REJSEBREV: Væk fra det vante - ud i den islandske natur • POV International

Anna Thygesen 11.09.2017

Reklame. Da jeg var yngre var Sydeuropa og eksotiske destinationer så langt væk som muligt mine yndlingsrejsemål. Men det fik vilde oplevelser på vulkanøen midt i Atlanterhavet lavet om på, skriver Anna Thygesen i en hyldest til Island landet, hvor janteloven er sat til side til fordel for vovelyst og

Denne artikel er sponsoreret og lavet i samarbejde med Icelandair.

For mange år siden da jeg var i Island for første gang i mit liv, besøgte jeg en af de største turistattraktioner ret tæt på hovedstaden Reykjavik, nemlig det fascinerende vandfald Gullfoss.

Lige da jeg steg ud af bilen, sagde det pang – Islands største vandfald fyldte hele mit synsfelt. Det buldrede og fossede nedad med en kraft og fart, som er svær at beskrive. Selvom jeg stod langt væk på parkeringspladsen, druknede mine ord i bulder og bragen og mit ansigt blev drivvådt af forstøvet vand fra masserne.

Da jeg kom helt ned på udsigtsplateauet sammen med et utal af turister, der filmede og fotograferede vandfaldet fra alle sider, var synet endnu mere overvældende. Men udover den fantastiske natur var det, der slog mig allermest, den måde, islændingene havde afskærmet plateauet på – eller snarere den måde, de ikke havde afskærmet det på.

Jeg syntes, det var cool. Sådan noget kan jeg godt lide. Ikke så meget pakken ind i vat og ikke så meget pis. For sådan er livet jo. Hamrende farligt men også helt fantastisk og umuligt at afskærme sig fra, når det virkelig gælder

Gullfoss falder hele 32 meter, udsigtsplateauet nærmest hænger ud over vandfaldet, og man er så tæt på, som man overhovedet kan komme. Afskærmningen bestod af et gult tov i en halv meters højde tøjret til små pæle rundt om hele plateauet.

Det var alt. De amerikanske turister trykkede sig op af væggen og japanerne så forskræmte ud mens de brokkede sig til guiden over at der ikke var et større og sikrere hegn.

Men jeg syntes, det var cool. Sådan noget kan jeg godt lide. Ikke så meget pakken ind i vat og ikke så meget pis. For sådan er livet jo. Hamrende farligt men også helt fantastisk og umuligt at afskærme sig fra, når det virkelig gælder.

Naturen i Island er så fuld af farer at Islændingene åbenbart har indset, at det ikke nytter noget at skærme folk fra det farlige. Så skal hele øen pakkes ind i hegn.

Lige præcis der, vidste jeg at det ikke var sidste gang, jeg besøgte det land og de mennesker deroppe i det høje nord.

Jeg har tidligere altid følt mig mere tilpas i Sydeuropa, Mellemøsten, Afrika, Sydamerika eller Nordafrika. Jeg oplevede disse lande som mere eksotiske og spændende og jeg var vild med deres fremmedartede kultur, musik, litteratur, mad og vin

Jeg har egentlig aldrig været specielt betaget af de nordiske lande som feriedestination og slet ikke Island, en lille ø med sparsom bevoksning og store ufremkommelige områder. Hvad var der at komme efter, når man kan slænge sig i en liggestol med et glas rosé i hånden og betragte de bløde italienske landskaber eller indtage et herligt måltid i Barcelona?

Jeg har tidligere altid følt mig mere tilpas i Sydeuropa, Mellemøsten, Afrika, Sydamerika eller Nordafrika. Jeg oplevede disse lande som mere eksotiske og spændende og jeg var vild med deres fremmedartede kultur, musik, litteratur, mad og vin.

For mig var Norden bare sådan en udvidet Danmark, med lidt flere bjerge i Norge, lange afstande og store skove i Sverige, Færøerne var 12 grader og regn året rundt, tunneller og broer en masse og et flertal af lidt kedelige kristne mennesker. Maden var der ikke noget at komme efter, kedelige lokale råvarer, for lidt krydderier og ingen vindruer til vin.

Island var nærmest ikkeeksisterende i min bevidsthed, en gammel dansk koloni, men nu selvstændig, en egenrådig befolkning med hang til stærke mænd, skønhedsdronninger, små hesteracer, sweatre og amerikanske militærbaser. Rimeligt fordomsfuldt, men dog essensen af hvad jeg mente om Island og især et land, jeg ikke havde nogen intentioner om at besøge.

Det var derfor heller ikke helt frivilligt at jeg satte mine ben på Islandsk jord den første gang, men jeg var inviteret til et bryllup hos min kærestes islandske venner, og indvilgede i at bruge et par dage på det.

Og jeg fortrød ikke, for det besøg blev starten på et livslangt forhold mellem Island og mig. Og jeg har fået et helt andet syn på vores nordiske naboer og er nu forvandlet til en glad turist i både Norge, Sverige og Finland, hvor jeg kommer ofte.

Jeg har siden været i Island utallige gange og efter hvert besøg bliver jeg lige fascineret af og overrasket over hvordan jeg på en eller anden måde føler mig forbundet med islændingene og føler mig hjemme, selvom naturen er fuldstændig fremmed for en flad pandekagedansker som mig.

Jeg gik ellers og troede, at de eneste, der ikke havde smidt det gode forhold til lokale råvarer ud med badevandet var italienerne, spanierne og franskmændene men islændingene kan sagtens være med i det selskab

Den islandske mad er et kapitel for sig, der er masser af nye fantastiske restauranter på øen og mange af dem har selvfølgelig internationale retter på menuen, som intet har med Island at gøre. Men rigtig mange restauranter serverer islandsk mad med fokus på islandske råvarer.

Der er også masser af nyfortolkninger af de traditionelle gamle islandske retter på menuen; såsom klipfisk, også kaldet Bacalao, lammekødssupper, hvalkød, vildlaks røget på tørv af fårelort, jomfruhummere og laks, ligesom det islandske proteinrige og fedtfattige surmælksprodukt Skyr går sin sejrsgang over hele verden.

Jeg gik ellers og troede, at de eneste, der ikke havde smidt det gode forhold til lokale råvarer ud med badevandet var italienerne, spanierne og franskmændene men islændingene kan sagtens være med i det selskab. I Danmark kæmper vi endnu med at komme tilbage til vores gamle spisekammer og vi spiser alt for meget forarbejdet mad af dårlige fødevarer, transporteret til landet alt for langt væk fra.

Geysere, varme kilder, vandfald, sorte sandstrande, dybe slugter, lava landskaber, store gletsjere, vilde floder, dybe vulkankratere, ja det er nærmest umuligt ikke at gå rundt med store øjne og et kæmpe smil på læben. Den islandske natur er for vild

Den islandske natur er for vild, 3 timers flyvning fra Danmark, ligger der en ø med lidt flere indbyggere end Aarhus, hvor en stor del af øen er ufremkommelig pga. vulkaner, gletsjere og ekstreme bjerglandskaber. Jeg har altid syntes at natur var smukkest fra en liggestol og på afstand, men i Island kan man slet ikke undgå at få lyst til at opsøge den og få den lige op i fjæset.

Geysere, varme kilder, vandfald, sorte sandstrande, dybe slugter, lava landskaber, store gletsjere, vilde floder, dybe vulkankratere, ja det er nærmest umuligt ikke at gå rundt med store øjne og et kæmpe smil på læben.

Apropos det at transportere sig rundt på øen, så er jeg faldet pladask for de små islandske heste. Jeg er ved Gud ikke en hestepige af natur, til trods for at jeg er fra landet. Men de robuste heste, som de oprindelige indvandrere fra Norge havde med sig i bådene, passer perfekt ind i den islandske natur som lavastenene og de mange floder.

Og man har ikke glemt at hesten er et transportmiddel, ikke et kæledyr. Så glem alt om opvarmede stalde og daglig strigling, når hestene ikke bruges til at samle fårene sammen om efteråret efter en sommer på græs eller rider rundt med turister, så holder de til i naturen.

Selvom man aldrig har redet, vil langt de fleste mennesker, der tager en tur ud i det blå på en islandsk hesteryg føle sig trygge og sikre og det føles som om de store vidder og den smukkeste udsigt på de lange strækninger uden byer og mennesker, bliver endnu mere fascinerende og naturlige at forcere fra ryggen af en hest i flok med andre.

Drop kontrollen og lad hesten styre sikkert gennem floder, på lange strandstrækninger og op og ned af bjergskråninger. Det er en lise for sjælen.

Islændingene færdes hjemmevant i hele verden, måske fordi de oprindelige indbyggere, der kom til øen af natur var nysgerrige og oplevelseslystne og ikke specielt bange for nye udfordringer .. De er arbejdsomme og entreprenante. Og de sætter ikke deres eget lys under en skæppe. Janteloven trives slet ikke i Island

Islændingene er også et kapital for sig. Selvom de af udseende og natur ligner os danskere på mange måder, opfører de sig alligevel helt anderledes og har en helt anden tilgang til livet. De færdes hjemmevant i hele verden, måske fordi de oprindelige indbyggere, der kom til øen af natur var nysgerrige og oplevelseslystne og ikke specielt bange for nye udfordringer.

Når så relativt få mennesker udgør et helt folk, kan man ikke undgå at være tæt forbundne. Når man så ydermere har levet på en ø midt i Atlanterhavet, isoleret fra omverdenen det meste af tiden, omgivet af vild natur i et barsk klima, så opfører man sig ikke helt som os andre kontinentaltyper.

Islændingene er arbejdsomme og entreprenante. Og de sætter ikke deres eget lys under en skæppe. Janteloven trives slet ikke i samme grad i Island, som andre steder, jeg kommer.

Mens jeg knap ved hvor min oldefar kom fra i Danmark, hvor han boede og hvad han lavede, så kender mine islandske venner altid deres egne og deres familiers rødder

Måske er det netop fordi jeg som dansker alligevel har mere tilfælles med islændingene end folk fra Latinamerika eller Mellemøsten at jeg bliver ved med at komme tilbage og føler mig mere og mere hjemme deroppe. Det føles som om vi deler samme ”grund-vikinge-DNA”, og efterhånden har jeg udviklet dejlige venskaber med en broget flot islændinge.

Mens jeg knap ved hvor min oldefar kom fra i Danmark, hvor han boede og hvad han lavede, så kender mine islandske venner altid deres egne og deres familiers rødder. De ved nøjagtigt hvor de kom fra og hvad de hed i ufatteligt mange led tilbage. Og de fortæller de mest fantastiske historier om hvorfor deres tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar brød op fra Sverige og endte på Island, hvor han slog sig ned og hvem han giftede sig med og hvad hans ældste søn døde af som 22-årige, mens jeg sidder og prøver at huske om min oldefar var fra Randers eller Herning.

Man forstår godt hvorfor de islandske sagaer netop blev til her.

Jeg har – næsten – mit eget hotel. I hvert fald hedder vi det samme

Da jeg startede med at rejse til Island, vidste jeg ikke meget om øen, derfor blev det søde personale fra Icelandair ofte min indgang til gode oplevelser på øen. Jeg spurgte kabinepersonalet om hvor de flotteste rideture var i naturen om efteråret, jeg stillede et spørgsmål på deres Facebookside, og efterlyste floder med fiskeadgang, der var til at komme i nærheden af økonomisk.

Siden er det blevet til fem rideture på Island for kvinder, som jeg har arrangeret i samarbejde med Icelandair. Og flyselskabet er også blevet min foretrukne rejsepartner, når turen går videre til USA og Canada

På et tidspunkt blev jeg spurgt om jeg ville være med i et TV-program på TV2 om en gruppe kvinders oplevelser på en ridetur rundt om vulkanen Hekla. Icelandair var samarbejdspartner på programmerne og jeg lærte dem endnu bedre at kende.

Siden er det blevet til fem rideture på Island for kvinder, som jeg har arrangeret i samarbejde med Icelandair. Og flyselskabet er også blevet min foretrukne rejsepartner, når turen går videre til USA og Canada.

Den lange tur over Atlanten med et ophold i Island giver en behageligt pause undervejs. Nogle gange flyver jeg direkte videre med en kort pause i Keflavik-lufthavnen, andre gange tager jeg et par dage i Island og besøger venner inden jeg flyver videre til Nordamerika.

Icelandair har en række ikke-så besøgte destinationer derovre til gode priser, og jeg har besøgt steder, jeg aldrig ellers ville have besøgt. Jeg har fløjet til Denver og stået på ski i Aspen og jeg har set ishockeykampe i Toronto, ligesom både Orlando og New York selvfølgelig har stået på programmet flere gangen. Altid med et stop over på min yndlingsø, Island.

Alle fotos: Icelandair.

Anna Thygesen er fra Aarhus og født i 1965. Anna bruger al sin tid på kommunikationsrådgivning og hun har over 19 års erfaring med ledelse, strategisk kommunikation, PR, salg og markedsføring. Hun har siddet på begge sider af skrivebordet, ligesom hun både har været chef for 500 og for sig selv. Hun har arbejdet og boet i Mellemøsten, Afrika, Europa og USA. I de sidste 14 år har hun boet i København. Anna ved rigtig meget om den kvindelige del af målgrupper, deres værdikultur og købsadfærd. Og det er nyder mange virksomheder godt af. Hun ved selvfølgelig også meget om den mandlige del af målgrupper. De er bare ikke så komplicerede som kvinder. Anna hjælper virksomheder, når det brænder på. Når shitstormene raser, når direktørerne dummer sig, når salget svigter og køberne opfører sig træls, ja når omverdenen i det hele taget ikke opfører sig, som man troede den ville. Anna har en udpræget næse for god – og dårlig kommunikation. Derfor arbejder hun altid sammen med virksomheder og brands, der kan tåle at høre sandheden. Anna vil ud over stepperne, hun kalder en spade for en spade og hun kan ikke stå for virksomheder, der hellere vil indtage udfordrerrollen end krybe langs panelerne. Anna mener selv at hun har været med til at gøre Amager trendy og er en passioneret hockeymom, der bruger det meste af vinteren på at fryse rumpetten af i iskolde hockeyhaller i Danmark og Sverige. Derudover har Anna skrevet et par bestsellers og optræder jævnligt som debattør og meningsdanner på TV og i radioen - Anna er fast peneldeltager i kultprogrammet Det Vi Taler Om på Radio24syv.