For mig handlede 70erne ikke mindst om opbruddet i kønsroller. Jeg nåede både at opleve at være medlem af den første mandegruppe i Århus, at bo i kollektiv med bollerum og at opleve, at min kæreste blev ringet op af sin rasende far, fordi hun havde været i radioen med et indslag om menstruation.
I 70’erne var jeg medlem af den første mandegruppe, der blev dannet i Århus. Det pralede vi i hvert fald af, når vi mødtes i Fronthuset eller Æsken – to af de vigtigste steder, hvor venstrefløjen hang ud på den tid. Vi tog som regel på Æsken ud på aftenen efter at have røget lidt tjald. ’Pludselig blev alting meget nemmere’, som det hed i reklamen for Carlsberg for nogle år siden, for det var altså ikke nemt for os akademiske teoretikere og intellektuelle – nogle ægte, andre (som jeg) wannabees – pludselig at skulle tale personligt om noget af det mest intime: Vores forhold til kvinder.
Nogle var tydeligvis sendt afsted af deres partnere – et ultimatum á la det, alkoholikere kan få: Enten går du i mandegruppe, eller også går jeg.
”Det private er politisk” hed en af kvindebevægelsens vigtigste paroler den gang i 70’erne, og det mener jeg stadig er rigtigt. Men hvordan skulle det lige gribes an, når vi sad der og kiggede på hinanden i gruppen? Vi havde lært af kvinderne, at vi skulle ’tale i runde’ for at lade alle komme til orde, men det varede aldrig længe, før et par af de værste æggehoveder tog over og begyndte at teoretisere og akademisere om kønsroller i det senkapitalistiske samfund. Den gang var kapitallogikken lige så dominerende på den universitære venstrefløj som teorien i dag om, at alt er sociale konstruktioner.
Vi skulle ændre os – men hvordan?
Vi fik et par øl efter først at have drukket den obligatoriske te, og snakken gik. Eller måske rettere gik i stå. For hver gang vi bremsede hinanden i at teoretisere og snakke uden om den varme grød, blev der forholdsvis stille. Et par stykker i gruppen forsøgte sig med total åbenhed og fortalte om deres problematiske parforhold, der var ved at brase sammen. Vi lyttede, trøstede og gav efter fattig evne gode råd – men når vi andre ikke på tilsvarende vis bød ind med mere personlige iagttagelser og refleksioner, blev det en underlig skæv gruppe.
Nogle i gruppen var tydeligvis sendt afsted af deres partnere – et ultimatum à la det, alkoholikere kan få: Enten går du i mandegruppe, eller også går jeg. Andre havde som jeg meldt sig frivilligt for at prøve at finde ud af, hvordan man skulle agere i en opbrudstid, hvor kønsrollerne var i total opbrud – i hvert fald i den del af virkeligheden, jeg bevægede mig rundt i. For det var først flere år senere, at det, der skete i ungdomsoprørsmiljøet, i fortyndet form bredte sig til resten af Danmark. Atter andre var med, fordi de selv havde indset, at deres parforhold var i krise.
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke kun kom, fordi kvinderne krævede det, eller fordi vi nødtvunget havde erkendt, at vi var nødt til at forandre os, men også fordi vi var enige i, at de traditionelle kønsroller ikke var værd at bevare: At de også fastlåste mændene i nogle ubehagelige roller og forkrøblede forholdet mellem kønnene.
Uanset bevæggrunde var vi klar over, at vi måtte gøre noget. Men hvad og hvordan? Der var ingen rollemodeller, ingen mænd der var gået forud. Det, der skete med kønsrollerne de år var unikt
Uanset bevæggrunde var vi klar over, at vi måtte gøre noget. Men hvad og hvordan? Der var ingen rollemodeller, ingen mænd der var gået forud. Det, der skete med kønsrollerne de år var unikt. Kvinderne var i offensiven og der var langt flere forandringskrævende kvinder end forandringsvillige mænd. Ønskerne gik ikke kun på ligeløn og en mere ligelig fordeling af arbejdet i familien, men i høj grad også på, at vi mænd skulle droppe vores tavse machoattituder, åbne op, vise følelser og blive ’bløde mænd’. At det så hurtigt viste sig, at kvinderne ikke gad den bløde mand, men foretrak en mellemvare, bidrog kun til rådvildheden.
Bollerummet stod tomt
Efter at et vist antal møder var forløbet som beskrevet, kom forløsningen, da et m edlem spurgte, om vi ikke havde lyst til at ryge noget af ’den fede’. Det havde de fleste af os, og derefter blev snakken betydeligt mere tvangfri, personlig og nærværende. Hvorefter vi altså tog på Æsken eller hen i Fronthuset, der var samlingspunkt for den del af venstrefløjen, der havde udgangspunkt i Aarhus Universitet og kapitallogikken.
Gruppen gik i opløsning efter nogen tid, men jeg og et par af de andre mere ’bløde mænd’ blev ved med at ses i flere år. Og kønsroller i opbrud blev ved med at være en af de vigtigste fællesnævnere for hele det årti.
Min tid i Århus sluttede i 76, fordi jeg ikke kunne holde det dogmatiske miljø på Historisk Institut ud. Jeg blev overflyttet til Københavns Universitet, og her var det ikke helt så slemt, men jeg havde svært ved at finde mig til rette på et studie, hvor alle kendte hinanden i forvejen. I stedet begyndte jeg at bruge tiden som græsrodsaktivist på avisen København, der var et samlende talerør for den aktivistiske del af venstrefløjen.
Det var sjovere den gang. Jeg savner de spraglede demonstrationer, de fantasifulde aktioner og de sjove, skæve slagord (”en kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel”).
Jeg flyttede ind og ud af lejligheder, bofællesskaber og kollektiver. Et af de steder, hvor jeg boede, var så kollektivt, som det overhovedet kunne blive, med fælles sovesal, fælles garderobe og fælles bollerum. Det med den fælles garderobe var nu ret teoretisk, for vi endte altid med at tage vores eget tøj. Den fælles sovesal var umulig at have med at gøre, for der var altid nogen, der snorkede, kom sent hjem eller skulle tidligt op. Og bollerummet blev stort set aldrig brugt. I stedet foretrak de fleste at tage hen til partneren.
Far ydmyget, da datter agiterede for natursvampe
Man måtte ikke danne parforhold i kollektivet – det ville ødelægge det interne fællesskab, mente vi. Derfor blev det også et problem, da jeg blev forelsket i en kvinde, der søgte om optagelse i kollektivet. Det gik faktisk galt, allerede da jeg åbnede døren: udenfor stod en kvinde i røde fløjs-klapbukser og træsko (det hotteste den gang) samt lyse fletninger. Hun grinede over hele hovedet og sagde: ”Hej, jeg hedder Helle”. Jeg var solgt med det samme, og det var hun også. Hun måtte opgive at flytte ind i kollektivet, og i stedet flyttede vi senere sammen i en toværelses på Østerbro.
Læs også: Sikre perioder
Det var min første ægte, dybe forelskelse, og mit første parforhold, hvor vi boede sammen. Det gik forbløffende godt, selv om (!) Helle var kvindesags-aktivist. Ikke i forreste række, men hun tog på kvinde-ølejr på Femø og var aktiv i forskellige sammenhænge. Blandt andet arbejdede hun for, at kvinder skulle bruge natursvamp i stedet for tamponer eller bind, når de havde menstruation. En morgen kom hun i Radioavisen med sit budskab, og da hun havde et meget usædvanligt efternavn, var hendes fars kolleger ikke i tvivl om, hvem det var, de havde hørt i bilen på vej på arbejde. Han ringede rasende – og ydmyget – til hende og skældte ud.
I det hele taget forekommer det mig, at der er en del lighedspunkter mellem den kønspolitiske debat, der foregik den gang, og den nuværende. Der er dog også store forskelle. For mig at se, er den nuværende kønskamp i alt for høj grad domineret af humorforladte kvinder og mænd med ekskluderende krav om ’safe spaces’ og ’trigger warnings’ overalt. I dag er aktivisterne krænkede på egne vegne, hvor de i 70erne var vrede på manges vegne.
Med tanke på, hvordan fribløder-debatten gik amok på de sociale medier for nogle måneder siden, tør jeg ikke tænke på, hvad hun var blevet udsat for, hvis Facebook havde eksisteret den gang, hvor de fleste havde et noget mere snerpet forhold til kvinders ’kropslige funktioner’.
’Progressiv apartheid’ på nutidens venstrefløj
I det hele taget forekommer det mig, at der er en del lighedspunkter mellem den kønspolitiske debat, der foregik den gang, og den nuværende. Men vi har også være ude for et gevaldigt ’backlash’ i de mellemliggende år, hvor mange af de fremskridt, der blev opnået, er blevet rullet tilbage, eller er gået i stå.
Der er dog også store forskelle. For mig at se, er den nuværende kønskamp i alt for høj grad domineret af humorforladte kvinder og mænd med ekskluderende krav om ’safe spaces’ og ’trigger warnings’ overalt. I dag er aktivisterne krænkede på egne vegne, hvor de i 70erne var vrede på manges vegne.
Lige som i dag var kvindekampen (eller lad os hellere kalde det kønskampen) den gang domineret af unge fra den velbjergede middelklasse, men der blev både skrevet, talt – og aktioneret – til fordel for f.eks. kvinder i lavtlønsjob. I dag handler alt for meget af debatten om ”mig”: Om middelklassekvinder og -mænd og deres problemer med barselsorlov, at forene karriere og familieliv og at få tilstrækkeligt mange bestyrelsesposter. Til gengæld har det været mere end svært at få de samme mennesker til f.eks. at engagere sig i kampen for etniske kvinders rettigheder og at få sat fokus på social kontrol og vold i disse miljøer.
Hvor vi den gang kæmpede for, at vi alle var ligeværdige og skulle behandles ens, uanset køn, etnicitet og seksualitet, og var dødnysgerrige efter at forstå andre, er der i dag en del af aktivistmiljøet, der i stedet indtager det stik modsatte synspunkt: Vi kan ikke forstå hinanden på tværs af det, der skiller, siges det. Aktivisterne lukker sig om sig selv i små grupper, hvor man definerer sig i modsætning til omverdenen ud fra seksualitet, køn og etnicitet. Der fokuseres aggressivt på det, der skiller, frem for det der forener, og er man ikke enig i de synspunkter, en bestemt gruppe fremsætter, afskæres debatten med en kommentar om, at modparten lider af ”privilegieblindhed” (I 70erne var standardkommentaren, at modstanderne led af ”falsk bevidsthed”, hvis de ikke havde set lyset på samme måde som kapitallogikerne).
Det er deprimerende at opleve denne form for ”progressiv apartheid” komme snigende ind ad bagdøren. Også selv om jeg godt ved, at denne del fylder meget mindre målt på opbakning end målt på volumen i den offentlige debat.
Alting var selvfølgelig ikke bedre i gamle dage. Men først og fremmest var det sjovere den gang. Mere inkluderende, mere fantasifuldt og med meget mere humor – også selv om vi mænd stod rundforvirrede og desperate prøvede at finde ud af, hvad alt det nye gik ud på. Jeg savner de spraglede demonstrationer, de fantasifulde aktioner og de sjove, skæve slagord (”en kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel”).
Topillustration: Michael Dorbec/Library of Congress
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
