Rejsebrev fra influenza-lejet

Nadja Pass 19.10.2016

I går vågnede jeg op med hovedpine. Først troede jeg bare, det skyldtes, at jeg aftenen før havde været værtinde på et stort arrangement i Aarhus og havde taget et alt for sent tog hjem i stedet for at overnatte, som jeg plejer, når jeg er på de kanter. Og da jeg ikke havde nogen vigtige møder på programmet, vendte jeg mig om på den anden side og tog mig en lur for at se, om ikke det skulle kunne få bugt med smerterne.

Først 12.30 vågnede jeg igen – og befandt mig stadig ikke godt på højkant. Faktisk havde jeg det overhovedet ikke spor godt. Faktisk var jeg syg.

Det var først lidt svært at acceptere, for egentlig havde jeg tænkt mig at benytte mig af den arbejdsro, der altid opstår, når alle andre holder efterårsferie og tage i skrivelejr i sommerhuset. Men som jeg lå dér, vred mig og ”gned fødder” – som vi gør det i min familie, når vi er syge ved en genetisk mutation, der stammer direkte fra min morfar – kunne jeg slet ikke overskue tanken om at skulle køre op til et råkoldt sommerhus.

Der var ikke så meget andet at gøre end at acceptere, at i går blev en rigtig dynedag – og glæde mig over, at jeg så måske ville blive rask senere på ugen og kunne nå nogle af de hyggelige invitationer i byen, jeg havde måttet sige nej til, fordi jeg troede, jeg var i sommerhuset.

Og netop som jeg havde accepteret det, indtraf den der helt særlige tankerække, der altid indtræffer, når jeg accepterer, at ja – jeg er syg i dag, og jeg kan faktisk ikke andet i dag end at ligge her: Der bliver åbnet en direkte erindringskanal til alle de andre gange, jeg har ligget syg. Minder, sanseindtryk og kropslige erindringer, jeg ellers ikke skænker mange tanker i dagligdagen bliver pludselig lyslevende. Lidt på samme måde, som jeg ofte bliver mindet om – og snakker om – andre af livets fantastiske måltider, når jeg er på restaurant eller får vakt en masse rejseminder til live, når jeg er ude at rejse.

img_7012-kopi — Når jeg er syg, ender jeg ofte med at udvikle alle mulige forskellige variationer over temaet “sammenkogte retter” med en kras blanding af peberrod og persille ovenpå.

Når jeg er syg, får jeg ofte lyst til at spise og drikke nogle helt andre ting, end når jeg er rask. Min indre jiddische Mame fantaserer om hønsekødssuppe. Den anseelige russiske del af min genpulje råber på borscht. Barnet i mig drømmer om varm mælk med honning. Der er ingen grænser for, hvor meget ingefær, peberrod og varm solbærsaft, jeg kan sætte til livs.

Netop som jeg havde accepteret det, indtraf den der helt særlige tankerække, der altid indtræffer, når jeg accepterer, at ja – jeg er syg i dag, og jeg kan faktisk ikke andet i dag end at ligge her: Der bliver åbnet en direkte erindringskanal til alle de andre gange, jeg har ligget syg. Minder, sanseindtryk og kropslige erindringer, jeg ellers ikke skænker mange tanker i dagligdagen bliver pludselig lyslevende

Fra venner og bekendte strømmer det ind med forslag til forskellige hekse-blandinger, udtræk og alkoholiske opstrammere. For mit indre blik ser jeg min mor komme ind til sengen med en ”bakke”. Fyldt med alle de ting, hun vidste, vi kunne lide. Så man lige kunne se udvalget og vidste, hvad man så kunne ”bestille” af forfriskninger og underholdning i løbet af dagen. Som voksen glæder jeg mig over at have gode venner tæt på, der tilbyder at komme med proviant. Det er sjældent nødvendigt i disse tider, hvor man også i nødstilfælde kan få leveret alt muligt til døren. Men omsorgen i tilbuddet værdsætter jeg virkelig.

Jeg tænker altid utrolig godt, når jeg er syg. Det er egentlig mærkeligt, fordi tankerne skal navigere gennem hovedpinens skarpe skær og febertågerne. Men når jeg ser tilbage på de bedste ideer, jeg har fået gennem tiden, er der et helt klart mønster i, at mange af dem har krystalliseret sig netop, mens jeg lå syg. Måske er det bare et tilfælde. Måske er det decideret psykosomatisk.

Men jeg tror måske mest af alt, det skyldes, at jeg på en gang slår hjernen helt fra og samtidig giver plads til, at der sker alt muligt mærkeligt i underbevidstheden. Og at jeg alligevel er for svag til at handle på ideen lige med det samme.

Så jeg ligger og lader den marinere godt og grundigt. Og når jeg så rejser mig fra sygesengen, er det næsten altid med en helt fornyet energi og handlekraft. Måske har det også noget at gøre med, at jeg ikke rigtigt orker at se på skærme, når jeg har hovedpine. Så jeg kan til nød høre radio – og i går blev det til en hel del af Svend Brinkmanns programmer om Det Meningsfulde Liv, som han lavede, da han modtog Rosenkjærprisen.

Men ellers er der egentlig meget stille omkring mig, når jeg er syg. Og måske netop derfor dukker der så mange tanker og ideer frem, som jeg til daglig kommer til at understimulere, fordi jeg overstimulerer mig selv med så mange film, serier, magasiner, spil, samtaler og skærme. Det er egentlig lidt skræmmende at tænke på, at jeg skal være så syg, at jeg ikke kan holde hovedet oppe, før jeg for alvor giver min hjerne lidt fred til selv at komme op med alt muligt nyt…

Da vi var små, plejede min bror og jeg at konkurrere om, hvem der kunne bygge de mest behagelige sygesenge til hinanden. Gerne indrettet i sofaen lige foran fjernsynet. Jeg synes den dag i dag, jeg vandt overlegent dengang jeg fandt på at fastspænde min lille paraply i alle regnbuens farver foran læselampen, så han kunne justere lyset i rummet alt efter humør og feberens rasen. Jeg er nok stadig lidt grundskuffet over, at han ikke var helt så behørigt imponeret, som jeg synes, han skulle have været over min geniale opfindelse.

Et af vores yndlingsspørgsmål til Borgerlysts samtalesaloner er: ”Hvor tæt skal du være på for at føle ansvar?” Og det spørgsmål bliver sat på spidsen, så snart man er syg. Når man som jeg har rejst det meste af verden rundt og holder meget af at rejse alene, har man også prøvet at ligge temmelig syg på nogle ret usle hoteller og være dybt afhængig af, at nogle andre, der egentlig ikke havde noget som helst ansvar for at hjælpe mig, hjalp mig. Og jeg har også selv hjulpet mange andre rejsende, når de var blevet syge undervejs.

På mange måder bliver medmenneskelighed sat helt utroligt meget på spidsen i den slags situationer. For man ligger der og er så hjælpeløs og virkelig ikke den bedste udgave af sig selv. Og det føles helt utroligt intimt at måtte lade andre hjælpe sig, når man i den grad ligner og føler sig som udskidt æblegrød. Ovenikøbet andre, der kun lige helt tilfældigt er i nærheden og måske skal videre næste dag i en helt anden retning. Man passerer kun hinandens liv i ganske få timer eller dage. Og alligevel hjælper man, hvor og når man kan. Påtager sig et ansvar for at hjælpe hinanden.

Selvom det ofte er dem, jeg udforskede templerne med, sov under stjernerne med, badede i krystalvand med, filosoferede natten lang med, elskede med i tropenætterne, der står klarest i erindringen, er det dog dem, der tog sig af mig, når jeg var syg, jeg skylder den største tak. Mennesker, hvis navne jeg ikke engang kan huske i dag, men som bragte mig lige præcis den kolde cola, den risgrød eller det kolde klæde, der gjorde hele forskellen under feberturene.

Soundtracket til mine sygedage er altid Chopins Nocturne 2. Den spillede vores mor altid på klaveret, når hun blev hjemme for at passe os og troede, vi sov. Når jeg så vågnede og lå dér og glippede lidt med øjnene uden helt at være vågen og i hvert fald stadig for syg til på nogen måde at rejse mig op, så jeg bladene fra træerne i haven kaste skygger på væggen og lå der og lyttede.

Som voksen – og nu snart 10 år efter, at min mor døde – glæder jeg mig over, at det også må have været en nydelse for hende at sidde ved klaveret. Det var ikke så ofte, hun havde tid til at sætte sig ved klaveret, da vi var små og hun havde fuldtidsarbejde og min far meget ofte var på arbejde i udlandet.

Det var før internettet og hjemmearbejdspladser, og da hun underviste, var det ikke noget hun kunne gøre hjemmefra. Så vores sygedage blev også for hende en af de der uplanlagte tidslommer, hvor hun kunne nyde klaverspillet, når først hun havde accepteret, at hun ikke ville kunne komme på arbejde den dag.

Som ung voksen slog det næsten aldrig fejl. Jeg blev næsten altid syg, så snart jeg havde ferie. Dengang havde jeg et krævende direktørjob i et stort reklamebureau samtidig med, at jeg studerede. Og jeg havde altid så meget på programmet, at jeg slet ikke kunne overskue at skulle være syg. Så når jeg endelig havde ferie, sagde kroppen næsten altid stop. Hey hov. Nu er det mig, der lige tager over i et par dage for at regenerere. Dengang boede mine forældre i henholdsvis Moskva og Beijing – og det skete temmelig ofte, at jeg nedsmeltede totalt, når jeg landede hos dem. Og så lå jeg der i sengen og blev passet på og gik lidt i barndom igen for et par dage.

Min mormor kom også tit og passede os. Engang havde hun en lille blomsteropsats med til mig. En lille plasticmølle i hollandsk stil, hvor der rundt om møllen var en lille fordybning, der var plantet krokus i. ”Jeg synes, du skulle have en rigtig lille forårsbebuder til at muntre dig op”, sagde hun. Jeg syntes den var helt vildt flot, men vidste ikke, hvad en forårsbebuder var. Det forklarede hun mig så. Og som jeg husker det, lå jeg hele dagen og stirrede på de krokusser for at se dem springe ud for øjnene af mig og bringe foråret ind på mit værelse.

Da min mor kom hjem, så hun også møllen, og sagde ”Nej, sikke en fin lille forårsbebuder”, og jeg kan huske, at jeg var meget stolt af, at nu vidste jeg faktisk, hvad en forårsbebuder var – og det havde jeg ikke vidst for et par timer siden. Dét tænker jeg altid på, når jeg ser krokus eller hører ordet ”forårsbebuder”.

Da jeg vågnede i dag var hovedpinen forsvundet. Jeg er stadig slatten. Men frisk nok til, at jeg kunne gå ned efter proviant. Så på komfuret står en borscht og snurrer lifligt. Frisk nok til, at jeg ikke alene har fundet Chopin-nocturnerne frem, men også om lidt kan stable mig op på puderne og se en serie. Og trods alt også frisk nok til, at jeg lige har kunnet siddet på højkant en times tid for at sende jer dette rejsebrev fra influenza-lejet.

Topfoto: Nadja Pass.

Nadja Pass

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før. I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter. Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter. Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator.  Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier.  På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  