Jord under neglene – #14: Sneet inde

i Danmark/Hjem & have/Liv & Mennesker af

KLUMMESERIE – Djøffer Jeppe Just skriver om sit liv som landmand i klummeserien, “Jord under neglene”. Følg Jeppe, kæresten Amalie, deres søn Storm og hunden Haddock på en livsforandrende rejse væk fra københavnerlivet frem mod tilværelsen som selvforsynende landmandsfamilie med egen gård på Møn. I dagens afsnit fortæller Jeppe, hvordan panikken greb ham forleden, da hans lille søn låste sig selv inde i bilen, der stod halvt begravet i dynger af sne.

Jeg gjorde noget virkelig, virkelig dumt i fredags. Noget der resulterede i en slapstick farce, der føltes som taget ud af en plat amerikansk komedie.

Et kortvarigt ophold i snevejret gav et fantastisk flot lys i himlen over kirken.

I denne uge har vi været sneet inde i flere dage. Ja, sneet inde.

Vi kunne ikke komme ud fra matriklen i onsdags, og kunne ikke forlade Møn før fredag. Det har været en ny oplevelse.

Der faldt omkring 30 centimeter sne, og det har fyget vildt.

Jeg kan ikke huske nogensinde før at se så meget sne i Danmark, men det må skyldes mit beskyttede københavnerliv.

Vores nabo virker i hvert fald ret uimponeret, og har set det som en kærkommen anledning til at hive skiene frem.

Min søn, Storm er to år og bidt af en gal traktor og har været det siden, vi boede i Holte. Derfor skulle han naturligvis med ud og se, når storbondens kæmpestore John Deere kom rullende ned af indkørslen

Vores 110 meter lange indkørsel har været fuldstændig sneet til, og min bil var strandet på gårdspladsen i tre dage. Storms vuggestue holdt snelukket i flere dage, så jeg har været babysitter det meste af ugen.

Det lykkedes dog at få Amalie afsted på arbejde efter et par dage, da hendes bil var taktisk parkeret oppe ved vejen.

Snedyngerne har været overvældende. Det føles, som om vi er flyttet 500 km nordpå i stedet for 100 km sydpå.

Fars fede vinterferie

Snefygningen havde lagt sig lidt i fredags, men indkørslen var stadig dækket af sne -flere steder over en halv meter sne. Det ville tage det meste af en dag at grave fri med en skovl, men med ophold i snevejret så jeg mit snit til at komme ud. Jeg klagede min nød til storbonden, som var så venlig at love at komme en time senere med sin traktor og hjælpe.

Min søn, Storm er to år og bidt af en gal traktor og har været det siden, vi boede i Holte. Derfor skulle han naturligvis med ud og se, når storbondens kæmpestore John Deere kom rullende ned af indkørslen.

Mens vi ventede på traktorens ankomst, satte jeg Storm på førersædet af min bil, så han kunne lege lidt med knapperne. Det gav nemlig mig frie hænder til at skrabe is af bilruden og skovle sneen væk fra hjulene, så vi kunne køre med det samme.

Det lille faldefærdige drivhus truer med at falde helt sammen under sneen.

Netop som jeg var ved at være færdig med at skrabe ruderne fri, hørte jeg en lyd. Et lille “klik-klik” der fik mit hjerte til at springe et slag over … Et lille “klik-klik”, der betød, at Storm netop havde trykket på knappen til centrallåsen, og havde låst mig ude af bilen

 

Det lille faldefærdige drivhus truer med at falde helt sammen under sneen.

Der gik lidt tid, før traktoren kom, og Storm fik både tændt for radioen, nødblink, vinduesviskere osv. i mellemtiden. Men netop som jeg var ved at være færdig med at skrabe ruderne fri, hørte jeg en lyd.

Et lille “klik-klik” der fik mit hjerte til at springe et slag over. Et lille “klik-klik”, der fik mig til at tænke på min jakke, der ligger inde i bilen. Et lille “klik-klik”, der mindede mig om, at mine bilnøgler lå i jakkelommen, og at Amalie havde ekstranøglerne med sig på arbejde. Et lille “klik-klik”, der betød, at Storm netop havde trykket på knappen til centrallåsen, og havde låst mig ude af bilen og sig selv inde.

Panik! Jeg tog i døren. Låst. Jeg tog i den næste dør. Ikke overraskende også låst – det hedder jo en centrallås. Jeg stoppede op et øjeblik, og overvejede om det her muligvis var det dummeste, jeg nogensinde havde gjort. Jeg blev enig med mig selv om, at selv hvis det ikke var dumhed nummer ét, så vil det afgjort komme med på Best Of-albummet.

Heldigvis var Storm fuldstændig uanfægtet af situationen. Han havde alt for travlt med at tænde og slukke for vinduesviskerne til at ane uråd. Så nu var det kun et spørgsmål, hvorvidt jeg var nødt til at knuse en bilrude for at komme ind til ham. En ny bilrude koster penge, en manglende bilrude på den kommende lange køretid vil være koldt og en manglende bilrude vil fremkalde spørgsmål. Ikke mindst fra barnets mor.

Men kunne jeg muligvis få den lille knægt til at trykke på låsen igen? Jeg prøvede så afslappet som muligt at påkalde mig Storms opmærksomhed og pegede på håndtaget til døren. Jeg sagde med let rystende stemme “Se den, Storm. Kan du hive i den for far? Prøv. Hiv. Ja, hiv lige”.

Jeg så nu ingen anden udvej end at knuse en rude, så jeg hentede en hammer.

Storm kiggede spørgende på mig og pegede et par gange på min finger fra hans side af ruden. Derefter mistede han interessen for legen og vendte tilbage til at pille ved bilradioen. Jeg så nu ingen anden udvej end at knuse en rude, så jeg hentede en hammer.

Just smile and wave, boys

Men her var det så selvfølgelig, at jeg så storbondens traktor kom kørende på vejen ned mod vores indkørsel, og min stolthed blev lige pludselig en faktor i situationen. Hvis han opdagede det her, så ville jeg blive komplet til grin. Formentlig i årevis. Jeg ville blive ham københavneren, der kom til at låse sit barn inde i bilen.

Så jeg besluttede at lade som ingenting og håbede, at han ikke opdagede det. Storbonden og jeg fik en kort nonchalant snak om snevejret, og han virkede ikke til at opdage, at der var noget i vejen. Han fortalte, at han lige ville køre et par ture op og ned af indkørslen for at trykke sneen flad.

For at underbygge min historie om, at intet var galt, gik jeg i gang med at skovle sne, mens han kørte frem og tilbage.

Så snart han var væk, hørte jeg pludselig igen den der “klik-klik”-lyd. Storm havde fundet knappen til centrallåsen igen. Jeg smed skovlen og løb hen til bilen. Just som jeg nåede frem til bilen, lød det igen “klik-klik”. Storm havde låst igen. ”

Det er simpelthen løgn” tænkte jeg. Havde det her været en Chevy Chase-film, så var det her, hvor jeg som seer havde rullet med øjnene over scenens plathed.

Storm nåede aldrig at opdage situationen, min bil var stadig i et stykke, og var det ikke for dette blogindlæg, så havde min ære også været intakt

Ikke desto havde jeg nu håb om at få Storm ud uden at ødelægge noget. Jeg prøvede igen, nu noget mere indtrængende, at få Storm til at trykke på knappen. Det hele var noget frustrerende for os begge. Storm var primært træt af at jeg blev ved med at forstyrre ham i hans leg og ville meget hellere lege med den bagagestrop, han netop han fundet.

Men efter fem lange minutters pegen og forklaren lykkedes det endelig at lede hans opmærksomhed hen på knapperne i bildøren. De knapper som enten låser bilen, låser bilen op eller ruller vinduet ned. To ud af de tre funktioner ville være mig en stor hjælp. Det sekund han ramte den rigtige knap og låste bilen op, hev jeg døren op så hurtigt, at jeg flåede Storm ud i favnen på mig.

Men oh, hvilken lettelse. Storm nåede aldrig at opdage situationen, min bil var stadig i et stykke, og var det ikke for dette blogindlæg, så havde min ære også været intakt.

– Jeppe er ude

Alle fotos: Forfatteren.

Jeppe Just, født 1980 i København, tidligere fuldmægtig i staten, nu nybegynderlandmand. Jeppe er uddannet cand. soc. i Global Studies fra RUC med speciale i energisikkerhedspolitik. Efter en håndfuld år som fuldmægtig i statens styrelser valgte han i 2017 at skifte spor ved at sige sit job op og forsøge at blive selvforsynende i en gård på Møn. Jeppe skriver på bloggen www.jordunderneglene.com om, hvordan det er skifte spor midvejs til et liv, man har drømt om, men ikke har nogen forudsætninger for. Jeppe er kæreste med Amalie og sammen har de en søn og en hund.

Seneste artikler om Danmark

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,