
POLITISK DEBAT – Jeg stillede op mod en siddende MF’er og eksminister og blev udråbt til kupmager. Alligevel fortryder jeg intet, for oplevelsen bestyrkede mig i min tiltro til lokaldemokratiet. Til gengæld er jeg skuffet over, at journalisterne er så tæt på Christiansborg, at de ikke kan få øje på andre aktører end dem i toppen af dansk politik, skriver socialdemokrat Niels Jespersen, der i sidste uge tabte et kampvalg i Roskilde mod Mette Gjerskov.
Jeg forsøgte i mandags at blive valgt som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde og jeg tabte. Stort.
Jeg ved derfor godt, at alt hvad jeg siger efterfølgende uvægerligt lyder som klynk fra en dårlig taber. Jeg lod det ligge hvis jeg var smart.
Det er jeg bare ikke. Altså en dårlig taber. Jeg synes det var fantastisk sjovt og en på alle måder god oplevelse at være kandidat. Efter otte hæsblæsende dage er jeg rejst fra Roskilde med fornyet tro på partiernes lokaldemokrati. Det fungerer faktisk langt bedre, end medierne fremstiller det.
Jeg har savnet et gennemarbejdet bud på, hvad vi gør ved problemerne med kriminalitet, social kontrol og arbejdsløshed blandt etniske minoriteter
Jeg stillede op fordi jeg følte, at det var min pligt. Igennem de sidste seks år har jeg igennem bøger og utallige kronikker og klummer kritiseret Socialdemokratiets berøringsangst og strudse-strategi over for de udfordringer, masseindvandringen medfører.
Jeg har savnet et gennemarbejdet bud på, hvad vi gør ved problemerne med kriminalitet, social kontrol og arbejdsløshed blandt etniske minoriteter.
Hvorfor blev jeg ikke bare borgerlig?
Fordi løsningen er nødt til at komme fra venstrefløjen. Det gamle arbejderparti startede selv som en ghetto-bevægelse. Bare læs Martin Andersen Nexø’s beskrivelser af Christianshavn omkring år 1900.
Når man hører afhopperne fra de mellemøstlige parallelsamfund, så nævner de alle velfærdsstaten som deres vindue til Danmark.
Det er de kræfter der skal i spil, hvis vi for alvor skal få gang i integrationen. Velfærdsstatens kernetropper. De borgerlige har ikke andet end strengere straffe i værktøjskassen. Socialdemokratiet har snart 150 års erfaring i at bekæmpe fattigdom og gøre underklasse til middelklasse.
For maskinmester Ahmad Mahmoud der skrev ”Sort Land” var det folkeskolen. Geeti Amiri har skrevet, at hvor islam har fem søjler, så bygger det danske samfund også på fem søjler – vores allesammens pædagoger, folkeskolelærere, socialrådgivere, sygeplejersker og politibetjente.
Det er de kræfter der skal i spil, hvis vi for alvor skal få gang i integrationen. Velfærdsstatens kernetropper. De borgerlige har ikke andet end strengere straffe i værktøjskassen. Socialdemokratiet har snart 150 års erfaring i at bekæmpe fattigdom og gøre underklasse til middelklasse.
Med det nye udlændingeudspil ”Retfærdigt og Realistisk har partiet så endeligt præsenteret en plan jeg mener, er den mest troværdige, nogen er kommet med på dette område. Og det handler ikke bare om de nemme af de svære spørgsmål – dvs. dem om økonomi, arbejdsløshed og kriminalitet. Nej, det handler også om de sværeste udfordringer. Kultur, religion og fællesskab – og om, hvad det gør ved vores samfund, når vi lever adskilt fra hinanden.
Mette Frederiksen gør nu alt det, som jeg har råbt og skreget på i mange år. Ikke bare på udlændingepolitikken, men også på socialpolitikken og fordelingspolitikken. I den situation kunne jeg ikke bare være ham der sad i medierne og kritiserede. Jeg var nødt til selv at forsøge at komme med på det hold.
Et hitman med licens til at kuppe
Kort tid efter jeg annoncerede mit kandidatur dannede der sig et medie-narrativ om, at jeg var på straffetogt for den socialdemokratiske ledelse. En hitman sendt i byen med license til at kuppe. Det startede i Politiken med spekulationer om, hvem der havde liket mine facebookopslag og spredte sig derfra til Ritzau, der brugte ordet ”kup” i deres overskrift. Derfra kom det ud i alle medier.
På den måde endte jeg som goliath i kampen mod en siddende MF’er og eks-minister.
De politiske journalister sidder tæt på Christiansborg. Det medfører en form for tunnel-syn, hvor de ikke kan se andre aktører, end dem i toppen af dansk politik … Men min støtte var lokalt forankret. Der er ingen eks-ministre, politikere eller forbundsformænd der støttede mig. Heller ingen der ringede til journalisterne og talte til baggrund på mine vegne.
Og ja, det var da træls for at sige det på jysk, men sådan er det. Jeg var politiker i 8 dage og det er trods alt for kort tid til at begynde at tude over, at medierne er onde ved mig.
Min modkandidat Mette Gjerskov er en ivrig kritiker af partiets linje på udlændingeområdet. Det synes jeg egentlig også jeg selv er, men jeg er samtidig også tilhænger af den retning Mette Frederiksen står for. Jeg ved godt hvordan medierne fungerer og er derfor ikke overrasket, når den mest oplagte vinkel også er den der bliver skrevet. Jeg kan i øvrigt love, at havde Politiken og Ritzau kørt en vinkel der gavnede mig, så havde jeg ikke haft travlt med at irettesætte dem.
Men min oplevelse har også bekræftet mig i, at det er et problem, at de politiske journalister sidder så tæt på Christiansborg. Det medfører en form for tunnel-syn, hvor de ikke kan se andre aktører, end dem i toppen af dansk politik. Fulgte man med i lokalaviserne i Roskilde, så var det ret åbenlyst, at min støtte var lokalt forankret. Der er ingen eks-ministre, politikere eller forbundsformænd der støttede mig. Heller ingen der ringede til journalisterne og talte til baggrund på mine vegne.
Og igen – det klager jeg ikke over. Havde der været en masse magtfulde mennesker der hjulpet mig, så havde jeg naturligvis taget imod det. Sagen var bare den, at både opfordringen til at stille op og dem der stemte på mig alle kom fra Roskilde.
Demokrati er noget værre rod
Det eneste ved denne proces der kan gøre mig ked af det er, hvis folk så hvad der skete i Roskilde og går derfra med en oplevelse af, at vores lokaldemokrati ikke virker.
For det der skete var faktisk ret smukt. Nogle lokale partimedlemmer var utilfredse med deres kandidat. Så forsøgte de at vælte hende i fuld offentlighed ved at opstille en modkandidat. Det lykkedes ikke, for der var flere lokale partimedlemmer der godt kunne lide kandidaten.
Processen var så mindre køn. Jeg var alt for sent ude … men demokrati er nu engang noget værre rod. Vil man have snorlige rækker og velkoreograferede valghandlinger, så skal man tage til Rusland
Processen var så mindre køn. Jeg var alt for sent ude. Det så ikke godt ud, at mit kandidatur blev offentliggjort samtidig med, at min modkandidat var i New York til FN-topmøde. Sandheden er, at jeg ikke vidste hun var i udlandet, før jeg ringede og orienterede hende om, at jeg agtede at stille op.
Men demokrati er nu engang noget værre rod. Vil man have snorlige rækker og velkoreograferede valghandlinger, så skal man tage til Rusland.
I løbet af min korte valgkamp har jeg kunnet se en masse mennesker i pressen og på sociale medier bruge det der skete i Roskilde som bevis på, at den demokratiske proces er i stykker. At der står er onde kræfter bag. Hensigten med den historie er jo nok at mobilisere folk til handling ved at vise, at tingene ikke fungerer.
Jeg tror bare effekten er den modsatte. Det fremmer kynisme og passivitet.
For de tager fejl. Vi har noget godt og velfungerende herhjemme. Det er værd at værne om og man kan godt være kritisk mod både den socialdemokratiske ledelse, Mette Gjerskov og undertegnede uden at tale det ned.
Er jeg så færdig med politik? Det kan jeg ikke sige.
Venstrefløjen er impotent. Den er retorisk stærk, men ingen steder er det lykkedes at operationalisere idealerne. Jeg oplever at socialdemokraterne herhjemme som nogle af de eneste i Europa, der har et bud på en politik, der både er socialt retfærdig og som håndterer migrationsudfordringen
Jeg mener det er lige så vigtigt i dag, som det var i går, at Mette Frederiksen bliver landets næste statsminister. Når man ser ud over Europa, så kollapser de socialdemokratiske partier med en hastighed der ikke er set siden 30’erne. I flere og flere lande står valget imellem en globalistisk liberalisme der bare buldrer derud af og så den hadefulde frygtsomme nationalisme.
Venstrefløjen er impotent alle steder. Den er retorisk stærk, men ingen steder er det lykkedes at operationalisere idealerne. Jeg oplever at socialdemokraterne herhjemme som nogle af de eneste i Europa, der har et bud på en politik, der både er socialt retfærdig og som håndterer migrationsudfordringen. I den situation kunne jeg ikke bare sidde tilbage og lade andre tage slæbet.
Topillustration: Niels Jespersen med tilladelse – fra Twitter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her