Poor Artist's Cupboard by Charles Bird King, c. 1815

Uffe Jonas: Kunstner? Så få dog et rigtigt arbejde!

i Kultur/Politik & Samfund af
KULTUR // KOMMENTAR – Forfatter, musiker og foredragsholder Uffe Jonas skriver om kulturproletariat, der lever livet helt ude på den økonomiske kant: ”Vi har allesammen fået ryddet hele forårskalenderen, ligesom man får ryddet tænderne i overmunden hos tandlægen. Og så skal vi ovenikøbet høre på misundelige og uvidende folks fordomme om at ’få et rigtigt arbejde’”.

Forfatteren Claus Ankersen har for nylig skrevet en klumme til POV, hvor han gør opmærksom på forfatternes desperate situation under coronakrisen. Denne befolkningsgruppe er indtil videre ikke omfattet af regeringens mange hjælpepakker, fordi alle dem, som har indkomster på under 120.000 om året, falder under bagatelgrænsen.

Claus Ankersen taler på vegne af forfatterne, som er i præcis den samme situation som alle os andre kunstnere, freelanceakademikere og kulturarbejdere, professionelle musikere, foredragsholdere, osv. Vi udgør det såkaldte kulturproletariat, eller ‘prækariatet’ som det også kaldes, fordi vi lever livet helt ude på den økonomiske kant.

Vi hedder ikke Bjørn Nørgaard eller Suzanne Brøgger eller Anne Linnet eller Jussi Adler-Olsen eller Rasmus Seebach, men et eller andet andet som ikke ret mange har hørt om. Vi har ikke den helt store kommercielle succes, vi tjener ikke de store penge, men vi passer vores lille butik, og vi klarer os. Normalt er vi selve indbegrebet af resiliens, det ukrudt, der ikke forgår så let.

Vi er allesammen små, hårdtarbejdende freelancere, mange af os med faste bijobs. De fleste af os lever, som Ankersen beskriver det, af en minimal indkomst og er vant til at få små penge til at række langt. Vi har kombinerede og ofte varierende indkomster, typisk i form af korttidsansættelser, foredragshonorarer, koncerter, bogsalg, CD-salg, projektstøtte fra fonde, osv.

Det er os, der har fat i den korte ende af pinden, når der skal forhandles løn og arbejdsvilkår. Alt, hvad vi har at holde os til, er vores uforgribelige talenter og evnen til at sige til og fra med den menneskelige værdighed i behold

Selv om vi lever på samfundets yder- og underkant, er vi stærke og frie sjæle med lyst til at give og overskud for andre. Vi er dem, der underviser på højskoler og aftenskoler, på folkeuniversiteter og i foredragssale, dem, som synger, spiller og optræder i kirkerne og på scenerne over hele landet. Vi er dem, der bliver interviewet i radioen, når vi har udgivet noget nyt, når vi fortæller om et projekt, vi er engageret i, eller når der er brug for en kommentar eller et frisk perspektiv på livet, kunsten og samfundet.

Vi er dem, der svømmer og padler i kreativitetens hvirvlende uregerlige vande, som synker og stiger med åndens og kulturens hvirvler og strømninger, så vi af og til er lige ved at drukne.

Faglige rettigheder er ikke ligefrem det, der tynger os mest. Det er os, der har fat i den korte ende af pinden, når der skal forhandles løn og arbejdsvilkår. Alt, hvad vi har at holde os til, er vores uforgribelige talenter og evnen til at sige til og fra med den menneskelige værdighed i behold.

Vi er de frie sjæle, de misundelsesværdige, der gør, hvad andre kun tør drømme om.

Uvisheden og den manglende pensionsopsparing er selve vores livsstil og livselement. Vi ser muligheder og finder veje og stier, der hvor andre kun kan se afgrunde og vildnis.

Vi danser på kanten

Vi kender styrken i den sårbarhed, som de fleste mennesker bruger det meste af livet på at flygte fra. Vi danser på kanten og lever med frygten og fortabelsens mulighed, ja så fortrolige er vi med døden i privatøkonomisk forstand, at man nærmest skulle tro, vi var venner.

Vi er de blødende hjerters vagtparade, de håbefulde, der stiller gratis op i morgen-TV med vores skæbner, sange og fortællinger – for eksponeringens og for synets skyld. Til forskel fra alle de andre deltagere i arrangementet – lige fra generaldirektøren og journalisten til teknikeren og runneren, som alle får deres gode løn. Vi får til gengæld lov til at levere varen og æren af at være med. Det er os, der ikke kan lade være. Og dem, der godt ved det.

Det er vores musik du hører, når du tænder for radioen, vores stemmer, ansigter, sange og skuespil, du oplever på landets scener, det er vores billeder, der hænger på væggene, vores skulpturer, der står derude på pladser og plæner, vores artikler og kommentarer du læser, når du åbner avisen, vores ord og indsigter du hører, når du tager ud til et foredrag, vores bøger, som står på bibliotekerne. Det er os, der leverer råstoffet til kulturmøllen, og som alle de fastansatte akademikere, kulturjournalister, mediemedarbejdere og pladeselskaber lever på ryggen af.

Vi kender styrken i den sårbarhed, som de fleste mennesker bruger det meste af livet på at flygte fra. Vi danser på kanten og lever med frygten og fortabelsens mulighed, ja så fortrolige er vi med døden i privatøkonomisk forstand, at man nærmest skulle tro, vi var venner

Alle de her superdygtige professionelle og arbejdsomme ildsjæle og kulturproducenter, som leverer råstof til universiteterne, til medierne, til samfundsdiskussionen, osv., det er os, de frie kunstnere og kulturarbejdere.

Vi er dem, som har skabt det materiale, som høres i æteren. Os, som spinder billed- og lydtapeterne til den store kuk- og lirekasse, vi kalder samfundet, os som universitetsforskerne skriver artikler og lærde afhandlinger om, os som læsehestene læser i bøgerne, os, som trækkes ind og vises frem, når det skal være rigtig fint og festligt.

Det er os, som har brugt årevis på at skrive den bog, du låner på biblioteket. Os som har siddet begravet i hjemmestudiet og fundet på sangene og de svedige breaks, du sidder og lytter til, os som har ligget hemmeligt i træningslejr et halvt år, før du møder os til en times levering på scenen. Os, som kun får æren og en bøjet femogtyveøre, når du hører vores musik på YouTube og Spotify.

Vi har allesammen fået ryddet hele forårskalenderen, ligesom man får ryddet tænderne i overmunden hos tandlægen.

Og så skal vi ovenikøbet høre på misundelige og uvidende folks fordomme om at “få et rigtigt arbejde”.


Illustration: Poor Artist’s Cupboard by Charles Bird King, c. 1815. Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur