
FREDAGSKLUMMEN – “Da vi kom ud på parkeringspladsen efter den vellykkede træning, fik jeg således alligevel kun karakteren “delvis godkendt” på udstyrsområdet. Det eneste, jeg fik godkendt var en mulepose, jeg havde med til vores vanddunke, som jeg har fået af mit forlag med et digt på, jeg selv har skrevet.” Hvordan sikrer man sig, at udstyret er i orden, når man skal spille badminton med sin teenagedatter? Jakob Brønnum har ordet.
For nylig opdagede vi, at vores teenagedatter på et enkelt punkt muligvis var interesseret i et aktivt samvær nemlig gennem at spille badminton. Faktisk vil hun også gerne spille Matador, nu da jeg har lært hende de mest beskidte tricks, men den historie tager vi en anden gang.
For ikke at forspilde denne mulighed – og for at give mig selv anledning til lige at finpudse vægten med de sidste 400-500 gram, der mangler i nedadgående retning – bookede jeg forleden resolut en bane på et kommunalt, indendørs anlæg. Jeg bookede den uden at tænke på, om udstyret nu også var i orden. Det var det ikke.
Det vil sige, jeg sikrede mig, at vi havde ketsjere. Udmærkede og helt opstrammede ketsjere. Jeg regnede med, at vi kunne købe fjerbolde på stedet. Men jeg overså fuldstændig, at man med udstyr også bør sikre sig den rette beklædning.
Jeg burde ellers snart vide bedre, efter at vi tidligere har gået i svømmehallen i længere tid og ikke mindst efter at vi nu står regelmæssigt på ski om vinteren på det lille skisportssted udenfor den storby i Mellemsverige, hvor vi bor.
Den rituelle Arsenaltrøje
Da aftenen tilstundede, besluttede jeg mig for at bruge mine halvlange korte, sorte og nyvaskede have-jeans, der jo ikke har været i brug et halvt års tid. Og fremfor alt besluttede jeg mig for, at min Arsenal-T-shirt med Thierry Henry kunne og burde få en renæssance.
Den er 100 procent polyester og har derfor samme skinnende karakter, som da den blev købt i forrige århundrede. Den bruges rituelt ved enkelte tilfælde af havefoldbold, som indtræffer de fleste somre.
Arsenaltrøjen blev kollektivt afvist af min kone og vores datter. Min kone har længe ønsket at smide den ud, men det er lykkedes mig at gemme den år efter år, når jeg indså, at faren var under opsejling.
For at undgå på dette sted at tabe læsere, der holder med Chelsea og Tottenham, skal jeg understrege, at jeg på ingen måde er Arsenal-fan, det er bare den eneste ordentlige fodbold-marchandise, jeg har ejet, bortset det Manchester United-sengetøj, vi købte til sønnen i huset for en del år siden.
Arsenaltrøjen blev herefter kollektivt afvist af min kone og vores datter. Min kone har længe ønsket at smide den ud, men det er lykkedes mig at gemme den år efter år, når jeg indså, at faren var under opsejling.
Jeg tog i stedet en meget fin, hvid T-shirt, som jeg har købt på Hawaii, slet ikke en Hawaii-skjortelignede trøje, men en T-shirt i god størrelse og kvalitet med et bladhang omkring skulderen, der ligner den store Monstera, vi har i stuen og som vi så rigtig mange af på Hawaii.
Det blev godkendt. Troede jeg.
Sko! Det gik så op for mig, at jeg kun havde et par ældre, men meget velholdte basketstøvler, som jeg købte på udsalg i Aarhus under min studietid, der i dag ikke ville virke befordrende på mine knæ på det hårde hal-gulv. Nu var gode råd dyre.
Vi skulle spille om aftenen, og jeg havde ikke tid til at gå i byen. Jeg har et par næsten nye, sorte Converse, som jeg kunne bruge, mente jeg, men enhver ved, at Converse ikke er stort bedre for bentøjet, end 25-30 år gamle basketstøvler er, hvis man ikke lægger en sål i.
Jeg udskød beslutningen, ikke mindst fordi jeg ganske enkelt ikke vil bære neonfarvede sko, som tilsyneladende er det eneste, man kan købe for tiden. Jeg ville føle mig som noget i et akvarium med neonfarvede sko og alene tanken om duften af akvarium giver mig kvalme.
Da vi ankom til hallen, viste det sig, at de havde alt udstyr til salg. Den er muligvis ikke så kommunal, som jeg troede. Der var sko helt ned til 1499 svenske kroner.
Jeg var blot en enkelt træningsbane fra at være på lilleput-hold med Preben Elkjær, der i sin tid var noget af en bølle på en fodboldbane
Nå, jeg gik rundt og kiggede lidt i æskerne. Det så heldigvis ikke ud til, at de havde noget i min størrelse. Til sidst lykkedes det mig dog at finde et par udmærkede badmintonsko, hvor kun snørebåndene var neonfarvede. Og prisen det halve af de øvrige.
Mine ukendte færdigheder
Under matchen imponerede jeg, ligesom det tidligere er sket lokalt ved bortennisbordet, den 13-årige med hidtil ukendte færdigheder. De unge mennesker tror, at alt hvad de lærer, er helt nyt i verden og per definition ligger udenfor forældrenes kundskabsområder. Jeg tog mig med andre ord alvorligt sammen for ikke at tvære hende ud af banen med en række velrettede slag.
Det skete fuldt bevidst: For at opretholde hendes interesse, for at opøve den modstand jeg vil kunne få fra hende og fordi jeg har indset, at der muligvis er tale om marginalt mere end 400-500 grams finjustering af vægten.
Det er nødvendigt med logo. Ellers gælder det simpelthen ikke
Da jeg således havde erobret det mentale overskud på sportspladsen, dristede jeg mig til at lade en bemærkning falde om min T-shirt.
”Den er da ikke værre end de andre mænds,” sagde jeg og pegede over på en gruppe mixed double-spillere, fire mænd, koksrøde i ansigterne, midaldrende embedsmænd og revisorer, flere med ansats til kuffert foran, alle med ensfarvede polyestertrøjer. Og med benklæder, jeg ikke engang ville bruge i svømmehallen.
Jeg vidste allerede der, hvad der lå bag den forbeholdne tone, jeg mærkede i hendes godkendelse, inden jeg kort efter placerede et resolut smash dybt ned langs sidelinjen.
Det er nødvendigt med logo. Ellers gælder det simpelthen ikke. Samfundsforskeren Naomi Klein rynker brynene i baggrunden. Det gør hun med fuld ret. Hendes skelsættende bog No Logo, der kom for nogle år siden, gør opmærksom på, hvordan logoer og branding har en negativ virkning på stort set alt samfundsliv.
Hun foreslår en egentlig boykot af logoer, der ligner den æstetiske demonstrationsform, folkene bag det såkaldte Situationistisk Internationale anvendte i begyndelsen af 1960’erne. Det var dem, der skar hovedet over på Den Lille Havfrue, men så vidt mener jeg nu ikke man behøver gå.
Jeg har selv skrevet en bog, Pengeguden (2016), hvor jeg blandt andet kort undersøger den sammenhæng, der er mellem varemærkernes navne og sport, kalorier og andre modefænomener som beklædning og delvis popmusik. Mærkerne har alle sammen mytologiske navne, der enten signalerer noget heltemodigt, noget meget kraftfuldt, noget i høj fart eller noget paradisisk. Nike, Lion Bar, Bounty. Nike er en græsk sejrsgudinde.
Vi driver ellers et meget bevidst hjem med affaldssortering, ingen palmeolie i de indkøbte produkter, en radikal anti e-nummer-politik, en bevidst uddrivelse af plastic i køkkenet og masser af økologi
Og logoerne understøtter denne illusoriske salgsstrategi, som undlader at fortælle det vigtigste. I modsætning til den græske mytologiske heltekraft eller den paradisiske tilstand er det produkt, som navnet og logoet promoverer, hjulpet af de evige Hollywood-halvguders eksponering, nemlig yderst flygtigt og må fornys hele tiden. Genkøbes. Forbruges. Genkøbes.
Vi driver ellers et meget bevidst hjem med affaldssortering, ingen palmeolie i de indkøbte produkter, en radikal anti e-nummer-politik, en bevidst uddrivelse af plastic i køkkenet og masser af økologi.
Men jeg forstår, at der ikke i vores datters verden er sammenhæng mellem en bevidst giftreducerende, Moder Jord-bevarende, allergi- og Alzheimers-fjendtlig livsstil og hvad logoer og international branding er udtryk for. Det er interessant.
Kun delvis godkendt
Da vi kom ud på parkeringspladsen efter den vellykkede træning, fik jeg således alligevel kun karakteren “delvis godkendt” på udstyrsområdet. Det eneste, jeg fik godkendt var en mulepose, jeg havde med til vores vanddunke, som jeg har fået af mit forlag med et digt på, jeg selv har skrevet, hvad jeg naturligvis og med rette anser for merchandise på endog særdeles højt niveau.
Det var, som jeg havde forstået, logoerne, den var gal med. Vores datter oplevede det på en måde som en form for nøgenhed eller som en afmægtig mangel på tilhørsforhold til verden, der virkede pinlig på hendes sociale selvforståelse. Jeg vil ved lejlighed endnu engang gentage min argumentation overfor hende, hvorfor alle burde bære skoleuniformer.
Vi har med andre ord at gøre med en generation, der nok kan være økologiske og politiske korrekte på alle mulige områder, men som ikke sætter det i forbindelse med en grundlæggende kritik af den hegemoniske, imperialistiske, regnskovsafvirkende, opløsningsmiddelforbrugende adfærd, de globale virksomheder, der behandler os alle sammen som små pengemaskiner har.
Den subliminalt reklamerende branding, der foregår helt ind i vore nattedrømme, som reducerer os til umælende pattedyr, ganske vist på højt evolutionært niveau, som ikke ønsker sig andet af livet end at have tegnebogen og logoerne i orden. Det er godt nok et smart system, de har fået skruet sammen!
Vi har imidlertid booket en ny tid, og jeg har til på onsdag til at forbedre mit udstyr. Jeg nægter at bære Nike. Og slet ikke Puma eller Adidas. Findes Puma overhovedet stadig?
Vores datter er indtil videre optaget i det. Hun har løst fuldgyldigt medlemskab, bortset fra, at det endnu ikke er hende, der er pengemaskinen. Her ligger en klar, pædagogisk velformet samtaleopgave foran os, som må kunne kombineres med nogle naturvandringer i sommerens løb, hvor man muligvis kan komme så meget på afstand af logoerne – i størrelsesordenen helt op til tre-fire timer – at man vil kunne drive omridset af et ræsonnement igennem.
Vi har imidlertid booket en ny tid, og jeg har til på onsdag til at forbedre mit udstyr.
Jeg nægter at bære Nike. Og slet ikke Puma eller Adidas. Findes Puma overhovedet stadig? Jeg havde Puma-fodboldsstøvler, dengang jeg spillede for FB (Frederiksberg Boldklub) og var blot en enkelt træningsbane fra at være på lilleput-hold med Preben Elkjær, der i sin tid var noget af en bølle på en fodboldbane. Jeg vil finde et lokalt håndproduceret mærke, som jeg vil argumentere for har meget bedre bomuld. Og et mere kunstnerisk logo.
Eller også vil jeg gøre som min far, der på nogle rejser til Østasien i begyndelsen af 1980’erne købte et halvt dusin La Coste-trøjer, der dengang var det absolut fineste mærke i genren. Vi havde gode erfaringer med La Coste, eftersom jeg havde overtaget en marineblå poloshirt i mærket, han vitterlig havde købt i 1950’erne, som stadig havde bevaret sin form.
Desværre viste de sig ikke at være i så høj kvalitet, som det var ønskeligt, og på næste rejse købte han i stedet en lille pose med La Coste-logoer, de berømte krokodiller, på et marked i Ho Chi Minh-byen. Dem kunne man så lime på sine T-shirts efter behag.
Er der mon nogen, der tilfældigvis ved, hvor man kan købe en pose Nike-logoer?
Topfoto: Collage af forfatteren
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.