BALLET // ANMELDELSE – Man kan simpelthen ikke finde gode undskyldninger for denne ballethandlings tyndbenede udformning, og man må konkludere, at denne historie ikke kan fortælles overbevisende i mime. Til gengæld er Don Quixote en fuldbåren udstilling af hele den klassiske akademiske ballets fascination af de skarptskårne og passionerede spanske folkedanse.
Marius Petipas helaftensballet Don Quixote, der havde urpremiere i Moskva 1869 hører til blandt den internationale balletverdens absolutte showhits i akademisk spansk balletdans og er med dens topnumre for ballettens hovedpar altid at finde i de internationale balletkonkurrencers favoritindslag. I denne ballet er det således primært danseshowet, der skal bære værket hjem hos publikum.
Når det lykkes, går man derfra med lette fjed og på halv tå, for musikken af Ludwig Minkus gør sit for at hente stikkene hjem takket være dens aldrig svigtende glød, inciterende rytmik og de fine skift i karakter og melodiøse slageffekter. Petipas og Minkus’ håndværksmæssige mesterskab smyger sig her ind og ud af hinanden, så danseskoene passer hele vejen gennem forestillingens næsten tre timers varighed.
Historien om den tossegode og indbildske Don Quixote, der er på en livsrejse mod nye indbildte heltegerninger, er derimod et i bund og grund tyndt og ubehjælpsomt balletgreb om Cervantes’ storslåede romanepos. Man kan simpelthen ikke finde gode undskyldninger for denne ballethandlings tyndbenede udformning, og man må konkludere, at denne historie ikke kan fortælles overbevisende i mime.
Som publikum sidder vi tilbage overmættede af spanske dansetrin og bravourdans
Hvad Petipas balletmæssige behandling af Cervantes’ miljø derimod kan, er at muliggøre en fuldbåren udstilling af hele den klassiske akademiske ballets fascination af de skarptskårne og passionerede spanske folkedanse.
En showstopper-ballet er derfor nok, hvad Don Quixote mest af alt er. Man bliver her stopfodret i en uafbrudt servering af spanske karakterdanse, hvor den ene uafladeligt afløser den anden gennem samtlige tre akter.
Undervejs kulminerer hver så tillige i et pragtudstillingsnummer af spansk-inficeret akademisk dans for hovedparret, den fattige barber Basil (Jonathan Chmelensky) og krodatteren Kitri (Wilma Giglio).
Deres umulige kærlighed bliver sammenvævet med Don Quixotes illusoriske syner, hvor han tror at se sit eget ophøjede kvindeideal i den jordnære Kitris personlighed og er parat til at gå i døden for at forsvare hende mod al verdens ondskab.
Alt ender dog lykkeligt, og Don Quixote drager videre ud i den store verden for at udkæmpe nye indbildte heltegerninger.
Kastagnetter skal være del af danserens krop
Som publikum sidder vi tilbage overmættede af spanske dansetrin og bravourdans, der i en ustoppelig strøm temmelig umotiveret følger efter hinanden, ligesom i de klassiske musicals, hvor de agerende temmelig umotiveret også altid bryder ud i sang ved enhver given lejlighed.
Nikolaj Hübbes greb om værket forekommer mig således ikke at være særligt motiveret, endsige indlysende. Han følger skabelonen og lader blot danserne kaste sig ud i den ene showstopper-scene efter den anden, hvorved forestillingen mere får karakter af trinkavalkade og varekatalog over spanske dansetrin end af en fortælling, hvor figurernes personlige træk skal forstås.
Koreografisk savner jeg, at man tager udfordringen seriøst med, at herrerne skal danse med kastagnetter over for damernes vifter i de spanske karakterdanse
Minkus’ musik hjælper dog gevaldigt til i dirigenten Matthew Rowes sikre greb om både tempi og dynamik, ligesom det mere end veloplagte orkesterspil bærer os igennem hele trinmalstrømmen.
Koreografisk savner jeg dog, at man tager udfordringen seriøst med, at herrerne skal danse med kastagnetter over for damernes vifter i de spanske karakterdanse. Dette er essentielt for at kunne formidle den rette ånd i netop de spanske dansetyper, så på nær tredje aktens lidt forkølede Fandango med dens temmelig upræcise kastagnetslag bliver samtlige disse danse (Jaleo, Seguidilla, Cachucha etc.) rent ud forarmede i deres udtryk.
At danse og samtidig beherske kastagnetter præcist er en virkelig svær kunst. Den har man her noget pauvert og lidt for smart veget udenom og i stedet ladet orkestret slå slagene for sig. Men kastagnetter skal nu altså engang opleves på scenen og som en direkte fysisk forlængelse af dansernes egne kroppe.
Den sydlandske varme mangler
Hovedparret (Chmelensky og Giglio) har begge sydlandsk passion i deres spil, men kommer lidt til kort i deres individuelle disponering af kræfterne. Vi befinder os i disse partier på ballettens allerhøjeste tekniske tinder, og alt skal være bigger than life. Her er der både liv og god teknik, men ikke den storladne pragtdans, partierne reelt fordrer. Det kan komme.
Svagest er i mine øjne den ungdommelige figur, Don Quixote fremføres med. Han skal være en aldrende, indbildsk og tossegod herre, der er gået lidt for meget bag dansen og nu lever i sit eget univers, der mest af alt handler om, hvad han og verden engang var. At lade en ung danser (Mathieu Rouaux) forsøge at illudere denne karakter er dårligt valgt, for der er slet ikke nok dybde og passion i det minespil, vi her præsenteres for.
Bedre lykkes det for den nu pensionerede stjernedanser Alexander Kølpin, der får os til at tro på Don Quixotes godmodige og enfoldige oppasser, Sancho Panza. Med sin hængebug og luntende gang har han nærmest lige rejst sig fra svinestalden og blander sig nu i de øvre samfundslag med en ligefrem og ægte kropslig enfoldighed.
Der er generelt noget morbidt over de fleste af vor tids scenografiske og kostumemæssige greb, der hellere vil fremstille de underbevidste og dunkle sider af menneskets sind end de livsglade passioner
Scenografien mangler al den sydlandske varme og følger kun tidens trend med sine golde, sammensatte løse delelementer, der her skal illudere såvel det indre som det ydre af en tyrefægterarena, men snarere forekommer som en pauver og farveløs illusion af romanens billedskabende verden. Don Quixotes kamp mod møllevingerne resulterer blot i, at han som ved et uheld får en af møllens vingespidser i øjet. Det hele er lidt for enkelt og fattigt rent scenisk set.
Kostumerne er ligesom scenografien holdt i det køligt nøgterne og ligger langt fra den sande spanske kolorit. Igen tror man sig hensat til et koldere og mere livløst klima. Der er generelt noget morbidt over de fleste af vor tids scenografiske og kostumemæssige greb, der hellere vil fremstille de underbevidste og dunkle sider af menneskets sind end de livsglade passioner.
Iklædningen af toreadorerne er holdt i barbrystede halvkrops-trikoter, der bæres oppe af kontorist-seler og har en synlig lynlås lodret ned over maveskindet. Det har jeg ikke set værre i nogen af de mange opsætninger af Don Quixote, jeg trods alt har oplevet rundt om i verden.
Men dynamikken i forestillingens dans og musik kan nu stadig få smilene til at trænge sig lidt frem midt i al stilløsheden og opsætningens dramaturgiske ubehjælpsomhed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og