NY Subway under Covid

Birgitte Carlsen: En underlig tid i et underligt land

i Essays/Liv & Mennesker af
USA // ESSAY – “Jeg har for nylig ladet mig førtidspensionere og kunne i princippet flytte tilbage til Danmark og blive… lykkelig!” Birgitte Carlsen har boet i New York City i 28 år. Hun undrede sig fra dag 1, og hendes undren er blevet stadig større i takt med Trumpismens fremmarch og dens menneskelige konsekvenser, skriver hun.

Dette essay er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


NEW YORK – For 28 år siden landede jeg et job som operationssygeplejerske på et privat cancerhospital på Manhattan og flyttede fra Danmark til  USA, til New York City. 

Det var et professionelt såvel som personligt kulturchok. På arbejde skulle jeg for eksempel holde regnskab med materialer såsom katetere og suturer, anvendt under operationerne, så det kunne tælle på regningen til patienten.

Jeg undrede mig såre over det mærkelige land, jeg var flyttet til. Ikke at jeg har haft grund til at tro, at de to bizarre nyheder var repræsentative som sådan – måske var de ”fake news”

Jeg fandt det grotesk, at patienterne, udover at forholde sig til en potentielt dødelig sygdom, også skulle præsenteres for astronomiske regninger og utvivlsomt ofte slås med forsikringsselskaber for at blive kompenseret. (I nutidens højteknologiske miljø har hospitalet en stregkodescanner på hver operationsstue).

Under hospitalsintroduktionen fik jeg vist en reklamevideo, hvor en sygeplejerske talte med en patient, som hun holdt i hånden. Kameraet zoomede ind på hænderne, mens et kor sang ”patient care is like a family affair”. 

Jeg var blevet uddannet i det offentlige danske sundhedsvæsen. “De sælger sundhedspleje på lige fod med bleer og firehjulstrækkere”, tænkte jeg forbløffet.

Jeg gik rundt og undrede mig.

Udenfor hospitalet var der om muligt mere grund til undren. Indenfor de første uger var der navnligt to historier i nyhederne, der efterlod mig mystificeret. 

Den første var om en mand, der var på cykel, da han så en klapperslange i vejkanten. Han stod af cyklen, samlede slangen op og forsøgte at bide hovedet af den. Slangen, utilfreds med overgrebet, bed ham i tungen, hvorefter han gennemførte sit forehavende og derefter tog på skadestuen.

Den anden historie handlede om en varevogn, der blev stoppet af politiet. Føreren af køretøjet blev bedt om at åbne bagdørene, hvorefter syv nøgne personer tilhørende den pinsemissionske trosretning trimlede ud af bilen.

Som sagt, jeg undrede mig såre over det mærkelige land, jeg var flyttet til. Ikke at det har vist sig, at de to bizarre nyheder var repræsentative som sådan – måske var de ”fake news” – men der syntes at være en hyppigere forekomst af ekstreme situationer, end jeg var vant til i Danmark.

Måske et varsel om, hvad der ventede

Et surrealistisk mediecirkus

Men intet kunne have forberedt mig på det surrealistiske mediecirkus, amerikansk politik har udviklet sig til igennem de seneste fem år.

Det er mig for eksempel ubegribeligt, at mellem 40 og 55% (afhængigt af hvilken kilde man opsøger) af hvide kvinder stemmer på en ”grab-them-by-the-pussy”-kandidat. 

35% af USA’s muslimer stemte på Trump i 2020, selv efter han indførte indrejseforbud for personer fra muslimske lande, hvoraf nogle af Trump blev klassificeret som ”shithole countries”, og bad fire progressive kvindelige kongresmedlemmer, hvoraf to er muslimer, om “at tage tilbage, hvor de kom fra”

Hvad får sorte mennesker til at stemme på en person, der var genstand for grundigt mediedækket retssag om racediskrimination i hans ejendomsimperium, og som ifølge adskillige kilder er hyppig bruger af ’n-ordet’? Eller latinovælgere, som har hørt Trump referere til latinamerikanske immigranter som voldtægtsforbrydere?

Ifølge NPR (National Public Radio) stemte 35% af USA’s muslimer på Trump i 2020, selv efter han indførte indrejseforbud for personer fra muslimske lande, hvoraf nogle af Trump blev klassificeret som ”shithole countries”, og bad fire progressive kvindelige kongresmedlemmer, hvoraf to er muslimer, om “at tage tilbage, hvor de kom fra”.

Hvilket værdisæt bekender over 70 millioner mennesker sig til, når de stemmer på en person, det lyver om alt fra antallet af personer, der deltog i hans indvielsesceremoni til cancerrisiko forbundet med vindmøller, samtidig med at han omtaler alt, der ikke er i overensstemmelse med hans egen overbevisning eller selvopfattelse som ”fake news”?

Er vi vidner til et kollektivt landsomfattende tilfælde af stockholmsyndromet? Er det lykkedes Trump at ”gaslighte” tæt på halvdelen af befolkningen? 

Som sagt, jeg undrer mig.

Det racemæssige hierarki

Der er selvfølgelig mere end én forklaring på hver af disse for mig absurde foreteelser, det være sig racemæssige, økonomiske, geografiske, traditionsbestemte, religiøse osv.

Angelina Chapin spørger i en artikel i The Cut Jane Junn, en professor i politisk videnskab og kønsstudier på the University of Southern California, om hvorfor hvide kvinder i så stort tal støtter Trump?

De er villige til at acceptere andenrangsstatus i forhold til deres køn, så længe Det Republikanske Parti giver dem førsteprioritet racemæssigt og får dem til at føle sig sikre

Junn svarede:

”Det Republikanske Parti er partiet, der stræber for at holde det hvide heteropatriarkat intakt, og det appellerer til mange hvide kvindelige vælgere. En grund er måden, hvorpå de blev påvirket politisk under deres opvækst – hvad de lyttede til i spisestuen og ved køkkenbordet i årevis – som får dem til at føle sig heroiske og patriotiske, når de stemmer på Trump.”

“Men en del af årsagen er, at de ønsker at forblive på toppen af det racemæssige hierarki. De er villige til at acceptere andenrangsstatus i forhold til deres køn, så længe Det Republikanske Parti giver dem førsteprioritet racemæssigt og får dem til at føle sig sikre”.

Dalia Mogahed er forskningsleder på Institute for Social Policy and Understanding, en amerikansk-muslimsk forskningsorganisation, der foretog en vælgeranalyse i foråret.

Baseret på instituttets data var den største markør af, hvorvidt en muslim støtter Trump ikke uddannelse eller indkomst. Det var etniticitet. “Meget få demografiske variabler viste sig at have stor betydning, bortset fra race”, sagde hun. ”Identificering som hvid var den eneste forudsigelige demografiske variabel”.

Så race/etnicitet er ifølge nogle en afgørende faktor. Men hvad med sorte og latinovælgere?

Her er der ikke et entydigt svar. I Florida er der fx mange cubanere, som er imod ethvert politisk tiltag, der kan fortolkes som socialistisk. Der er sorte og latinoer, der er tiltrukket af Trumps macho image. Andre er tilhængere af hans anti-abort indstilling og økonomiske politik.

Berømtheder i bakspejlet

Objekter i bakspejlet er større end de forekommer… Jeg burde faktisk have set det komme; retrospektivt har jeg været vidne til en udvikling, der på sin vis gjorde valget af Trump forudsigeligt.

Under præsidentkampagnen i 1992 stillede den uafhængige Ross Perot op. Han var i lighed med Trump forretningsmand og milliardær uden tidligere politisk erfaring og karriere. På arbejde sagde en af mine kolleger: “Jeg stemmer på Perot, han er self-made millionær; han kan holde styr på os”.

Jeg var målløs over, at hun mente befolkningen trængte til at blive sat på plads som uvorne teenagere, men mest over at hun ligestillede forretningssans med politisk kompetence. Umiddelbart synes de to at være modsætninger.

Mange amerikanere nærer en sælsom og ikke umiddelbar logisk tillid til berømtheders evner som politikere

Men min kollega var ikke alene. Perot fik 18,9 pct. af de personlige stemmer. 

Ronald Reagan var skuespiller, før han blev fagforeningsleder og senere i lighed med Arnold Schwarzenegger guvernør i Californien. Clint Eastwood var i en periode borgmester i byen Carmel i Californien.

Mange amerikanere nærer en sælsom og ikke umiddelbar logisk tillid til berømtheders evner som politikere. 

En omsiggribende pervertering

Men Trump er trods alt i en kategori helt for sig selv. Han er en selvforherligende autokrat, der møder enhver udfordrer med hån og hævn. Han formåede under sine kampagner at udløse et massehysteri uden sidestykke og vandt valget på trods af, og muligvis også på grund af, sine skandaler og latterliggørelse af alt fra kvinder og handicappede journalister til politiske opponenter.

Når jeg har spurgt Trump-tilhængere, hvorfor de stemmer på ham, er det aldrig lykkedes mig at få en sammenhængende redegørelse for hvilke lovmæssige ændringer, han har gennemført, som de mener har gavnet nationen, eller de selv har draget fordel af.

At stemme en person ind i verdens mest magtfulde position baseret på hans underholdningsværdi, må betragtes som et symptom på omsiggribende prioritetspervertering

For det meste er de et ekko af hans retorik og meninger. “Han er underholdende”, er der mange, der siger.

At stemme en person ind i verdens mest magtfulde position baseret på hans underholdningsværdi må betragtes et symptom på omsiggribende prioritetspervertering. 

Psykologers mening

Jeg havde engang et job som husassistent på et psykiatrisk hospital. 

En dag, hvor jeg var i gang med at vaske gulv, kom en af de kronisk psykotiske patienter forbi. “Jeg er Jesus”, bedyrede han. “Hej Jesus”, sagde jeg, i strid med det daværende princip om, at man skal fastholde patienten i virkeligheden. “Du behøver ikke at tørre gulvet for min skyld’, sagde Jesus. “Jeg kan gå på vandet”.

Et andet fænomen uden nyligt historisk sidestykke er, at over 70.000 fagpersoner indenfor den amerikanske psykolog- og psykiatribranche skrev under på en erklæring, der advarede imod Trumps fortsatte varetagelse af præsidentembedet baseret på det, de kalder hans narcissistiske personlighedsforstyrrelse.

Aktionen var i strid med et ellers langvarigt forbud mod at diagnosticere offentlige personer, som de pågældende klinikere ikke personligt har undersøgt, den såkaldte Goldwater Rule.

Regulativet blev indført i 1973 af The American Psychiatric Association (APA), efter præsidentkampagnen mellem Demokraternes Lyndon B. Johnson og Republikanernes Barry Goldwater i 1964. Over 12.000 psykiatere blev spurgt, hvorvidt Goldwater var mentalt egnet til at blive præsident.

Nogle af dem, som aldrig havde mødt Goldwater, og som frabad sig at have deres navne offentliggjort, diagnosticerede ham som psykotisk, megalomanisk, paranoid skizofren og sammenlignede ham med diverse diktatorer. Episoden blev mødt med megen kritik og resulterede i et efterfølgende sagsanlæg fra Goldwater.

Mary Trump, Donald Trumps niece, hvis nyligt udgivne biografi blotlægger Trumps psykologiske udvikling – eller snarere mangel på samme – har for nyligt opponeret imod denne ”etiske censurering”. Hun skrev, at APA’s tavshed ikke er et udtryk for neutralitet, men snarere et bidrag til Trumpkampagnen. Andre mener Goldwater Rule er i strid med ytringsfriheden.

Del og hersk

Det er muligt, at USA ikke har været splittet i den nuværende grad siden den amerikanske borgerkrig. Det er ikke nødvendigvis Trumps ”fortjeneste”, men han har legitimeret og sanktioneret offentlig tilkendegivelse af diskrimination af enhver tænkelig beskaffenhed. Han siger det, mange nøjes med at tænke. Han har opildnet til vold mod opponenter. De tendenser forsvinder ikke, fordi han ikke længere er præsident. 

Der foregår en ekstrem og farlig politisering af emner og objekter. Hvis du tror, covid-19 er en pandemi, er du demokrat; hvis du mener, det er en hoax, er du republikaner. Mundbind repræsenterer den nyvalgte præsident, Joe Biden; rød baseball cap, Trump.

Det er meget sandsynligt, at der er personer i Trumplejren, som faktisk helst ville opføre sig i overensstemmelse med CDC (Center for Disease Control’s) anbefalinger, som ikke tør, fordi det bliver betragtet som forræderi. 

 Hvis du tror, covid-19 er en pandemi, er du demokrat; hvis du tror, det er en hoax, er du republikaner. Mundbind repræsenterer Biden; rød baseball cap Trump

Vi har en perfekt storm: En pandemi, der har krævet over 340.000 ofre, mere end en promille af befolkningen, og en afgående præsident, der har for travlt med i sin spastiske tilstand af ”election denialism”.

Trump sprutter ubegrundede anklager om valgfusk hellere end at være politisk ansvarlig leder i kampen mod krisen – et godt eksempel på, at de sure rønnebær ikke vokser på kundskabens træ. Vi er nu i limbo med en inkompetent fratrædende præsident og en indtrædende, formentlig bedre egnet, uden udøvende magt.

Vaccine, for hvem?

Den eneste formildende omstændighed er vaccinen, som omsider er tilgængelig. Men for hvem?

Advisory Committee for Immunization Practices (ACIP) anbefaler, at sundhedspersonale og beboere på plejehjem har førsteprioritet. De individuelle stater er ikke forpligtet til at følge anbefalingen, selvom det historisk set har været tilfældet. I sidste instans er det den pågældende stats guvernør, der afgør, hvordan vaccinen bliver distribueret.

Man kan med rette betvivle mine åndsevner, når jeg betaler skat i et land med et militærbudget på 740 milliarder dollar (4500 mia. kr.), og hvor præsidenten sammenligner ægteskab mellem personer af samme køn med golfkøller. Jeg tvivler selv. Og undrer mig

Aktivister, som repræsenterer diverse minoritetsgrupper, appellerer til myndighederne om at prioritere vaccination af andre frontlinjegrupper som personer i nødvendige serviceområder og befolkningen i Navajo og Oglala Lakota reservaterne, som er uforholdsmæssigt hårdt ramt af pandemien. Det samme gør sig gældende for indsatte i fængslerne, hvor social afstand er umulig og de hygiejniske forhold ofte er suboptimale.

Vaccine modstand

Der er udbredt skepsis overfor vaccinen, selv indenfor sundhedsindustrien. Nogle er foruroliget over den accelererede udvikling og nødgodkendelse af vaccinerne. De frygter, at sikkerhedsforanstaltninger er blevet forbigået.

Mange frygter langtidsbivirkninger, som ingen på nuværende tidspunkt kan forudse. Og den del af befolkningen, som stadig betragter pandemien som en sammensværgelse, vil selvsagt ikke lade sig vaccinere. Der er stadig ingen konsensus med hensyn til vaccination af gravide.

Vaccinen møder formentlig mest skepsis hos sorte og latinoer, baseret på de overgreb de har lidt historisk set, fra pseudo-behandlingen af sorte mænd for syfilis til tvangssterilisering af kvinder, som foregår den dag i dag i immigrationscentre.

Hvad nu?

Mange amerikanere har spurgt, hvad jeg laver i USA, når jeg er født i verdens angiveligt lykkeligste land.

Jeg har for nylig ladet mig førtidspensionere og kunne i princippet flytte tilbage til Danmark og blive… lykkelig! 

Man kan med rette betvivle mine åndsevner, når jeg betaler skat i et land med et militærbudget på 740 milliarder dollar (4500 mia. kr.), og hvor præsidenten sammenligner ægteskab mellem personer af samme køn med golfkøller. Jeg tvivler selv. Og undrer mig.

Men jeg undrer mig også over, at der nu skal foretages særskilte beregninger af den såkaldte Menapt-befolkning m.h.t kriminalitet i Danmark. Og over at to modtagere af Nobels Fredspris er engageret i etnisk udrensning i deres respektive lande. 

New York har alligevel kløerne i mig. Pandemien raser, og der er risici forbundet med at rejse. Jeg har holdt jul i karantæne efter mulig smitte. Så jeg bliver, hvor jeg er, lige nu. Og fortsætter nok med at undre mig fremover i New York City.


LÆS ALLE BIRGITTE CARLSENS INDLÆG HER.


Foto: USA er et underligt og forunderligt land, skriver Birgitte Carlsen. Foto: Skribenten.
Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315

Seneste artikler om Essays