Swan Lees genoplivelse: I mylderet af autotunede småfugle skal Pernille Rosendahl i den grad være velkommen

Henning Høeg 04.02.2023

SWAN LEE // ANMELDELSE – Efter hele 18 års pause er Swan Lee tilbage med et nyt album, der rummer megen god musik til de stille og eftertænksomme stunder, men desværre også nogle numre, der ikke rigtig fungerer, mener POV’s anmelder Henning Høeg. Han er især begejstret for åbningsnummeret “I am a River”, hvori Pernille Rosendahl synger “som en drøm, på en gang sanseligt og magtfuldt”.

ALBUM: The Garden

Kunstner: Swan Lee (Pernille Rosendahl, Emil Jørgensen og Jonas Struck)

Udkom d. 3. februar 2023

Ligesom de var før opløsningen for 18 år siden, bliver gruppen Swan Lees comeback-album The Garden aldrig nogen danse-klassiker. Og det er heller ikke meningen.

Sammen skaber Emil Jørgensen, Jonas Struck og den nu forhenværende X Factor-dommer Pernille Rosendahl nemlig musik til de stille og eftertænksomme stunder. Og set i det lys kunne The Garden ikke have en flottere start.

Således kvalificerer track nummer et, “I am a River” sig som noget nær den perfekte sang.

Melodien er så sirene-smuk, melankolsk og lokkende, at den ville få selveste Odysseus til at knalde direkte ind i klipperne. Søren Buhl Lassens smagfulde produktion leder tanker hen i retning af Brian Enos udødelige “Before and After Science”-lyd. Og så synger Pernille Rosendahl ganske enkelt som en drøm, på en gang sanseligt og magtfuldt.

På sangene “Nature’s Highway”, “I am a River” og “The Well” kan man som lytter mærke vindens styrke, bjergenes uendelighed og jordens dybde

“I am liquid life. I am water … I am going to the ocean, that’s where I am meant to be,” synger Pernille, mens de to musikpartnere nærmest telepatisk bygger deres krystalklare ocean af soniske guirlander omkring tonerne og ordene.

Og som lytter svømmer man ganske enkelt hen og tænker, “aaaaahhhhhh”. Det er som massage for ørerne.

Den eneste fare ved en så perfekt start er, at niveauet kan være svært at holde. Og den profeti viser sig desværre at holder stik.

Misforstå mig ikke, Swan Lees The Garden byder på mange andre smukke musikoplevelser. Men efter endt lytning af de 12 nye sange er det stadig “I am a River”, der selvsikkert har førertrøjen på.

Blandt albummets øvrige flotte indslag er den første single, “Heaven”, den charmerende Teitur-duet “Got Away With Murder” og den svimlende smukke “Nature’s Highway”, hvor Pernille Rosendahl igen viser sine forhenværende X Factor vokal-aspiranter, hvordan den slags skal skæres

Sidstnævnte sang er ligesom flere af albummets øvrige tracks inspireret af naturen omkring os.

Albummet er godt nok indspillet langt fra naturens åbne vidder – i Søren Buhl Lassens studie i Valby, hvor der angiveligt blev komponeret og eksperimenteret til langt ud på natten. Men flere af teksterne er blevet til under lange gåture på Færøerne. Og på sangene “Nature’s Highway”, “I am a River” og “The Well” kan man som lytter mærke vindens styrke, bjergenes uendelighed og jordens dybde.

Swan Lees mindre fuldendte indslag

Samme dimensioner kunne jeg godt savne i mindre imponerende indslag som “Don’t Know What to do”, “The Garden” og “How Forgiveness”. Her er det, som om posen med de gode melodier er blevet halvtom.

I et svagt øjeblik har producer og band (…) besluttet at hælde Pernilles vokal igennem et lydfilter, der ikke alene gør ordene så godt som uforståelige, men også gør sangerindens ellers velouragtige tone noget nær ulidelig

Som sangerinde giver det Pernille Rosendahl faretruende lidt at lege med. Resultatet bliver underligt stillestående. Og selvom lyrikken især i “How Forgiveness” er helt i top, så er disse nye sange desværre hurtigt glemt.

Nu hører ingen af sangene på The Garden til den slags, der for alvor kan nydes, mens der vaskes op, eller man rydder op i stuen. Swan Lee skaber musik, der kræver spidse ører, opmærksomhed og ro. Således er mange af de lyriske og de musikalske detaljer så små og sarte, at de let går tabt.

Men selv ikke skovens dybe stille ro ville for mig kunne redde den afsluttende sang, “Riddles”.

Klavertemaet, der indrammer denne ballade, er egentlig blandt albummets bedste. Men i et svagt øjeblik har producer og band tilsyneladende i fællesskab besluttet at hælde Pernilles vokal igennem et lydfilter, der ikke alene gør ordene så godt som uforståelige, men også gør sangerindens ellers velouragtige tone noget nær ulidelig.

Alt i alt er Swan Lees comeback ikke den helstøbte melodiske oplevelse, man kunne have drømt om. Men mindre kan også gøre det. Og i mylderet af autotunede småfugle skal Pernille Rosendahl og den genopståede svane i den grad være velkommen.

Henning Høeg

Henning Høeg er først og fremmest musikelsker. Og siden den første Birgit Lystager single 'Smilende Susie' engang i 70'erne startede pladesamlingen, har musikken styret Høeg'ens fugleflugt. I kølvandet på Smilende Susie' fulgte The Sweet, Deep Purple, Thin Lizzy og Leonard Cohen. I 1995 afsluttede Henning sin journalistuddannelse ved Dansk Journalisthøjskole i Aarhus. Og passion og job gik op i en højere enhed, da Henning godt 28 år arbejdede som journalist og musik- og filmanmelder på bagbladet B.T. Via journalist-jobbet har Henning også nydt solointerview med sine egne musikhelte Lou Reed, David Bowie, Leonard Cohen, Prince, Suzanne Vega, Al Stewart og Bryan Ferry. I dag bor Henning med sin familie i Rochester i den amerikanske stat Michigan. Her nyder han stadig musikken, både som udøvende, anmelder og lytter. Det var Hennings forhenværende B.T.-chef Jan Eriksen, der tilbød tjansen som 'POV-anmelder', som Henning tog imod med kyshånd. 'Det er en ren fornøjelse, at kunne boltre sig i POV's nærmest grænseløse koncept. Jeg elsker at møde nye lyde og nye sange. Og jeg elsker at dele glæden med andre,' siger Henning Høeg.