I lyset af debatten om virksomheder, der ikke vil annoncere i Karen Jespersen og Ralf Pittelkows reklamefinansierede blog, Den Korte Avis, har Lone Theils interviewet britiske Richard Wilson, som er manden bag bevægelsen ‘Stop Funding Hate.’ “Det handler om almindelige mennesker, der ikke synes, det er i orden, at den rumænske familie på gaden får en mursten gennem vinduet. Stop Funding Hate har givet dem en platform og en forståelse for, at de selv kan handle,” siger Wilson, der regner LEGO’s ophør af samarbejdet med Daily Mail for en af bevægelsens største succeser.
Det var volden, der i sidste ende overbeviste 41-årige Richard Wilson om, at det var tid til at tage affære:
”Jeg kunne se efter den britiske folkeafstemning, hvordan antallet af racistisk motiverede overfald steg voldsomt, og efter min mening spillede flere mediers dækning en stor rolle i aktivt at opildne had, paranoia, og hvad man kan kalde systematisk, institutionaliseret diskrimination”.
Eksemplerne i den britiske presse er talrige, fremfører han, og nævner blandt andet en artikel i den britiske avis The Sun fra 2015, hvor en klummeskribent sammenligner immigranter med kakkerlakker.
”Den formulering var især bekymrende, hvis man kender en lille smule til folkemordet i Rwanda. Det var den retorik, der blev brugt til at opildne befolkningen”, siger Wilson, der selv har en fortid i Amnesty International.
Systematisk diskrimination
Han understreger, at han i dag arbejder for en anden organisation, som ikke er forbundet med hans kampagne for at lukke for pengestrømmen til medier, der viderebringer, hvad han kalder systematisk diskrimination.
I tilfældet med klummen i The Sun stod Richard Wilson ikke alene med sin bekymring. Teksten blev også nævnt af FNs kommissær for menneskerettigheder Zeif Ra´Ad Al Hussein, der opfordrede briterne til at se nærmere på, hvor hadefuld, avisernes retorik er blevet; han udtrykte også bekymring over udviklingen.
For Richard Wilson er det vigtigt at understrege, at bevægelsen for at stoppe had i medierne ikke er nogen stor konspiration. Det handler ganske simpelt om borgere, der har fået nok:
”Det handler om helt almindelige mennesker. Dem, der ikke synes, det er i orden, at den rumænske familie på gaden får en mursten gennem vinduet. Dem, der ikke bryder sig om, at deres muslimske venner bliver angrebet på gaden, fordi de har tørklæde på. Stop Funding Hate har givet dem en platform og en forståelse for, at de har muligheder for at selv at tage affære”, understreger han.
Mig bekendt sagde Voltaire ikke: Jeg vil til min død forsvare din ret til at få annonceindtægter for at sprede had.
Stop Funding Hate blev lanceret 9. august i år og fik i løbet af den første uge 50.000 likes på Facebook. I dag er antallet 210.000, og selv om det stadigvæk er britiske følgere, er der også Facebook-brugere fra Vietnam, Australien, USA og Østrig, der støtter op om sagen. Lidt over 1000 følgere findes i Danmark.
”Vi giver borgere viden og mulighed for at agere. Hvis man opdager, at man er kunde hos en virksomhed, der bruger annoncepenge på at finansiere eksempelvis racistiske websites, så har vi nu givet dem en platform, hvor de kan handle og sige fra. Hvis man henvender sig til et firma for at udtrykke sin bekymring, opfordrer vi altid til, at man gør det i høflige og venlige vendinger. Vi ønsker ikke at bidrage til den kultur af raseri, der er i den offentlige debat”, siger Richard Wilson.
Hvis man henvender sig til et firma for at udtrykke sin bekymring, opfordrer vi altid til, at man gør det i høflige og venlige vendinger. Vi ønsker ikke at bidrage til den kultur af raseri, der er i den offentlige debat
Konceptet er også blevet kopieret i Tyskland, hvor KeinGeltfürRechts har fået en række store virksomheder til at genoverveje, hvor de annoncerer deres produkter på nettet. Eksempelvis har både BMW og Deutsche Telecom trukket sig fra hadefulde websites, og det tyske teleselskab har i en udtalelse præciseret hvorfor:
”Vi tolererer absolut ikke hverken diskriminerende handlinger og udtalelser”, lyder det fra Deutsche Telecom.
Som en af Stop Funding Hates største succeser regner Richard Wilson det faktum, at den danske koncern Lego har stoppet sit samarbejde med Daily Mail.
”Daily Mail er sammen med Daily Express blandt de aviser, der igen og igen bringer falske historier. Og sjovt nok er det altid historier, der sætter muslimer i et negativt lys. Aldrig omvendt. Det tegner et klart billede af, at det er systematisk”, understreger han.
Som eksempel angiver han et nyligt dementi, som Mail on Sunday måtte give, efter at have bragt en historie om en ”chokerende” ny rapport, der ifølge avisen viste, at en gruppe muslimer i Storbritannien var så dårligt integrerede, at de var overbeviste om, at landet allerede var “75 procent muslimsk.”
Det viste sig at være en meget lille, isoleret meningsmåling i en skole blandt elever, der i øvrigt havde svaret, at de mente, at 50-90 procent af Storbritanniens borgere kom fra Asien, og altså ikke om religion.
”Det had, der bliver bragt i nogle af disse aviser går langt, langt ud over, hvad der er journalistik. Det handler ikke om fakta, men om dæmonisering og fordrejning af fakta”.
Socialt ansvarlige firmaer må tage stilling
– Men er det overhovedet store virksomheders opgave at føre politik? Skal de ikke bare sælge deres varer og så blande sig uden om?
”Det handler ikke om politik. Det handler om etik. Akkurat som virksomheder i dag opfører sig socialt ansvarligt, når det gælder fair trade, arbejdsforhold og miljø, så hører det med til pakken, om de opfører sig ansvarligt i samfundet. Når flere eksperter går ud og siger, at den her form for skriverier er med til at anstifte had og opfordre til vold, så er det særdeles relevant for virksomhederne at tage stilling. De handler egentlig ikke om, hvorvidt budskabet er venstre- eller højreorienteret, men om man vil være med til at finansiere noget, der kan føre til vold og racisme”, mener Wilson.
Det had, der bliver bragt i nogle af disse aviser går langt, langt ud over, hvad der er journalistik. Det handler ikke om fakta, men om dæmonisering og fordrejning af fakta
”Firmaer er nødt til at tage stilling til det, for de er jo med til at finansiere den slags, hvis de annoncerer på disse steder. Hvad enten det er tilsigtet eller ej”.
Ytringsfrihed galt i halsen
Kristian Thulelsen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, har kritiseret boykotten af den omstridte blog, Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, udgiver med mediestøtte, som et angreb på ytringsfriheden.
Men det er, ifølge Richard Wilson et udtryk for, at man har fået begrebet galt i halsen:
”Jeg har arbejdet med mennesker i Zimbabwe, der er blevet truet på livet, smidt i fængsel og på anden måde intimideret til ikke at ytre sig. Dét er et angreb på ytringsfriheden. Ikke det her. Det er i øvrigt helt legitimt, at kunder bruger deres ytringsfrihed til at udtrykke bekymring over, hvordan virksomheder agerer”.
”Den franske filosof Voltaire, der ofte citeres i forbindelse med ytringsfrihed, sagde: Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det. Mig bekendt sagde Voltaire ikke: Jeg vil til min død forsvare din ret til at få annonceindtægter for at sprede had.”
Se Stop Funding Hates alternative julevideo her:
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her