Reportage fra Receptionsland

i Bøger/Kultur & Medier/Liv & Mennesker af

FREDAGSKLUMME – Forfatterlivet er benhårdt. Uanset om man går på forfatterskolen eller ej. Deltagelse i kollegers bogudgivelsesfester er oftest en stor fornøjelse og på sin vis en del af jobbet. Men selv om det lyder glamourøst, er det langtfra altid lutter lagkage. For til bogudgivelser, ved man aldrig hvad der sker. Claus Ankersen rapporterer fra en reception som både bød på litterære stjerner, lunken dåseøl, mandehad og nye bekendtskaber.

Nogle receptioner er federe end andre, og forleden vandrede jeg ind ad døren til en af disse andre. Det foregik vist i en nedlagt pornobiograf, hvis ikke det var en fugtskimlet kælder. Under alle omstændigheder, var det på Vesterbro. Så langt, så knastørt. Der var oplæsninger på førstesalen af den der illusoriske kælder, spredt fægtning blandt skødesløst anbragte maskindele af kød og metal, og et lille ølbord, som i sagens natur formentlig var tømt for fyldte dåser et par minutter efter klokken syv, hvor det hele startede.

Mens jeg febrilsk roder det ølfedtgennemvædede lag af sixpack-plastik-indpakning efter for glemte dåser, aner jeg pludseligt en kropslig tilstedeværelse fem centimeter til højre for mit ansigt. Og idet jeg drejer hovedet, ryger mit indre selvbevidsthedsbarometer op på DEFCON 1. Jeg kan mærke min ene kind blive rød. Det er Museline Møfgaard.

Hun er smuk på kølig, nordisk isdronningefacon. Hun har et eller andet sofistikeret sølv under øjnene, mere et vidnesbyrd om en aktie i paradis, end en skygge af glimmer. Det bliver værre for hver picomillimeter mit ansigt drejer sig imod hendes. Helt uvant skyller erkendelsen over mig som angst rejste menneskebørster: Jeg er forfatter-rockstjerne-star-struck. Den slags sker altså aldrig for mig. Øjeblikkeligt mundlam. Det sker sgu nærmest endnu sjældnere.

Så er det fredag igen. Udenfor summer trafikken stille under en regnfuld grå himmel. Benet trommer under bordet. Jeg lader historien flyde i eksistens gennem mine fingres anslag på tastaturet. Fingrenes dans, nærmere. Rytmisk, pauserende med gentagelser og omkvæd

Hun skænker sig et glas danskvand og retter sig op, halvanden kilometer højere end jeg. Højere end jeg troede, mennesker kunne være. Jeg bemærker noget om højde. Det falder absolut ikke i god jord. Hun siger, at hun ikke gider høre noget om højde, og vil hellere tale om kindben og kinesisk litteratur. Samtalen er allerede slut. Jeg er stadig uden for kroppen og observerer mig selv desperat fortælle hende, at vi kender hinanden fra Twitter, lige før jeg fortæller hende mit navn, og hun ser total blank ud i mangel på genkendelse. Der er ikke mere at snakke om.

Til gengæld kan forlagsredaktøren Jason Sandbolle godt kende mig. Han hilser nødtvungent og med næsen så højt i sky, at jeg bliver helt nervøs for om nakken kan holde til det. Heldigvis lykkes det mig at grave en lunken dåseøl op af emballagebjerget på det tilsølede øl-bord.

Så er der oplæsning af den litterære star. Wop wop. Aftenens hovedperson. Iggy Pop minus Iggy, pop og 80 år. Mumlende moderne hipster-gangster-midtjysk og paradoksalt forholdsvis lidt for hurtigt overstået. Bagefter samles de fleste af alle aftenens interessante sig, som til de fleste fester, i køkkenet, hvilket i dette tilfælde vil sige, på fortovet uden for det der underlige mange-etagede kælderrum, som måske er en nedlagt pornobiograf.

Nedenunder, altså stadig i det som enten engang var en pornobiograf, eller måske en obskur efterretningstjenestes glemte hvervekontor, står tre midaldrende kvinder i dyrt tøj om et pallebord. Jeg går over mod bordet og når knapt mere end et par skridt, før den ene hvæser, at hér kan der ikke stå nogen mænd. De ser alle tre på mig med frakkeknap-øjne, mens jeg – for anden gang på en aften – krabber mig ordlam baglæns. Det var så den reception. Ud ad døren til gaden, hvor jeg vender mig om og, stadig lidt overrumplet, går i automatgang ned på en brun bar i nærheden. Misandri kommer sgu altid lidt bag på mig.

De nød det, de svælgede i det, i retsindigheden over at triumfere. Sammen. Som kvinder. Levende gudinder. Stærke. Søstre i flok. Endnu en litterær fiskerlussing ud af det blå. Det drikker jeg lige en kold guldøl på. Senere dukker også aftenens hovedperson med følge op.

Sidste stop – Guldregn

Her på den brune bar, er der andre boller på suppen. Baren er varm, tåget af røg, fuld af venner og bekendte. En magnetisk vulkan af en babishk brunette på barstolen ved siden af. Bonkammerater. Kolleger. Den ene jas efter den anden. Lokalet er trygt og velkendt. Musikken hård. Blikkene bløde. Baren åben.

Det hele ender, da Guldregn er lukket og spredte selskaber vandrer videre ud i natten, og jeg stilfærdigt trækker i nødbremsen og siger farvel til mine nye allerbedste venner, som jeg ikke aner hvad hedder, eller hvem er. Vi omfavner lykkelige hinanden og danser Kong Alkohols søde og velkendte ’på gensyn’ dans, og enes om at vi sandsynligvis aldrig ses mere, samtidig med at vi altid skal ses og hænge ud og være bonkammerater med store bogstaver. Og det har vi jo ret i.

Det er lige netop det forhold, at vi efter al sandsynlighed aldrig mere ses, som er med til at gøre mødet så magisk.

Nogle receptioner er federe end andre, og forleden vandrede jeg ind ad døren til en af disse andre. Det foregik vist i en nedlagt pornobiograf, hvis ikke det var en fugtskimlet kælder. Under alle omstændigheder, var det på Vesterbro. Så langt, så knastørt

Morgenen efter, helt klar og tømmermandsfri og på ny klar til et midlertidigt kontroltab i byens glitrende simili, brygger jeg kaffe i køkkenet og venter på en redaktør som skal komme forbi og holde køkkenmøde. Han kommer hele vejen fra Odense. Det er tredje gang vi skal mødes. Han har aflyst begge de foregående gange, og efter tre kvarter, har jeg en klar fornemmelse af at det heller ikke bliver i dag.

Og da jeg hverken har netforbindelse, smartphone, eller hans nummer, er der ikke andet at gøre, end at fylde en sjat vodka i kaffen, eller katten og tænde en lille formidagsjoint.

Tre timer senere skriver redaktøren, at hans bil er brudt sammen, og at han ikke ved hvornår han kan blive hentet. Nu er jeg både fuld og skæv og får skrevet et ikke videre deltagende svar. For pokker da også. Jeg er i mellemtiden gået på flydende julefrokost og hænger ud med en ven.

Kom! schkriver jeg fordrukkent. Han svarer aldrig.

Senere dingler min kompis og jeg gennem aftenen og lander i Onkel Toms Hytte. Stedet man mødes. Et helle. Et hjem udenfor hjemmet. En lukket loge af ligesindede fugle fra viden om. Her er filmfolk, skuespillere og skulkere. Tyveknægte, tømrere, alarm-mand og instruktør. Musikproducer, invalidepensionist, pædagog. Kontanthjælpsmodtager, kameramand, regissør.

Alle er lige for onkel Tom, som følger med i alt fra kulissen i enden af rummet, hvor bardisken omhegner køleskab og vask. I hjørnet hænger et fjernsyn. Onkel Tom har al tid i verden. Jeg er bare hér, som han siger med et lunt glimt i de brune øjne og et ligeså lunt smil i det sorte skæg. Han læser alle aviser, følger med i snakke-radio og på Youtube. Den perfekte vært. Og pludselig er det sengetid for alle digtere med violette bånd og tynde ankler.

Fredagens genkomst

Så er det fredag igen. Udenfor summer trafikken stille under en regnfuld grå himmel. Benet trommer under bordet. Jeg lader historien flyde i eksistens gennem mine fingres anslag på tastaturet. Fingrenes dans, nærmere. Rytmisk, pauserende med gentagelser og omkvæd. Jeg skriver og lader skriften flyde igennem mig indtil det spænder for meget og jeg må holde op.

Det gør ondt og værker i hele hovedet. Kreationen. Flowet. Raptussen.

Mine hænder er kolde. Det bliver de let. Jeg gnider dem. De er tørre. Tyknede af manuelt arbejde. Stærke af yoga.

Køleskabet summer. Jeg får lyst til kaffe. Og der er rent faktisk kaffe. En par skefulde som jeg tog med i et brunt filter i går. Skulle jeg trylle den om? Til vodkaffe, måske? Hvorfor ikke. Eftermiddagssolen står allerede på hæld, og som sagt er det fredag, om lidt skal jeg til reception igen. Hvorfor ikke? Det kan jo kun gå galt.


Året er ved at være omme, og det er blevet til en hel del sprogleg, systemkritik og eksperimentel journalistik – klummer, essays, forfatterinterview, anmeldelser og kommentarer. Jeg håber, du har haft fornøjelse af mit arbejde, og er taknemmelig for julehjælp, som du kan donere på Mobile Pay: 71844591

Topfoto: Pixabay

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Bøger