KOMMENTAR // BREXIT – Det er ikke til at fatte. Endelig lykkedes noget i det britiske parlament: der skal være valg 12. december. Briterne skal til valgurnerne og lader deres politikere vide, hvem de har mest tillid til – eller hvem de føler mindst lede ved. H.C Andersen ridser situationen op fra det britiske – en senere folkeafstemning om Brexit er ikke umulig.
NEWCASTLE UPON TYNE – “Lede” er måske for stærkt et ord, men “træthed” kan man med sikkerhed bruge om briternes følelse overfor deres politiske repræsentanter. De er trætte af at vente på at få Brexit af vejen, trætte af et parlament, der ikke kan bestemme sig til at afslutte den proces, der gik i gang med folkeafstemningen om EU i sommeren 2016.
Under den debat, der gik forud for afstemningen dengang, steg interessen for politik. Der udkom nye britiske tidsskrifter om samtidig politik og min lokale bladkiosk i Newcastleforstaden solgte pludselig Time Magazine og Der Spiegel.
I årene, der fulgte, var der nok meget mere politik i pressen, end den almindelige brite orker
Især det sidste havde jeg ikke ventet, og det varede heller ikke ved.
I årene, der fulgte, var der nok meget mere politik i pressen, end den almindelige brite orker. Det bedste, politikere kan gøre, er nok at holde lav profil mellem valgene og passe arbejdet i parlamentet. Endeløse avisartikler og tv-programmer om en Brexit, der aldrig bliver til noget, fordi politikerne hele tiden strides om, hvordan skal finde sted, bliver hurtigt for meget.
Derfor håber overtegnede, at det kommende parlamentsvalg fører til udnævnelsen af en ny flertalsregering af den slags, briterne er vant til, og at Storbritannien omsider forlader EU.
Rejsen til det ukendte
Så begynder rejsen ud i en ukendt fremtid som “selvstændig” og “suveræn” nation, der ikke skal finde sig i, at nationens suverænitet ligger og bobler anonymt i EU’s sorte politiske gryde sammen med stumper og rester af 27 andre nationers suverænitet.
For sådan opfatter mange af briterne EU-medlemskabet.
Selvsagt er mange andre enige med EU om, at den “delte suverænitet” giver en fælles styrke.
Når underhuset holder møde som underhus, ligger det store forgyldte scepter på bordet midt i lokalet. Hvis lokalet skal bruges som mødelokale, hænger man bare scepteret ude af syne på siden af bordet: vupti, så sidder man i et mødelokale. Briterne kan være så praktiske
458 parlamentsmedlemmer afgav tirsdag stemme i parlamentet, 438 stemte stemte for, 20 imod forslaget om valget. Det kan ikke blive klarere. Flertal på 418. Forslaget blev lynbehandlet i parlamentet, hele processen i underhuset blev klaret på en dag. Første og anden behandling og så i udvalg.
Det var de medlemmer, der alligevel var tilstede i lokalet, der var “udvalg”, det er helt almindelig procedure. Når underhuset holder møde som underhus, ligger det store forgyldte scepter på bordet midt i lokalet. Hvis lokalet skal bruges som mødelokale, hænger man bare scepteret ude af syne på siden af bordet: vupti, så sidder man i et mødelokale. Briterne kan være så praktiske.
Efter vedtagelse i underhuset, sendes forslaget videre til overhuset, hvis arbejde er at gennemlæse og gennemdiskutere lovforslag og eventuelt komme med ændringsforslag.
Men da “lovforslaget” kun siger, at der afholdes valg til parlamentet torsdag 12. december 2019, kommer overhuset sikkert ikke med forslag til ændringer, omend det øverste kammer altså godt kan; det sidder ikke normalt bare og blåstempler.
Man undrer sig over britisk politik
Men lad os blot rekapitulere: I tre et halvt år har briterne ikke kunnet enes om, hvordan skilsmisseaftalen med EU skal se ud. To konservative premierministre er trådt af undervejs, man har bedt EU om udsættelse flere gange. Der har været afholdt valg til parlamentet tre gange inklusive det valg, der nu står for døren.
Den britiske valglov siger ellers, at en regering sidder i fem år, og at der kun kan afholdes valg i utide under særlige omstændigheder. Det blev indført i 2011 for at forhindre, at en premierminister pludselig udskriver valg, når meningsmålingerne siger, at hendes eller hans parti vil klare sig særligt godt lige her og nu.
En ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed er ikke umulig, hvis ikke London-parlamentet kan styre landet
Ikke desto mindre udskrev Theresa May valg i foråret 2017 netop for at sikre sig et solidt mandat, før hun påbegyndte forhandlingerne med EU. Hun var blevet valgt som sit partis formand og dermed også som David Camerons efterfølger på posten som premierminister i sommeren 2016.
Theresa May gik i gang med forhandlingerne med EU og kom hjem til underhuset med et forslag til en skilsmisseaftale. Den blev stemt ned tre gange, hun gav op og så trådte hun tilbage i 2019. Hun blev afløst en den politiker, alle mente var mindst egnet både erfaringsmæssigt og personligt: Boris Johnson.
Men Johnson fik faktisk genforhandlet aftalen her i sommer og fik den stemt igennem som forslag til behandling i parlamentet i sidste uge. Det var noget af en sejr i sig selv, for parlamentet har strittet imod hver gang, han er kommet med et forslag til noget.
Johnson har også været ivrig efter at få et valg, han er selv klar over, at han har brug for et mandat fra vælgerne, når landet skal videre i den endeløse Brexit-saga.
Boris Johnson har undgået Theresa Mays løsning med selv at udskrive valg.
I hendes tilfælde var det en katastrofal beslutning. Hun overtog en regering med flertal efter David Cameron og mistede det ved valget; i stedet fik Labour en vældig fremgang, og det har gjort tilværelsen vanskelig for regeringen Johnson.
Theresa Mays regering overlevede ved at bruge det nordirske parti, Democratic Unionist Party (DUP), som støtteparti. For at holde disciplin i sin parlamentsgruppe suspenderede Johnson 21 af sine mest radikale konservative modstandere i parlamentet for kort tid siden; selv med støtte fra DUP, står han så svagt, som han overhovedet kan, i forhold til parlaments medlemmer.
Der skal et valg til
For at holde sig indenfor valgloven, men ikke selv at udskrive valg, prøvede han at provokere oppositionen til at komme med et mistillidsvotum i underhuset. Det ville give oppositionen to uger til at sammensætte en alternativ regering, og hvis ikke de kunne det, ville regeringen Johnson stadig sidde på magten. Den var oppositionen ikke med på.
Oppositionen står splittet. De Liberale Demokrater, Labour, Det skotske Nationalparti og de grønne, EU-venlige partier, kan ikke enes om at danne fælles front. I sidste ende ville de blot slutte med at give Johnson regeringsmagten tilbage, nu med oppositionen i en svagere stilling. Et mistillidsvotum ville være blevet til et tillidsvotum. Johnson ville selv have stået med sit mindretal.
Med det af vejen går opposition og regering sammen om at afholde parlamentsvalg. Og her er briterne nu
Man talte om, at regeringen Johnson kunne fremsætte et mistillidsvotum mod sig selv i underhuset. Det kan lyde vanvittigt, men det ville være en korrekt måde at bruge underhusets regler på, og oppositionen ville være nødt til at stemme regeringen ud, hvis den selv stemte for det.
Det blev imidlertid ved snakken. I stedet prøvede Johnson i denne uge med en mere normal regel: han fremsatte forslag i underhuset om, at der skulle udskrives valg 12. december 2019. Sådan. Der skulle bare to tredjedeles tilslutning i parlamentet til, at det ville kunne lade sig gøre.
Oppositionen strittede imod igen. Da Johnson havde fået underhuset til at stemme for behandlingen af sit skilsmisseforslag i sidste uge, tilbød han usle tre dage til at debattere forslaget i.
Oppositionen brokkede sig, og Johnsons skilsmisseforslag er på nogle områder også radikalt forskelligt fra Theresa Mays. Da Johnson fremsatte forslag om valg 12. december med tilknyttet tilbud om flere dage til at diskutere skilsmissen i, følte oppositionen sig presset af regeringen: Johnson ville helt tydeligt have skilsmissen vedtaget og så bagefter afholde valg som “de konservative, der endelig fik løst Brexit-problemet”.
De konservative ville komme til at stå alt for stærkt, så oppositionen sørgede for, at heller ikke dette forslag kom igennem. Men så kom de liberale demokrater i tanker om endnu en udvej. Man kan simpelthen fremsætte et ganske kort lovforslag, på en enkelt sætning, som siger, at “der afholdes parlamentsvalg 12. december 2019”.
Hvis det skal nytte
Hvis det skal nytte, så skal valget føre til en løsning af Brexit-problemet. Det mest ligefremme resultat vil være, at de konservative vinder valget med et solidt flertal 12. december. De sidder allerede i regering, de kan gå direkte i gang med at få skilsmisseforslaget igennem parlamentet, og Storbritannien kan være ude af EU allerede inden den seneste tidsfrist, 31. januar 2020.
Meningsmålingerne giver de konservative et forspring på 10-13 procent foran Labour, så det er muligt. Men allerede dagen efter udskrivningen af valget er man i tvivl.
Labour vil føre valgkampagne – formand Jeremy Corbyn glæder sig, han tror, det bliver rigtig sjovt – på en revision og forbedring af det sociale sikkerhedsnet, en meget traditionel Labourpolitik. De konservative vil styrke militær, politi, undervisningssektoren og sundhedsvæsnet.
Men et valg i december 2019 kommer ikke til at dreje sig om den slags, det bliver et Brexit-valg. De britiske vælgere er opdelt i hold, for og imod Brexit. I 2016 vandt Brexit-tilhængerne (leaverne) med 52 pct. mod 48 pct. til “remainerne”.
Hvis briterne denne gang igen ender med et parlament uden et klart (konservativt) flertal, vil briterne være kommet lige langt, de vil stå i samme situation som i dag
Leaverne jublede, men i realiteten stod det jo lige, fifty-fifty, og det har ikke ændret sig siden 2016. De to store fløje skal nu kæmpe om at bestemme Storbritanniens fremtidige forhold til EU og fremtidige status som nation.
De konservative går til valg som “leaver-partiet”, og de skal tage stemmer fra Nigel Farages nye Brexit Party. Det ser ud til, at de har held til det. Briterne har ikke helt glemt de traditionelle partier. Hvis de konservative står for Brexit, så vil mange vælgere hellere stemme på dem end på det uprøvede nye Brexit Party.
Labour prøver noget andet med deres program om at standse ti års konservative besparelser på det offentlige. Siden 2016 har de netop ikke kunnet profilere sig for eller imod Brexit, og det vil nok skade dem ved det forestående valg, at de ikke kan komme med et Brexit-alternativ til de konservative.
Til gengæld er der tegn på, at de liberale demokrater vil få fremgang. De står som anti-Brexit partiet og dermed som de konservatives direkte modstandere i slaget om Brexit. De vil simpelthen annullere Brexit. Det er ikke særligt sandsynligt, at de kommer nogen vegne med den ide, da de er ikke store nok som parti til at få flertal.
Men som ved valget i 2010, hvor de indgik i koalition med David Camerons konservative parti, kunne de blive tungen på vægtskålen.
Hvis briterne denne gang igen ender med et parlament uden et klart (konservativt) flertal, vil briterne være kommet lige langt, de vil stå i samme situation som i dag.
Det er ikke til at sige, hvad det vil kunne føre til. Selvom de liberale demokrater får fremgang, er det ikke umiddelbart sandsynligt, at de vil kunne indgå i regeringssamarbejde om fortsat britisk medlemskab af EU.
Men man kan forestille sig en ny folkeafstemning om EU-medlemskabet for at nå frem til en løsning. Eller en ny genforhandlet skilsmisseaftale med et tættere forhold til EU end Johnson er nået frem til.
De skotske nationalister har allerede indkaldt til stormøde om skotsk uafhængighed i Glasgow de første dage af november. En ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed er ikke umulig, hvis ikke London-parlamentet kan styre landet.
I Nordirland ved vi, at Sinn Fein-partiet står stærkt: måske vi gradvist bevæger os hen imod, at Nordirland bliver del af Den Irske Republik. Der er meget på spil og det er spændende at følge med i på nært hold.
Om det er spændende “på den gode måde”, ved vi snart.
Topfoto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
