
KOKA-COIN COLOMBIA // REPORTAGE – I begyndelsen af marts 2021 blev en lejr fra de såkaldte “FARC-dissidenter” i Guayabero, Colombia, bombet og mindst to mindreårige døde. Vi besøger regionen, der var kendt for sin koka-dyrkning for at lytte til stemmer, som sjældent høres – fra kvinderne. Dette er deres historie: Det er stemmerne fra kvinderne i Guayabero.
GUAYABERO, META, COLOMBIA – Ved første øjekast kan junglen virke idyllisk, men så er der disse små detaljer; nogle usynlige, alle sammen så vigtige. Den stærke kemiske lugt fra de mange kokabaselaboratorier, som vi ved, er der.
Og militærets helikoptere, der flyver lavt om natten over den søvnløse by.
Guayaberos kvinder i alle aldre drømmer bare om, at deres grundlæggende rettigheder respekteres. Uddannelse, sundhed, sikkerhed, mad, infrastruktur. Om at indånde en luft af fred. At få og finde en vej i livet
Også flagene fra FARC-dissidenter, der blafrer i området. Ingen siger deres navn, men alle har dem i tankerne. Alt for meget, alt for ofte.
Den 2. marts 2021 kom Guayabero i både colombianske og internationale nyheder. Den colombianske hærs fælles taskforce Omega havde iværksat en bombning af en dissidentlejr med flere mindreårige.
Som et resultat døde tolv mennesker, mindst to af dem, Danna Liseth Montilla Marmolejo, 16, og Yeimi Sofía Vega, 15, var mindreårige. I Guayabero er rekruttering af mindreårige ikke nogen hemmelighed, det er snarere normen.
Guayaberos kvinder i alle aldre drømmer bare om, at deres grundlæggende rettigheder respekteres. Uddannelse, sundhed, sikkerhed, mad, infrastruktur. Om at indånde en luft af fred. At få og finde en vej i livet.

En ung kvinde født midt i en intern fordrivelse. En indbygger, der søger at helbrede befolkningen med sin medicinske viden i områder uden sundhedspost, men som risikerer at komme i fængsel for det. En kvinde døde, fordi hun mistede tyve (ud af tres) køer, da de for nylig blev dræbt af militæret.
Altid den latente frygt for at sende børn i skole på grund af den militære tilstedeværelse.
Altid ønsket om, at natten aldrig kommer.
Der er ingen måde at fortsætte med at studere her. Skolen er virkelig dårlig. De finder ingen anden udvej og går til guerillaen
Disse kvinder lever i et slags parallelt samfund, hvor valutaen bogstaveligt talt er koka-base, og husene er omgivet af plantager. Kvinder, der bor sammen med deres familier midt i Serranía de la Macarena National Park, et område, hvor den nationale regering gennemfører Operation Artemisa, en militær strategi for at beskytte Amazonas fra ulovlige aktiviteter. Fra koka.

Tilstedeværelsen af staten er den tvungne udryddelse af kokaplanterne. Det er alt.
Selv navnet på en af de centrale landsbyer siger alt: Nueva Colombia (nye Colombia).
Dybest set drømmer alle om at være en del af Colombia. Om at dyrke ananas eller papaya i stedet for koka. Eller om at have kvæg. Få en vej, der forbinder dem med resten af landet.
Det her er deres historie. Det er stemmerne fra Guayaberos kvinder.
Farisiuri Gonzales Morales
13, skoleelev, La Reforma
”Jeg blev født dagen efter, at mine forældre var blevet fordrevet fra deres hjem. De paramilitære havde voldtaget piger. Mine forældre tog til Nueva Colombia. Jeg blev født dagen efter, den 6. marts kl. 1 om eftermiddagen. Lægerne havde sat min mors termin til den 20. marts, men på grund af fordrivelsen blev jeg født den 6. marts. Det har mine forældre fortalt mig.
Skolen her er elendig. Lærerne var bange, de rejste herfra, fordi de var bange.
Der er kun grundskolen (primary school). Derfor tager flertallet af børnene til de væbnede grupper, fordi regeringen ikke giver mulighed for at studere her. Mange forældre har ringe indkomst, så børnene har intet andet valg end de illegale væbnede grupper.
Er hæren mon derude? Kommer de mon og dræber en ko om natten, eller stjæler noget? Det er på det tidspunkt, du plages mest
Jeg kender flere, der har sluttet sig til dem. Der er ingen måde at fortsætte med at studere her. Skolen er virkelig dårlig. De finder ingen anden udvej og går til guerillaen. De er lidt ældre end mig, fem eller seks personer, der er smuttet, fordi der ikke er nogen uddannelse.
De er drenge og piger – de er taget dertil meget unge, fordi de ikke kunne fortsætte med at studere. Jeg har aldrig tænkt på det, jeg kan ikke lide det.”

”Jeg elsker heste og kvæg. Hesten er som en god ledsager, jeg kan godt lide at ride på en hest. Jeg kan godt lide kvæg, de er som en stor familie. Det er, som om de har mig, og jeg har dem”.
”At rejse herfra ville være for svært for mig. Jeg er født og opvokset her, indtil jeg var ti år gammel. Der tog mine forældre mig ud til San José de Guaviare for at fortsætte med at studere. Det ville ramme mig hårdt.”
“Jeg blev født her. Det er dét, der giver mig liv. Det er som noget meget smukt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dig det. Det er, som om jeg bærer jorden i mit blod”.
Om natten ved du ikke, om du skal sove eller holde dig vågen. Når helikopterne starter derude, ved du ikke, om de bringer flere soldater, om de pludselig kommer ud af ingenting, hvis hundene gøer.
Alt blev ødelagt. Vi sultede. Min mor fik altid fat i majs. Så lavede hun majssupper til os uden salt, sukker eller nogetsomhelst. Min bror var baby, vi led alle sammen på det tidspunkt
Er hæren mon derude? Kommer de mon og dræber en ko om natten, eller stjæler noget? Det er på det tidspunkt, du plages mest.
Leonilde Hernández Rincón
30, Caño Cabra, bonde- og kokaproducent
”Jeg kan huske helikopterne, da de luftsprøjtede med glyphosat. Der sultede vi bogstaveligt talt. En dag da jeg var otte år gammel, hørte vi helikoptere og fly.”
“Det eneste, jeg gjorde, var at gemme mig under sengen. Jeg var så bange. Huset bevægede sig. Først vidste vi ikke, hvad det var. Så så vi flyene sprøjtede, der blev ofte hørt rygter, men der er ikke noget tv eller noget at få information fra. Det overraskede os. Så kunne du se bananerne.
Alt blev ødelagt. Vi sultede. Min mor fik altid fat i majs. Så lavede hun majssupper til os uden salt, sukker eller nogetsomhelst. Min bror var baby, vi led alle sammen på det tidspunkt. Helikoptere og skud blev hørt så ofte om natten, overalt. Bombninger, skyderier.”

”Min mor siger, at før var alt jungle, og folk fældede mange træer, som de solgte i landsbyerne. Da kokaen kom, så de kokaen som mere rentabel. Det var også allerede svært at komme til det med træerne.”
“Same old story – ulovligt, ulovligt, ulovligt. Økonomien her har altid været ulovlig. Men hvad gør vi, når de ikke giver et lovligt alternativ? ”
”Og der kan ikke investeres, fordi vi er i en nationalpark. Ikke sætte solpaneler op, fordi vi er i parker. Heller ikke forbedre skolen, fordi vi er i en nationalpark. Men luftsprøjtning, det må man godt i en nationalpark.”
“Det er dobbeltmoralsk. Beskyt, konserver og sprøjt så med glyphosat, der forurener luften, vandet og jorden. Det er en realitet, det vil fortsætte med at ske. Vi har været her i mange år, de kan ikke smide os ud. Folk vil være i nød, men de vil fortsætte med at fælde træer og så koka.”
Det eneste der sker med sprøjtningen er, at det beskadiger jorden og tvinger folk til at fælde flere træer. De vil sulte os. Mange børn vil forlade skolen. Vi vil lide nød
“Så længe der ikke er nogen grundlæggende løsning, vil folk blive ved. Det eneste der sker med sprøjtningen er, at det beskadiger jorden og tvinger folk til at fælde flere træer. De vil sulte os. Mange børn vil forlade skolen. Vi vil lide nød.”
“Men det vil ikke ændre virkeligheden eller bevare miljøet. Fordi folk vil se sig nødsaget til at fælde flere træer. Kokaen vil ikke stoppe med at blive produceret. ”
”Nogle gange drømmer man meget. Det ville være cool, hvis her bliver sådan som i andre regioner. Hvor der er en vej. Du planter afgrøder, venter på, at bilen passerer og sender det afsted. At der er et signal fra telefonen, at der er elektricitet, at der er kloaksystem.”
“Kommer vi mon til at få det en dag? Jeg drømmer om det. Det er en ydmyg drøm, det er ting, der burde eksistere, som vi burde have. Det er dét, vi beder staten om. At de investerer her. Vi er bønder med rettigheder som enhver anden colombianer.”
Danna Valentina Patarroyo Hernández
13, skoleelev, Caño Cabra
”Da soldaterne var her, måtte vi gennem en mark med en lejr for soldater for at komme i skole. Det var for tre år siden. Vi var langt væk, og soldaterne lod ikke nogen komme forbi.”
“Derfor sendte vores forældre os ikke i skole, de var bange. Jeg gik ikke i skole i omkring en måned. Derefter blev skolen lukket i to måneder under strejken, den var lige ved siden af vores hus.”

”Koka er en måde at overleve på, for her er ikke nogen vej, så man kan ikke komme ud med produkterne. Derfor dyrker de koka her. Før jeg blev født, var det tømmer, men der er ikke mere træ tilbage, så vi bliver nødt til at dyrke koka. Jeg vil gerne studere i Bogotá med mine brødre. Og så komme tilbage igen og være lærer.”
“Jeg ville ønske, at toiletterne på skolen blev ordnet. Det ville være smukkere, hvis der var en vej, så ville der allerede være andre ting, vi kunne dyrke. Ananas eller hvad ved jeg. Jeg vil ikke arbejde med koka, det er dårligt for dit helbred, du kan blive forgiftet”.
De militære styrker udrydder afgrøder til ulovlig brug, men vi har hørt fra bønderne, hvordan militæret er kommet for at ødelægge deres huse og ødelægge deres daglige brød. De skyder mod mennesker i fredelige demonstrationer
De strejker, som Danna nævner, er når bønder protesterer mod tvungen udryddelse af koka. Sidste år demonstrerede mere end 1.000 kokaproducenter sådan i mere end en måned. Til sidst greb ESMAD (Den Mobile Anti-Riot Squad) ind. Menneskerettighedsorganisationer har advaret om flere alvorlige menneskerettighedsovertrædelser, kvæstelser og forsvindinger.
Carol Brigith Rodríguez Roa
Koordinator for det humanitære område-Community etableret af flere menneskerettighedsorganisationer i landsbyen Nueva Colombia i Guayabero i slutningen af oktober 2020 efter en stærk bekymring for menneskerettighedskrænkelser i Guayabero.
Hun er bekymret over hærens behandling af befolkningen i området:
”Der har været misbrug af de offentlige styrker overfor den her landbefolkning. De har ikke modtaget differentieret behandling, men en krigs-behandling.”
“De militære styrker udrydder afgrøder til ulovlig brug, men vi har hørt fra bønderne, hvordan militæret er kommet for at ødelægge deres huse og ødelægge deres daglige brød. De skyder mod mennesker i fredelige demonstrationer.”

”Det er ingen hemmelighed, at FARC-dissidenterne er til stede i delstaterne Guaviare, Meta og Caquetá. Vi har set, at før fredsaftalen var væbnede strukturer som disse autoritetsfigurer i regionen. De var ikke kun ansvarlige for militær tilstedeværelse, men også for autoritet, orden, organisation og så videre.”
Fredsaftalerne skabte perspektiv og håb. Men staten kom aldrig, den overholdt dem aldrig
“Med underskrivelsen af aftalerne følte samfundene sig meget ubeskyttede, fordi det antages, at staten ville komme, men staten kom aldrig til Guayabero. Nogle omkringliggende landsbyer benyttede sig af programmerne om at udrydde kokaen, men staten overholdt aldrig deres del. Fredsaftalerne skabte perspektiv og håb. Men staten kom aldrig, den overholdt dem aldrig.”
”I landsbyen La Reforma har vi set forkortelsen AUC skåret ud i træbark, noget der i høj grad har gjort civilbefolkningen bange. Landsbybeboerne har fortalt os, hvordan militæret er kommet med trusler. De fortæller dem, at de ikke skal være bange for os, men I skal være bange for dem, der kommer bagefter os. De er AUC, de paramilitære, Águilas Negras. ”
Luz Aleyda Morales Henao
41, La Reforma (Faisiuris mor)
”Flyene kom meget tæt på. De kastede en bombe, og gryderne i køkkenet faldt på gulvet, der lød et kæmpe brag. Og helikopterne skød mod husene. Her på markerne faldt kuglerne, det var forfærdeligt, børnene græd.”
“Jeg var nødt til at pakke min datter ind i en madras, og vi krøb begge derind, fordi vi var bange, fordi kuglerne faldt lige derude i gården. Det var overvældende. Det var, da Álvaro Uribe var præsident.”
“Gudskelov begyndte dem med menneskerettighederne at komme her. Hvis det ikke var for dem, hvad skulle der være blevet af os.”

”Hæren kom forklædt som paramilitære, og så bliver man bange. De sagde, at vi var nødt til at forlade det her område. At de var fra AUC, paramilitære – og bønderne blev bange. Vi løb, da hæren kom. Vi var virkelig bange.”
“Jeg var gravid med Faisiuri på dét tidspunkt. Vi tog til Nueva Colombia. Der er masser af tomme huse her omkring, fordi de blev forladt dengang.”
Min datter Faisiuri blev syg, hun blev forgiftet. Lægen sagde, at det var på grund af sprøjtningen. Hun fik store udslet på huden, som svulmede op i ansigtet
“Lige nu er vi bange, fordi vi har hørt nyhederne om, at der vil blive luftsprøjtet igen. Da der blev sprøjtet tidligere, var det ikke slut med kokaen. De ødelagde vores marker og vores mad.”
“Min datter Faisiuri blev syg, hun blev forgiftet. Lægen sagde, at det var på grund af sprøjtningen. Hun fik store udslet på huden, som svulmede op i ansigtet. Lægen sagde, at det var fra glyfosaten. Faisiuri var fem måneder gammel på det tidspunkt. Hun var indlagt i cirka to uger”.
María Manrique
42, har et mini-apotek i Nueva Colombia
”Regeringen har helt forladt os, hvad sundhed angår. Sundhedspromotoren blev taget fra os for tyve år siden. Én gang om året kommer Doctors of the World. De bliver tre-fire dage.”
“For seks år siden kom en tre-fire-dages medicinsk brigade. De kom med penicillin, ibuprofen og prævention. Det er det eneste, de har med. De udførte nogle tests, men de kom ikke med resultaterne.”

“Så tager jeg mig af behandling. Jeg har viden, men det er noget empirisk. Vi ved, at det er ulovligt, iflg. regeringen. Her omkring ville de kalde os guerillaassistenter. Bare for at forsøge at redde et liv. Bortset fra at yde førstehjælp, syr jeg også. Man bliver nødt til at løbe risikoen.”
“Hende fra det andet apotek har en sag hos anklagemyndigheden, hun blev stemplet som guerillahjælper. Selv salg af medicin er ulovligt fra regeringen. Men hvis de ikke giver os noget alternativ. Vi har ret til sundhed. Handlingen med at sælge noget eller betjene nogen – primær pleje til nogen, for mig er ikke en forbrydelse. For mig handler det om at redde liv.”
Nogle gange kommer helikopterne, de flyver lavt, og de har deres højttalere. De beder os om at overgive os
”Jeg er også et offer for staten. Min far er bare én af de mange forsvundne i Colombia. Så fra en meget ung alder kender vi krigens rædsel og rædslen ved at vide, at ens far forsvandt, og at man aldrig vil have et sted at gå hen for at efterlade ham en buket blomster. Det er meget trist”.
”Vi ved alle, at det er en rød zone. Det har været domineret af FARC og nu dissidenterne.”
“Nogle gange kommer helikopterne, de flyver lavt, og de har deres højttalere. De beder os om at overgive os. For omkring halvanden måned siden kom de. De begynder at smide pjecer, som opfordrer os til at udlevere os selv. Men hvorfor skal vi overgive os, hvis vi bare er bønder.”

”Koka er den vigtigste økonomiske faktor, selvom det er ulovligt. Det er praktisk talt pengene her omkring. Det kaldes mercancía, det betales med gram. Hvis nu du skal betale 19.000 pesos i mad. Så jeg vil dele det med 2.100 pesos, og de giver mig ni gram. Og jeg vil modtage disse ni gram.”
“For her er det som penge. Her har vi holdt 2-3 år, hvor vi ikke har set en pengeseddel. Vi overlever alle med koka her. Her er et gram kun 2100 pesos værd. Og uden for er et gram guld værd! Eller i andre lande – det er dem, der virkelig får mest ud af det her produkt”.
Gloria Diney Gerrera Agudelo
40, bonde, Nueva Colombia
“Det var sidste år, i 2020. Hæren kom for at udrydde kokaen. De tog hen til vores hus, og de udryddede alt, vi havde. Vi havde 61 kvæg på græs. Hæren, der var der, tog kvæget, køerne, og de begyndte at dræbe dem. 21 døde. Senere døde fem af deres sår, de blev fyldt med orme.”
Jeg følte meget smerte, for man lider så meget for at få de her ting, og på et øjeblik er alt forbi. Vi indgav en sag, men indtil videre har de ikke reageret på noget
“Mændene fortalte os, at de selv tog sig af at lade vidner forsvinde. Derfor klager mange ikke, fordi de er bange for at blive dræbt, bare for at have fortalt sandheden.”

“Vi havde fået kvæget med vores eget blod, sved og tårer. Det var ikke noget, nogen havde givet os. Og det tilhører heller ingen andre. At sige, at de tilhører guerillaen – NEJ. Bare fordi vi bor her, betyder det ikke, at vi er guerillaer. Vi er bønder, arbejdere.”
“Jeg følte meget smerte, for man lider så meget for at få de her ting, og på et øjeblik er alt forbi. Vi indgav en sag, men indtil videre har de ikke reageret på noget.”
Man er bange for at sige noget, for nogle gange kommer staten og dræber dig. Det er ens frygt. Det er derfor, mange mennesker er tavse, de er bange
Jeg har været her i 35 år. Og set, at alt kan gå op i røg på et øjeblik. Min dreng er kun fem år gammel. Jeg skal jo sende ham i skole. Det var til drengen, og alt det forsvandt på et øjeblik.”
“Vi så koen med tarmene udenpå skindet. De lod dig ikke engang helbrede dem. De sagde, at køerne tilhørte dissidenterne. Men nej – de var vores.”
“Man er bange for at sige noget, for nogle gange kommer staten og dræber dig. Det er ens frygt. Det er derfor, mange mennesker er tavse, de er bange. I aftes kunne vi høre helikopteren igen, det var en stor forskrækkelse.”
Colombia er dét land i verden, der dyrker mest koka og producerer mest kokain ifølge UNODC (FNs kontor for narkotika og kriminalitet). Det anslås, at Colombia i 2019 havde 154.000 hektar koka-afgrøder. I Colombia er omkring 170.000 familier beskæftiget med at dyrke koka.
Ifølge UNODC, i kommunerne La Macarena, Vista Hermosa, Puerto Rico og Puerto Concordia i delstaterne Meta og San José del Guaviare, der har jurisdiktion over Guayabero-floden, er der omkring 2.000 hektar koka.
Den 12. april udstedte den colombianske regering et dekret, der giver de juridiske rammer for at vende tilbage til den kontroversielle metode med at sprøjte ulovlige afgrøder fra luften med glyfosat. Det sker, efter at den blev suspenderet i 2015 efter anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Andrés Cardona er dokumentarfotograf og har fået sit arbejde publiceret i bl.a. The New York Times Lens Blog, Washington Post og Vogue.
Emnemæssigt dokumenterer han ofte væbnet konflikt, skovrydning, miljø, menneskerettigheder og oprindelige samfund. Han blev udvalgt som en af the emerging photographers af 6X6 Global Talent Program under The World Press Photo (2019), han har fået W. Eugene Smith Fund 2020 Fellowship og National Geographic Journalists Fund 2020 Emergency Grant og New Projects on COVID-19’s Global Impact fund.
Topfoto: Hus i Leonilde, som ligger midt i nationalparken Serrania de la Macarena. Foto: Andrés Cardona.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.