POLITIK // ANALYSE – De røde faner og de store folkemasser var til at overse søndag den 1. maj, men alligevel lykkedes det med nu fhv. justitsminister Nick Hækkerups afgang for regeringen at tage rampelyset.
Naturligvis giver Nick Hækkerups overraskende beslutning om at blive direktør i Bryggeriforeningen, der som en lille interesseorganisation mildest talt lever en stille og hensygnende tilværelse, anledning til en lang række spekulationer og konspirationsteorier om årsagen til karriereskiftet.
• Skyldes det hans rolle i sagen om sigtelserne mod Venstres fhv. forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen og den fhv. chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen?
• Har det med minksagen at gøre?
• Skyldes det et internt magtopgør i regeringen?
• Er han gledet ned i det interne hierarki og dermed ude af løbet om at være kronprins i Socialdemokratiet?
• Har han været utilfreds med regeringens generelle embedsførelse, og er det træthed overfor Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens magtvælde, er der sikkert også en enkelt eller to, der tænker.
Ingen toppolitiker slipper nu til dags for at få sine handlinger og beslutninger gennemtygget og lige så sikkert som amen i kirken, er der ingen, der stiller sig til tåls med hovedpersonens egen forklaring om lysten til at prøve noget nyt og blive udfordret på en anden nåde.
Supertankeren flyder fortsat og med krigen i Ukraine og Mette Frederiksen tilbage i statsmandsrollen taler meget for, at hun kan genvinde magten
Det er alt for banalt. Der må stikke noget andet under, og derfor vil pressen bruge den kommende tid på at nedbryde den officielle begrundelse for karriereskiftet i forsøg på at komme ind til den reelle årsag. I politik er der nemlig ingen, der køber ordene fra hestens egen mund.
Det er blot spin på trods af, at Nick Hækkerup åbenbart har drøftet sin beslutning gennem længere tid med en gammel lidelsesfælle fra jurastudiet og Folketinget, Søren Pind, der på præcis samme dato for fire år siden valgte næsten den samme vej ud af politik.
Normalt siger man, at rotterne er de første til at forlade den synkende skude, men at dømme efter meningsmålinger er der nu intet, der for tiden tyder på, at regeringen er ved at synke i dybet. Supertankeren flyder fortsat og med krigen i Ukraine og Mette Frederiksen tilbage i statsmandsrollen, taler meget for, at hun kan genvinde magten, når der inden for det kommende år bliver udskrevet folketingsvalg.
Mette F. er tilbage i statsmandsrollen
Coronaen er forsvundet som dug for solen, men den kan komme tilbage til efteråret. Det er usikkert, men det er til gengæld sikkert, at Rusland og Ukraine komme til at fylde i dansk politik og i medierne i mange år frem, hvormed statsmandsrollen nærmest ligner en foræring til Mette Frederiksen.
Bevares, hun har sine udfald, hvor hun lader sig rive med af følelsesudbrud i folketingssalen og er lysår fra statsmandsrollen. Det er ikke klædeligt, men heller ikke nogen stor folkesag.
Naturligvis vil det ramme statsministeren, hvis ikke det lykkes at hive et ja hjem ved folkeafstemning om afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold den 1. juni. Valgkampen starter først for alvor her i maj, og som altid er det den siddende statsminister, der skal trække det største læs.
En bane, som han stort set har fået forærende, da den Konservative formand, Søren Pape, åbenbart har tænkt sig at ligge på baghjul og lade andre trække læsset
Da der i september 2000 var folkeafstemning om dansk deltagelse i ØMU’en, blev Venstres daværende formand, Anders Fogh Rasmussen, beskyldt for at lurepasse ved at føre en yderst afdæmpet kampagne i de tyndtbefolkede landdistrikter.
Denne gang tyder meget dog på, at Venstres relativt nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil kaste sig helhjertet ind i ja-kampagnen og dermed også spille sig tilbage i rollen som oppositionens leder. En bane, som han stort set har fået forærende, da den Konservative formand, Søren Pape, åbenbart har tænkt sig at ligge på baghjul og lade andre trække læsset.
Søren Pape lurepasser
Søren Pape har aldrig vist den helt store EU-begejstring. Ungdomsorganisationen, KU, er klart imod en ophævelse af forsvarsforbeholdet og dybt inde i moderpartiet er der nationalkonservative kræfter, der ikke ønsker at gå længere ad EU-vejen.
Unionen er som bekendt stendød, sagde Poul Schlüter i 1986. Det har mange konservative ønsket at opfatte i ordets snævreste betydning og derfor skal hælene nu sættes i. Vi kommer således ikke til at se en Søren Pape gå helhjertet ind i EU-diskussionerne.
Værst vil et nej naturligvis være for den ansvarlige regeringschef
Risikoen for et nej er overhængende, selv om krigen i Ukraine og Putins fortsatte aggression og trusler mod andre vestlige lande er skræmmende og kalder på sammenhold og solidaritet mellem USA og alle de europæiske lande, hvoraf hovedparten også er med i Nato.
Chancen for et ja ved folkeafstemningen har derfor aldrig været større. Argumenterne ligger på et sølvfad, men Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen ved også, at de i tilfælde af endnu et nej, skal kunne leve med resultatet og derfor også tale betydningen ned.
Værst vil et nej naturligvis være for den ansvarlige regeringschef, der vil få synliggjort, at hun ikke har flertallet i befolkningen med sig i afgørende spørgsmål, og derfor vil et nej den 1. juni efterlade en stor ridse i lakken på Mette Frederiksen. I kølvandet på den, venter Minkrapporten så ca. en måned efter.
Tør Enhedslisten vælte regeringen?
Regeringen og Mette Frederiksen undgår ikke kritik fra kommissionen. Alene en kædereaktion af kommunikative fejl, forsømmelser og udeladelser vil påkalde sig kritik, men spørgsmålet er, om kritikken vil være så graverende, at Enhedslisten hiver tæppet væk under regeringen?
Det er umiddelbart svært at forestille sig efter at have lyttet til over 70 vidneudsagn under minkafhøringerne, hvor det ligger fast, at statsministeren var uvidende om den manglende lovhjemmel og hvor myndigheders aktive indsats i udførelsen af beslutningen langt fra er så åbenlys, som den er gjort til i visse medier.
Et forhold, der umiddelbart skærmer regeringen fra den værste kritik fra borgerlig side, og som blot afslører, hvor let spil Søren Pape og Jakob Ellemann har givet regeringen
Skulle det alligevel ske, at der kommer en så alvorlig kritik, at Enhedslisten ikke kan undslå sig fra at udtale mistillid mod statsministeren, vil vi komme til at stå i den helt usædvanlige situation, at regeringen må træde tilbage midt i sommerferien og danskerne skal til valg i løbet af august.
Det vil være yderst akavet at føre valgkamp, mens danskerne er i sommerlandet og ved Gardasøen. Det kommer nok heller ikke til at ske.
Mette Frederiksen har længe forberedt sig til valgkampen. Der er lovet varmehjælp til udsatte lavindkomstfamilier og forhøjet ældrecheck til pensionisterne som et plaster på såret over den stigende inflation. Alt sammen ufinansieret lige som i øvrigt forsvarsaftalen var det. Et forhold, der umiddelbart skærmer regeringen fra den værste kritik fra borgerlig side, og som blot afslører, hvor let spil Søren Pape og Jakob Ellemann har givet regeringen.
Dertil kommer de grønne tiltag med en CO-afgift på erhvervslivet, der på trods af en klækkelig rabat til landets suverænt største CO2-synder, Aalborg Portland, har klar appel til de unge.
Banen kridtet op til et efterårsvalg
Nick Hækkerup afløses på justitsministerposten af Mattias Tesfaye, der nyder respekt dybt ind i borgerlige kredse for en udlændingepolitik, som Inger Støjberg ikke kunne have gjort bedre. Tesfaye soler sig i rampelyset, hvilket man vel dårligt kunne sige om Nick Hækkerup på det seneste. Det kan blive en styrkelse af regeringen.
Kaare Dybvad Bek overtager udlændinge- og integrationsområdet. Han har været særdeles aktiv i udflytningsdebatten, og nu skifter han så blot klientellet ud med asylansøgere.
Ny mand i ministerfamilien er socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen. En loyal partisoldat, der har taget tæskene i diverse debatter. Nu skal han præstere på egen hånd.
Mette Frederiksen har derfor kridtet banen op. Holdet er sat og strategien er lagt. En klar rød-grøn opstilling med kampråb som fællesskab og sammenhold i den svære tid. Overfor det står de blå partiers krav om mere frihed og skattelettelser.
Mandagens ministerrokade bliver den sidste inden valget, og det er svært at se, hvad der skulle stå i vejen for, at hun udskriver valget i løbet af efteråret, når næste års finanslovsforslag har ramt bordet.
Læs mere om politik i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her