Religionskritik

Religioner er under pres men finder nye veje og ny mening under coronakrisen

i Featured af
TRO OG RELIGIONSKRITIK // KRONIK – Over hele verden er religion og tro under stigende pres efter udbruddet af coronavirussen. Religiøse ceremonier er blevet forbundet med smittespredning i både Europa, USA og i Asien. Der har altid været religionskritik, både i form af debat mellem religionerne og kritik udefra, skriver Marianne Qvortrup Fibiger. Men det er nyt, at religionens adfærdsform er i søgelyset. Modsvaret har været at organisere måden at mødes på. Religionen er som så meget andet gået online og samlede sig påsken over i virtuelle rum – også i Danmark, hvor de digitale gudstjenester var talrige påskedag.

Religion har næsten altid spillet en stor rolle under kriser. Den har både kunne give en mulig (uvidenskabelig) forklaring på, hvad der kan være baggrunden for krisen og ofte også kommet med løsninger på, hvordan krisen kan afbødes. Sådan er det også under den aktuelle coronakrise.

Og selvom det er under meget ulykkelige forhold, så er den tid, vi befinder os i lige nu, et interessant laboratorium for os, som forsker i religion. For meget ligner noget, vi har set før op igennem historien, men der er også nyt. Og det er her, det bliver fagligt interessant.

Hvad er en religion, hvis det ikke handler om at mødes i fællesskaber og sammen dyrke troen?

Det giver os ikke kun et indblik i, at religion stadig fylder meget i vores samtid; det er også endnu et godt eksempel på i, hvordan religion nu og til alle tider har måtte tilpasse sig den tid, som den indgår i. For ellers vil den ikke være menings- eller betydningsgivende længere for de mennesker, som er brugere af den. ”Tilpas dig eller forsvind” kan man måske lidt hårdt stille det op.

Tro og religion er under pres

Og lige nu har religion tilsyneladende svære vilkår og er under pres. Forskellige religioner bliver, som nok aldrig set tilsvarende før, sat under statslig administration i det meste af verden.

Det er ikke længere, som vi har set det tidligere, lokalt, som under Maos styre af Kina eller under Sovjettiden, hvor religion i større eller mindre grad blev forbudt. I dag er det stort set i hele verden og på samme tid – og under nogle andre vilkår.

Det er ikke sådan, at de autoritære regeringer ønsker religion afskaffet – den må sandelig gerne være her, hvis den eksempelvis blot indordner sig de statslige forordninger om bl.a. ikke at invitere til, at mennesker mødes i større forsamlinger.

Men den type påbud er svært for enhver religion. For hvad er en religion, hvis det ikke handler om at mødes i fællesskaber og sammen dyrke troen?

Religionen må indordne sig staten

Staten har således fået forrang for Gud, som Anders Jerichow skrev i Politiken for nylig.

Det samme minder Roskilde stifts biskop, Peter Fischer-Møller sine præster om, når han i et fire-siders langt brev i marts understreger, at de skal agere som embedsmænd og menighedsledere under coronakrisen. De må ikke offentligt stille spørgsmål ved myndighedernes forordninger, præciserer han.

Det kan være nok fornuftigt, men nogle kritikere mener, at det er en for stor indskrænkning af præsternes ytringsfrihed. Interessant nok tog mange præster deres embedsmandsposition så alvorligt, at de kritiserede kulturminister Joy Mogensens, da hun foreslog muligheden for, at kirkerne i en tilpasset form, kunne åbne her til påske. 

Adskillelsen af ”hvad kejserens er, og hvad kirkens er”, som Jesus og med ham senere Luther præciserede det i 1500- tallet, er hermed i den grad endnu engang til debat.

Og her gælder det nu ikke længere en diskussion inden for kristendommen, som Luther fremførte den men i tilknytning til stort set alle religioners beføjelser, uafhængigt af om det er buddhisme, hinduisme, islam, jødedom eller kristendom, vi taler om.

Og det er nyt.

Religiøse fællesskaber som syndebukke

Og ikke nok med det – det er også nyt, at religiøse sammenkomster nu er blevet hængt ud som de store syndere, når det gælder udbredelsen af en epidemi.

Religion tilbyder med andre ord ikke kun en forklaring på baggrunden for Covid19, den er også blevet en del af årsagen.

For der er selvsagt en betydelig smittefare i tilknytning til de store religiøse steder, fester og begivenheder, hvor mange mennesker samles på en gang. Også selvom det er i en guds navn.

Religion er med andre ord kommet under stadig mere statslig administration under coronakrisen, og der udstedes stadig flere statslige dekreter om, at folk ikke må samles – i alt fald ikke for mange ad gangen – ved de store pilgrimsteder

Her mødes man, står tæt, holder evt. hinanden i hånden, rører ved de samme hellige relikvier, deler helligt rum, bedetæppe, renser sig ved eller i det samme vand, og drikker måske af de samme hellige beholdere o.l.  Og det går stort set imod alle sundhedsmyndighedernes påbud.

Det første eksempel på, hvor religion blev syndebuk for udbredelse af coronavirussen var nok i Sydkorea, hvor Covid-19 spredte sig tidligt. Her var det den kristne menighed kaldet Shincheonji, der blev udskældt som værende den store smittekilde i forbindelse med kirken årlige fredsmøde, som samlede tusindvis af mennesker på et sportsstadion.

Siden er kritikken haglet ned over mange andre religiøse sammenkomster, som tilsvarende er blevet udpeget som væsentlige smittekilder.

Senest er en marathon-gudstjeneste, som blev afholdt over fem dage i Mulhouse i Alsace, hvor over 2000 kristne var samlet fra store dele af verden, blevet udpeget som en europæisk rugekasse for coronavirussen. For man har derfra kunne følge, hvordan virussen spredte sig sammen med de mange kristne, som nu vendte tilbage til deres hjemstavn i Frankrig eller i deres hjemlande bestemte steder i Tyskland, Schweiz, Burkino Faso og Fransk Guyana.

Religionens frie bevægelighed er indskrænket

Religion er med andre ord kommet under stadig mere statslig administration under coronakrisen, og der udstedes stadig flere statslige dekreter om, at folk ikke må samles – i alt fald ikke for mange ad gangen – ved de store pilgrimsteder.

De enkelte religioner anses som kilde til alskens problemer i verden inklusiv forskellige former for epidemier er ikke nyt. Tænk blot på alle de interne magtkampe, der har udspillet sig imellem religioner op igennem historien

Det gælder for eksempel Mekka under Hajj (den store muslimske pilgrimsfærd), Betlehem og Jerusalem ved den nært forestående påske, og også de hellige byer såsom Varanasi og Rishikesh langs Ganges floden i Indien, hvor millionvis af hinduistiske pilgrimme løbende samles, har nu fået stærke forsamlingsrestriktioner fra Premierminister Modi.

Religionskritik
Peterskirken var næsten tom, da paven kaldte til højmesse påskedag. Men over hele verden deltog katolikker på digitale platforme. Foto: Wikipedia.

Religion som smittekilde

At de enkelte religioner anses som kilde til alskens problemer i verden inklusiv forskellige former for epidemier er ikke nyt. Tænk blot på alle de interne magtkampe, der har udspillet sig imellem religioner op igennem historien. Alle former for såvel ydre som indre mission er gode eksempler.

Her har kampen dog ofte stået imellem religioner, eller imellem en stærk religion og en svag og måske frafalden religion.

Det sidste ser vi også i dag, når talsmænd for visse religioner stiller sig op, og forklarer at baggrunden for epidemien er, at vi er enten er for lidt eller ‘forkert’ religiøse. Eller at vi tillader os nogle friheder, som går imod religionernes moral og etik (f.eks. ved at praktisere homoseksualitet eller få foretaget en abort osv.).

1900-tallets religionskritik blandt andre repræsenteret ved Marx, Nietzsche og Feuerbach er i modsætning hertil eksempler på en ekstern religionskritik.

Dengang var fokus lagt på religionens undertvingende, fordummende og bedøvende karakter (klassisk i den sammenhæng er den marxistiske doktrin om, at ‘religion er opium for folket’ fra Bidrag til kritikken af den hegelske retsfilosofi  fra 1844) og ikke så meget på, om religion var kilde til et særligt problem i verden.

Religionskritik i forbindelse med Covid-19

Der har været og er stadig megen såvel intern religionskritik, religionerne imellem som fra ekstern ideologisk, og filosofisk side, men det, jeg ser som noget nyt i forbindelse med Covid-19 er, at det ikke er religionens væsen, som kritiseres, men dens socialt samlende adfærdsform.

Det er religionens bevægelsesrum, der kritiseres. Og det er åbenbart noget, magthaverne i større eller mindre omfang kan finde universel enighed om.

Mister religion sin betydning?

Med alt det som bagkatalog kunne det måske være forventeligt, at religion ville miste sin betydning.

Men det tror jeg ikke bliver tilfældet. Måske vil det modsatte snarere gøre sig gældende – hvem ved?

Religion er, fantastisk til at finde nye måder, hvorpå den bliver menings- og betydningsproducerende for mennesket og er derfor sagt på en anden måde, også lynhurtig til at adaptere til nye forhold, også dem som er statsligt pålagte

For religion er fantastisk til at finde nye måder, hvorpå den bliver menings- og betydningsproducerende for mennesket.

Og det ser stadig ud som om, at folk tyer til religion også i den pågående krisesituation, hvor der bedes bønner som aldrig før, og hvor folk samles i deres religiøse fællesskaber, bare på nye måder.

Religionens adaptive karakter

Religion er, sagt på en anden måde, lynhurtig til at adaptere til nye forhold, også dem som er statsligt pålagte.

Jeg kan pege på mindst to nye observerbare tiltag;

For det første holder de forskellige religioner fast i, at det er vigtigt at mødes som et religiøst fælleskab omkring fællesskabskonstituerende og genkendelige ritualer. Mødestedet er blot, som så meget andet i disse tider gået online.

Den kombination af det genkendelige og det nye i et virtuelt rum kan vi blandt andet observere i Danmark ved dette års påskegudstjenester.

Her et eksempel fra gudstjenesten langfredag i Maribo Domkirke:

Gudstjeneste langfredag 2020 fra Maribo Domkirke

Langfredags gudstjeneste er fra Maribo Domkirke i Maribo Domprovsti. Dagens prædikant er domprovst Anne Birgitte Reiter.

Posted by Folkekirken i Lolland-Falsters Stift on Thursday, April 9, 2020

Man kan finde mange flere eksempler fra Lolland-Falsters stift her.

For det andet har mange talsmænd og -kvinder for de enkelte religioner ændret deres fokus fra det interne til det eksterne og fra det lokale og nationale til det universelle.

Når der bedes en bøn, er det ikke nødvendigvis altid for muslimer, buddhister, hinduer, jøder eller kristne, men ofte gerne for hele menneskeheden dog uden at selve det genkendelige ved for eksempel en muslimsk eller kristen bøn forsvinder.

Religion skal i en krisesituation på den enes side udgøre et genkendeligt og fastforankret forklaringsgivende rum, som er løftet over denne verdens gru, men på den anden side også skal være en del af den for overhovedet at kunne give mening

Pavens opfordring til en fælles bøn er et af mange gode eksempler. Han opfordrer alle kristne i hele verden til at samles på en og samme gang for at bede. For som han har sagt: ”Vi vil besvare viruspandemien med bønnens universalitet og med medfølelse og ømhed.”

Dette ser jeg som et interessant spændingsfelt imellem kontinuitet og forandring, og som et godt eksempel på, hvordan religion i en krisesituation på den enes side skal udgøre et genkendeligt og fastforankret forklaringsgivende rum, som er løftet over denne verdens gru, men på den anden side også skal være en del af den for overhovedet at kunne give mening.

Se paven prædike fra Vatikanet påskedag her – flere millioner så med på forskellige platforme over hele verden:


Marianne Qvortrup Fibiger  er lektor og Ph.d. i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

LÆS MERE OM TRO I POV HER


Topillustration: Religionskritik og modstand. Paven prædikede påskedag i en næsten tom Peterskirke (Basilica di San Pietro in Vaticano). De få, der havde tilladelse til at være til stede overholdt nøje påbudet om afstand mellem sig for at mindske smitterisikoen.  Foto: Vatican News.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lektor, Ph.d. ved Afdeling for Religionsvidenskab Aarhus Universitet

Hendes primære forskningsfelt er hinduisme i nutiden, og hvordan østlig religion påvirker vesten i dag, men i en ”oversat” form. Hun har bl.a. skrevet om hinduisme i Danmark, om yoga, om den kvindelige guru kaldet ”Hugging Amma”, og en formidlende tænkepause om karma.

Hun arbejder også med komparativ religionshistorie og med religionsantropologi.