Hvem er din Martin?

Synnøve Søe 17.06.2017

“Og det går du vel hjem og skriver om nu?” Rigtigt, dét gør forfatteren Synnøve Søe. Denne gang i et essay om et venskab, der bogstavelig talt bliver kørt over. I hvert fald drukner det i en væmmelig og hånlig suppe kogt på selvmordere og enlige mødre for selv at føle sig bedre.

”Sig mig en gang, hvor lang tid kan det dog ta´ at skrabe en selvmorder op fra togsporene? Vi har ventet over en time nu og vi har ligesom betalt billet, endda til en stillekupé.” Sådan skrev Martin, en jeg også kender i det virkelige liv, i et opslag på Facebook fornylig.

”Stillekupé? Så hold da for fanden din kæft!” skrev jeg hidsigt og forfærdet.
”Det var for sjooov, Synnøve..!
”Sjov? Ulækkert og ufølsomt er hvad det er.” Og så fulgte et par grimme linjer fra os begge to i ”tråden”. Ingen andre blandede sig. Efter en halv time skrev Martin:
”Vil I tro det, nu kører toget igen, efter næsten to timers ventetid! Bye Bye…”

Det blev også et Bye Bye fra mig og en blokering.

Snot for snot
Vi plejede at tale i telefon af og til og har mødtes et par gange, Martin og jeg, han lever også af at skrive. Vi udvekslede ideer til manuskripter og læste færdige ting. Vi var rigtig gode til at give hinanden kritik, og der blev ikke kun strøget med hårene, vi var ærlige, både når vi kedede os, og når der var noget at råbe hurra for i det skrevne. Det eneste formål for os begge to var at blive bedre som forfattere, men forbindelsen var begyndt at knage, og af og til måtte jeg sige fra i telefonen, jeg synes Martin var grov og lidt for ofte, sådan I ved, for hurtig til at fordømme og dømme andre.

Du taler virkelig grimt, det gør mig både vred og ked af det, du burde være for god til at tale sådan om andre mennesker, du er jo også klog og sjov, hvorfor har du brug for det, hvad giver det dig?

”Dét der sagde du simpelthen ikke, Martin. Hvad er der i vejen med små børn, hvorfor er du nærmest hadende når du taler om dem og ikke mindst deres forældre?”
”Hadende? Jeg har da ikke noget imod børn.”
”Så sig noget pænt eller ti stille. De børn du taler om har altid 11-tals grønt snot hængende helt ned på hagen, de er beskidte, de vræler, hyler og tigger. Du er ikke alene fordømmende, du generaliserer groft, men du har også en gang været en lille beskidt dreng med grønne 11-taller der sad helt nede på hagen, Martin, og du har ingen børn, det giver dig ikke frirum til at være nedladende hverken overfor børn eller deres forældre.”

”Jeg har ingen børn, nej, jeg har valgt et andet liv med Stefan.”
”Du taler virkelig grimt, det gør mig både vred og ked af det, du burde være for god til at tale sådan om andre mennesker, du er jo også klog og sjov, hvorfor har du brug for det, hvad giver det dig?”
”Årh, du er bare så sød og god og har altid de rigtige meninger, jeg taler ikke grimt, jeg taler kun om det jeg ser og hører.”
”Jeg kan sagtens sige noget om dig, som jeg ser dig, nemt og jeg kan også bøssegeneralisere om dit og Stefans samliv og ægteskab, hvis det var noget, og jeg kan sagtens komme op – eller rettere – ned på dit niveau.”

”Du truer mig, jo, dét er da grimt, hvis noget er grimt,” sagde Martin spidst.
”Tro mig, Skat, jeg kommer aldrig med trusler, jeg udfører det, jeg siger, så skal vi begynde med dig og dit ulækre, beskidte 11-tals liv?”
”Suk. Øje for øje, lavt, så lavt.”
”Nej ikke øje for øje, Martin, snot for snot.”
”Man kan jo ikke diskutere med dig, Synnøve, jeg vil have lov til at sige min mening og det skal du ikke forhindre mig i. Der er som bekendt ytringsfrihed i Danmark, også når man taler i telefon med dig.”

Betydningsfulde fodspor
Selvmorderen på skinnerne var det, der på alle måder fik mig til at blokere Martin, men jeg havde glemt at blokere min telefon, så et halvt år efter vi havde skændtes både her og der, ringede han og inviterede mig ud.
”Stefan er til en iværksætterkonference, så jeg er her i Aarhus et par dage og har ”ferietid”, må jeg invitere dig på middag i aften?”
”Skønt, ja tak, det må du da i hvert fald.”

Martin har fået et nyt job i en stor virksomheds HR-afdeling på Sjælland, hvor han står for alt med personalet, siden jeg talte med ham sidst.
”Jeg har stadig tid til at skrive, i weekenderne, du ved, ja, hvis jeg ikke er for træt altså.”

Jeg sagde, at jeg var glad for at se ham igen.
”Jeg var bange for at du ikke tog telefonen, at du stadig var vred på mig.”
Jeg sagde til ham, at det var glemt.
Martin snakkede meget, og især om LGBT (lesbiske, gay, biseksuelle og transkønnede).
”Det er så spændende, nu kommer der også et Q!” Martins øjne strålede.
”Q?” Jeg var helt forvirret.
”Q for Queer!”
”Okay.”

Jeg forsøgte en enkelt gang at fortælle ham noget, men hurtigt afbrød han med et lille smil og så var der lige noget mere han skulle fortælle om sit liv. Rødvinen var god, vandet dejlig koldt, jeg hældte mere op af begge dele

Martin talte og talte.
”Det er gået op for mig, hvor vigtigt de fodspor jeg laver, de skridt jeg ta’r, altså hvor meget betydning de har. Der kommer jo mange LGBTQ-mennesker efter mig, jeg går ikke kun for mig selv, jeg går også for dem.”
”Det gør du, men alle fodspor har en betydning, vores skridt er da også vigtige selv om vi hverken er LGBT eller Q …”

Martin talte videre og spurgte ikke en eneste gang om jeg var ved at sætte ”skridt eller fodspor” i mit sexliv/kæresteliv/i mit alfabet. Jeg forsøgte en enkelt gang at fortælle ham noget, men hurtigt afbrød han med et lille smil og så var der lige noget mere han skulle fortælle om sit liv. Rødvinen var god, vandet dejlig koldt, jeg hældte mere op af begge dele.

En trist historie
Martin begyndte at fortælle om sin cockerspaniel, Lola.
”Jeg ved slet ikke hvad vi skulle gøre uden Lola, hun er det bedste der er sket i mit liv.”
”Det bedste må da være Stefan?”
”Ha ha ha, han ved det godt, at han kun er på andenpladsen, det er jeg vist også hos ham…”
”Men I rejser jo meget, du har lige fortalt at I har været fire uger i Thailand, hvem passer så Lola?”
”Det er en meget trist historie.”
”Trist?”
”Jeg har en fantastisk sød veninde, vi har kendt hinanden i mange år, hun er enlig mor…”
”Og?”
”Hun har en frygtelig økonomi, hun har været meget uheldig med nogen ting, hun har også, du ved, været dum, hun har jo en datter på syv år, ikke?”
Jeg nikkede, men gad allerede ikke høre mere. Jeg interesserer mig ikke for fremmede menneskers privatøkonomi.

”Det er et voksent menneske du taler om, Martin.” ”Netop,” Martin nikkede

”Pludselig havde hun ikke noget sted at bo, men kommunen hjalp hende, hun har jo den lille datter…”
”Det har du fortalt.”
”Det er bare for at understrege, hvor grelt det er fat med Kirsten. Hun skylder så mange penge, du kan slet ikke forestille dig hvor slemt det er og jeg hjælper hvor jeg kan. En gang manglede datteren Michelle nogle sandaler og de kostede fem hundrede kroner, men jeg gør det jo gerne.”
”500 kroner, det var billigt.”
”Billigt? Jeg synes det var mange penge, hun bruger jo et lillebitte skonummer.”
”Da min dreng skulle have sandaler for 18 år siden kostede de 550 kroner, men det var også Bundgaard, jeg troede de var steget, men åbenbart ikke.”

”Det er ikke noget jeg gør tit, du ved, køber noget til Kirsten, faktisk kun de der sandaler der og så noget forleden, det gør mig glad at hjælpe hende, på den anden side skal hun jo ikke tro, at hun kan komme farende og bare få og få.”
”Det er et voksent menneske du taler om, Martin.”
”Netop,” Martin nikkede.

”Jeg synes det er en nedværdigende måde du taler om din veninde på.”
”Du har ikke hørt det hele.”
”Det behøver jeg heller ikke.”
”Du spurgte hvem der passede Lola og det gør Kirsten, for eksempel også nu hvor vi er i Aarhus, det var bare det jeg ville fortælle.”

”Så bor hun i jeres hus, mens du og Stefan er væk?”
”Nej, det gør hun ikke, Luna kommer ud til hende og Michelle, den har vænnet sig til alle typerne og dem bor der mange af i sådan et socialt boligkvarter. Jeg køber en masse poser mad til dem, jeg elsker bare at, du ved, at fylde hendes køleskabet helt op med de lækreste ting, alt det som hun aldrig får, det har hun jo ikke råd til. Så får den ikke for lidt med tapas, du ved godt de der pakker de har i Kvickly, de er ikke så voldsomt dyre, og så køber jeg yoghurt, Kirstens datter kan godt lide en fra Arla tror jeg det er, den er med kirsebær, jeg ved ikke om den også er økologisk, og bøffer og champignon, og hvis der er det grønne asparges, jeg kunne blive ved.”

”Okay.” Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke gik for jeg blev mere og mere vred. Jeg må jo have været sulten.

Hun er enlig mor
”Jeg køber også slik og sodavand og nogen gange en flaske hvidvin til Kirsten, så de rigtig kan hygge sig, det gør mig virkelig glad at jeg kan gøre noget for hende, jeg kan godt lide at hjælpe andre og igen, de skridt og fodspor jeg ta’r, dem er der jo andre, der skal følge, jeg mener, måske lærer Michelle, Kirstens datter noget om omsorg og dét at forære de mennesker der ikke har så meget, noget? Når man giver noget væk, får man jo en masse igen, er det ikke rigtigt?”

”Tjo…”
”Som sagt kan jeg jo ikke redde Kirsten ud af den suppedas hun har sat sig i, men jeg hjælper hende virkelig med at opdrage Michelle og jeg siger tingene lige ud, og det tror jeg Kirsten er glad for. Michelle er, og det kan du bare ikke forestille dig, jamen hun er SÅ pivet, jeg mener, hun tør ikke en gang gå tur med Luna om aftenen, hun begynder at tude hvis hun skal gå alene og Luna skal jo ud.”

”Du sagde at der var ”mange typer”, der hvor de bor og at Luna havde vænnet sig til dem.”
”Du kan jo ikke sammenligne en hund med et barn, Synnøve, altså et barn på syv skal sgu

Tak for middagen, det var sødt af dig og maden var god, men det jeg virkelig ikke kunne li’, var, at du har talt uafbrudt i over tre timer om dit liv nu, du tror åbenbart ikke at jeg har noget at fortælle om fra mit liv, det kunne jeg ikke li’

”Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg skal høre om din venindes økonomi og børneopdragelse, skal vi ikke tale om noget andet?”
”Hun er enlig mor.”
”Det har du sagt. Mange gange.”
”Du forstår det ikke, Kirsten er helt alene med problemerne, jeg holder meget af hende og det gør Stefan også og Luna elsker at være hos hende, vi kan ikke få noget bedre sted, men Michelle skal altså have lært at gå med Luna, der må jeg træde til og sige min mening, det er simpelthen for pattet at være så bange for ingenting.”

”Hun er syv år, Martin.”
”Netop.”
”Når I er væk en måned, så tjener Kirsten vel en god sjat på at passe Luna?”
”Nej, vi er jo venner, der skal ikke være penge mellem venner, det er et princip jeg altid har haft, er du ikke enig i det?”

”Jo, på mange måder er jeg enig med dig, men jeg synes alligevel, at Kirsten skulle have et pænt beløb for at passe Luna en hel måned, f.eks skal hun og Michelle jo ud med den mange gange, de kan jo ikke bare sende den ud i en have de ikke har, men hun får altså ikke nogen penge for ulejligheden.”

”Kirsten og Luna har kendt hinanden, siden Stefan og jeg købte hende som hvalp for fem år siden, som jeg lige har sagt, og jeg fylder jo hendes køleskab op når vi skal være væk i længere tid og jeg gav Michelle de der sandaler forrige sommer og så her fornylig da havde hun brug for 310 kroner til en fødselsdagsgave til Michelle, hun græd i telefonen da hun spurgte mig, det er første gang jeg har hørt hende græde, men dem sendte jeg da lige med det samme på Mobile Pay, selvfølgelig gjorde jeg det og ja, 310 kroner er ikke mange penge når man tænker på hvor dyrt det ville være at putte Luna på en hundepension hver gang vi tager afsted, men det har jeg faktisk aldrig tænkt på før.”

Tak for mad
Jeg rejste mig og så på Martin.

”Tak for middagen, det var sødt af dig og maden var god, men det jeg virkelig ikke kunne li’, var, at du har talt uafbrudt i over tre timer om dit liv nu, du tror åbenbart ikke at jeg har noget at fortælle om fra mit liv, det kunne jeg ikke li’, og så var der suppen, den kunne jeg ikke fordrage.”
”Vi har da ikke fået suppe?” Jeg kunne høre på Martins stemme at han var lidt usikker, i hvert fald forvirret.

”Masser af suppe har jeg fået, din hånlige suppe, i litervis.” Jeg lettede en anelse på min græsgrønne kasket.
”Selvmordere, du der har billet skal vente på bliver ”skrabet op fra skinnerne”, syvårige småpiger, du synes skal opdrages fordi de er pivede og ikke tør gå tur med din hund om aftenen og så den enlige mor der har et udfordrende liv og som skal være taknemmelig for de krummer der falder ned fra dit og Stefans bord, selv om hun passer jeres hund mange uger om året.”

“Det er åbenbart nødvendigt for dig at stå på nogen der er svagere end dig for at du selv kan komme højere op. Når jeg tænker på hvor meget de homoseksuelle – LGBT & Q – har kæmpet med et ENORMT MOD og meget andet længe før du blev født, og i mange lande gør de det stadig, kæmper en ofte meget blodig kamp for de rettigheder du så selvfølgeligt har nu, når jeg tænker på det, så væmmes jeg ved din trampen på andre for at gøre dig selv bedre.”

”Og det går du vel hjem og skriver om nu?”
”Rigtigt, dét gør jeg.”
”Jeg er ikke alle bøsser.”

”Det ved jeg da godt og jeg har ikke tænkt mig at generalisere et eneste sekund, jeg har tænkt mig at fortælle mine læsere om et menneske der selv er fra en minoritet koge væmmelige og hånlige supper på selvmordere og enlige mødre for at føle sig bedre og Martin, kontakt mig aldrig igen. I aften er jeg blevet mindet om hvorfor jeg afbrød vores kontakt for et halvt år siden. Jeg væmmes ved dine selvoptagede, nedladende og hånlige skridt og heller ikke dine fodspor bryder jeg mig om. For mig går du ikke forrest. Du går bagerst. Adjø!”

Hovedillustration: Kunstværk uden titel (work in progress – ufærdigt), juni 2017, af den engelske skulptør, Claire Partington.
Claire Partington er uddannet fra Central Saint Martins, London, i 1995 og fortsatte senere, da hun var begyndt som udøvende kunstner, med at studere på Kensington and Chelsea College fra 2003-2008. Partington har en særlig kærlighed for at lave værker i keramik, og hendes skulpturer er købt af samlere fra hele verden. Blandt andet har hun solgt kunstværker til The Reydan Weiss Collection.
www.clairepartington.co.uk
Twitter
Facebook
Instagram