Wikimedia Commons

En særlig tilrettelagt vej – #116

i Børn & unge/Featured/Liv & Mennesker af
ESSAYSERIE – “Jeg ved nu, at vi klarer den hele vejen. Mere behøver vi ikke for at køre autonomt og succesfuldt; vi skal blot bruge ét professionelt menneske, der ser, hvad Niels og jeg også ser, når vi ser K. Herfra går vejen mod den særlige tilrettelagte vej mod en STU. For K har givet samtykke – hun vil gerne gå på en “Særlig Tilrettelagt Uddannelse”. Odile Poulsen skriver hver fredag et afsnit i essayserien om K, hendes 16-årige datter, der har Aspergers. I denne uge fortæller Odile om en helt ny plan for K – udtænkt af hendes nye ‘Autisme Gudmor’.

’Vi kan gå en helt anden vej, så K ikke længere skal høre til i SOF (Socialforvaltningen), men kun BUF (Børne- og Ungeforvaltningen).’

’Uh, ja, så slipper vi for den perfide mellemleder, der hellere end gerne lader sit mishag ved mig, gå ud over K og hele hendes fremtid!’ skummer jeg – ikke tilpas servilt til den mellemleders smag.

K’s autisme-gudmor er tæt på mit øre; jeg sidder med min mobil, krampagtig holdt skråt ud mod min mund. Den er sat på højttaler, for jeg hører dårligt, og forbindelsen er temmelig egenrådig her i huset.

Nogle gange er det nærmest mere held end teknologi, der gør en telefonsamtale mulig.

’Nemlig, og det kan vi gøre ved at ansøge om en STU til K’, forklarer hun mig.

’Kender I til STU?’ spørger hun så.

I mit hoved – og jeg ved det samme gælder for Niels – skulle K afslutte sin 10. klasse, for så derefter at søge om en STU. Og hvad denne STU så skulle bestå af, var for mig endnu abstrakt.

’Ja, men kun i grove træk. Altså, jeg troede at en Særlig Tilrettelagt Uddannelse/STU først var noget K skulle søge om, efter hun havde fået sin folkeskolens afgangseksamen?’ siger jeg mere som et spørgsmål end et svar.

I mit hoved – og jeg ved det samme gælder for Niels – skulle K afslutte sin 10. klasse, for så derefter at søge om en STU. Og hvad denne STU så skulle bestå af, var for mig endnu abstrakt.

Særlig nu, hvor udsigten til at få folkeskolens afgangseksamen er blevet sparket godt og grundigt til hjørne af, hvad jeg rasende stadig betegner som uprofessionelle forvaltningsfolk med hang til sladder og drama over faktuel viden og synlig udvikling, havde jeg set en STU langt væk fra nutiden og helt ude i den fjerne fremtid.

’Man kan fint bruge en STU til at tage 10. klasses fag og gå til eksamen i dem’, svarer hun.

K har stadig muligheder, K har stadig en chance! sang det gennem mig, og mit hjerte driblede om kap med lyset

Yes! Hvor er det fedt! Åh, der er stadig muligheder!’ jubler jeg, og det er lige før, det iler gennem alle mine celler, nej, jeg tror faktisk, det var sådan det skete; at det ilede gennem alle mine celler, og sendte mig af sted med et katapultsædes kraft over i lyset, som med ét var tilgængeligt og gavmildt, omfavnende mig. K har stadig muligheder, K har stadig en chance! sang det gennem mig, og mit hjerte driblede om kap med lyset, for alt det som havde set så håbløst ud bare ugen forinden – ugen inden K’s autisme gudmor meldte sig på banen – syntes nu nærmest eroderet.

Hvor lidt skal der egentligt til for at hjælpe en familie, der er lagt i grus af et uempatisk (og narcissistisk) kommunalt system?

Åbenbart uendelig lidt. Er det ikke slående?

Bare det, at ét menneske med ekspertise, viden og erfaring, henvender sig til den omkuldkastede familie med udstrakt hånd, er nok til, at familien begynder at gro og begynder at rejse sig stolt som en plante, der har ventet i hi på endelig at strække sig mod lyset for at kærtegne livet.

Vi vokser, så det er synligt; det er nærmest målbart på sekundet, hvor meget hendes hjælp øger vores empowerment.

Jeg taler videre med K’s nye gudmor om STU’en, som hun har en bred viden om. Hun kender de forskellige i København og har haft mange unge gennem lignende forløb.

Vi afslutter med en aftale om, at jeg udover at tale med K om dette nye opløftende scenario også tager kontakt til den UU-vejleder, der er tilknyttet dagbehandlingsskolen. For selvom K ikke længere har adgang til skolen, kan det være, at UU-vejlederen er åben for en samtale om, hvordan vi kommer videre. Og forhåbentlig vil hun være med til at følge K’s forløb med at ansøge om en STU.

Da en STU udelukkende er betalt af BUF/ Børne- og Unge forvaltningen i København, vil Socialforvaltningen/ SOF ikke længere kunne forplumre K’s muligheder; SOF er ganske enkelt udelukket fra beslutningen, vi swiper forbi dem og videre over til BUF.

BUF har nemlig hele tiden gerne ville betale for at K kunne fortsætte på dagbehandlingsskolen. Alle i BUF var nemlig tilhængere af at lade K fortsætte på dagbehandlingsskolen – på nær to personer i SOF.

To personer er med andre ord nok til at spolere et ungt menneskes fremtidsudsigter. Mens ét særligt kompetent menneske er nok til at redde selvsamme unge piges fremtid.

SOF’s frakendelse var altså ulovlig. Men det er SOF ret iskolde over for.

Faktisk har vi for nylig vundet en sag i Ankestyrelsen. Vores sag fra september 2019, hvor K blev frakendt sin faste pædagog – ja, den sag har vi vundet.

SOF’s frakendelse var altså ulovlig. Men det er SOF ret iskolde over for.
Og det er stadig selvsamme afdelingsleder, der nu er lykkedes med at fratage K al støtte. Pt. modtager K intet – intet – fra systemet! Hun får ingen hjælp, overhovedet.

SOF er – i deres optik – os så overlegne, at de end ikke sender os en bekræftelse på, at de er bekendtgjort med Ankestyrelsens afgørelse.

Så hvad skal Ankestyrelsen så være til for? Det føles som en tom retssikkerhed.

Lige nu har vi derfor ingen anden hjælp end den udstrakte hånd fra K’s nye Gudmama. Ikke at den hjælp ikke er forrygende, for det er den til fulde, men helt ærligt…
Er det virkelig sådan vores velfærdssystem ser sig selv?

Mon det er den praksis, Mette Frederiksen og Astrid Krag roser til skyerne, når de taler om de kompetente og hårdtarbejdende forvaltningsansatte? Eller taler de om et fortidsbillede, er det en illusion?

Og hvis, er de mon så vidende om, at de køber stemmer til en illusion?

Jeg vælger at gå i ét med solen, med min datter og med alt det fantastiske, hun er, og alt det vi kan i vores familie.

Nå, jeg gider faktisk ikke at blive ved med at tale om forvaltningen og slet ikke om afdelingslederen. For det formørker min dag og giver næring til mit mavesår.

Jeg vælger at gå i ét med solen, med min datter og med alt det fantastiske, hun er, og alt det vi kan i vores familie.

For vi kan dæleme noget helt særligt. Vi er gjort af et særligt stof, som omgivelserne alle dage har forsøgt at gøre forkert.

Vores anderledeshed er ikke blevet imødekommet af samfundet og det virker mest af alt, som om vi skræmmer folk. I stedet for at tage imod alt det, vi kan give, forsøges (særligt børnene og jeg) skåret ned, skåret ud og skåret væk.

Det er en mærkelig tid, vi lever i; unge mennesker af i dag må ikke være forskellige, og når de er, bliver de behæftede med mærkater, der siger, de er forkerte.

Men K er så rigtig, som man kan blive. Jeg elsker, at hendes autisme-gudmor som det første konkluderede, at K er helt intakt, og at hendes kerne er sund. At hendes vanskeligheder skyldes autisme, når den clasher med den neurotypiske verden, og at K er stærk og robust med en enorm viljestyrke. Der er intet psykiatrisk patientmateriale i hende.

Det billede kan jeg lade stå for evigt, for det er første gang nogensinde i K’s 16-årige liv, at nogen fagperson har set det og har udtalt det. Kun ét menneske har sagt det til mig før; min nu afdøde mentor og ven Jesper Juul. Han så K. Som K’s nye beskytter gør det.

Og derfor ved jeg, at vi klarer den hele vejen. Mere behøver vi ikke for at køre autonomt og succesfuldt; vi skal blot bruge ét professionelt menneske, der ser, hvad Niels og jeg også ser, når vi ser K.

Herfra går vejen mod den særlige tilrettelagte vej mod en STU. For K har givet samtykke – hun vil gerne gå på en Særlig Tilrettelagt Uddannelse.

LÆS ALLE AFSNITTENE AF K’s HISTORIE HER


Topillustration: Wikimedia Commons/Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Odile Poulsen er forfatter og foredragsholder, uddannet pædagog og psykoterapeut ved Kempler Instituttet. Hun har tidligere ledet en døgninstitution.

Om sig selv siger hun: "Jeg har oplevet meget, og det mener jeg selv, er karakteristisk. Som ni liv levet i ét. Trods jeg aldrig troede, jeg ville blive mere end tredive, har jeg fornøjelsen af stadig at være her. Livet handler om at øge vor bevidsthed. Det kræver autencitet på alle planer og en blotlæggelse af tabuer, der indskrænker menneskets frihed og livskvalitet. Jeg er altid optaget af og drevet mod friheden. Derfor er alt, hvad jeg skriver og taler om, båret af et ønske om at ophæve begrænsninger for det frie sind."

Hun har udgivet bøgerne, Hustler (Rosinante 2000 og 2006), Sirenesang (Lindhardt og Ringhoff 2006) og har modtaget Alt for Damernes Kvindepris (2005). I 2008 var hun ambassadør for Dannerhuset.

Odile er bosat i København med sin mand og deres to teenagere. Du kan også finde hende på LinkedIn: www.linkedin.com/in/odilepoulsen/

Hvis du vil honorere Odiles tekster på POV, kan du donere et beløb til hendes MobilePay: 3064 3538

Seneste artikler om Børn & unge