Rejsebrev: For fastliggeren er ude egentlig hjemme

i Featured/Liv & Mennesker/Rejse af

Hvert år ved denne tid sker der noget særligt i Danmark. Forårets lys bryder vinterens mørke, og de kolde dages hede feriefantasier bliver ført ud i livet. Nogle feriehungrende danskere booker all inclusive på en Thailandsk strand, andre går i gang med at gøre campingvognen klar til årets karavanekørsel mod sydens sol. Fra marts, hvor urene går i sommertid, frem til slut juni når der blev slukket og lukket for det pulserende erhvervsliv, er ferie frokostpausens varmeste samtaleemne på mange arbejdspladser.

Men hvorfor er det mon, at ferierne ofte bliver livets små eller store åndehuller, hvor man øger sit iltindtag betragteligt? Hvorfor trækker man vejret dybere, når man har fri – og gemmer luften i sin reservetank til hverdagen? Hvorfor er det nødvendigt at ’fixe’ søde sommerminder, når mandag til fredags ulidelige ensformighed og de kolde måneder melder sig igen?  Og hvorfor bliver kun ferien og ikke også hverdagen fremkaldt i farver?

At rejse er fantastisk og livgivende – men er det nu virkelig også at leve fuldt ud?

Måske betyder den intense fokusering på ferierne også, at vi så kun lever halvt eller delvist i hverdagen.

I hvert fald er det bemærkelsesværdigt og for mig at se betænkeligt, hvis det, som fylder mest i livet, bliver nedrangeret til fordel for tre ugers ophold på en badestrand. Sådan rigtig groft sagt.

Buddhaer og parasoller

I flere år har jeg boet uden for Danmark. Før familien flyttede til Frankrig, boede vi i Myanmar – et af de steder, som er virkeligt populært blandt rejselystne og vintertrætte danskere. Turisterne strømmer til. De oplever, spiser, handler og samler på minder. Dagene bliver lagt i skema, så der bliver vredet max ud af budgettet og den tid, der er til rådighed. Selvfølgelig.  Således skete det af og til, at man sad i hyggeligt socialt samvær med folk på ferie eller gennemrejse. Og så tabte de kæben, når man fortalte, at der endnu ikke havde været tid til efter et halvt eller helt års ophold i landet, at se Yangons største, forgyldte Buddha, købe en håndmalet parasol på et særligt godt gemt marked i en landsby lidt syd for byen eller proppe hele familien ind i en overnight bus for at se en ’helt uforglemmelig’ botanisk have mod nord.

Rytme og balance

Men når man bosætter sig ude i verden og skal have flere liv og en hel familie til at fungere og køre på skinner, så handler det ikke i første omgang om at gå på loppemarkeder og snorkle i turkisblåt vand. Det handler om at ‘knække koden,’ finde en rytme i en ny og anderledes hverdag, og at finde balancen i en ukendt kultur.

Det handler også om at sanse og tage ind, der hvor man kommer og går – om at overgive sig til en nye og anderledes indtryk. Ikke dem man opsøger aktivt, men dem man møder tilfældigt på sin vej.

Man har med andre ord slet ikke travlt med at komme igennem to-do listen over turistattraktioner, og skal ikke nå det hele på den halve tid. Privilegiet er, at man har tid uden bagkant. Og hverdagen, den er ofte rigelig eksotisk i sig selv, så der er ikke den første tid brug for at krydre den og smage den til med højhus-store, forgyldte buddhaer eller håndmalede parasoller.

Ind under huden

Netop da vi boede i Myanmar, havde vi en aften inviteret en familie på ferie til middag. Vi havde en fælles bekendt. Familien var vel berejst – men også af sted på ’årets ferie.’ Selv om jeg aldrig havde mødt dem før, så genkendte jeg dem, i det øjeblik de trådte ind af døren. Hun kunne have været en af de medarbejdere i den virksomhed, som jeg engang arbejdede i. Sød, imødekommende – totalt tjek på det hele. Manden afslørede også lynhurtigt sig selv som relativt højt placeret i hierarkiet et sted i det private erhvervsliv. Vant til at have overblikket. Datteren på 11 var i en tidlig alder sprunget ud som Feng Shui ekspert, efter at hun havde fået lov til at indrette sig eget værelse. I hvert fald var hun straks efter sin entré i gang med at give gode råd til, hvordan vi kunne indrette os anderledes, så den kiksede kolonistemning var knap så markant. Hun strøede også rundhåndet om sig med tips til, hvordan vi kunne få mest muligt ud af vores sparsomme belysning i et ”ALT for mørkt hus.” Jeg lod mig ikke mærke, men indrømmet, jeg blev alligevel lidt forlegen og måske også en kende flovt blussende i kinderne. Det er trods alt ikke hver dag, at man bliver overmandet og lagt fladt ned af en 11-årig indretningsarkitekt.

Tjekliste med tilhørende flueben

Familien, som i den grad signalerede effektivitet og ‘styr på livet,’ havde booket ti dages ferie i Myanmar – og vi, fastliggerne, var en del af oplevelsen. Efter syv dage på en strand, hvor kuløren var reddet i land, skulle de ’gøre’ Yangon på et par dage. Men de var allerede godt klædt på. På et kort besøg på et børnehjem ved stranden havde de nemlig med i rejsepakken fået en ’autentisk’ oplevelse og var ’kommet ind under huden på landet og kulturen’. Vi kunne efter mere end et år i samme land umuligt hamle op – men det efterspurgte familien nu heller ikke. Jeg tror, at de syntes, at vi var ret håbløse ud i Myanmar must-sees og must-goes. Modsat fik vi nervøse tics og dirrende øjenlåg af deres rejse-tjek-liste, som virkede ret så omfattende og stressende.  De havde simpelthen slæbt arbejdstempo og -redskaber med på ferie: Tjekliste med tilhørende flueben. Hvis ikke alle benene blev sat og boksene udfyldt inden hjemrejsen, ville ferien måske ikke være den succes, de gik efter.

Kamera og klip-klapper

Naturligt er det selvfølgelig, at man gerne vil have mest muligt ud af sin ferie. Men når man flyver om på den anden side af jorden og har både tjekliste og flueben med i kufferten, så risikerer man vel at overse, hvad ferie egentlig handler om: Nærvær, afkobling og spontanitet. Og når vi som turister går efter autenticitet på rejsen, så risikerer vi paradoksalt nok at ødelægge den, for den lokale befolkning indretter sig nemlig efter, hvad vi som turister gerne vil se og møde, når vi tramper rundt i deres habitat med klip-klapper og kamera. Lader man sig desuden styre af det samme tikkende ur som i sin hverdag, risikerer man at misse nogle af de helt store oplevelser: Ikke buddhaer og håndmalede parasoller – men de oplevelser, der opstår pludseligt og uventet, hvis man giver sig tid til at dvæle ved øjeblikket.

Faktisk er der en overhængende risiko for at blive både hjemmefødning og tryghedsnarkoman af at bo udenfor Danmark. Man kommer til at holde af sine fire, trygge vægge, som man har rejst der midt i det uendelige eventyrs rige.

Forudsigelige og trygge dage

Selv om jeg kun sjældent rejser målrettet efter at ‘se,’ og til trods for hullet i min vidensbank over must-see turistattraktioner, så er jeg alligevel ret godt tilfreds med mit globale hverdagsliv – selv i lidt for mørke huse med dårlig belysning. Som udeboende er man nemlig så heldig, at man får sin rejselyst stillet og styret – også selv om man ikke nødvendigvis samler på fotos af turistattraktioner. Man samler i stedet på små unikke hverdags-øjeblikke, -billeder eller -møder, som man bærer med sig i hjertet. Jeg opsøger ikke altid oplevelserne, men snubler måske over dem i min hverdag. Jeg bliver tilfældigt sat i situationer, hvor blodet bruser voldsomt i årerne, og hvor jeg i den grad føler, at jeg er i live. Jeg lærer mig selv at kende en lille smule bedre, hver eneste gang jeg føler mig anderledes, og er nødt til at spørge mig selv hvorfor.  Jeg undres og inspireres, fordi tingene sjældent er, som det plejer at være, og som man forventer.  At bo ude, er, kan man vel sige, at være på en længere rejse – men ingen lang badeferie. Hverdagen bliver også om ikke kedelig, så triviel – for ude bliver hjemme.

Som udeboende er man nemlig så heldig, at man får sin rejselyst stillet og styret – også selv om man ikke nødvendigvis samler på fotos af turistattraktioner. Man samler i stedet på små unikke hverdags-øjeblikke, -billeder eller -møder, som man bærer med sig i hjertet.

Når jeg savner at trække stikket, koble af og fra, holde ferie, så fantaserer jeg ikke om hvide sandstrande eller krystalklart vand. Jeg længes nærmere mod forudsigelige og trygge dage i en lille, svensk stuga langt inde i de smålandske skove. Eller jeg savner at tale om alt mellem himmel og jord med den håndfuld mennesker, hvor vi nemt springer smalltalk og høflighedsfraser over. Faktisk er der en overhængende risiko for at blive både hjemmefødning og tryghedsnarkoman af at bo udenfor Danmark. Man kommer til at holde af sine fire, trygge vægge, som man har rejst der midt i det uendelige eventyrs rige.

Hverdagens enkelhed

Det er skønt at glæde sig til ferien, forventningsfuldt at pakke kufferten med badetøj og rejse ud i verden for to eller tre uger senere at vende opløftet hjem, en masse oplevelser rigere og tungt armeret med energiskyts til vinteren. Det er blot en anden måde at rejse på end det at bo i udlandet. Men målet må alligevel være – hvad enten man bor ude eller hjemme – at det er hverdagen og ikke ferien, der er livets største åndehul.

Og rejsens berettigelse, den findes ikke altid i at se og opleve i rå mængder – men i høj grad i bare at være og give sig tid. At leve gør man så absolut, når man rejser – men bestemt også, når man sætter pris på hverdagen i al dens forunderlige enkelhed, genkendelighed og ensformighed.

Fint og fuldendt formuleret i Piet Heins lille gruk ’Tur-retur’.

‘At bryde af
og rejse bort
kan være svært
og falde hårdt,
men det er livets
krav til dem
som holder af
at komme hjem.’

Foto: Privat

Kunne du lide denne artikel, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler. Bliv ven med os her.  Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kr. om måneden.

Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.

Hvis du nyder mine artikler, kan du også betale mig direkte for mit arbejde. Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt. Mit MobilePay nummer er: 28890345

Du kan kontakte Maiken direkte på www.maikenskeem.com

Maiken Skeem er 46 år, journalist og kommunikationskonsulent. Sammen med sin familie er hun flyttet tilbage til Danmark fra en fransk landsby tæt på Genève. Maiken har af flere omgange boet i Frankrig, men også i Bangladesh, Cambodja og Myanmar, hvorfra hun har skrevet for danske medier og været konsulent for Folkekirkens Nødhjælp. Maiken er uddannet cand. mag i fransk og kommunikation. Efter flere år som kommunikationsmedarbejder i både humanitære organisationer og i medico- og medicinalbranchen, er hun nu journalist på fuld tid og med hele hjertet. Her på POV.International skriver Maiken ofte om Frankrig - og gerne om religion, tro, etik og ligestilling. Kunne du lide, hvad du læste, satte det nogle tanker i gang – er du velkommen til at lægge et bidrag på Mobilepay: +45 2222 2636