Der er få museer, om nogen i hele verden, der kan måle sig med The Metropolitan Museum of Art i New York, når det gælder vidde og bredde i samlingen af helt enestående kunstgenstande. Her er statuer fra det antikke Rom og Grækenland. Årtusinde gamle figurer fra Faraos Ægypten, og en mængde kunstværker af så enestående kvalitet og sjældenhed, at de bogstaveligt talt og formentlig også forsikringsmæssigt er ubetalelige.
Under dette tag befinder sig cremen af den menneskelige kunstneriske formåen på hele kloden gennem 5000 år. Her er Matisse, Renoir og Vermeer blandt de 10.000 kunstgenstande, der til enhver tid er en del af udstillingen.
Jeg var kommet for at få en eller anden afslutning på en sag, der havde optaget mig i månedsvis. Et mysterium, der havde fascineret mig, frastødt mig og fået mig til at spekulere. Alt sammen på grund af en enkelt henkastet sætning.
Jeg gik forbi det hele. Jeg var ikke kommet for at se de ting, som de fleste turister kom forbi på Fifth Avenue-komplekset for at se.
Min interesse var ganske særlig, og så snart jeg var kommet ind i lobbyen, gik jeg hen til en af kustoderne og spurgte om vej til The Michael C. Rockefeller Wing.
En enkelt gang gik jeg forkert, og endte i et rum fyldt af masker, skåle og filigran af det pureste guld. Det lignede en tømt skattekiste. Men jeg vendte om og gik videre. Smukke som de var, måtte jeg søge videre mod mit mål.
Jeg var kommet for at få en eller anden afslutning på en sag, der havde optaget mig i månedsvis. Et mysterium, der havde fascineret mig, frastødt mig og fået mig til at spekulere. Alt sammen på grund af en enkelt henkastet sætning.
Dødspælenes sal
Endelig stod jeg i den højloftede lyse tilbygning, der var blevet indviet og betalt af Rockefeller-familien i 1982.
Højloftet var den i sagens natur nødt til at være.
For at få plads til dem.
Der stod de. På rad og række. Nogen af dem næsten seks meter høje. De helt unikke, på en gang smukke og groteske bisj-pæle. Skåret nænsomt i mangrove-træ af højt specialiserede træsnittere i Asmat-stammen i den sydvestlige del af Ny Guinea.
Pælene blev skåret og rejst i stammerne for at markere hævn, død og en forbindelse til de dødes ånder i en stamme, der på mange måder helt frem til 1960’erne levede i hvad man vel kan betegne som en slags stenalderkultur.
De var anskaffet til museet af den dengang bare 25-årige Michael C. Rockefeller. Og de kom til at koste ham livet.
Men hvordan?
Det var det mysterium, der havde optaget mig i en sådan grad, at det blev lidt af et hobbyprojekt at forsøge at få styr på hvad der egentlig skete den fatale dag i farvandet ud for Ny Guinea den 17. november 1961 og hvad der endte med at koste den unge antropolog og kunstsamler livet.
Område uden for kontrol
Det begyndte sidste forår, da jeg var i færd med at lægge sidste hånd på bogen Globetrotter, biografien om den danske eventyrer Jens Bjerre. Jens rejste i flere omgange til Ny Guinea, og når vi sad i udestuen og drak kaffe hjemme hos ham i Gentofte, fortalte han den ene mere fantastiske historie efter den anden om dette ø-samfund, der bestod af flere end 300 stammer, som ofte ikke engang talte hinandens sprog og igennem århundreder havde levet med en helt anden opfattelse af eksempelvis døden, end vi kender det i Vesten.
For øens stammer var ingen død tilfældig. Enten døde man ved ærlig kamp, eller også fik ens fjender krammet på en ved hjælp af trolddom. Andre dødsårsager fandtes ganske enkelt ikke i deres verdenssyn. Havde man dræbt sin fjende i ærlig kamp, spiste man hans hjerne og optog dermed hans identitet som den naturligste ting i verden.
Jens viste mig fotos af en lille pige, der gik rundt med en indtørret hånd af en slægtning om halsen som en slags værn mod onde ånder. Han viste også billeder af en anden families gamle bedstemor, hvis lig var blevet bevaret ved at røge det. Ved festdage blev liget taget ud for at deltage i fejringen på lige fod med de levende.
Han viste mig farvestrålende samlinger kranier, for stammefolkene på øen gemte kranierne af de mennesker de slog ihjel, og var stadig af den overbevisning, at ånderne fra de afdøde gik rundt imellem dem.
For øens stammer var ingen død tilfældig. Enten døde man ved ærlig kamp, eller også fik ens fjender krammet på en ved hjælp af trolddom. Andre dødsårsager fandtes ganske enkelt ikke i deres verdenssyn. Havde man dræbt sin fjende i ærlig kamp, spiste man hans hjerne og optog dermed hans identitet som den naturligste ting i verden.
Enhver død krævede hævn, og bisj-pælene var når de blev udskåret og rejst, med til at minde stammen om, at blodhævnen var nært forestående. Når drabet på fjenden var gennemført, lod man pælene ligge og rådne mellem palmerne og give ny næring til jorden.
På den måde opretholdt man balancen mellem liv og død i universet.
Da Jens rejste til Ny Guinea i 1950’erne og 1960’erne, var der stadig lommer på øen, der havde haft meget begrænset kontakt med hvide.
Selv hos Royal Geograpical Society i London, der priser sig at have en enestående og nøjagtig samling af kort, var der dengang stadig store hvide pletter på verdens næststørste ø, hvor der bare stod ”Uncontrolled Area”, ”område uden for kontrol”.
For en eventyrer som Jens Bjerre, var det en direkte invitation.
Den australske pilot han rejste ind over øen med, fortalte at de indfødte ofte troede, at hans fly var en stor fugl, som fødte hvide ånder, der kom ud af maven på den, og at de sommetider lagde mad foran den store fugl.
Mens vi sad der i havestuen, stak der pludselig foto af Jens foran en helikopter ud af bunken.
”Nåja”, sagde han.
”Det var dengang jeg var med ude og lede efter Michael Rockefeller. Men vi fandt ham nu ikke.”
Den historie var jeg nødt til at høre.
Det viste sig, at Jens havde fået et lift hos en af de mange helikopterpiloter, der hang i baren i hovedbyen Madang, og fortalte, at de stadig fløj over det område, hvor Michael Rockefeller var forsvundet. Den forsvundne amerikaners far Nelson Rockefeller havde dybe lommer, og betalte stadig for overflyvninger af det område, hvor sønnen forsvandt i et spinkelt håb om at få en afklaring på hvad der var sket med hans søn. Selv i måneder efter alt håb officielt var ude.
I sidste ende endte lige præcis det afsnit om Rockefeller med at blive skåret ud af bogen. For, som min redaktør sagde, så var det sådan lidt underligt strittende og uforløst. Hun havde helt ret, men jeg kunne ikke slippe sagen. Jeg var nødt til at vide mere om hvad der var sket. Hvem var Michael Rockefeller? Og hvordan var han død?
Fra slipsedreng til antropolog
Jeg begyndte på nettet, men snart var det ikke nok. Jeg anskaffede mig og læste bøger om emnet, og jeg skylder i den følgende fremlægning især tak til Carl Hoffmans glimrende værk “Savage Harvest” med undertitlen “A Tale of Cannibals, Colonialism and Michael Rockefellers Tragic Quest for Primitive Art.” Jeg har også haft stor fornøjelse af at læse en fiktiv version af denne historie i form af The King of America af Samantha Gillison, der i let maskeret form har skrevet Michael Rockefeller om til hovedfiguren Stephen Hesse. Denne bog er særlig interessant, fordi Gillison har tilbragt en stor del af sin barndom på Papua Ny Guinea og skriver som hun kender stedet indgående.
Endelig findes, der en dybt fascinerende dokumentarfilm fra instruktør Fraser C. Hestons hånd (Agamemnon Films), der under titlen “The Search for Michael Rockefeller” bragte nyt og potentielt chokerende materiale for dagens lys i 2011.
Det var breaking news på verdensplan, da Michael Rockefeller forsvandt i 1961, og det uløste mysterium har fået sin egen plads i populærkulturen. Der er skrevet en popsang om hans mystiske død, lavet film, uendelige tv-programmer og der findes sågar et teaterstykke af Jeff Cohen ved navn “The Man Who Ate Michael Rockefeller,” der blev sat op i New York i 2010.
Michael Rockefeller var født til penge, magt og succes, da han kom til verden den 18. maj 1938 sammen med sin tvillingesøster Mary.
Hans far Nelson Aldrich Rockefeller var allerede en politisk succes, og skulle i løbet af sit liv både opnå at blive guvernør for staten New York og senere vicepræsident under Gerald Ford.
Når man studerer de officielle familiefotos, skiller Michael som det femte barn sig ikke specielt ud. Briller, vandkæmmet hår, jakkesæt og slips indikerer, at selv om han deler sin fars store passion for kunst, er han linet op til et få sig et job i en bank eller under alle omstændigheder på et kontor, hvor han kan beskæftige sig med at tjene flere penge til familien. Han læser, helt efter traditionen, på Harvard (økonomi og historie), men der er ikke de fag, der får hans hjerte til at banke hurtigere.
Michael Rockefeller var en særdeles ensom dreng. En dreng, der følte sig tynget af et familienavn, der var synonymt med så ufattelig rigdom, at ingen aldrig rigtig kunne opføre sig naturligt i hans selskab, så snart hans efternavn var kendt.
De fleste af hans samtidige beskriver ham som ”en stille dreng”, og læser man Samantha Gillisons beskrivelse, var der også tale om en særdeles ensom dreng. En dreng, der følte sig tynget af et familienavn, der var synonymt med så ufattelig rigdom, at ingen aldrig rigtig kunne opføre sig naturligt i hans selskab, så snart hans efternavn var kendt.
Måske var det derfor den unge Michael besluttede sig for at kaste sig over antropologien. Et helt andet fag, hvor der ikke var forventninger til Rockefeller-klanen. Måske var det for at imponere sin far, der allerede på det tidspunkt havde en særlig interesse i primitiv kunst og i 1954 havde grundlagt og finansieret “The Museum of Primitive Art” i New York.
Under alle omstændigheder fik han mulighed for at komme med på The Harvard Peabody Museums ekspedition til Papua Ny Guinea i 1960. Havde farmand betalt for at få sin 22-årige søn med på en ekspedition han strengt taget ikke var specielt kvalificeret til i forhold til så mange andre kandidater? Historien er ikke helt klar på det punkt, men det er et faktum, at Michael allerede på det tidspunkt var med i bestyrelsen af The Museum of Primitive Art og mere eller mindre havde uanede økonomiske midler til at købe kunstgenstande til samlingen.
Harvard-ekspeditionen var ledet af Robert Gardner, der blandt andet optog dokumentarfilmen Dead Birds blandt Dani-stammen.
Se traileren til filmen her:
Unge Rockefeller stod for lydoptagelserne, der på det tidspunkt stadig var separat fra billedoptagelserne. Der findes fotos fra ekspeditionen, hvor en storsmilende Michael med et spirende fuldskæg og liv i øjnene sidder i midten af en gruppe unge indfødte med sit lydudstyr. De løber omkring ham i en cirkel og den pæne amerikaner i tropetøjet ser ud som om, han er midt i sit livs største oplevelse.
Det ligger så langt væk fra den velafrettede unge mand i jakkesæt, der for bare få år siden poserede sammen med sine forældre og søskende.
I et af sine mange brev hjem skriver Michael:
”Det er udmattende, men også spændende” at være her.
Han havde måske fundet det eneste sted på jorden, hvor navnet Rockefeller ikke betød det allermindste.
Allerede under det første besøg, tog han en afstikker for at finde Asmat-folket, der producerede de imponerende Bisj-pæle. Det gjorde et så dybt indtryk, at den unge antropolog svor, at han ville vende tilbage hurtigst muligt.
Køb, køb køb
Året efter, i efteråret 1961, vendte Michael Rockefeller tilbage, parat til at redde de helt enestående og smukke bisj-pæle fra at rådne op i skoven. Så mange som muligt ville han havde med til New York.
Ny Guinea var dengang stadig et farligt sted. Måske ekstra farligt for en ung mand, der har flere penge end egentlig dyb viden og forståelse for de naturfolk, der fascinerer ham.
Den hollandske regering, der på det tidspunkt kontrollerede den del af øen Rockefeller bevæger sig i, sender snusfornuftigt en mere erfaren antropolog i form af den hollandske René Wassing med på ekspeditionen.
De to mænd har travlt. Efterårssæsonens storme truer, og tiden er knap. De når at besøge 13 landsbyer på tre uger. Michael Rockefeller har anskaffet sig en pontonbåd lavet af to kanoer, der er påmonteret en motor. Båden er fyldt op med jernøkser, tobak, fiskekroge og andre nyttige ting som han håber at bytte til bisj-pæle, trommer, skåle og andre kunstgenstande.
Samlingen til museet vokser med imponerende fart, og Michael køber og køber og køber.
Men den 17. november 1961 går noget helt, helt galt.
Hvad vi ved der skete, er dette:
For at nå hurtigere hjem fra en landsby, beslutter Rockefeller og Wassing sig for at skrå tværs over bugten og dermed længere ud til havs i stedet for at sejle langs kysten som de lokale tilråder.
Det skal vise sig at være en fatal fejl.
Tidevandet gør bølgerne krappe og pludselig bliver motoren oversvømmet og går død. Båden driver på må og få.
De er fem kilometer fra land.
De to unge indfødte, der er vokset op langs floden og er stærke svømmere, beslutter sig hurtigt for at forsøge at nå kysten og på den måde tilkalde hjælp.
Tilbage på båden bliver Michael Rockefeller og René Wassing.
Men hjælpen lader vente på sig.
Selv om de to indfødte rent faktisk når i land, må de kæmpe sig igennem mudder i timevis, og det tager tid at få fat på hjælpen.
Efter en nat uden nogen form for udsigt til redning, bliver Michael Rockefeller utålmodig. Omkring ved otte-tiden om morgenen er beslutningen taget. René Wassing forsøger at overbevise ham om at blive på båden og vente på hjælp.
Men Michael Rockefeller insisterer på at svømme i land. Han tager alt sit tøj af på nær underbukserne og spænder et bælte om livet. I bæltet hænger to tomme benzindunke, der skal være med til at holde ham flydende.
De kan skimte kysten i det fjerne, men hvad ingen af de to mænd ved er, at båden i mellemtiden er drevet så langt til havs, at der nu er 19 kilometer til land.
”Jeg tror jeg kan klare den!”, siger Michael Rockefeller og giver sig til at svømme mod land.
Det er sidste gang han bliver set i live.
Måske.
Samme eftermiddag spotter et redningsfly Rene Wassing. Han bliver reddet af en båd næste dag.
Michael Rockefeller bliver aldrig fundet igen.
Der er tre fremherskende teorier om hvad der kan være sket:
1. Han druknede og/eller blev spist af hajer
Drukning blev den officielle dødsårsag, da Michael Rockefeller i 1964 blev erklæret officiel død.
For teorien:
Der var 19 kilometer til land på åbent hav. Det er meget, selv for folk, der ikke i forvejen er udmattede og tørstige efter en nat på en forlist båd. Det er derfor sandsynligt, at han ganske enkelt druknede af ren og skær udmattelse, inden han nåede i land. Der er både hajer og saltvandskrokodiller i farvandet omkring Papua Ny Guinea.
Imod teorien:
Benzindunkene burde have holdt ham oppe. Der er aldrig fundet noget lig – eller benzindunke. Og der blev virkelig ledt. I to uger overfløj man området konstant i fly og helikoptere. Både gennemtrawlede området og tusindvis af lokale hjalp med at lede.
Hajerne i farvandet angriber sjældent mennesker.
2. Han nåede land i live, men blev herefter holdt som fange eller frivillig stammemedlem i en række år
For teorien: Denne teori er den mest kontroversielle. Men hvis man skal tro dokumentarfilmen The Search for Michael Rockefeller, kan det have været tilfældet. Filmen kan desværre mig bekendt ikke ses i Danmark, men den findes på Netflix USA, hvis man får mulighed og lyst når man er på de kanter. Ikke desto mindre får man en god ide om hvad bevismaterialet er, ved at se denne trailer for filmen:
Teorien baserer sig altså dels på udsagn fra en australsk eventyrer samt det muligvis ret chokerende gamle filmklip, der er kommet for en dag under researchen til dokumentaren.
Er det Michael Rockefeller i den kano?
Imod teorien: Næsten alt andet. Hvordan kunne det lykkedes de indfødte stammer at holde ham skjult så længe, når hele verden ledte efter ham? Hvorfor flygtede han ikke? Hvorfor hørte ingen af de missionærer i området, der var tæt på de lokale, aldrig om den hvide mand? Familien Rockefeller havde udlovet en dusør på 250.000 dollar til den, der kunne finde endegyldigt bevis på hvad der var sket med deres søn. Kunne det virkelig holdes hemmeligt, hvis han var i live?
Og hvis han selv ønskede at skjule sig, hvorfor dog det? Og hvorfor udsætte sig selv for at leve i en kultur, der knap nok havde hørt om metalredskaber, når han kunne vende hjem til et liv uden nogen som helst bekymringer? Selv hvis han af uransaglige grunde skulle have valgt denne løsning, er det svært at se at han ville stå ved et sådant valg resten af livet.
3. Han nåede i land i live, men blev dræbt og efterfølgende spist af menneskeædere
Dette er den mest populære teori og er blandt andet den konklusion Carl Hoffman drager i sin bog Savage Harvest efter et stort researcharbejde.
Teorien går ud på, at det lykkedes for en udmattet Rockefeller at drive i land, og at han her støder på krigere fra landbyerne Otsjanep.
Forhistorien er, at de krigere har haft sammenstød med den nærliggende landsby Omasedep et par år forinden. Mange mennesker mister livet. Det er en helt naturlig del af stammelivet for de indfødte, men for den hollandske koloniherre, er det utilstedeligt. En patrulje sendes ud for at dæmpe gemytterne, men det ender med at gå grueligt galt. Et skud bliver løsnet for hurtigt af en af de hollandske soldater, og på få øjeblikke er flere af stammens allermest betydningsfulde mænd udraderet.
For hollænderne er der tale om et hændeligt uheld, men for de indfødte er det et ikke bare uhørt, men også aldeles uforståeligt overgreb, der ikke hænger sammen med noget, de kender til i deres forståelse af verden.
Da Michael Rockefeller driver i land, er det tre år siden, men stammen har ikke glemt og kravet om hævn over den anden stamme – altså de hvide – hænger stadig i luften.
To hollandske missionærer i området har uafhængigt af hinanden fortalt, at de efterfølgende har talt med stammefolk, der har berettet for dem, at Michael Rockefeller ganske rigtigt bliver fundet af en gruppe mænd.
Carl Hofmann har interviewet præst Hubertus von Peij, der omkring en måned efter Michael Rockefeller var meldt savnet, det vil sige i december 1961, får besøg af fire indfødte mænd, som fortæller ham følgende historie:
En gruppe på omkring 50 mænd er på vej tilbage til deres landsby med tømmer, da de ser, hvad de først tror, er en krokodille i floden Ewta. Men da de kommer tættere på, viser det sig at være en hvid mand, og han vinker.
Herefter er der ingen vej tilbage. Rockefeller bliver slæbt til et afsides liggende sted i skoven og dræbt og spist efter foreskrifterne.
Et skænderi opstår, fordi flere af mændene nu endelig ser en chance for at bringe ligevægt i universet igen ved at hævne sig på den hvide mand. Andre taler for at lade den hvide mand overleve. Men den første gruppe vinder, da de indfødte forsøger at bugsere den medtagne Rockefeller op i en kano og en kriger spidder ham i brystet med sit spyd.
Herefter er der ingen vej tilbage. Rockefeller bliver slæbt til et afsides liggende sted i skoven og dræbt og spist efter foreskrifterne.
”Hvad for noget tøj havde han på? Havde han briller på?”, spørger Hubertus von Peij.
Det er underligt, forklarer de indfødte. Han havde sådan nogen sære shorts på som de aldrig havde set før. Uden lommer.
Altså underbukser.
Han spørger også hvor Rockefellers hoved er nu?
”Det hænger i Fins hus”, forklarer de og undrer sig over, at det alligevel var så lille et kranium den hvide mand havde.
I alt 15 mænd har forskellige knogler, der engang befandt sig i Michael Rockefellers krop, forklarer de fire mænd.
Detaljegraden, er som, Carl Hoffman skriver, så overvældende, at Hubertus von Peij må skrive til sin overordnede om sin opdagelse.
En kollega til von Peij har hørt lignende historier, og da de to præster har sammenlignet noter, skriver Cornelius van Kessel indtrængende til kirken i et brev dateret den 15. december 1961:
”DET ER HELT SIKKERT, AT MICHAEL ROCKEFELLER BLEV MYRDET OG SPIST AF OTSJANEP”, skriver han med store bogstaver og tilføjer, at hvis han havde så meget som en procents tvivl om, hvad der var sket med den unge amerikaner, er den nu forsvundet, efter han har talt med von Peij.
De hollandske myndigheder beslutter sig for ikke at reagere. I en rapport skriver en embedsmand, blandt andet, at han ikke anser historien for endegyldigt bevist, og at der derfor ikke er ”relevant at give disse informationer til Rockefeller senior på dette tidspunkt”.
For teorien: De to præster kendte det lokale sprog og havde god kontakt til de lokale. Historien er detaljeret og virker troværdig med hensyn til Asmat-stammens verdensopfattelse.
Angiveligt hyrer Michael Rockefellers familie i 1979 en privatdetektiv, der rejser til Ny Guinea for at skaffe endelig vished om hans skæbne. Historien, der blandt andet er blevet bragt af tv-stationen The History Channel, mener at vide, at privatdetektiven bragte tre kranier tilbage til USA, så de kunne blive testet og at et af disse kranier skulle have tilhørt Michael Rockefeller. Angiveligt blev der, ifølge History Channel, udbetalt 250.000 dollar til privatdetektiven. Netop den sum, der var udlovet i dusør for at skaffe familien vished.
Rockefeller-familien har aldrig bekræftet eller kommenteret dette.
Imod teorien: De indfødte kunne have hævdet at have dræbt den hvide mand for at virke mere frygtindgydende overfor deres modstandere. Det var en del af spillet blandt de krigeriske stammer, at man udnyttede list og løgn for at hævde sig. Officielt er Michael Rockefeller stadig druknet. Der er aldrig blevet fremlagt konkrete beviser for at han faktisk blev myrdet.
Hvad der skete senere:
Så snart Michael Rockefeller blev meldt savnet, smed hans far alt hvad han havde i hænderne og fløj til Ny Guinea med tvillingesøster Mary på et fly, der også var proppet til randen med journalister.
Her måtte de stå magtesløse på sidelinjen, mens eftersøgningen foregik. Efter fem dage, meddelte de hollandske myndigheder, at håbet om at finde Michael i livet var opgivet.
Efter to uger stoppede den officielle eftersøgning.
I 1964 erklæres Michael Rockefeller officielt død.
Mary Rockefeller udgiver senere en bog, der handler om sorgen ved at være en overlevende tvilling.
Dead Birds, filmen som Rockefeller var lydmand på, fik premiere i 1963, to år efter hans død. Filmen er senere blevet kritiseret for at have fiflet med lydoptagelserne.
Museum of Primitive Art blev lukket i 1976 og hele museets samling overgik herefter til Metropolitan Museum.
Bisj-pælene nåede frem til USA og står nu udstillet i The Michael C. Rockefeller Wing, der åbnede i 1982.
Og her står jeg. Alle disse år senere og tænker på en ung mand på tærskelen til hvad der kunne have været et fortryllet eller ulykkeligt liv. Og ser på de bisj-pæle, der drev ham til den yderste kant af eventyret. Så langt ud, at han bogstaveligt talt faldt af landkortet. Jeg ser op på pælene, ser de alvorlige ansigter. Tænker på, at på Papua Ny Guinea er de døde aldrig helt døde.
Måske er de heller ikke i New York.
”Har du set nok?”, siger min tålmodige rejsekammerat, der har måttet høre hele den lange historie om en mand, hun aldrig kendte til, før jeg blev så optaget af hele den her historie.
Og her står jeg. Alle disse år senere og tænker på en ung mand på tærskelen til hvad der kunne have været et fortryllet eller ulykkeligt liv. Og ser på de bisj-pæle, der drev ham til den yderste kant af eventyret. Så langt ud, at han bogstaveligt talt faldt af landkortet
Jeg nikker og vi går ud i resten af New York. Solen skinner og det er sommer. Og vi er tusindvis af kilometer fra Papua Ny Guinea.
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook ved at like vore side. Her får du alle links til vores nye artikler. Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Min Mobile Pay: 23612400
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her