Rejsen til Skotland: Da Christian IV’s søster blev dronning

i Historie/Danmark af
HISTORIE // ESSAY – Svære forhandlinger, interne magtkampe og stormfulde rejser. Brylluppet mellem kong James VI af Skotland og prinsesse Anna af Danmark i 1589 var fuld af dramatik. Som kongens forhandler og stedfortræder ved brylluppet stod den skotske adelsmand George Keith, 5th Earl Marischal i begivenhedernes centrum.

August 1589. En seng på Kronborg!

På den ene side sidder den danske prinsesse Anna – datter af Frederik II og søster til Christian IV. På den anden sidder den skotske adelige George Keith. På hver side af sengen står 12 danske og 12 skotske repræsentanter med fakler i hænderne. George Keith er udsendt af den skotske kong James VI som stedfortræder ved hans bryllup med den danske prinsesse.

Da Anna og Keith sad på sengen og tog hinanden i hænderne for symbolsk at vise, at ægteskabet nu var blevet en realitet, var det afslutningen på en længere ceremoni, hvor Keith holdt tale på tysk og forærede Anna juveler på vegne af kongen, mens et stykke musik, komponeret særligt til lejligheden, blev fremført.

Forberedelserne havde været i gang længe. En særlig brudeskat var blevet indkrævet af den danske konges undersåtter. 300 skræddere og brodøser havde arbejdet på brudens kjole og øvrige garderobe. 16 skibe var gjort klar til afrejsen. Adelsfolk var høfligt, men bestemt, blevet bedt om at gøre klar til at gøre Anna følge på rejsen og være hos hende den første tid i hendes nye hjemland. Der var fanget hvide falke på Island som gave til den skotske konge.

En ægteskabsalliance med Danmark var en god mulighed. Der var økonomisk fremgang i landet, og det havde haft en stabil politisk situation, siden det blev protestantisk i 1536

Efter ceremonien fulgte den store festbanket. Bægerne blev fyldt op med vin fra de store pokaler, og mange blev tømt lige så hurtigt, som de blev fyldt.

Juristen i den skotske delegation, James Scrymgeour af Dudhope, havde tidligere været i eksil i Danmark og derfor bedre kunne følge med i danskernes tempo. Han nedsvælgede det ene bæger efter dette andet. Ligesom i øvrigt mange af de øvrige gæster, der både faldt i søvn på gulvene og kastede op i hjørnerne. Sådan fortsatte det i nogle dage før afrejsen mod Skotland den 5. september 1589.

Men inden begivenhederne nåede så langt, skulle ægteskabet forhandles på plads. Og også her spillede George Keith en hovedrolle.

Den skotske ambassadør

George Keith, 5th Earl Marischal var på daværende tidspunkt en af Skotlands rigeste mænd, og Keith-slægten havde gennem generationer været blandt de mest velhavende og magtfulde i landet. Man sagde, at familien ejede så mange godser og så meget land, at medlemmerne altid kunne overnatte under eget tag på en rejse langs Skotlands østkyst fra højlandet i nord til grænsen mod England i syd.

George Keith var gennem blandt andet udnævnelsen til ”Gentleman of the King’s Bedchamber” kommet helt ind i det inderste af kongens kreds. Efterhånden opnåede de to en så stor fortrolighed, at det var naturligt at udnævne Keith til stedfortræder ved kongens bryllup.

Hervey de Keith var som den første i slægten blevet udnævnt til kongens Marischal midt i 1100-tallet, og siden havde udelukkende medlemmer af Keith-slægten siddet på posten. Dens indhold havde dog ændret karakter med tiden. Tidligere havde man som Marichalværet ansvarlig for at arrangere ridderturneringer og for at holde hoffets lager af proviant velfyldt. I slutningen af 1500- tallet var rollen som Earl Marischal i højere grad at sørge for, at samlingerne i parlamentet forløb i god ro og orden.

I 1589 var det 8 år siden, George Keith havde overtaget posten som Earl Marischal fra sin afdøde farfar William Keith, 4th Earl Marischal. Før det havde han som en god adelsmand i renæssancen været gennem en mangeårig uddannelse hjemme og i udlandet. En flerårig dannelsesrejse gik forbi Paris, Geneve, Tyskland og Italien, mens studierne omfattede politik, teologi og historie samt fysiske discipliner som ridning og fægtning. Undervisning i latin og græsk var allerede påbegyndt i barndommen. Med den baggrund og med det faktum, at han blandt andet med udnævnelsen til ”Gentleman of the King’s Bedchamber” opnåede et nært og fortroligt forhold til den 13 år yngre konge, var han oplagt at sende afsted på den mission, der skulle bringe en dronning hjem til Edinburgh.

Et solidt kongeligt ægteskab

James havde ikke selv vist synderlig interesse for ægteskab, og han foretrak at være i selskab med mænd. Så meget, at der blevet stillet spørgsmålstegn ved hans seksualitet. Efterhånden havde han dog indset, at et ægteskab var en bydende nødvendighed. Dels måtte han skabe en arving til tronen for at sikre stabiliteten og undgå tvivl om arvefølgen. En anden side af sagen var, at James var nærmeste arving til den barnløse Dronning Elizabeth af Englands trone. Men det var klart, at oddsene for at overtage den engelske trone ville vokse betragteligt, hvis James kunne præsentere englænderne for en arving til tronen.

En ægteskabsalliance med Danmark var en god mulighed. Der var økonomisk fremgang i landet, og det havde haft en stabil politisk situation, siden det blev protestantisk i 1536. Katolikkerne blev smidt ud, og kongemagten overtog al kirkens jord. Den nyligt afdøde Kong Frederik 2. videreførte riget efter sin far, forhøjede Øresundstolden, byggede Kronborg, og sidst men ikke mindst var hans to førstefødte prinsesser Elisabeth og Anna begge oplagte kandidater som partner til James.

Oddsene for at overtage den engelske trone ville vokse betragteligt, hvis James kunne præsentere englænderne for en arving til tronen

I Skotland var det hele lidt anderledes. Her var mange overgået til den calvinistiske udgave af protestantismen, men der var stadig en del katolikker, hvilket skabte masser af spændinger.

James’ mor – Mary, Queen of Scots – var katolik og blev af magtfulde protestanter tvunget til at abdicere, da James kun var et år gammel. Siden havde landet ligget i næsten uafbrudt borgerkrig med religiøse og politiske intriger og mord. Keith havde været udsat for attentatforsøg fra en rivaliserende adelsmand og overlevede kun med nød og næppe. Kongen selv blev på et tidspunkt taget til fange i et år af protestanter, der frygtede den indflydelse, hans katolske rådgivere havde. Håbet var, at et solidt kongeligt ægteskab ville kunne hjælpe med at skabe ro.

Medgiftsforhandlinger

I årene op til ægteskabets indgåelse havde der været diplomatiske missioner frem og tilbage med forskellige lande for at få et ægteskab forhandlet på plads. På god renæssancemaner var små miniatureportrætter af James og forskellige prinsesser blevet udvekslet, så man havde en eller anden form for indtryk af udseendet.

Efter indledende drøftelser faldt valget på Danmark, og den endelige delegation kunne sendes af sted. Keith blev udpeget som leder af den delegation, der skulle føre forhandlingerne til afslutning og sørge for den bedst mulige medgift. Han skulle agere kongens stedfortræder ved bryllupsceremonien og dernæst bringe dronningen hjem til Skotland i god behold.

Kongens kansler John Maitland af Thirlestane var Keiths store rival i de skotske magtsfærer. Maitland gik i modsætning til Keith ind for et ægteskab med Catherine Bourbon af Navarra. Mest af alt af hensyn til englænderne, der var inde i en periode med et køligt forhold til Danmark. Omvendt frygtede Keith og mange borgere og købmænd i Edinburgh og videre op langs den skotske østkyst, hvad en sådan alliance kunne medføre.

Dels kunne man med en alliance med Navarra svække forholdet til Navarras rivaler fra Frankrig. Det ville medføre store økonomiske konsekvenser. Desuden havde man store handelsmæssige interesser i Østersøen og var ligeledes afhængig af et godt forhold til Danmark, der kontrollerede den smalle indgang til Østersøen ved Helsingør. Mange skotter havde bosat sig langs Østersøens vigtige handelsbyer og ligeledes i Helsingør, hvor slægter som Lyall, Thomesen og Wedderburn gennem 1500-tallet havde opnået vigtige positioner som borgmestre, toldere og vinhandlere.

Der var derfor optræk til oprør, og Maitland måtte godkende afrejsen til Danmark, men havde stadig lagt et par benspænd i kisten. Maitland havde sendt Keith afsted med, hvad der ikke kunne opfattes som andet end komplet urealistiske krav til forhandlingerne. Det er sandsynligt, at Maitland gerne ville have Keith til at se dum ud og til at påkalde danskernes irritation.

Da James mødte Anna første gang, gik han i begejstring direkte på skotsk maner op til hende og kyssede hende uden at tage sko og overtøj af. Anna virkede noget befippet, men bevarede fatningen

500.000 pund Scots i medgift, dansk militær assistance, hvis skotterne ønskede det, og lempelse af afgifter for skotske handlende. Det var urealistiske krav, og som forventet afviste danskerne blankt. 150.000 Scots var, hvad de ville gå med til, og lempelser af Øresundstolden blev der ikke noget af. Keith måtte sende en delegation hjem til Skotland for at høre kongens holdning til sagen. Og de kom heldigvis snart tilbage med meddelelse fra James om, at de danske krav måtte accepteres. Missionen skulle lykkes. Anna skulle bringes til Skotland. Ellers ville han tabe ansigt blandt befolkningen.

Den stormfulde færd over Nordsøen

Da festlighederne på Kronborg var overstået, sejlede den dansk-skotske delegation planmæssigt fra Helsingør og nåede snart Flekkerøy på Norges sydkyst. Her holdt man nogle dages ophold inden rejsen over Nordsøen, som efter forventningerne ville vare et par døgn. Sådan skulle det ikke gå!

Fire gange forsøgte delegationen at komme over havet, og alle fire gange tvang en voldsom modvind og kraftig storm skibene til at vende tilbage til Flekkerøy. Flere af dem var beskadigede, og danskerne ville tilbage til Kronborg. Keith var uenig. Han ville have Anna sat på et mindre og forhåbentlig mere smidigt skib. Han frygtede for reaktionen fra den utålmodige konge på den anden side, men det ville også være en stor risiko at risikere brudens liv af den årsag. Anna var blevet frygtelig søsyg under det sidste forsøg og havde ikke spist i tre dage.

Det endte med et kompromis. Beslutningen blev at overvintre i Oslo. James fik meddelelse om dette fra et af skibene, der på forunderlig vis ramte en mild periode på havet og fandt vejen over.

Kongens romantiske gestus

James VI af Skotland og senere også James I af England. Han viste ikke stor interesse for ægteskab i sine unge år. Ifølge nogle viste han mere hengivenhed overfor de mænd, han i det daglige omgikkedes ved sit hof. Senere indså han dog det nødvendige i at sikre arvefølgen.

Og hvad skete der så? Efter nogen tid i Oslo dukkede kongen pludselig op. Han kunne ikke vente længere med at se sin kone og dronning og risikerede sin kontrol med de hjemlige affærer for at foretage, hvad nogle betegner som den eneste rigtige romantiske handling i hans liv.

James var i øvrigt helt sikker på, at hekse havde fremkaldt stormene. Hvorfor skulle det ellers lige være bådene med hans dronning, som blev ramt? Både handelsskibe og andre medlemmer af delegationen sejlede fra Danmark til Skotland uden problemer i tiden før og efter Annas forsøg på afrejse. James havde ligeledes kun få problemer på sin egen rejse til Norge. Hvorfor var det så let for andre at krydse havet næsten på samme tid? Mange kvinder måtte lade livet på den bekostning, da kongen vendte hjem til Skotland.

Da James mødte Anna første gang, gik han i begejstring direkte på skotsk maner op til hende og kyssede hende uden at tage sko og overtøj af. Anna virkede noget befippet, men bevarede fatningen. Den 23. november afholdtes en ny vielsesceremoni på Bispegården i Oslo. James og Anna sagde nu ja til hinanden, ansigt til ansigt, efterfulgt af mange ugers festligheder.

Da festlighederne var ovre, var det blevet december, og spørgsmålet var nu, hvad næste skridt skulle være? Det var bidende koldt og uden for sejlsæsonen. Nu modtog man en invitation om at tilbringe vintermånederne i Danmark for siden at sejle til Skotland, når foråret tittede frem, og havene blev isfri.

Efter en lang slæderejse fra Oslo ned langs kysten nåede man Helsingborg, hvorfra man kunne sejle det sidste stykke over Øresund. James havde ikke travlt med at komme hjem til pligterne.

Han nød både intellektuelle sysler som besøg hos Tycho Brahe på Hven og hos teologen Niels Hemmingsen, af hvem James havde flere bøger stående i sit bibliotek.

Der var dog også andre adspredelser, der trak. James elskede jagt, spil og væddemål, og det var ikke så få penge, der røg på den konto, før kongeparret vendte næsen mod Skotland ud på foråret år 1590.

De levede ikke lykkeligt…

Anna var nu Queen Anne of Denmark og leverede efter en lang venten og bekymring i de højere cirkler, hvad hun skulle: I 1594 fødte hun sønnen Henry, men da han allerede døde som 12-årig, blev det sønnen Charles, født i år 1600, der overtog tronen ved James’ død i 1625.

På det tidspunkt var James forlængst blevet konge af England. Han overtog tronen efter Elizabeths død i 1603, hoffet flyttede til London, og James vendte siden kun tilbage til Skotland en enkelt gang. Anna vendte aldrig tilbage. Parret levede efterhånden adskilt og holdt hver deres hof. Anna var storforbrugende og ekstravagant. Der var juveler og maskerader i lange baner.

Allerede inden James’ tronbestigelse i England var Anna konverteret til katolicismen. Ret paradoksalt, da det skotske udgangspunkt for ægteskabet med en dansk prinsesse var, at vedkommende var protestant. James accepterede dog konversionen. Muligvis fordi han vurderede, at den katolske del af den engelske befolkning ville være mere rolig ved ham som konge, når de kunne se, at han kunne tolerere selv sin dronnings divergerende tro. Anna skulle dog være vendt tilbage til sit lutheranske udgangspunkt inden sin død i 1619.

George Keith blev i Skotland. Fra 1609-12 var han Lord High Commissioner to the Parliament of Scotland. Det betød, at han i perioden var kongens stedfortræder i det skotske parlament, som efter Union of the Crowns ved James’ engelske tronbestigelse i 1603 blev bibeholdt frem til den tættere unionsindgåelse mellem de to lande i 1707. Ellers brugte Keith mindre energi på statslige anliggender og mere på sine enorme jordarealer. Derudover stiftede han i 1593 universitetet Marischal College i Aberdeen. Han døde på Dunnottar Castle i 1623.


Litteratur

Miles Kerr-Peterson, A Protestant Lord in James VI’s Scotland, George Keith, Fifth Earl Marischal (1554-1623), 2019
David Stevenson, Scotland’s Last Royal Wedding – The Marriage of James VI and Anne of Denmark, 1997
Kancelliets Brevbøger, Statens Arkivers hjemmeside
Caspar Andreas Jørgensen, Dronning Anna på Kronborg i ”Folk og minder i Nordsjælland 59”, 2004
Thomas Riis, Should Auld Aquaintance Be Forgot – Scottish-Danish Relations 1450-1700, 1988


Hovedfoto: Anna var Frederik IIs næstældste barn. Den et år ældre søster Elisabeth var også på tale som skotsk dronning, men var blevet lovet væk til hertug Heinrich Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel, da det blev mere konkret. Derfor blev det Anne, der blev både skotsk og senere også engelsk dronning.

Alle fotos: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Rasmus Effersøe er stud.mag. i historie, og særligt Danmarks og Nordens historie har hans interesse. Han har siden 2016 været ansat på Kronborg Slot, hvor han har været vært, guide og arbejdet med udvikling af slottets formidling. Han har også været ansat som vært og omviser på Mosede Fort – Danmark 1914-18.

For Rasmus Effersøe er behovet for forståelse af fortiden et grundvilkår. Uden et historisk perspektiv på tingene, føles nutiden ikke lige så interessant. Det gælder, hvad enten det handler om fæstninger, folkestyre eller fodbold.

Vil du støtte Rasmus skrivearbejde, er du naturligvis velkommen til at sende en mønt på mobilepay. 25396385

Seneste artikler om Historie