IDENTITET // KOMMENTAR – Den uhellige alliance mellem Copenhagen Pride og støtten til palæstinenserne er et eksempel på, at intersektionalismen er løbet totalt løbsk: LGBT+-personer, der ikke er enige med den yderste venstrefløj om kampen mod kapitalismen, imod national identitet og frihedsrettigheder for alle i hele verden kan ikke længere rummes under samme flag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den misere, som Copenhagen Pride står i nu, har en meget lang tilblivelseshistorie, der i sig selv er interessant at undersøge. For i grunden burde både LGBT+ og Copenhagen Pride være organisationer, der fører en fair kønspolitisk kamp.
Det indebærer for eksempel, at deres kampe for at andre etniske minoriteter bliver respekteret, er legitime, ligesom en ekstraparlamentarisk gruppering som LGBT Asylum og andre lignende, der politisk kæmper for flere rettigheder for flygtninge, der flygter på grund af deres seksuelle orientering, også er legitime.
Hvorfor kan en LGBT+-person ikke være intolerant i andre sammenhænge? Hvorfor kan en seksualpolitisk organisation ikke rumme hele spektret af politiske holdninger?
Men tilbage i nullerne begyndte akademikere at dyrke Judith Butler i stigende grad, og her blev idéen om ”pinkwashing” og ”etnonationalisme” født. Det betød, at disse akademikere især satte fokus på palæstinensernes kamp, uden at det handlede om LGBT+-rettigheder. Kun i afledt forstand, fordi deres intersektionelle observationer gjorde, at de mente, at staten Israels liberale holdninger over for LGBT+-personer i virkeligheden blev anvendt i en propagandistisk kamp rettet imod muslimer.
Det var i den anledning, at de anvendte begrebet ”pinkwashing”. Senere blev begrebet udvidet til også at betyde, at Copenhagen Pride bedrev ”pinkwashing”, da de i stigende grad blev kommercielle. Kritikken blev rettet mod for eksempel homoseksuelle personer, der ønskede at deltage i Priden, men samtidig stemte på Dansk Folkeparti. Her mente mange, at det ikke var legitimt for dem at deltage, fordi deres parti var fjendtligt over for LGBT+-rettigheder.
Dengang forsøgte man faktisk fra organisationernes side at begrænse radikaliteten, og derfor var der en udbrydergruppering, der afholdt alternativ pride på Nørrebro. Men i de seneste år er denne gruppering forsøgt inkluderet i de mere etablerede organisationer, hvilket har ført til en række meget radikale krav og eksklusioner.
I stigende grad op gennem nullerne blev man mere og mere opmærksom på ”etnonationalisme”. Det førte til en hel del kampe og eksklusioner af homoseksuelle, der af en eller anden grund ikke var antiracistiske nok. De kunne ikke rummes i Priden, fordi man nu i stigende grad sammenblandede kampen for mere respekt og inklusion for seksuelle minoriteter med den generelle idé om, at antiracisme var en politisk kamp.
Samtidig blev disse akademiske avantgardister støttet af partiet Enhedslisten, der tog deres kampe til sig og forsøgte at rumme dem. Det er derfor, at de i dag forsøger at danne bro mellem deres queerpolitik og kampen for palæstinenserne, men samtidig, dygtigt, i dag forsøger at adskille denne kamp, så de ikke vedbliver med at fremstå for radikale og derfor også reelt politisk ubrugelige.
Foreningen er ikke inkluderende
Intersektionalismen, der i dag er løbet totalt løbsk, har gjort, at LGBT+-personer, der ikke er enige med den yderste venstrefløj om kampen mod kapitalismen, imod national identitet og frihedsrettigheder for alle i hele verden, uafhængigt af seksuel observans, ikke længere kan rummes under samme flag.
Det er på mange måder et internt problem. Groft stillet op, så står der glitteglade ABBA-fans og Eurovision-tilhængere på den ene side og mener, at de sammen kæmper for mere respekt og inklusion, for eksempel når transkønnede repræsenterer deres respektive lande i Eurovision.
På den anden side har vi så de intersektionelle avantgardister, der altid har kritiseret det borgerlige og det overfladiske, som de mener er en afpolitisering af kønskampen, der ikke vil anerkende, at der er meget at kæmpe for i dag. Og nu står disse så sammen med alle de andre, der vil boykotte Eurovision, og som protesterer imod Israels deltagelse, hvilket blandt andet har medført, helt konkret, at LBGT+-personer, der nu skal repræsentere deres lande, sidder i en klemme, hvor andre LBGT+-personer ikke støtter deres mod, når de springer ud af skabene.
De mest bastante og intersektionelt tænkende nyder det faktisk, fordi de hele tiden har været imod kommercialiseringen
Og det er et problem, fordi foreningen så ikke længere er inkluderende for dem, den er skabt for. For hvorfor kan en LGBT+-person ikke være intolerant i andre sammenhænge? Hvorfor kan en seksualpolitisk organisation ikke rumme hele spektret af politiske holdninger?
Men nu er det så endt med, at mange af dem, der har finansieret det store årlige event, har vendt dem ryggen, og de mest bastante og intersektionelt tænkende nyder det faktisk, fordi de hele tiden har været imod kommercialiseringen. De andre, mere organisatoriske, der har kæmpet for respekt og en borgerlig identitet, hvor for eksempel bryllupper og accept af LGBT+-personer oppe i det sociale hierarki har betydet noget for netop dem, er rystede over udviklingen, fordi de mister deres jobs som ambassadører for en normalisering af deres kønsidentitet.
Det er på mange måder en trist udvikling, især fordi palæstinensernes kamp for respekt og rettigheder nok ender mere fatalt og uheldigt, end de fleste forestiller sig. Fordi der er tale om uhellige alliancer, der hurtigt kan få ridser i lakken.
Men det er en anden historie, som vi blot kan betragte med uro og sorg.
Det interessante er selvfølgelig at kunne konstatere, at denne udvikling er direkte foranlediget af dem, der tidligere støttede de autonome, der kæmpede for Ungdomshuset. Deres radikalitet, deres aktionsformer og ønsker om at bryde hele samfundsordenen ned er styrende for disse bevægelser, fordi de er avantgardisterne, der hele tiden rydder forsiderne med deres hærværk og konfrontationer.
De er sådanne bevægelsers Akilleshæl, og igen og igen vil deres butlerske radikalitet smadre al den respekt, som majoriteten får bygget op, uafhængigt af hvilken politisk kamp og bevægelse det så må handle om.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her