På Mount Everest har der dannet sig en regulær motorvej af bjergbestigere, som lige nu prøver kræfter med Himalayas højeste tinde. Og et sted i Polens skarpe Tatra-massiv er en gruppe mænd ved at forberede et historisk vinterangreb på K2 – klodens farligste bjerg, der indtil videre har knap 100 liv på samvittigheden. Sjældent har verdens tag virket så dragende på det moderne menneske, som lige nu. Men hvorfor? Cecilie Marie Meyer kigger på den fatale kærlighedsaffære mellem mennesket og bjerget.
Da Charles Houston i 1954 får at vide, at en gruppe bjergbestigere fra Italien endelig har besteget K2, får han hukommelsestab – såkaldt global amnesi. Han begiver sig ud i New Hampshires gader, hvor han bor, og forsvinder. Mr. Houston aner ikke, hvem han selv er, eller hvor han befinder sig, men først og fremmest er han i chok.
Og det er ikke før myndighederne samler den amerikanske bjergbestiger op på gaden og transporterer ham hjem i familiens skød, at mr. Houston genfinder sine fulde fem og dermed må leve med visheden om, at andre er kommet før ham.
Bedriften kaster nemlig en skygge over Houstons eget, heltemodige forsøg på at bestige K2, der året forinden endte i katastrofe, og kostede en af hans venner livet på The Savage Mountain. Øgenavnet er blot et af mange, der med rette udtrykker ærefrygt for bjerget, der ligger yderst i Himalaya, og med sine diabolske vejrforhold og glatte, diamantformede silhuet regnes for verdens sværeste at bestige.
https://www.youtube.com/watch?v=6knVO34Zqic
Tæppefald og et skrig fra Kanchenjungas dæmoner
Houstons reaktion siger noget om, hvad høje bjerge gør ved de mennesker, der klatrer dem, og har drømmen om at stå på toppen som ambition, som eksistensvilkår. De hører uafbrudt de vertikale linjer kalde, og drages mod stilheden og kompromisløsheden på deres flader. Og når drømmen brister, kan det få fatale konsekvenser: som dengang i 1939, da tyske Fritz Wiessner drog afsted mod K2 med en horde af sherpa’er og uprøvede klatrere i sit slipspor.
Alle andre måtte give op, på nær Wiessner og den lokale sherpa ved navn Pasang, der i dyb sne og 700 fod fra toppen stopper og formaner sin herre: ”Fortsæt ikke længere, sahib, natteånderne vil ikke have det.”
Wiessner lyttede til sin trofaste sherpa, der var særligt sensitiv overfor bjergets kræfter, og gik ned til holdets øverste lejr, fast besluttet på at forsøge igen næste dag. Men efter flere nervepirrende uheld må Fritz opgive at finde et vindue i det tiltagende uvejr, og den desillusionerede tysker beskrev senere for sine børn, hvordan han på vej ud af passet kastede et sidste blik på K2, og så en enorm snestorm lukke sig om bjerget. Synet forfulgte Fritz til hans dødsdag, for det var samtidigt også tæppet, der endegyldigt blev trukket for Wiessners livslange ambition om at bestige K2.
Alle var enige om, at Wiessner aldrig blev sig selv igen, men lukkede sig inde i en kalejdoskopisk fantasiverden, hvor han gennemlevede ekspeditionens traumer og med uhyggelige knytnæveslag i bordplader og vægge prøvede at komme af med sine frustrationer.
34 år før Wiessners ekspedition anførte magikeren og poeten Aleister Crowley Englands første seriøse forsøg på at bestige K2. Han måtte dog opgive grundet dårligt vejr, men det var et af Himalayas øvrige giganter, det frygtindgydende Kangchenjunga, som fik det mentale kram på Crowley. Det var i 1905, og efter at uheld og laviner havde revet både europæere og sherpa’er med sig i dybet, flygtede Crowley fra bjerget i rædsel, overbevist om at dets 5 dødsånder havde anråbt ham igennem snefoget.
I sin alderdom fortsatte han nedbrudt og heroinrystende at henvise til hændelsen som Kangchenjunga-fobi – den ondeste følelse af alle, og måske en metafor for øjeblikket, hvor mennesket indser, at vejret mod toppen er blokeret, og de eneste dæmoner, man kæmper mod, i virkeligheden er ens egne.
Som en udenforstående, der aldrig har haft bjergbestigning som et kald, kan det virke komplet hasarderet og nytteløst at risikere livet på en ensom klippevæg. Chancen for succes er minimal selv for de bedste i verden, og er man så heldig ikke at miste livet, kan bjergenes særlige, spirituelle kraft og bevidstheden om, at ambitionen ikke lykkedes, drive én til vanvid.
Alligevel drager hundredevis af mennesker hver år til verdens tag for at prøve kræfter med bjergene, og med sig selv.
Da de 3 sherpa’er når Dudleys stormombruste telt, kigger Dudley ud på dem med vilde øjne. Han havde det efter omstændighederne fint, der var intet at bekymre sig om, sagde amerikaneren. Kunne de ikke komme igen i morgen, så ville han gå med ned? Sherpa’erne bemærkede, at Dudley havde forrettet sine nødtørft inde i teltet. Men da bærerne næste dag tog samme vej op, kom hverken de eller Dudley nogensinde tilbage
De fleste af de 10 polakker, der om et halvt år skal foretage en vinterbestigning af K2 som de første i verden, lever til hverdag som skorstensmalere af 200 meter høje cementrør, vinduespudsere på skyskrabere og håndværkere på svimlende byggeprojekter i højder, hvor ingen andre tør balancere. De bevæger sig rundt i et intenst og ensomt fællesskab deroppe i stilladserne, som mange hverken forstår eller har lyst til at være en del af.
Personligt har jeg aldrig selv villet prøve kræfter med bjergbestigning. Jeg har så meget højdeskræk at jeg bliver svimmel bare af at på en skammel. Men alligevel er jeg dybt fascineret: Hvorfor gør de det?
Opad bjerget og ind i sig selv
Journalisten og bjergbestigeren Jon Krakauer udgav i 1997 sin bestseller Into the Wild (på dansk: Ind i vildmarken), hvori han undersøger den autentiske historie om eventyreren Chris McCandless, der på trods af de bedste levevilkår i den amerikanske middelklasse en dag i 1992 forsvinder. Krakauer fatter interesse for historien da Chris McCandless’ livløse krop senere findes på bagsædet af en skrottet bus, som står dybt inde i Alaskas vildmark.
Historien blusser op og dør hurtigt ud i de amerikanske medier, men Krakauer kan ikke slippe McCandless. Han vil vide, hvad der fik den 24 –årige mand til at lægge den trygge hverdag bag sig og drage ind i et af verdens mest øde områder, for at leve som en vildmand.
John mener selv at finde nogle af svarene på bjergvæggen. Han kender det barske område omkring The Stampede Trail, som Chris McCandless gik ad, og sammenligner den overjordiske, transcenderende følelse af frihed, som McCandless selv beskriver i sine notesbøger, med oplevelserne under sine egne bjergbestigninger.
Fornemmelsen af øjeblikkets renhed, af den meditative tilstand, man kommer i, når fødder og hænder bevæger sig instinktivt opad bjergsiden, og virkeligheden udvider sig i takt med den befriende erkendelse af, at livet ikke foregår i går eller i morgen, men nu. Lige nu.
Flere bjergbestigere har igennem tiden beskrevet den samme følelse af genuin mening, som deres liv pludselig får, når de hænger i neglespidserne over Himalayas bundløse dale. Når alle andre excesser fjernes, og kroppens funktioner står nøgne tilbage. Og måske vi alle instinktivt stræber efter den samme tilstand i en verden, som mange finder tiltagende meningsløs, og hul?
En deprimeret boheme på verdens tag
Der er i hver fald ingen tvivl om, at virkeligheden på verdens tag er meget anderledes end ved jorden. Deroppe bliver alt vendt på hovedet, og lovmæssigheder, der ellers synes universelle, udfordres: vand vil ikke koge ved 100 grader på grund af det lavere tryk. Tidsfornemmelsen sættes på stand by.
Som hovedregel overlever oftest den, der er kraftig, kvabset og godt i stand, i modsætning til seje og mere atletiske klatrere. Ikke engang ungdom er en fordel i store højder: Man siger at gode bjergbestigere først topper, når de er i 50’erne, hvilket ligger langt fra de fleste opfattelser af, hvad ekstreme sportsgrene kræver.
Men det er ikke kun fysikken, der påvirkes. Efter lang tid i iltfattig luft bliver klatrernes mentale tilstand også udfordret, og dømmekraften sløres. Nogle går i en slags apatisk trance. Da Fritz Wiessner må give op i 1939, forsøger et par af hans sherpa’er stadigvæk at nå camp 8, hvor gruppens mest usandsynlige deltager havde ligget alene i en uge.
Hans navn var Dudley Wolfe, en notorisk boheme og rigmand, der følte sig draget af Himalayas dramatik, men absolut ingen erfaring havde udi bjergbestigning. Alligevel tog han med i kølvandet på en grim skilsmisse, og mange af hans venner havde en fornemmelse af, at de aldrig mere ville se ham igen.
Da de 3 sherpa’er når Dudleys stormombruste telt, kigger Dudley ud på dem med vilde øjne. Han havde det efter omstændighederne fint, der var intet at bekymre sig om, sagde amerikaneren. Kunne de ikke komme igen i morgen, så ville han gå med ned? Sherpa’erne bemærkede, at Dudley havde forrettet sine nødtørft inde i teltet. Men da bærerne næste dag tog samme vej op, kom hverken de eller Dudley nogensinde tilbage.
Længes vi ikke alle efter en parallel virkelighed?
Helt så galt gik det trods alt ikke for Achille Compagnoni, da han den 31 juli 1954 stod som det første menneske på toppen af K2. Men havde han ikke haft sin kollega Lino Lacedelli ved sin side, kunne det sagtens være end grimt. Forud var der gået måneder med rigide tests hos det italienske militær, inden landet sendte blomsten af sine klatrere afsted mod Himalaya, og alle var opsatte på endelig at bestige The Savage Mountain.
I BBC-dokumentaren “The Ghosts of K2” fortæller Achille, hvordan han nåede toppen, tårevædet og på knæ. ”Pludselig var der ikke mere at klatre. Vi havde gjort det”, ihukommer han.
Bjergbestigning er ligeså farligt i dag som for 100 år siden, men de personer, der afsøger grænseområderne af vores fysiske verden og fatteevne, vil aldrig kunne standses. I stedet må vi erkende deres længsel og tage imod det, de giver os, selvom tableauerne ofte bunder i tragik
Se dokumentaren her:
https://www.youtube.com/watch?v=6knVO34Zqic
Men Achille havde højdesyge, og ødemer var begyndt at lege kispus med hans hjerne. Heldigvis var Lino lige bag ham. De gav hinanden hånden, beundrede synet af bjergtoppene i horisonten, og forberedte sig på nedstigningen. Men så sagde Achille henkastet til Lino”: jeg bliver heroppe. Gå du bare ned med dig, jeg kommer om lidt.”
Lino reagerede prompte ved at råbe: ”Hvis du ikke kommer med mig nu, slår jeg dig til plukfisk med den her isøkse!” Achille forstod straks alvoren, og var senere overbevist om, at Lino i det øjeblik reddede hans liv fra bjergets forheksende skønhed.
Selvom jeg aldrig ville udsætte mig selv for Himalayas farer, genkender jeg af og til længslen efter at træde ind i en parallel virkelighed. Et sted, hvor andre regler gælder, og enten-eller råder, i en knivskarp definition af den menneskelige essens. Og jeg finder det alt for let at stemple bjergbestigere som lykkeriddere og tankeløse eventyrere.
Bjergbestigning er ligeså farligt i dag som for 100 år siden, men de personer, der afsøger grænseområderne af vores fysiske verden og fatteevne, vil aldrig kunne standses. I stedet må vi erkende deres længsel og tage imod det, de giver os, selvom tableauerne ofte bunder i tragik.
”Ich kann nicht mer”
En af Europas største klatrekatastrofer nogensinde skete i 1936. Det, der siden er blevet kaldt ’The Eiger North Face Disaster’, begyndte som et optimistisk forsøg på at bestige en af Alpernes sidste jomfruelige kæmper, Eiger-bjerget. Året forinden var flere tyskere blevet dræbt på bjergets glatte flanker, men Toni Kurz, Andreas Hinterstoisser, Willy Angerer og og Edi Rainer ville det anderledes. De begav sig derfor opad bjergets nordside, mens opstemte skiturister fulgte deres strabadser fra en kikkert nede i dalen.
På vejen begik de næsten umenneskelige bedrifter, som at klatre tværs henover en vertikal væg, nu døbt The Hinterstoisser Traverse, opkaldt efter den selv samme mand i gruppen, som knækkede nødden ved at spænde et reb på langs af granitten.
Samme sted blev dog de 4 mænds skæbne: ubekymret havde de på vej op fjernet rebet, men da de skulle tilbage samme vej – i øvrigt uden at bestige Eiger; Angerer blev så slemt skadet af frit faldende klippestykker, at gruppen besluttede sig for at klatre tilbage – var klippevæggen spejlglat af is, og det var umuligt at fæstne rebet fra den anden side. De måtte derfor klatre lige ned ad en forræderisk glat iskappe, idet en lavine fangede dem alle, og henholdsvis knuste, henholdsvis kvalte mændene på nær Toni Kurz.
Han hang nu i rebet udover bjergsiden som en hjælpeløs edderkop, med sine døde kammerater over og under sig, og kunne ingen vegne komme. Heroiske klatrere kom ham til hjælp, men kunne kun nå Tonis pigsko med deres snestave.
En pludselig storm gjorde evakuering umulig, og den uheldige tysker måtte blive hængende til næste dag, hvor han dækket af is og med frostbidte hænder forbandt det ekstra stykke reb, som redningsholdet havde med til ham, til sin egen line. Angerer skar han fri, så han nu hang alene for enden af rebet, og kunne fire sig ned.
Men: ingen havde taget højde for, at Kurz’ karabinhage, hvormed han sad fast til rebet, var for smal til at passere knuden, der nu bandt de to liner sammen. Grædende og bidende og kæmpende måtte Kurz efterhånden give op og endelig udtale de nu berømte ord:” Ich kann nicht mehr.” Nogle døgn efter – visse kilder siger endda, at der gik et helt år – fik man endelig skåret hans stivfrosne lig ned, og bugseret det igennem dalen.
Det lyder måske kynisk, det lyder måske perverst, men det fotografi, der blev taget af Kurz’ dinglende lig idet en klatrer er på vej opad Eiger for at skære ham løs, er et af de smukkeste motiver, jeg kender.
Det griber mig om hjertet hver gang, og jeg er ikke alene om at føle sådan: I 2011 malede den britiske kunstner Billy Childish en serie værker baseret på fotografierne fra redningsauktionen, og især i ’Fetching the body of Toni Kurz (hanging from rope study 1)’ har Childish fanget både gruen og skønheden i den store tragedie, med sitrende strejf af olie.
Og som en slags ode til begge mænds bedrifter lavede kunstnerpseudonymet Harry Adams samme år en mindst ligeså gribende fortolkning af værket i sin ’Scetch for Fetching the body of Toni Kurtz’, i lyse, æteriske nuancer. Overskriften på Adams’ bearbejdning var ’Paintings to Celebrate Heroic Futility’.
I erkendelsen af, at mænd som Toni Kurz altid vil eksistere, og altid vil klatre, siger jeg tak for alt. Hvil i fred, I rastløse, vertikale hjerter.
https://www.youtube.com/watch?v=bfcjH3W4Vbc&t=35s
Billedtekst til hovedillustration: Det orginale foto taget under redningsauktionen af Toni Kurz’ nu afsjælede og isdækkede legeme. Copyright: AS Verlag Zürich.
Kan du lide mine skriverier? POV International udbetaler ikke honorarer til sine bloggere, så har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707. Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak, fordi du læste min tekst.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og