukorrekt at hylde USA med ord, men nu ved vi at vi er til Trump rally”. Gingrich slutter sin tale med at understrege, hvor stor en betydning Donald Trump har haft for skabelsen af en folkelig bevægelse. Den gamle kulturkriger går fra scenen. Endnu en gang til tonerne af ”Heart of Stone”.
Historien om en slange
Lyset slukkes. Folk går amok. Tusinder af smartphones ryger i vejret for t filme The Donalds entré. Manden med det gyldne hår kommer på scenen og taget er ved at lette.
”Skønt at være tilbage i Florida – mit andet hjem. Vi fører her i staten nu” Vild jubel.
”We are going to be so happy about winning again” siger han med en lethed, der nærmest er betagende. Han understreger dog, at der er nogle ting der må gøres først – og sådan starter talen, der har ISIS og immigration som sit ultimative omdrejningspunkt. Trump opremser en masse tragiske begivenheder, som knytter sig til islamisk terrorisme og siger at ”immigration security is national security”. ”Min modstander har den mest åbne politik i landets historie. Hun vil øge antallet af syriske flygtninge”. Igen mener publikum at det bedste ville være at smide Hillary Clinton i fængsel.
Selvom tilhængerne denne eftermiddag overvejende tilhører det grå guld, er der overraskende mange unge mennesker. Jeg taler med to førstegangsvælgere, der begge mener, at Trumps forretningsbaggrund gør ham bedre i stand til at løse landets problemer end politikeren Clinton.
Selvom hendes mor ikke er enig med hende, siger Hailey Javorsky, at hun er ”helt sikker på at landet har brug for en forretningsmand – mere kan jeg ikke sige, men spørg min veninde”
”Jeg taler ikke med pressen” siger den generte yngre veninde imidlertid. En ung fyr er mere modig. Han vil ikke opgive sit navn, men siger at han er vild med Trump og viser det også ved at råbe højlydt med, når publikum enten råber ”lock her up” ”Trump” eller ”USA”.
Trump bruger 75 procent af tiden på at adressere sin kritik af det nuværende immigrationssystem, som han mener skal laves grundlæggende om. ”vi vil have folk ind i landet som elsker os” siger han og fortsætter: ”jeg tror vi vil vinde stort”.
Clintons berømte e-mails bliver også vendt. Trump fortæller at den tidligere udenrigsminister har ”slettet 30.00 e-mails og at hun ødelagde sine telefoner på den ”gammeldags manér – med en hammer”. Jeg ser mig om for at få øjenkontakt med de nærmeste tilskuere. Er der virkelig nogen der tror på det? Ingen rynker på næsen, men folk råber igen: ”Lock her up”.
Byggematadoren kommer omkring nogle af de mere klassiske republikanske temaer, så som at sænke skatterne, udvikle infrastrukturen, at gøre det mere attraktivt at være en mindre næringsdrivende, samt i det hele taget at skabe jobs.
Inden da nærmest tryllebinder han publikum ved at recitere teksten til The Snake – en gammel soul sang skrevet af Al Wilson. Den handler om en mild og godtroende kvinde, der på vej hjem fra arbejde møder en såret slange med det smukkeste skind. Hun beslutter sig for at tage slangen med hjem for at pleje den. Da den har fået det bedre, tager hun den op til sig for at kysse den. I stedet for at takke hende, giver den hende et dødeligt bid. Hun spørger hvordan den dog kan finde på at gøre noget sådant, hvortil den svarer: ”dumme kvinde, du vidste udmærket godt, at jeg var en slange, da du tog min ind”.
Analogien er ikke svær at forstå. Trump siger også som optakt til digtoplæsningen, at USA er ved at skabe noget, der vil få historien om den trojanske hest til at blegne.
”Svaghed inviterer til aggression”, proklamerer han, inden han gentager hovedbudskabet om at muren til Mexico vil blive opført og at Mexico kommer til at betale for det.
Trump slutter eftermiddagen af med at bejle til de afrikansk amerikanske vælgere. Han taler om de miserable tilstande i ”the inner cities” (en anden betegnelse for den sorte ghetto i de større amerikanske byer). Og til sidst: at han vil løse alle problemer for både Hispanics, afrikansk amerikanere og andre udfordrede grupper og lover i det hele taget at gøre ”America Great Again.”
Jeg vandrer tilbage til min baby blue mommy-mobile. I Germain Arena var folk begejstrede, glade og entusiastiske omkring Trumps bevægelse på en måde, der står i skærende kontrast til de rallies hans modstander afholder. Her er stemingen nemlig ofte præget af en mere afdæmpet, kontrolleret og akademisk facon. Hillary tiltrækker i reglen heller ikke så store forsamlinger som the Donald.
Men om Trump og hans tilhængere får held til at omsætte deres ønsker til reel politik, er dog en ganske anden sag. Uden for de store arenaer med hujende fans er der nemlig også en politisk virkelighed, som selv de mest højtråbende kandidater må forholde sig til. USA er kendetegnet ved at være et ”checks and balances” samfund, hvor magten deles mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Den første store udfordring for den flamboyante New Yorker, bliver når han på mandag den 26.9. for første gang skal mødes ”face to face” med Hillary Clinton og debattere i hele 90 minutter.
Topfoto: Troels Gaihede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
