
LITTERATUR – Den japanske digtform haiku var inspiration til at forny den vestlige avantgarde digtning i flere omgange omkring de to verdenskrige i forrige århundrede. Haiku blev – som det kunne læses i det forrige essay – introduceret i Danmark af multikunstneren og tennisstjernen Torben Ulrich, sammen med Jørgen Gustava Brandt i tidsskriftet Bazar fra 1958. Men Hans-Jørgens Nielsens berømte haiku-antologi blev gennembruddet for formen i Danmark. Thorvald Berthelsen skriver Haikuens danske litteraturhistorie.
Haikus korte rytme som et åndedrag, digtformens synæstetiske blanding af tekst, musik og billedkunst, dens anvendelse af bruddet/pausen (kireji) i rytmen og indholdet og dens sideordnede sammenstilling af usymbolske men forskellige virkelighedsbilleder til en helhed inspirerede den moderne vestlige lyriks avantgarde. Det førte til nyudvikling af så forskellige digteriske avantgardestrømninger som imagisme, surrealisme og ultraismo omkring 1. verdenskrig og konkretismen samt beat-digtningen efter 2. verdenskrig.
Hans-Jørgen Nielsens Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger fra 1963
Torben Ulrichs introduktion og de enkeltstående danske haikuinspirerede digte præsenterede ikke et bredere publikum for haiku. Først udgivelsen af Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger i 1963 af Hans-Jørgen Nielsen udløste en bredere haiku indflydelse på moderne dansk lyrik.
Derefter inspirerede haiku både efterkrigsmodernister som Jørgen Sonne og Ivan Malinowski, konkretister som Hans-Jørgen Nielsen og Vagn Steen og en masse andre digtere bl.a. Dan Turéll, Peter Laugesen, Susanne Brøgger, Klaus Høeck, Pia Tafdrup, Viggo Madsen, Hanne Hansen o.m.a. digtere i Dansk Forfatterforenings Haikugruppe og Dansk Haikunetværk.
De første danske haiku blev skrevet af den nu glemte digter Jens Lund Andersen og trykt i tidsskriftet Hvedekorn nr. 6 i 1959. F.eks:
Bakkernes skuldre.
Mørket er udslaaet haar.
Hviskede nogen?
Efterhånden som haiku blev udbredt i resten af verden og digtformens sammenhæng med zenbuddhismen blev løsnet, kom årstidsord (kigo) og andre klassiske formelle krav til at blive uforståelige og overflødige.
Haikudigtere har mere og mere vidt forskellige definitioner af, hvad et haikudigt er.
Da Dansk Forfatterforenings Haikugruppe udgav sin antologi Blade i vinden i anledning af 10 årsjubilæet i 2011, kunne redaktionen bestående af Bo Lille, Benny Pedersen og Bjarne Kim Pedersen kun blive enige om denne meget brede definition på haiku:
”Vi mener at et godt haiku på en eller anden måde bør være et mikrokosmos, en verden i en nøddeskal, en lille kerne, der afspejler verdensaltet.” [1]
Samtidig er de sproglige eksperimenter uløseligt forbundet med en bestemt følsomhed og eksistentiel holdning.
Jeg lægger derfor i denne og andre artikler om dansk modernisme og haiku ikke megen vægt på den klassiske haikus mere formalistiske poetikkrav som 5-7-5 stavelser, årstidsord, nutid og bandlysning af jeget og Gud. Men har i stedet fokus på haikudigtets overraskende pause/drejning (kireji), der kaster nye oplevelser ind i hele digtet, sprænger sprogets logik og ophæver tid og sted, samt subjekt og objekt. Og på hvordan dette særlige kireji-greb bruges vidt forskelligt og dybt integreret i de enkelte digteres personlige lyriske udtryk. Her spiller den sideordnede sammenstilling af forskellige virkelighedsbilleder omkring denne drejning også en stor rolle.
En første smagsprøve på Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger af japanske haiku udkom i Hvedekorn nr. 5 fra 1961.
I Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger fra 1963 gendigtede han store haikuudvalg af de japanske mestre og deres mindre kendte samtidige ud fra tyske, engelske og franske oversættelser. Det var gendigtninger og ikke oversættelser. Det medførte bl.a., at han bevidst negligerede en del af den hidtidige formelle tradition for syntaks og regler for oversættelse af klassiske japanske haiku.
I stedet fandt han det “formålstjenligt at udnytte moderne poesis erfaringer m.h.t. brugen af såkaldt ”sprængt” syntaks. En sådan rammer vistnok også nærmere ind på den lakonisk-intense sproglige struktur, digtene ifølge flere kilder oprindeligt besidder.” [2] Han ser også bort fra det, han opfatter som regler: at et haiku skal bestå af i alt 17 stavelser, og at disse skal være fordelt på 3 linjer med 5-7-5 stavelser.
Årstidsmarkører
Han beskriver herefter haiku som en digtform, der herudover overholder følgende formelle krav: den angiver indirekte en årstid med konventionelle årstidsmarkører, den er en del af den zenbuddhistiske tilværelsesbetragtning og dennes opløsning af det individuelle jeg som illusorisk, og den ”fører…konsekvent til en stil, der udelukkende betjener sig af det konkrete, deskriptive billede på bekostning af den personlige metafor.” [3]
Nielsen gør sig dermed til talsmand for de samme formkrav til haiku, som R.H. Blyth i hovedværket, Haiku vol. 1-4, der er en hjørnesten i vestlig haikutradition.
Blyth bygger på Sikhi – den sidste af de fire store, der ville genoplive den klassiske haiku – begge medgiver dog at de 17 stavelser undtagelsesvis kan fraviges.
Lige fra Basho, som udviklede haikuformen af waka- eller tanka-formen, og frem til i dag har de store haikukunstnere behandlet de skematiske regler meget frit, og måske i mange tilfælde slet ikke betragtet dem som relevante regler. Basho producerede en række haiku, som ikke har 17 on eller stavelser og 10 andre haiku, som ikke har nogen årstidsangivelse. Og den fuldstændige afholdenhed hvad angår metaforer i japansk haiku er fri fantasi uden noget hold i virkeligheden. Selv de klassiske mestres haiku vrimler med metaforer og projicering af følelser ud i naturen og tilbage til jeg’et. Dette haiku af Basho er helt uforståeligt uden:
Hvis jeg ta’r den i hånden
smelter den i tårer –
efterårsfrosten [4]
Og i disse to af Issa er metaforen helt afgørende, og jeg’et er helt ”centralt” for det sidste:
En dugdråbeverden
og selv i dugdråben
strid
Himlens gæs
I mit piletræ
sætter de sig
ikke [5]
Metaforens og jegcentreringens ophævelse i haiku og konkretismen
Nielsen var på den tid også i færd med at arbejde sig frem mod sin egen konkretistiske digtning. Konkretismen blev et opgør med det store modernistiske gennembruds brug af metaforen som bærende for digtning og ny erkendelsesmotor. I stedet satte den sprogets forløb, ordbilleder, gentagelser og liniers samspil i sproget som den ny digt- og erkendelsesmotor.
Sideløbende udviklede Hans-Jørgen Nielsen i en række artikler, der senere blev bearbejdet og samlet i Nielsen og den hvide verden, en ny tilstedeværelses- og omverdensopfattelse, som fik mærkaten “attituderelativisme”. Kort fortalt har denne ikke – i modsætning til det vestlige centralperspektiv siden renæssancen – noget fast forankringspunkt i form af et jeg, men er i stedet karakteriseret ved sideordnet (h)vid horisontalitet.
Begge dele øvede afgørende indflydelse både på hans beskrivelse af haiku som digtform og den vesterlandsk idealiserede forståelse af zenbuddhismen, som han forbandt med haikudigtningen i Japan.
Hvordan disse to tolkninger af haiku og zen meget belejligt samles i et programmatisk opgør med den 2. modernistiske bølge, metaforen og jeg-centreringen, der falder helt i tråd med konkretismen og attituderelativismen, sammenfatter han i essayet, Plask! Det er bare en frø der hopper i en gammel dam, således:
”Det meste af den vesterlandske mystik har været individuel og koncentreret sig om individet. Hos zen går bevægelsen derimod mod de ydre ting, som samtidig er alting. Et håndfast, umetafysisk ’alt’ i modsætning til ’altet’ i f.eks. panteismen.
En lignende modsætning kan iagttages med hensyn til poesien. Mens europæisk poesi primært er jeg-udtryk og projicerer betydninger af metaforisk, dvs. subjektivt analogisk, art ud i universet, afstår orientalsk poesi fra denne mulighed. Digtets funktion er ikke så meget at udtrykke et jeg, som at opdage verdens titusind ting.
Haikupoesien er derfor blottet for metaforer og ofte også for alle andre spor af poetens subjektive tistedeværelse. Det er ikke et jegs erobring af verden, men verdens erobring af et jeg. Jeget er nemlig en fiktion, som kun er af det onde, og som det derfor drejer sig om at gennemskue.”
Pudsigt nok hænger Nielsen her netop fast i dualismen, når han føler sig nødsaget til så absolut at fjerne metaforen og jeg’et fra haiku og zen. Zenbuddhismen selv når gennem opløsningen af det selvcentrerede jeg ud på den anden side, hvor jeget er en del af alt og derfor selvfølgelig også dukker op i selv stærkt zenbuddhistiske haiku.
Drejningen (kireji) som geometrisk samspil mellem ydre og indre planer
Men denne vinkel på haikudigtene får også Hans-Jørgen Nielsen til at udvikle en anden læsningsmåde end den almindelige vestlige for haiku. I denne læses haiku som et sammenstød af to planer, der ved en overraskende pause/drejning (kireji) i linie 2 eller linje 3, kaster nye oplevelser ind i hele digtet og sætter øjeblikket i perspektiv i sit mikrokosmos og udvider erkendelsen i øjeblikket.
Nielsens læsning er en forfølgelse af linier i et geometrisk samspil mellem ydre og indre planer gennem hele digtet.
Som eksempel bruger han følgende gendigtning af et haikudigt af Shiki:
Kvinden
og munken
På vej
på færgen
Mens sneen
falder
Det består udelukkende af nøgtern omverdensregistrering. På trods af de tilsyneladende magre konstateringer ”rummer det alligevel en sindrig betydningsstruktur, hvis man prøver at se, hvad der egentlig foregår.
Denne struktur er … indbygget i selve den måde, sansningerne er katalogiseret på. En implikationens poesi… Man skal se den lille færge, der i horisontal bevægelse krydser den faldende snes vertikale linjer.
Derfra kan man gå videre til kvinden og munken, der også betegner en modsætning, der også betegner en modsætning: Det livsnære og det verdensafsondrede – det fremadvendte og det opadvendte. Således set bliver digtet et geometrisk samspil mellem ellers adskilte ydre og indre planer af stor intensitet. Hele verden i ét glimt.
Der er nok et jeg tilstede i teksten, nemlig det registrerende jeg. Men dette jegs indhold er netop den omgivende verden. Subjekt og objekt, jeg og omverden er ét. Eller rettere – der findes hverken subjekt eller objekt. Kun gennemlyst mirakuløs væren”. [6]
Denne læsning får stor betydning for opfattelsen af haikudigtning blandt moderne danske lyrikere som Charlotte Strandgaard og Susanne Brøgger.
Hans Jørgen Nielsens egen digtning
Som nævnt var Haiku. En introduktion og 150 gendigtninge ikke en samling oversættelser af japanske haiku. Det var gendigtninger af disse, hvor Hans Jørgen Nielsen inddrager ”den modernistiske poesis rent sproglige erfaringer”. De var gendigtet i imagisternes poetiske kortform, hvor metaforer, adjektiver og subjektive ytringer er fjernet eller i det mindste reduceret til et minimum. Han genformulerer den japanske haikutradition samtidig med, at han omformulerer frem mod sine egne digteriske eksperimenter. Som sådan foregriber gendigtningerne både i den rensede minimale kortform og deres temaer hans egen senere lyrik.
Formmæssigt udforskes objektive, anonyme sprogkonstruktioner uden indre centrum. Hans haikulæsninger, hvor sprogfladers korrespondance med hinanden i geometrisk rytmiske mønstre sætter nye meninger i gang, er hans alternativ til den tolkning, der koncentrer sig om bruddet, overraskelsen et sted mellem første og sidste linje, der genoplyser hele haikudigtet med en ny mening. Og de forvarsler strukturen i hans egen konkretistiske digtning, hvor sproget er og behandles som materiale.
Men samtidig er de sproglige eksperimenter uløseligt forbundet med en bestemt følsomhed og eksistentiel holdning. Temaer som øjeblikket, forgængeligheden, det blivendes sammenstød med det foranderlige; fraværet, tomheden og dens positive anden side åbenheden, tømt for forestillinger, samt sanseindtrykkenes voldsomhed udfoldes i gendigtningerne og kommer igen og igen i hans egen senere digtning.
Dette kommer f.eks. til udtryk i titeldigtet fra samlingen Konstateringer, hvor den sproglige gennemspilning af tautologierne til deres yderste modsiger det tilsyneladende simple udsagn om verden og fastholder oplevelsen i en spænding mellem tomheden og åbenheden, tømt for forventninger:
Det er og det er nok og det
er godt nok
og det er godt nok som det er
det er det og det er det
det hele og det hele
er som det skal være [7]
Eksperimenter med nye sprog er ikke rent formelle og tømt for indhold. De er også altid udformning af nye verdener. ”Virkeligheden er jo ikke noget, der er der sådan på forhånd. Den bliver hele tiden skabt. Nye forestillinger er ligesom nye sprog med til at skabe nye verdener. Også selvom disse verdener ikke bliver helt som man har forestillet sig.” [8]
Fra slutningen af 60’erne og frem i 70’erne forlades konkretismen som ren systemdigtning. Metaforer m.v. vinder igen langsomt indpas, og digtningen befinder sig ”hinsides spillereglerne, men med erfaringerne med dem i behold”.
Det opleves af Nielsen som en ”indsigt som fører til opblødning, myghed, afspænding, bevægelsesfrihed, fantasiudfoldelse i sprogkroppen. Fra kombinatorik til hallucinatorik.” [9]
Det minimalistiske formsprog og det tematiske indhold fra haikugendigtningerne bearbejdes imidlertid helt umiskendeligt stadig i f.eks. Optegnelser udenfor nr. fra Lyrik 77:
En morgen vågner
jeg i en ekstase
uden billeder,
det er vanvittigt
men det er også
smukt, alting
står pludseligt
helt stille,
jeg ser fortabt
på hemmeligheder
der ingenting
skjuler, et fravær
borer sig ind i mig,
voldsomt som
en injektionssprøjte
så forsvinder jeg
i et ekstatisk tomrums
blå spejle – [10]
Selv da Hans-Jørgen Nielsen forsøger at kombinere konkretismens og systemdigtningens kunstneriske og eksistentielle oprør mod kunstinstitutioner og metafysiske ideologier med ungdomsoprørets erfaringer og marxistisk samfundskritik i sin sidste selstændige udgivelse, digtsuiten Hælen fra 1981, vender han tilbage til inspirationen fra haikugendigtningerne. Hælens metaforrige, sansemættede stil med brug af kamerametaforer for blikket og og kombinationen af et mytisk univers (den gæske mytologis Achilles) med psykoanalytisk og selvbiografisk stof griber åbent tilbage til Rifbjergs o.a. 2. fase-modernisme, men det minimalistiske og sprogeksperimenterende formsprog og temaerne fra dengang videreudvikles også i den sammenhæng:
Hører dig, morstemmen
tidligere end tidligt, som du
således tog mig ved hælen
og dypped mig i død mod døden –
du som kom fra havet
og var i himlen
…
fra en helt anden tid
som om der var tid mere
som om før og efter
stadig betød noget
…
nærmere,
min død,
til dig.
Nærmere og bliver
helt bundløs
og vil aldrig nå frem
bliver mindre og tom
for det tomme og ikke
nærmere i dag end i går
…
Nej, hvor længslen
møder sig falder jeg
sammen med mig
hverken punkt
eller udstrækning
hverken enten
eller eller, og
almagt og afmagt
svømmer ovenpå.
…
til døden
tidløst sammenslynget
med mig selv
hverken centrum eller
periferi, hele verden
i et æg, gudinde
…
Sådan er jeg
linnedforviklet
i live ikke
betonfast fortæller
men fortælling
seende mig sét… [11]
Noter
[1] Blade i Vinden, Forlaget Ravnerock, 2011, s. 8.
[2] Hans-Jørgen Nielsen, ”Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger”,1963, s. 7
[3] Hans-Jørgen Nielsen, ”Haiku. En introduktion og 150 gendigtninger”,1963, s. 169
[4] Matsuo Basho, Ildfluer, oversat og kommenteret af Niels Kjær, 2011
[5] Kobayashi Issa, Dugdråbeverden, oversat af Arne Herløv Petersen, 2006
[6] Nye Sprog Nye Verdener, 2006 s. 141
[7] NIELSEN SORT PÅ HVIDT, 2000 s. 151
[8] Nye Sprog Nye Verdener, 2006 s. 88
[9] Vindrosen 6, 1968, s. 76
[10] NIELSEN SORT PÅ HVIDT, 2000 s. 294
[11] NIELSEN SORT PÅ HVIDT, 2000 s. 299-351
Foto: Hans-Jørgen Nielsen, Forfatterweb.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her